Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Den amerikanske storby Seattle i USA’s nordvestlige hjørne er et af de teknologiske centre i landet, og samtidigt har byen været særdeles betydende for blandt andet nyere amerikanske musik. At byen ligger omgivet af storslået natur, er noget, der blot giver ekstra perspektiver på en tur til Seattle.

Seattles historie er spændende, fx har den været transitsted for lykkeridderne til guldfund i Canada, hvilket man kan stifte bekendtskab med på et af byens museer. Seattle nedbrændte i 1889, og det skabte grobund for både en ny by efter branden og ture til undergrunden fra før 1889. Seattle holdt verdensudstilling i 1962, og det sætter også sine spor på byens oplevelser for turister i dag.

Seattle er kendt for flere ting. Boeing-flyfabrikkerne og Microsoft er to af områdets store firmaer. På musiksiden har fx Nirvana haft sit hjemsted her, og flere film og serier er indspillet i området, eksempler er serierne X-Files og Twin Peaks, der lagde gaderne øde i 1990erne.

Seattle hører da også til de smukkest beliggende storbyer i USA. Der er enestående natur mod alle verdenshjørner, fra vandet og nationalparker mod vest, den canadiske grænse mod nord til vulkanerne, hvor Mount Saint Helens i 1980 gik i udbrud. Alt sammen i overskuelig afstand.

Topseværdigheder

    Pike Place Market, Seattle

    Pike Place Marked
    Pike Place Market

    Pike Place Market er et berømt og velbesøgt marked, der første gang slog dørene op i 1907. Markedet ligger tæt på Elliott Bay, og her sælges blandt andet friskfanget fisk og landbrugsvarer. Produkterne i markedets boder er imponerende at se på i deres omfang og størrelse, som det fx gælder for skaldyrene.

    Pike Place Market er også et underholdende sted, her er livlig handel og altid god snak med kunderne. Det er også her, man kan overvære fiskehandlernes fiskekast, som de gør mellem kunderne. På markedet ligger der også en del spisesteder og små butikker med blandt andet souvenirer og diverse kunsthåndværk.

    En yderligere detalje ved Pike Place Market er, at verdens første Starbucks Coffee åbnede på netop dette marked i 1971. Der ligger fortsat en Starbucks her, men den er dog flyttet til nye lokaler siden premieren.

     

    Seattle Underground

    Seattles Undergrund
    Seattle Underground

    Seattles undergrund i centrum er et unikt sted med en oplevelse, man ikke kan få andre steder i verden. Det hele startede i datidens Seattle, hvor der brød en stor brand ud den 6. juni 1889. Branden hærgede og ødelagde næsten hele forretningskvarteret i Seattles centrum. De fleste af de brændte bygninger var opført af træ, og alle jernbaneterminaler og hovedparten af byens kajer var også gået op i røg. Derfor skulle byen så at sige starte forfra.

    Ved den forestående genopbygning besluttede bystyret, at byens centrum skulle genopføres en etage højere end før branden. På den måde kunne man undgå nogle af de oversvømmelser, der ofte ramte dette område. Således startede man nybygningen med en midlertidig facade i stueetagen og en kommende facade i første sals højde. Med årene blev gaderne hævet, og de gamle stuefacader kom til at ligge under jorden.

    I dag kan man besøge Seattles undergrund, der består af de gamle gader og husfacader, der blev anvendt, før gadeniveauet blev hævet. Derved ligger store dele af Seattles historie før branden i 1889 i dag under gadeplan, og man kan besøge de uhyggeligt udseende ruiner af byen på en tur, der starter i Doc Maynard’s Saloon fra 1890erne.

    Efter en introduktion går man ned for at se på gamle gader, kloaksystemer og naturligvis selve bygningsruinerne, der her har ligget urørt siden 1907, hvor hævningen af byen var gennemført.

