New Orleans rejseguide

French Quarter • Mississippi • Oak Alley Plantation

Se på kortet

Jackson Square, Decatur Street, New Orleans, Louisiana, USA
Get Directions

Læs om byen

New Orleans ligger i de amerikanske sydstater, der har en særlig charme. Her i byen emmer det af atmosfære i det gamle centrum, der også kendes som French Quarter. Her er levende jazzmusik i gaderne, støbejernsbalkoner, hestevogne og gammel sydstatscharme, der årligt krydres med Mardi Gras-festlighederne som et af mange højdepunkter i byen.

Byen New Orleans var under navnet Nouvelle Orleans hovedbyen i det franske område Louisiane, og det kan man stadig se på de franskklingende gadenavne, sproget og på restauranternes spisekort, der kan byde på andre retter end i det øvrige USA. Det er her, det kreolske køkken har hjemme, og det er en oplevelse.

Langs det franske kvarter og resten af det centrale New Orlenas løber Mississippi-floden, hvorpå man kan tage en hjuldamper til de historiske plantager i New Orleans’ opland og her drømme sig videre til 1800-tallets by- og landliv og også nyde blandingen af amerikansk og fransk-kreolsk kultur.

Der er ikke langt til mange andre oplevelser, hvis man gerne vil en tur ud af byen. Sumpene omkring Houma er hjemsted for utallige alligatorer og andre dyr, og det kan man opleve på sejlture gennem det frodige område. Byer som Natchez og Baton Rouge er også spændende udflugtsmål.

Topseværdigheder

French Quarter

French Quarter eller Vieux Carré på fransk er navnet på New Orleans' ældste og særdeles charmerende franske kvarter. Hele kvarteret emmer af en stemning, der er unik i både Nordamerika og resten af verden, og på en tur i området forstår man straks, hvorfor det er New Orleans’ største attraktion.

Da Jean-Baptiste Le Moyne de Bienville grundlagde New Orleans i 1718, udviklede byen sig omkring pladsen Vieux Carré. I 1721 designede den kongelige ingeniør Adrien de Pauger en byplan med vinkelrette gader, som han opkaldt efter franske byer, kongehuse og katolske helgener.

Den franske by blev bebygget gennem 1700-tallet, men New Orleans blev ramt af brande i 1788 og 1794, som ødelagte cirka 80 % de daværende bygninger. På det tidspunkt var byen blevet spansk, og det blev spanierne, der genopbyggede bydelen, der blev amerikansk med USA's køb af Louisiana fra Frankrig i 1803.

Spanierne indførte strenge nye bygningsregler for at undgå brande. De forbød træbeklædning til fordel for brandhæmmende mursten, som var dækket af stuk og malet i de pastelfarver, der var på mode på det tidspunkt. Befolkningen var stort set stadig fransk, og de fortsatte dog med at bygge i stilarter, der var påvirket af kolonialarkitekturen i Caribien med træbalkoner og gallerier.

Udviklingen af New Orleans' berømte og fint udsmykkede støbejernsgallerier begyndte med de to etagers eksempler på Pontalba-bygningerne på Jackson Square, der stod færdige i 1851. Som den mest fremtrædende adresse på det tidspunkt, satte de en mode, som andre lod sig inspirere af. Derved erstattede støbejernsgallerier i flere niveauer gamle franske trækonstruktioner på ældre bygninger, og de blev også bygget på opførelser.

Den mest almindelige definition af det franske kvarter omfatter alt det, der strækker sig langs Mississippi-floden fra Canal Street til Esplanade Avenue og til North Rampart Street ind i landet. Det svarer i alt til 78 firkantede karréer, men andre afgrænsninger findes også.

French Quarter er en kolossal seværdighed i New Orleans og i hele USA grundet den unikke arkitektur og atmosfære, man finder her. De to mest kendte steder i kvarteret er pladsen Jackson Square, der i sin tid blev anlagt som Place d'Armes, men som i dag er opkaldt efter den amerikanske præsident Andrew Jackson, og gaden Bourbon Street, der er kendt som områdets underholdningsgade.

