Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Des Moines er den største by og hovedstaden i den amerikanske stat Iowa. Byen ligger, hvor floden Raccoon River udmunder i Des Moines River, og det var her, kaptajn James Allen etablerede et fort i 1843. Allen ønskede at navngive stedet Fort Raccoon, men det daværende U.S. War Department foretrak Fort Des Moines. I 1846 blev fortet forladt grundet en mindsket trussel fra indianske stammer, og samme år slog nybyggere sig ned i og omkring fortet, og i 1851 blev Fort Des Moines formelt en by, der fra 1857 blot hed Des Moines. Samme år blev byen hovedstad i Iowa i stedet for Iowa City. Des Moines voksede til 22.000 indbyggere i 1880, og i sidste halvdel af 1800-tallet gav kulmineindustrien stor vækst i byen. I starten af 1900-tallet blev Des Moines udbygget med store byggerier i beaux-arts som en del af et City Beautiful-projekt, og i 1930erne blev der igangsat byggerier som en del af Roosevelts New Deal.

I dag kan man gå nogle fine spadsereture i Des Moines’ downtown og opleve stemningen blandt byens højhuse. Man kan som noget særligt også benytte de såkaldte skywalks, som er et indendørs stisystem, som forbinder store dele af downtown, og hvor man i de over seks kilometer skywalks kan gå fra bygning til bygning. Blandt højhusene kan man bl.a. se Equitable Building, der blev opført i 1924, og som i mange år var den højeste bygning i Des Moines og Iowa med 97 meter i højden. Fra 1970erne blev dagens moderne skyline bygget, og 801 Grand åbnede i 1991 som byens højeste skyskraber med 192 meter.

I downtown kan man tæt på floden se på kunst fra kunstnere fra Iowa i Polk County Heritage Gallery, der er indrettet i byens tidligere posthus, som blev bygget i beaux-arts i 1908. Det er en af flere bygninger i denne stil, som blev opført i begyndelsen af 1900-tallet i en forskønnelsesbevægelse for Des Moines, og som udgør Civic Center Historic District. De andre bygninger, man kan se i området fra denne tid, er Armory and World War Memorial Building, byens tidligere bibliotek Public Library of Des Moines, Municipal Building, Municipal Court Building og U.S. Court House. Midt i det hele ligger Court Avenue Bridge fra 1918, hvorfra man kan se beaux-arts-bygningerne. Tæt herpå kan man besøge det moderne Des Moines Civic Center, som er scene for koncerter, se teaterforestillinger, balletter m.v. Herfra kan man gå gennem downtown til byens den kendte Pappajohn Sculpture Park, der er en skulpturpark, som åbnede i 2009 med 24 skulpturer i det åbne og grønne byrum.

Des Moines er Iowas hovedstad, og derfor kan man se Iowa State Capitol, der ligger øst for Des Moines River. Regeringsbygningen huser bl.a. statens senat, Repræsentanternes Hus og guvernørens kontorer, og den blev bygget i årene 1871-1886. Iowas Capitol er karakteristisk ved at være den eneste regeringsbygning i USA med fem kupler, og den midterste kuppel er smukt forgyldt, og Capitol var i øvrigt den højeste bygning i Des Moines indtil 1924. Øst for bygningen kan man se en mindre replika af Frihedsgudinden, som blev stillet op i 1950, og man kan også se forskellige mindesmærker omkring Capitol som fx monumentet for Koreakrigen og Vietnamkrigen. Foran Capitol kan man se en mosaik, der former Iowas counties, og i dette område kan man også besøge State Historical Museum, hvor man kan lære mere om Iowas historie. Her er der bl.a. mange spændende udstillinger og temaer om fx nybyggernes bosættelse af staten og Iowa under Den Amerikanske Borgerkrig.

Topseværdigheder

    • Civic Center
    • Iowa State Capitol
    • State Historical Museum
    • Equitable Building
    • 801 Grand
    • Polk County Heritage Gallery
    • Armory and World War Memorial Building
    • Public Library of Des Moines
    • Municipal Building
    • Municipal Court Building
    • S. Court House
    • Court Avenue Bridge
    • Pappajohn Sculpture Park

Tilmeld dig vores nyhedsbrev