Se på kortet
Monument Valley, Arizona, USA
Læs om byen
Monument Valley er et område i Arizonas ørkenlandskab, der er berømt for sine mange klippeformationer, der står spredt og rejser sig fra det ellers flade land. Mange vil nikke genkendende til Monument Valley, fordi de har set en eller flere amerikanske westernfilm, men de særegne formationer er med eller uden westernfilm et af de mest ikoniske landskaber i det vestlige USA.
Monument Valley ligger centralt på det såkaldte Colorado-plateau, som spreder sig på et 337.000 km2 stort område omkring floden Colorado River og nogle af dens bifloder. Plateauet breder sig over staterne Arizona, Utah, New Mexico og Colorado, og det er kendt for flere velbesøgte seværdigheder som fx Grand Canyon og Monument Valley.
Colorado-plateauet består hovedsageligt af en ørkenhøjslette, men der er også spredte skove. Det store område kaldes også for Red Rock Country for dets røde jordfarver, og man kan finde et utal af geologiske formationer her. Det gælder ikke mindst de progressive erosioner af det hårde plateau, der bliver nedbrudt til finner, hvori der kan dannes naturlige buer eller vinduer. Disse buer nedbrydes efterfølgende til jordpyramider, som man fx kan se i Bryce Canyon i Utah.
Formationerne i Monument Valley og andre steder i Colorado-plateauet er blevet skabt i områdets Navajo-sandsten. Sandsten er aflejret sand, der gennem tiden er blevet sammenpresset og hærdet. Aflejringerne består hovedsageligt at feldspat og kvarts, og der kan fx være ler eller silikat som bindemiddel mellem sandkornene. De mange formationer er såkaldte butter, hvis navn kommer fra det franske ord for små bakker. En butte er kendetegnet ved, at dens top er smallere end dens højde. Forholder det sig omvendt, kaldes formationen en mesa.
Butterne blev dannet af erosion og forvitring, og de blev så at sige stående, fordi dækbjergarten i toppen på netop disse steder var langt hårdere end i de eroderede omgivelser. Under dækbjergarten ligger mindre modstandsdygtige sten, men idet dækbjergarten er uigennemtrængelig for væsker, giver den beskyttelse til de underliggende sten, der derved undgår vandafslidning. På den måde bliver en butte stående med lodrette vægge, og efterhånden som toppen trods alt eroderes af slid og forvitring, falder dette materiale ned langs siderne og danner skråningerne, som man kan se omkring butterne.
Selve erosionen og forvitringen er sket over lang geologisk tid, hvor området løbende har været dækket af have og store floder, og vandmasserne har sammen med vind og is langsomt men sikkert skabt den eroderede Monument Valley, der ligger flere hundrede meter under toppene af de bestående butter, som erosionen ikke har slidt ned.
Når man i dag vil besøge Monument Valley og se de uforglemmelige klippeformationer, kommer man kørende ad Road 163 fra byen Kayenta i Arizona i syd eller fra Utah i nord. Langs vejen kan man fint danne sig et indtryk af både butter og mesaer, og det er nemt at tænke sig tilbage til indianerstammernes tid på højsletten eller til de ikoniske westernfilm, mange nok kender. Man bør dog tage tiden til at besøge hjertet af området, hvor man kan se de mest kendte formationer. Det gør man ved at tage Monument Valley Road fra Road 163 til Monument Valley Tribal Park Visitor Center.
Besøgscentret er et godt sted at starte for at få mere viden om Monument Valley og Monument Valley Navajo Tribal Park. Fra besøgscentret kan man nyde den mest kendte udsigt i hele området. Det er panoramaudsigten til Mitten Buttes og Merrick Butte. Når man kigger ud til dem og over hele landskabet, kan man tænke på, hvordan landskabet har ændret sig fra plateau til en eroderet dal over cirka 50 millioner år. Vil man tættere på formationerne, kan man køre ad Loop Road, og det kan anbefales at tage en tur fra besøgscentret, hvor man får fortællinger om stederne og formationerne undervejs.
Monument Valley blev ikonisk og verdenskendt med hjælp fra Hollywood. Det startede i 1930erne, hvor Mike Goulding tog fotografier fra området med til filmproducenterne, og John Ford valgte at filme det meste af westernfilmen Stagecoach med John Wayne i hovedrollen i Monument Valley. Filmen blev en succes, og med den begyndte amerikanerne at associere området med det mytiske vilde vesten. Siden da er adskillige film blevet filmen i Monument Valley, som mange vil genkende fra film som fx Forrest Gump og Back to the Future III.
Monument Valley ligger i indianerreservatet Navajo Nation, der er der største reservat i USA. Navajo Nation ligger i Arizona, New Mexico og Utah, og det overlapper navajostammens oprindelige hjemland. Navajo Nation er i dag hjemsted for en stor del af navajostammens medlemmer, og det ca. 71.000 km2 store område fik sine nuværende grænser i 1934.
Navajo Nation fungerer som andre af USA's indianerreservater som delvist selvstyrende områder, der ikke er underlagt de stater, de ligger i. Reservateterne hører under den føderale regering, der har den absolutte regeringsmagt over reservaterne. På den måde skal Navajo Nation og de øvrige reservater sende alle foreslåede love til det amerikanske indenrigsministerium. Der er dog gennem årene indgået en række generelle aftaler om fx handel og rettigheder til vand.
I Navajo Nation består befolkningen af op mod 90 % navajo, og dertil kommer 6 % øvrige indianere, hvorfor den oprindelige befolkning er klart dominerende. Stammens traditionelle bolig er en såkaldt hogan, der er et rundt hus af træ og sten. Navajo Nation har egen regering, eget politi og en egen præsident.