Jackson Square

Jackson Square er den centrale plads og derved centrum i New Orleans’ gamle bydel, French Quarter. Pladsen blev anlagt af Louis H. Pilié i byen franske tid med inspiration fra Place de Vosges i Paris, og indtil 1851 hed den Place d’Armes, hvorefter den fik navn efter den amerikanske præsident Andrew Jackson. Gennem årene er Jackson Square blevet bebygget med flere af byens kendte opførelser.

Pladsen var oprindeligt udlagt som excerserplads, og den blev også anvendt ved henrettelser. Efter navneændringen i 1851 blev der i 1856 købt en statue af Andrew Jackson, som blev opstillet på midten af Jackson Square, og her kan man stadig se den. Tidligere kunne man også se Mississippi River herfra, men det kan man ikke mere, forbi man kan bygget diger mod oversvømmelse her.

På pladsens nordvestside blev der i 1700-tallet opført tre bygninger, der var midtpunkterne for byens offentlige liv i den franske koloni. Det drejer sig om St. Louis Cathedral i midten, Cabildo sydvest for katedralen og Presbytère mod nordøst. Cabildo blev bygget som byens rådhus, og det var her, de sidste dokumenter for det amerikanske køb af kolonien blev underskrevet. Presbytére blev opført til præster og administration.

I dag er både Cabildo og Presbytère indrettet som museer, mens St. Louis Cathedral stadig er en aktiv kirke. For hver ende af aksen med de tre bygninger kan man se Pontalba Buildings, der blev opført 1849-1851 som rækker af fine byhuse. Pontalba Buildings var de første huse i byen med de støbejernsgallerier, der senere blev kopieret, og som New Orleans i dag er berømt for.

Man fornemmer stadig Paris i Jackson Squares grønne anlæg, hvor man kan se en flagstang, der symboliserer overdragelserne af Louisiana i 1803; først fra Spanien til Frankrig den 30. november og fra Frankrig til USA den 20. december. Overdragelserne blev mindet på Three Flags Day, der blev holdt 9.-10. marts 1804. Sydøst herfor ligger Washington Artillery Park med udsigt over både Jackson Square og Mississippi River.

Bourbon Street

Bourbon Street er gade i hjertet af French Quarter, der er New Orleans' gamle franske kvarter. Siden byens grundlæggelse har Bourbon Street været den centrale gade, og den strækker sig fra Canal Street til Esplanade Avenue. I den franske tid hed gaden Rue Bourbon, og i dag kan både se det engelske og det franske navn på gadeskiltene.

Rue Bourbon blev i sin tid opkaldt efter Huset Bourbon, der på daværende tidspunkt regerede Frankrig. Franskmændene satte naturligvis sit kulturelle aftryk, lige som spanierne senere gjorde, fordi New Orleans i årene 1762-1803 var hovedstad i den spanske Luisiana-provins. På den måde kan man opleve flere indtryk på en tur gennem gaden.

Det såkaldte Upper Bourbon Street i retning mod Canal Street er den mest livlige del af den hyggelige gade. Her finder man barer, restauranter, butikker og diverse andet. Det er særligt om aftenen, at der kommer liv i gaden, og det gælder selvfølgelig også ved Mardi Gras, der er en kolossal fejring, som kulminerer på hvide tirsdag.

Steamboat Natchez

Steamboat Natchez er et af New Orleans’ og Mississippi-flodens sejlende vartegn. Det er en hjuldamper som dem, der tidligere var almindelige transportmidler mellem byer og plantager langs floden. Den første udgave af Natchez blev bygget i New York i 1823, og den sejlede i starten på Mississippi mellem New Orleans i Louisiana og Natchez i staten Mississippi.