     

    Seattle Havnerundfart
    Seattle Harbor Cruise

    Fra Seattles havnefront har der siden 1949 sejlet turbåde rundt i havnen og i Elliott Bay ud for byen. På turen får man information om byens historie, og fra båden er der en vidunderlig udsigt til Seattles moderne skyline og til de mægtige bjerge i baggrunden.

    Man kan også tage på en aftensejltur, hvor der er inkluderet mad. De illuminerede bygninger er meget smukke fra vandsiden, og naturligvis står Space Needle synligt som Seattles vartegn. Det er også muligt at se byen fra vandsiden ved at tage en af færgerne fra havnen til enten Bainbridge eller Bremerton. Det er også nogle hyggelige sejladser, hvor man kan gå i land og opleve afslappede miljøer i forhold til storbyens travlhed.

     

    Space Needle, Seattle

    Space Needle

    Space Needle er Seattles vartegn, og det ikoniske observationstårn kendes fra utallige billeder fra byen. Space Needle blev opført til verdensudstillingen i 1962, der hed Century 21 Exposition. Udstillingen var åben fra april til oktober, og den blev besøgt af omkring ti millioner mennesker. I forbindelse med udstillingen blev der opført mange nye bygninger, hvoraf Space Needle og Seattles monorail var blandt de mest spektakulære.

    Space Needle er 184 meter højt, og ved 159 meter er der et observationsdæk og en roterende restaurant. Fra begge steder er der en fin udsigt over Seattle og de omkringliggende naturområder, hvor man i klart vejr kan se det 4.392 meter høje Mount Rainier, der ser imponerende ud som bagtæppe for downtown Seattle. Turen med elevator tager 41 sekunder, og den foregår på tårnets udvendige side og er i sig selv en del af oplevelsen.

     

    Museum of Pop Culture, Seattle

    Museet for Popkultur
    Museum of Pop Culture

    Museum of Pop Culture er et imponerende musikmuseum, hvor man kan komme på en sand musikalsk rejse, uanset om man er interesseret i blues, jazz, hip-hop, funk, pop, country eller rock ’n’ roll. Nogle af de ting, der er særligt fokus på, er store musikstjerner og Seattles musikliv, der gennem mange år har sat dele af den musikalske scene i verden.

    Museet er indrettet i det meget anderledes byggeri, hvor stærke farver og det bølgende metaltag allerede på det ydre gør besøget til noget særligt. Det var Frank Gehry, der designede den smukke bygning, som åbnede i år 2000. Indenfor ses blandt andet en 10 meter høj skulptur bygget af 600 guitarer, og udvendigt kan man nærmest køre gennem museet på en tur med byens monorail.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Seattle her.

Andre seværdigheder

    Chinatown, Seattle

    Den Kinesiske Bydel
    Chinatown

    Chinatown er Seattles kinesiske bydel, og den opstod med kinesiske immigranter, der var de første asiater, der slog sig permanent ned i Seattle. Det skete i 1860erne, hvor der var brug for arbejdskraft i fiskeriet, på savmøller og til jernbanekonstruktion, og det tiltrak kinesere, som det også var tilfældet i andre nordamerikanske byer.

    Chinatown skød stille og roligt op gennem de mange tilrejsende, der strømmede til byen, og den dag i dag er det stadig under stærk påvirkning af kinesiske traditioner og kultur. Her er kinesiske forretninger, markeder, spisesteder, og man kan også besøge et museum for bydelens og dens indbyggeres historie.

     

    Klondike Guldfeber Nationalpark
    Klondike Goldrush National Park

    Navnet Klondike får den dag i dag folk til at tænke på guldfeberen i 1800-tallet, og samme associationer fik mange i slutningen af 1800-tallet, hvor der blev gjort store guldfund i Klondike-floden ved canadiske Dawson City. I 1897 nåede rygtet om guldfundene til Seattle, og i årene 1897-1898 rejste titusindvis af guldfeberramte mennesker gennem Seattle på vejen mod nord.

