Se på kortet
Bayside Marketplace, Biscayne Boulevard, Miami, Florida, USA
Læs om byen
En tur til Miami er en tur til Floridas dejlige klima, art deco-kvarteret i Miami Beach, utallige aktiviteter og temaparker, flere end en million alligatorer, tropiske strande og meget mere. Man kommer aldrig til at kede sig i Florida, og det gælder i særdeleshed i Miami.
Art deco-kvarteret i Miami Beach er helt specielt med den lokale variant af 1930ernes byggestil. Pastelfarver, mønstre og en særlig udstråling er særkender, og husene fra den tid ligger langs den berømte promenade, Ocean Drive, og mange andre steder i kvarteret, der ligger ved strandene øst for selve byen Miami.
Miamis downtown er moderne og amerikanske. Her kan man se høje bygninger og et poleret forretningskvarter. Der er dog også andre oplevelser i form af bl.a. museer og kvarterer, der står i kontrast til de høje kontorbyggerier. Det drejer sig ikke mindst om Little Havana, hvor eksilcubanere gennem årtier har sat deres præg med kultur og atmosfære.
Der er også store naturoplevelser omkring Miami. Strandene i Miami Beach trækker besøgende hele året, og det gælder også for de store sumpområder, der udgør Everglades National Park. Her lever alligatorer og krokodiller og kan nemt ses fra vejene. Længere mod syd afrunder de billedskønne øer i Florida Keys det amerikanske fastland.
Topseværdigheder
- Miami art deco: Miami Beach blev etableret i 1913, da en bro stod færdig fra selve Miami. Det dejlige område tiltrak fra starten folk, og der skete en hurtig udbygning. Specielt skete det i tiden, hvor art deco var dominerende, og hvor Miami Beachs høje sol og bløde sand udviklede stedets egen variant af stilarten.
- Ocean Drive: Gaden Ocean Drive er med sine art deco-hoteller og -bygninger et af Miami-områdets vartegn. Gaden er centrum for bydelens udeliv, og her ligger caféer, barer og restauranter mellem palmer og de smukke art deco-hoteller i pastelfarver.
- Lowe Art Museum: Fra Amerika er her en række værker fra blandt andet mayaernes og inkaernes kultur samt fra indianere i USA. Seminole- og Navajoindianerstammerne er blandt dem, der er repræsenteret. Man kan også se meget andet kunst fra fx europæiske mestre.
- Sejltur i Miamis havn: Fra Bayside Marketplace sejles dagligt en række ture til øerne i Miami-området, og ikke mindst rundturen i havnen og turen rundt om de mest luksuriøst anlagte øer er anbefalelsesværdig.