Gennem 1800-tallet blev der i alt indsat otte hjuldampere med navnet Natchez, og den nuværende hjuldamper er en nybygning fra 1975, hvor der dog blev anvendt adskillige dele fra tidligere dampere i konstruktionen. Man kan sejle med hjuldamperen på forskellige ture på Mississippi River og i New Orleans' havn, og det hele foregår i en skøn historisk atmosfære.

Garden District

Garden District er et kvarter i New Orleans, der ligger som et velstående boligområde med smukke palæer, modne træer og frodige haver. Det er det gamle sydstatsaristokratis palæer, som ligger side om side, og derved er en vandretur i Garden District på en måde som en rejse tilbage til de gamle amerikanske sydstater i 1800-tallet.

Området kan nemt udforskes til fods, og den mest charmerende måde at komme hertil på er på en tur med sporvognslinjen St. Charles Streetcar. En spadseretur i gaderne i Garden District er god måde at lære historien og se seværdighederne på, og man kan fx starte ved krydset af St. Charles Avenue og First Street.

Man kan med fordel gå en tur ad First Street, Philip Street og Prytania Street for at komme forbi en del af de store palæer i kvarteret. Man kan dog også bare gå på opdagelse i hele Garden District, der er defineret med gaderne St. Charles Avenue, Magazine Street, Jackson Avenue og Toledano Street som yderpunkterne. Ud over de mange palæer kan man også besøge Lafayette Cemetery No. 1.

På turen kan man blandt andet se Brevard-Clapp-Rice House (1239 First St.), Carroll-Crawford House (1315 First St.), Morris-Israel House (1331 First St.), Pritchard-Pigot House (1407 First St.), Rodenberg-Lane-Gundlach House (1238 Philip St.), Trufant House (1239 Philip St.), Dugan House (1307 Philip St.), Bradish Johnson House (2343 Prytania St.), Women’s Opera Guild House (2504 Prytania St.) og Briggs-Staub-Ripley House (2605 Prytania St.). De giver et godt billede af tidens fine byggestil i forskellige udgaver.

Galleri

Booking links

Hotel Fly Bil Bus Tog Hostel Kultur Aktiviteter MC

Andre seværdigheder

St. Louis Cathedral

St. Louis Cathedral er den mest kendte kirke i New Orleans, og den er på samme tid et af byens vartegn. Kirken blev grundlagt under den franske tid og dedikeret Ludvig den Hellige, der var konge af Frankrig i årene 1226-1270. Det skete med det formelle navn Cathédrale-Basilique de Saint-Louis, Roi-de-France, og den oprindelige kirke blev opført i 1718.

Den første kirke var af træ og stod i de tidlige dage af den franske koloni. Franskmændene var katolikker, og kirken blev bygget på byens centrale torv. Opførelsen af en større murstenskirke blev påbegyndt i 1725 og afsluttet i 1727. Sammen med adskillige andre bygninger blev kirken ødelagt i den store brand, der ramte New Orleans langfredag den 21. marts 1788.

Hjørnestenen til den nye kirke blev lagt i 1789, og bygningen stod færdig i 1794 Louisianas spanske periode. I 1793 blev kirken ophøjet til katedral, hvilket gør den til en af de ældste katedraler i USA. I 1819 blev der tilføjet et centralt tårn, som var designet af Benjamin Henry Latrobe. Tårnet havde et ur og en klokke, og klokken blev præget med ordet Victoire til minde om sejren i Slaget ved New Orleans i 1815.

Menigheden voksede, og St. Louis Cathedral blev efterhånden for lille. Derfor besluttede man at restaurere og udbygge kirken i 1849. Resultatet blev dog, at katedralen i det store hele blev revet ned, men man genbrugte klokken fra 1819-tårnet. Resultatet kan ses i dag, og det er en smuk kirke med et lyst og elegant interiør.