    I Seattle købte de mad, tøj, udstyr og andre fornødenheder til guldjagten, og det gav byen kolossale indtægter og var med til at sætte en større udvikling i gang. På museet Klondike Goldrush National Park kan man få et indblik i guldfeberen mod Klondike og hvilken påvirkning, den fik på Seattle. Man kan i øvrigt følge sporet af guldfeberen mod nord i fx byen Skagway, hvor der også ligger en afdeling af Klondike Goldrush National Park.

     

    Pioneer Square, Seattle

    Pionerpladsen
    Pioneer Square

    Pladsen Pioneer Square ligger midt i Seattles historiske centrum, hvoraf en stor del blev ødelagt ved den store brand i 1889. Siden er bydelen omkring pladsen bygget op igen i hovedsageligt samme stil som før branden, og Pioneer Square opstod med nybygningerne igen som Seattles centrum.

    Man kan opleve et hyggeligt miljø på Pioneer Square, og på midten af pladsen kan man se en totempæl fra tlingit-indianerstammen. Her er også en elegant og genopbygget pergola. Man kan også gå rundt på fortovene omkring Pioneer Square, hvor der mange steder er indlagt glassten i belægningen. Det er sten, der gav lys til byens gamle gadeplan, der ligger en etage under dagens Seattle.

     

    Saint James Cathedral, Seattle

    Sankt Jakob Katedral
    Saint James Cathedral

    Saint James Cathedral er Seattles katolske katedral og som sådan er den sædet for byens ærkebiskop. Behovet for en nybygget katedral opstod i 1903, da den daværende biskop Edward O’Dea besluttede at flytte sædet fra byen Vancouver i den sydlige del af staten Washington til den større by Seattle. Han erhvervede grunden i 1903 og startede planlægningen af den nye opførelse året efter.

    Byggeriet blev igangsat i 1905, og kirken stod færdig to år senere. Stilen var inspireret af renæssancen, og en karakteristisk del af byggeriet var de to tvillingetårne på 51 meter i højden og kirkens kuppel, der nåede 37 meter op. Tårnene står fortsat, mens kuplen kollapsede i 1916 under tyngden af sne efter kraftige snefald, og den blev ikke genopført.

     

    Seattle Akvarium
    Seattle Aquarium

    Seattle Aquarium ligger i sit rette element ved vandkanten i byens havn. Det åbnede i 1977 og byder på mange oplevelser. Her er fx akvarier med genskabelse af havene omkring statens Washington. De giver en interessant viden om både dyrelivet under og over vand samt om betydningen af nogle af naturens kræfter som fx bølger og tidevand.

    Man kan blandt andet opleve en laksetrappe, der i sæsonen viser laksens vej. Laksen er en fisk med flere arter, der langs den amerikanske nordvestkyst op til Alaska kommer i hobetal til områdets floder for at gyde. Man kan på den måde lære mere om den for egnen vigtige fisk, og her er også andre lokale fisk og et akvarium med et tropisk rev.

     

    Seattle Public Library

    Seattle Bibliotek
    Seattle Public Library

    Seattle Public Library er Seattles store offentlige bibliotek, og det står i gadebilledet som en af byens største arkitektoniske oplevelser. Den 56 meter høje bygning blev opført i et ydre af glas og stål, der blev sat sammen i en enestående kombination af brudte flader.

    Konstruktionen giver en særlig virkning her midt mellem en række andre moderne og mere traditionelt designede bygninger. Biblioteket åbnede i 2004, og det er meget populært blandt byens borgere. Det er nemt at forstå, hvis man går ind i bygningen, hvor der er nogle meget elegante og luftige sale.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Seattle her.

Ture fra byen

    Mount Rainier National Park, Washington

    Mount Rainier National Park

    Bjerget Mount Rainier er det højeste i Cascade-bjergkæden øst for Seattle. I området rundt om det 4.392 meter høje bjerg er der etableret en nationalpark, der rummer en meget smuk variation af natur.

    I nationalparken er der hele 26 gletsjere, som hvert år får tilført næring fra vinterens massive snefald. Tæt på snegrænsen i det barske klima kan man opleve alpine blomster. Om vinteren kan man også stå på ski i områderne Crystal Mountain og White Pass Village.