Cabildo & Presbytère

Cabildo på Jackson Square er en af de væsentligste historiske bygninger i New Orleans. Den nuværende Cabildo blev opført i den spanske tid i årene 1795-1799, hvilket var nødvendigt efter branden i 1788, som lagde den oprindelige bygning på stedet i ruiner. Cabildo blev designet af Gilberto Guillemard, som også tegnede den nærliggende St. Louis Cathedral og Presbytère.

Cabildo blev historisk, idet huset var stedet for ceremonierne ved USA's køb af Louisiana i 1803. De begivenheder afsluttede erhvervelsen af det franske Louisiane og fordoblede størrelsen af USA. Cabildo fungerede som New Orleans' rådhus til 1853, hvor det blev indrettet som statens højesteret. I 1908 blev bygningen overført til Louisiana State Museum.

På museet i Cabildo kan man opleve forskellige dele af byens og statens historie. Her er der blandt andet kulturhistorie og kendte effekter som Sidney Bechets saxofon, en indiansk Mardi Gras-dragt og memorabilia fra Pontchartrain Beach. Der er også bredere udstillinger om Louisisanas historie inklusive et tema om Slaget ved New Orleans i 1815.

Presbytère er en bygning, der ligger på den modsatte side af St. Louis Cathedral end Cabildo. Presbytère blev designet i 1791 med et udseende som Cabildos for at skabe et symmetrisk ensemble på Jackson Square. Huset blev oprindeligt kaldt Casa Curial og bygget på det sted, hvor kapucinermunke havde deres residens svarende til en præstegård med det franske navn Presbytère.

Bygningen blev i den første del af New Orleans' amerikanske tid benyttet til kommercielle formål, før Presbytère blev indrettet som domhus i 1834. I 1911 blev huset en del af Louisiana State Museum, og i dag kan man se to permanente udstillinger om henholdsvis Mardi Gras' fejring og ritualer og om livet i en orkanområde med fokus på Katrina, der ødelagde store dele af byen og området i 2005.

Jackson Brewery

Jackson Brewery er et tidligere bryggeri, som Lawrence Fabacher etablerede i 1890 med navnet Jackson Bohemian Brewery. Det var herefter den tyske arkitekt Dietrich Einsiedel, der stod for byggeriet af det, der med årene udviklede sig til at være det største bryggeri i det sydlige USA.

Jackson Brewery bryggede øl til 1974, hvor Pearl Brewing Company købte selskabet. De følgende ti år fortsatte Pearl med at brygge Jax Beer, der var bryggeriets kendte øl, men herefter ophørte også Jax Beer med at kunne købes. Bryggeribygningen er en af de kendte opførelser rundt om pladsen Jackson Square, og den er i dag indrettet med butikker og restauranter.

St. Charles Streetcar Line

St. Charles Streetcar Line er en sporvognslinje, der er historisk som den ældste linje i verden med fortsat trafik. Planlægningen begyndte allerede i 1831, og New Orleans and Carrollton Railroad startede anlægsarbejdet to år senere. I 1835 åbnede banen med damplokomotiverne New Orleans og Carrollton, der var blevet indkøbt i England.

I begyndelsen forbandt banen de to byer, og der var ingen byudvikling mellem dem. Byudviklingen kom dog i gang, og derved kom der et pres for at udskifte dampdriften med mindre støjende og osende køretøjer. Løsningen blev hestetrukne sporvogne, men i slutningen af 1800-tallet ønskede man en mere effektiv drift. Derfor blev linjen elektrificeret i 1893.

St. Charles Streetcar Line blev udpeget af National Park Service som et nationalhistorisk vartegn i 2014. Den betegnelse anerkender linjen som et sted, der besidder en exceptionel værdi og kvalitet, og derved blev banen sammen med San Franciscos Cable Car-system de eneste amerikanske banenet, der har den nationalhistoriske status.

I dag kan man stadig køre med St. Charles Streetcar Line mellem New Orleans og Carrollton. Man kan også tage andre sporvognslinjer i byen, men St. Charles-linjen er den klassiske, og det er her, man kan køre med sporvogne af 900-serien fra 1923-1924. På de øvrige ruter er der indsat replikaer af samme sporvogne, men disse er fra 1997 og nyere.

Canal Street Ferry

Canal Street Ferry er en færgefart med nogle små og charmerende færger, som krydser Mississippi River. De sejler mellem Canal Street i New Orleans' centrale forretningskvarter og Algiers på den modsatte flodbred. Færgerne har krydset floden siden 1827, så det er et stykke transporthistorie, der bringer passagerer over vandet på den korte overfart.

Canal Street Ferry kaldes også Algiers Ferry, og man tage en tur med den for at nyde et forrygende kig til New Orleans’ moderne skyline med de mange skyskrabere og over Mississippi med de store cantileverbroer fra 1958 og 1988, som udgør forbindelsen Crescent City Connection.

Når færgen har krydset floden, kan man med fordel gå en tur i bydelen Algiers Point, der er kendt for at have mange bevarede 1800-talshuse. Bydelen blev grundlagt i 1719 og er dermed det næstældste kvarter i New Orleans. Man kan blandt andet se gamle huse på Pelican Avenue, går ture i flere parker og i det hele taget nyde atmosfæren og Algiers Points afvekslende arkitektur.

The National WWII Museum

The National WWII Museum er et militærhistorisk museum, der ligger i det centrale New Orleans. Museets fokus er det amerikanske bidrag til den allierede sejr i 2. Verdenskrig. Museet blev grundlagt i år 2000, og fra 2004 har det haft status som USA's nationalmuseum for krigen.

Der er mange udstillinger og temaer, som man kan gå i dybden med på museet. Det gælder blandt andet landgangene på D-Dagen og i Stillehavet, landkrigen i Europa og hjemmefronten i USA. I de spændende udstillingssale er der også mange interessante effekter som fx en Messerschmidt 109, flere amerikanske fly, en Sherman-tank og en tysk Enigmamaskine.

New Orleans Museum of Art

New Orleans Museum of Art er det ældste og mest kendte kunstmuseum i New Orleans. Det blev etableret i 1911 med navnet Delgado Museum of Art. Årsagen til det var, at den lokale filantrop og kunstsamler Isaac Delgado donerede midler til grundlæggelsen. Delgado skrev også til bystyret, om de ville donere en plads i City Park til formålet, og derefter blev museet opført.

På museet kan man se mange kunstværker og andre effekter som fx møbler, indbo og kunsthåndværk fra USA, Amerika og store dele af verden. Man kan også nyde en betydelig kunstsamling med værker af blandt andre Claude Monet, Pierre-Auguste Renoir, Pablo Picasso, Joan Miró og Edgar Degas, der en overgang boede i New Orleans.

New Orleans Botanical Garden

New Orleans Botanical Garden er en botanisk have, der ligger i den over fem kvadratkilometer store City Park. Haven blev åbnet i 1936, og det var i et årti, hvor City Park blev omlagt og forskønnet på mange måder. Det var arkitekten Richard Koch, landskabsarkitekten William Wierdorn og billedhuggeren Enrique Alférez, der sammen designede City Park i tidens stil med den populære art-deco. Resultatet var New Orleans' første offentlige klassiske have.

Den botaniske del af haven blev i begyndelsen kendt som Rose Garden, og efter en periode i forfald, blev rosenhaven forbedret og restaureret i starten af 1980erne, hvor den også fik navnet New Orleans Botanical Garden. I samme proces blev der også foretaget en del nye beplantninger, så den egentlige og varierede botaniske have tog form.

Den botaniske have, som den ses i dag, består af flere forskellige miniaturehaver. I hver af disse haver eller sektioner af dem kan man opleve unikke arter af flora, og der er anlagt fine stier til at tage spadsereture gennem oplevelserne. Her er også plæner med hække af kamelia som kontrast til de enkelte anlæg.