    I områdets skovområder er der udover mange smukke vandrestier, søer og panoramaudsigter også en fin repræsentation af regionens dyreliv. Man kan blandt andet møde bjørne, elge og bjerggeder.

    Ved foden af bjerget Mount Rainier kan man tage en tur med gamle damptog på Mount Rainier Scenic Railroad. En tur fra Elbe til Mineral Lake tager 1½ time og er cirka 20 kilometer lang. Man kan enten tage et tog tilbage med det samme eller blive i det dejlige område og tage en senere afgang.

     

    Staten Washingtons Historiske Museum
    Washington State History Museum

    På Washington State History Museum kan man komme på et strejftog gennem historiske personer og begivenheder, der har sat sit præg på dels staten Washingtons udvikling og dels verdenshistorien. Udstillingen er spændende opbygget med blandt andet interaktivitet og fortællinger.

    På museet er der en del permanente udstillinger om blandt andet de oprindelige folks kulturer, Black Washington og om mange af de folk, der gennem tiden er flyttet hertil. Man kan også se skiftende udstillinger, og på museet er der også en stor modeljernbane, der er opbygget omkring Tacoma Union Station.

     

    Olympic National Park, Washington

    Olympic National Park

    Halvøen Olympic Peninsula er med Olympic National Park i centrum umådeligt smuk med sin righoldige natur. Området er præget af tempereret regnskov med stor variation af både plante- og dyreliv. På de utallige vandrestier er der mange smukke panoramaudsigter, og man kan blandt andet plukke en del forskellige bær. Her er også bjerge med gletsjere.

    Vejen til nationalparken kan startes med en sejltur fra Seattles havn til Bainbridge Island på den modsatte side af Puget Sound. Turen tager 35 minutter og er en flot udflugt i sig selv. Alternativt kan man køre syd om sundet, hvor man så kommer gennem staten Washingtons hovedstad, Olympia. Man bør benytte denne tur til at nyde byens smukke beliggenhed, hyggelige atmosfære og parlamentsbygningen Capitol.

     

    Future of Flight Aviation Center & Boeing Tour

    I Seattle ligger Boeing, der sammen med europæiske Airbus er verdens største flyproducenter. En tur hertil er imponerende grundet fascinationen af flyvning, den højteknologiske kunne samt de kolossale samlehaller, hvor man blandt andet kan opleve flytyperne 777 og 787, der har tilnavnet Dreamliner.

    Turen starter i museet Future of Flight, hvor man kan se nærmere på emner inden for flyvningens historie og fremtid. På Boeing-turen får man information om Boeings historie og ser ved selvsyn den spændende proces med flyproduktion.

     

    Vancouver skyline

    Vancouver

    Den vestcanadiske storby Vancouver er en af verdens smukkest beliggende byer, og alene naturen i og omkring den gør enhver tur hertil til en uforglemmelig oplevelse.

    Vancouver er opkaldt efter George Vancouver, der som den første europæer gik i land i området. Det skete i 1792, og siden da har en kolossal udviklet fundet sted her. Vancouver er en af Canadas største byer, og det er det økonomiske og turistmæssige lokomotiv i British Columbia; skarpt fulgt af krydstogter og ture til Victoria og Rocky Mountains, som med fordel kan udgå fra netop Vancouver.

    Storbyen byder på nærmest alle slags aktiviteter og oplevelser indenfor bygrænsen. Stanley Park er nærmest som at komme helt ud i den store canadiske natur, og blot få hundrede meter herfra ligger downtown Vancouver, der med sine utallige højhusbyggerier giver en spændende kontrast til de grønne omgivelser og det omkringliggende hav.

    Downtown Vancouver er en spændende storbytur til ikke mindst forskellige arkitektoniske stilarter fra slutningen af 1800-tallet til i dag. I det tidlige Vancouver var det dog Gastown, der udgjorde byen, og det er i dag et af Vancouvers mest charmerende kvarterer og et must på et besøg.