New Orleans Mint

New Orleans Mint er et tidligere møntprægeri, der var i drift som mønt i årene 1838-1861 og igen fra 1879 til 1909. På stedet blev der gennem årene præget flere end 427 millioner guld- og sølvmønter til en samlet pålydende værdi af over 307 millioner dollar. Som noget særligt for mønten netop her, blev der produceret mønter for Confederate States of America i 1861.

Det var arkitekten William Strickland, der tegnede bygningen i græsk nyklassicisme, efter at den føderale regering havde etableret New Orleans Mint, Charlotte Mint og Dahlonega Mint i 1835. Charlotte og Dahlonega lå i regioner med guldminer, mens New Orleans blev valgt som vigtigt handelscentrum med adgang til Mississippi. Der kom desuden store mængder mexicansk guld gennem New Orleans' havn hvert år.

Siden lukningen af New Orleans Mint i 1909 har bygningen tjent forskellige formål. Den husede således et fængsel 1932-1943, og senere blev den anvendt som lager, før den gamle mønt blev indrettet som et museum under Louisiana State Museum i 1981. Ved et besøg her kan man lære mere om den historiske møntprægning på stedet, og der er også andre udstillinger som fx en om jazzmusik.

Ture fra byen

Oak Alley Plantation

Oak Alley Plantation er en berømt historisk plantage, der ligger billedskønt for enden af en bred allé langs Mississippi-floden i området vest for New Orleans. Blandt områdets mange plantager, er Oak Alley Plantation unik med de gamle egetræers kroner, der lukker sig over den 260 meter lange allé, der leder fra Mississippis bred til plantagens hovedbygning.

Det var den velhavende fransk-kreoler Valcour Aime, der købte jorden i 1830 til produktion af sukkerrør. I 1836 byttede Jacques Télesphore Roman sig til området, hvor han byggede Oak Alley Plantation. Hovedbygningen stod færdig i 1839. Efter ophøret af slaveriet var det svært for ejerne at få økonomi i driften, og efter mange skiftende ejere købte Andrew Stewart en efterhånden forfalden plantage i 1925.

Stewart renoverede Oak Alley Plantation, og han indførte kvægdrift i stedet for den tidligere produktion af sukkerrør. Sukkerrørene blev dog genintroduceret i 1960erne, men kun i få år. I 1972 døde Andrew Stewarts hustru Josephine, og hun overlod plantagen til en fond, der åbnede den for besøgende.

I dag kan man besøge Oak Alley Plantation og opleve stemningen fra 1800-tallet. Allerede fra indgangen langs Mississippi-floden kan man fornemme, at det er et særligt sted, og efter at have gået under trækronerne kommer man til hovedhuset. Bygningen er omkranset af 28 doriske søjler, og det er samme antal, som der er egetræer i alléen til huset. Inden for får man et fint indtryk af den fine indretning af en plantageejers hjem i forgangne tider. Den står i kontrast til slavernes beboelseshuse, der også er bevaret på plantagen.

Mississippi River Delta

Mississippi River Delta er det store område, der udgør sammenløbet af Mississippi River med Den Mexicanske Golf i det sydlige Louisiana. Floddeltaet dækker et landområde på 12.000 km2, og det strækker sig fra Vermilion Bay i vest til Chandeleur Islands i øst, og deltaet er et af de største i verden. Det moderne delta er blevet dannet i løbet af de sidste cirka 4.500 år gennem aflejringer af sand, ler og silt langs flodens bredder.

Tidligere lå kystlinjen meget længere mod nord end i dag. Da Mississippi-flodens store deltacyklus begyndte for over 7.000 år siden, dannede floden efterhånden seks deltakomplekser, som er vigtige aflejringselementer i en deltaslette. Mississippi River Delta komplekserne består af mindre områder fra tidens komplekser, soma alle indeholder bassiner og andre naturlige landskaber ved kystlinjen.

Mundingen af Mississippi blev opdaget i 1519 af Alvarez de Pineda fra Spanien. Robert Cavelier de La Salle gjorde krav på territoriet omkring mundingen for Frankrig i 1682, og regionen voksede med stigende betydning med den strategisk gode placering for handel og sikkerhed. I 1699 byggede franskmændene deres første fort ved La Balize på Southeast Pass i Pass á Loutre for at kontrollere passagen på Mississippi.

Mississippi River Delta er i dag hjemsted for flere millioner mennesker. Området ved mundingen af den vigtige Mississippi River gjorde gennem koloniseringen af USA området til en kulturel indgang til USA og påvirkede blandingen af nationaliteter, som bosatte sig i området over tid. Derved opstod regionens mangfoldighed fra de første kolonister fra det 18. århundrede til senere tider med blandt andet spanske og akadiske bosættere.

De kystnære vådområder har en række forskelligartede landskaber, og Louisianas vådområder er et af USA's mest produktive og vigtige naturaktiver. Regionen består af naturlige diger, barriereøer, skove, sumpe og friske, brak- og saltholdige moser, og det er hjemsted for komplekse økosystemer og levesteder, som det er muligt at opleve på ture i det store område.

En af de populære måder at opleve deltaet på er med en airboat-tur, som man fx kan tage fra Jean Lafitte syd for New Orleans. Turene snor sig gennem den mosbevoksede cypresump i deltaet, og undervejs kan man se alligatorer, skildpadder, slanger, hejrer, ibiser og andre dyr.

Man kan også køre ud i deltaet, hvor den længste vej kører langs selve Mississippi-floden til byen Venice. En anden spændende vej er Louisiana Highway 1 mod syd til badebyen Grand Isle ved kysten af Den Mexicanske Golf. På turen kommer man gennem forskellige dele af deltaet og over den 13 kilometer lange Louisiana Highway 1 Bridge, der kører over sumpene og vandet. Området syd for Houma er en tredje mulighed for at se området og blandt andet lægge mærke til alle pælehusene, der er bygget for at kunne tåle oversvømmelser.

Baton Rouge

Baton Rouge er Louisianas hovedstad og den næststørste by i staten. Det var den franske opdagelsesrejsende Pierre Le Moyne d'Iberville, der gav byens den navn. Det skete, da han ledte en ekspedition op ad Mississippi-floden i 1698, og her så han en rød pæl på stedet, som afmærkede grænsen mellem jagtområder for to lokale indianerstammer. Den røde pæl var på fransk le bâton rouge.

Byens europæiske kolonisering startede i 1721, da Frankrig etablering og militærforlægning og en handelsstation på stedet, hvor den første naturlige skrænt langs Mississippis vand lå. Dette var vigtigt for at kunne etablere en by i en højde, hvor man undgik de regelmæssige oversvømmelser, der var langs floden. Efter det amerikanske køb af det franske Louisiane blev Baton Rouge statens nye hovedstad i 1846.

I dag kan man se en række fine bygningsværker i byen som fx statens hidtidige to regeringsbyer i Baton Rouge; Old Louisiana State Capitol i nygotisk borgarkitektur fra 1847-1852 og den nuværende Louisiana State Capitol, der åbnede i art deco-arkitektur i 1932 som den højeste regeringsbygning i USA's stater. Man kan også besøge Louisiana Art and Science Museum, Shaw Center for the Arts og museumsskibet USS Kidd som andre af højdepunkterne.

Biloxi

Biloxi er en by, der ligger i staten Mississippi langs kysten af Den Mexicanske Golf. Byen blev grundlagt af franskmænd i 1699, hvilket dog skete i det såkaldte Old Biloxi, der lå i dagens Ocean Springs. Det nuværende Biloxi blev bosat i 1720, og samme år blev hovedstaden i franske La Louisiane flyttet hertil fra Mobile. Man anlagde dog La Nouvelle-Orléans på samme tid, og den blev som indlandshavn ny hovedstad i 1722.