    Læs mere om Vancouver

     

    Portland

    Portland er den største by i den amerikanske stat Oregon. Byens historie startede med de mange bosættere, der kom til området ved Willamette Valley i 1840erne. Mellem Oregon City og Fort Vancouver opstod byen The Clearing. De følgende år erhvervede Asa Lovejoy og Francis W. Pettygrove jorden omkring byen, og de ændrede navnet til Portland efter at have slået plat eller krone om navnet.

    Herefter gik udviklingen hurtigt i den velbeliggende by. I 1851 boede der over 800 i byen, der voksede til over 46.000 indbyggere i 1890 og næsten 300.000 i 1920. I 1905 var Portand vært for den internationale udstilling, Lewis and Clark Centennial Exposition, der tiltrak 1,6 millioner besøgende. Under 2. Verdenskrig startede en ny vækstperiode, da Portland og nabobyen Vancouver blev hjemsted for produktion af bl.a. Liberty Ships. Et nyt boom kom med teknologivirksomheder som fx Intel fra 1990erne.

    I dag er Portland en moderne storby, hvor man kan gå nogle spændende ture i downtown, der ligger langs Willamette River. Man kan starte på pladsen Pioneer Courthouse Square, der ligger midt i Portlands forretningskvarter. Pladsen fylder en hel city block, og indtil 1951 lå Portland Hotel på stedet og det var i mange år byens førende hotel. Den nuværende plads blev anlagt i 1984, og langs SW 6th Avenue kan man se originale jerngitre, der tidligere var en del af Portland Hotel.

    Man kan også lægge mærke til stenene, der udgør pladsens belægning. Der er et navn på hver sten, og de kommer fra de personer, som donerede 15 dollar til pladsens anlæg i 1982-1983. Øst for det spændende byrum kan man se Pioneer Courthouse, der blev opført i 1869, og som derved er en af de ældste føderale bygninger vest for Mississippi. Mod syd ligger Jackson Tower, der blev bygget 1909-1912 i stilen beaux-arts som hovedsæde for den nu nedlagte avis, Oregon Journal.

    Læs mere om Portland

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Området før europæerne

    Seattle-området har gennem cirka 4.000 år været beboet af indianere. De boede spredt i området, og i midten af 1800-tallet var der tretten indianske landsbyer i det nuværende Seattles byområde.

    Blandt de mest kendte fra den oprindelige befolkning er høvdingen Si’ahl, der levede fra cirka 1780 til 1866. Hans person og gerning gjorde, at byen blev opkaldt efter ham i den angloficerede form Seattle.

     

    Europæernes ankomst

    Den første europæer i området var George Vancouver, der kom hertil i maj 1792 under hans ekspedition til den nordvestlige amerikanske Stillehavskyst i årene 1791-1795.

    Der skulle dog gå nogle år, før der blev etableret en permanent europæiske bosættelse. Det skete i slutningen af september 1851, hvor to separate steder blev etableret næsten på samme tid. Ved Alki Point kom de første fra en gruppe anført af Arthur Denny og opførte en hytte, mens Luther Collins med følge etablerede landbrug i det nuværende Georgetown. Stederne ved bugten Elliott Bay var god grundet den godt beskyttede beliggenhed.

     

    De første årtier

    I begyndelsen udviklede Seattle sig til at være knudepunkt for træindustrien, hvorfra stammer og senere bearbejdet træ blev udskibet til i første omgang San Francisco. I hele det nuværende Seattle-område stod skovene med træer på op til 100 meter i højden, og den gode økonomi i de naturlige råvarer skabte hurtigt grundlaget for en større byudvikling.

    Seattle blev officielt en by med følgende rettigheder den 14. januar 1865. På det tidspunkt boede her cirka 350 indbyggere. Det tal var steget til omkring 1.000, da byens status blev fornyet den 2. december 1869.

     

    1800-tallets vækst

    De følgende årtier skete en kolossal vækst i Seattle og i området. I 1873 besluttede jernbaneselskabet Northern Pacific Railway at føre deres transkontinentale rute til landsbyen Tacoma sydvest for Seattle i stedet for til den voksende by mod nordøst.

    Seattle prøvede at få andre operatører til byen, og det lykkedes i 1884, da Great Northern Railway etablerede primært godstrafik til byen. Der skulle gå til 1906, før Seattle fik en større personbanegård og derved jernbanetrafik.

    1880erne blev årtiet, hvor sporvogne blev indført, uddannelsesinstitutioner blev grundlagt, og kloaksystem og gadenet blev etableret. Byen var ved at blive en stor regional by.

    Den 6. juni 1889 blev byen ramt af en stor brand, der lagde næsten hele forretningskvarteret i ruiner. Alle jernbaneterminaler og hovedparten af byens kajer var også gået op i røg.

    De fleste af de brændte bygninger var opført i træ, og efter branden indførtes bygningsreglementer om stenbygninger. Det udbrændte centrum blev genopbygget med nye og større opførelser på ganske kort tid, og det betød, at byens befolkning grundet de mange job i byggebranchen steg fra 25.000 til 40.000 på bare et år.

    1890erne blev til trods for almindelig økonomisk tilbagegang i USA ad flere omgange et årti med vækst i Seattle. Det skyldtes ikke mindst, at der i august 1896 blev fundet guld i canadiske Klondike. Seattle lå logistisk godt, og byen blev nærmest fra den ene dag til den anden udskibningssted for lykkeriddere fra hele USA samt base for forsyninger til flere råstofområder i Canada og Alaska. Det gav byen en yderligere økonomisk vækst og også en massiv immigration, hvor mange i byen tjente godt på dem, der blev rige af fx guldfund.

     

    Starten af 1900-tallet

    I første halvdel af 1900-tallet slog Seattle sin rolle som førende i det nordvestlige USA fast. Kulturelt blomstrede byen, og industrier skød op med mange arbejdspladser.

    Guldfeberen havde allerede fra århundredets start bragt ny rigdom til byen. På markederne blev der handlet lystigt, og i samme årti udviklede blandt andet kulturlivet sig også, som det bør sig i en rigtig storby. Fx blev byens symfoniorkester etableret i 1903.

    Havnen var Seattles økonomiske livsnerve. Det var her, transporter skabte rigdomme til store dele af byen, og i Seattle begyndte man tidligt i forhold til mange andre byer at udbygge offentligt ejede havnearealer, der i stedet for kaotiske vækst kunne sikre planlægning og udbygning til fordel for byen.

    Et af tidens højdepunkter var verdensudstillingen Alaska-Yukon-Pacific Exposition, der løb af stabelen i Seattle i 1909. Udstillingen satte fokus på udviklingen i den nordvestlige Stillehavsregion.

    I forbindelse med 1. Verdenskrig voksede handelen over Stillehavet, og industrielt gav det et boom i skibsbygning. Med krigens afslutning mindskedes efterspørgslen efter skibe dramatisk, og Seattles nærmest ubrudte vækst kom til sin afslutning.

     

    Efterkrigstidens boomtown

    Fra en krigsøkonomi under 2. Verdenskrig overgik væksten i Seattle i årtierne efter krigens afslutning til ikke mindst flyfabrikken Boeing og dens med årene stadig større succes med civilfly.

    I 1962 husede Seattle Verdensudstillingen, hvor blandt andet vartegnet Space Needle blev opført. Dette gav også en saltvandsindsprøjtning til nye investeringer i et stagnerede downtown-område, der efter udstillingen igen var i vækst.

    De følgende årtier skabtes igen mange nye virksomheder, ikke mindst verdensomspændende Microsoft, der flyttede hertil fra Albuquerque i 1979. Andre inden for it- og medicinalindustrien fulgte efter.

    Kulturelt blev Seattle også markeret på verdenskortet med indspilning af tv-serier som the X-files og kendte musikere som Nirvana og Kurt Cobain, der nærmest grundlagde en ny genre med centrum i Seattle.