Efter Syvårskrigen 1756-1763 måtte Frankrig afstå Biloxi og andet land øst for Mississippi til England, der regerede byen til 1779, hvorefter den blev spansk til 1810. Herefter blev byen og regionen amerikansk og optaget som en stat i USA i 1817. De følgende årtier voksede Biloxi som blandt andet en ny resortby ved kysten med mange velhavere, der byggede palæer her.

I dag er der flere ting at se i Biloxi, der også ligger dejligt ved Den Mexicanske Golf. Højdepunktet af byens seværdigheder er huset Beauvoir, der tilhørte præsident Jefferson Davis, der var sydstaternes eneste statsoverhoved. Davis boede i Beauvoir fra 1876 til sin død i 1889. I dag er huset åbent som et museum, og det ligger ved stranden i en del af det store jordstykke, der oprindeligt hørte til Beauvoir.

På Beauvoirs grund kan man også se Beauvoir Memorial Cemetery, hvor 784 sydstatsfolk ligger begravet, og hvor der også er en grav til den ukendte sydstatssoldat. Ved siden af Beauvoir ligger også Jefferson Davis Presidential Library and Museum, der er et præsidentielt bibliotek og museum, der formidler historien om Jefferson Davis. Museet åbnede i 1998, og her står blandt andet en statue af den tidligere præsident.

Biloxi er også kendt for de dejlige strande, der ligger ned til Den Mexicanske Golf, og her kan man også se Biloxi Lighthouse, der er et fyrtårn fra 1848. Tårnet står som et af de få tilbageværende langs kysten i Mississippi. I samme område af byen er der også en del kasinoer, der tiltrækker gæster til byen.

Natchez

Natchez er en by, der ligger hævet over floden Mississippis bred i staten Mississippi. I plantagetiden var byen en af de største udskibningshavne i området, og velhavende plantageejere byggede deres palæer som fantastiske byhuse i Natchez. De kan stadig opleves i dag, og der er også andre seværdigheder og selvfølgelig adgang til Mississippi neden for byens centrum.

Området blev koloniseret af franskmænd i 1716, da de anlagde Fort Rosalie i regionen, der traditionelt var befolket af de Natchez-indianere, som byen senere blev opkaldt efter. Senere i samme århundrede blev byen startsted for The Natchez Trail, der var ruten hjemad for mange landmænd fra blandt andet Indiana og Kentucky, der havde sejlet deres varer til New Orleans.

Natchez blev i 1798 hovedstad i det nyetablerede amerikanske Mississippi-territorium. Da territoriet blev optaget som ny stat i USA i 1817, blev Natchez statshovedstad indtil 1822, hvor Jackson blev ny hovedstad. Natchez fastholdt sin økonomiske betydning med beliggenheden var Mississippi River, og der blev udskibet meget bomuld og andre varer fra byens flodhavn til både New Orleans og havne mod nord.

I dag kan man fortsat fornemme 1800-tallets atmosfære fra en tid med store palæer og travl flodtrafik. Man kan blandt andet besøge Dunleith fra 1855, der er den eneste bevarede plantagebygning i Mississippi, hvor der er en søjlegang hele vejen rundt om huset. Tæt herpå ligger det ottekantede palæ Longwood, som plantageejeren Haller Nutt byggede i 1859. I byen kan man også se Stanton Hall fra 1857, der står som et af byens mest imponerende palæer, og byens smukke St. Mary's Basilica, der blev indviet i 1843.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Shopping

French Market

1008 North Peters Street
frenchmarket.org

Indkøbsgader

Chartres Street, Royal Street, Faubourg Marigny

Med børn

Akvarium

Aquarium of the Americas
1 Canal Street
auduboninstitute.org

Zoologisk have

Audubon Zoo
6500 Magazine Street
auduboninstitute.org

Forlystelsespark

Carousel Gardens
1 Palm Drive
neworleanscitypark.com

Leg og eventyr

Storyland
1 Palm Drive
neworleanscitypark.com

Gode links

New Orleans turisme

neworleans.com

Florida turisme

louisianatravel.com

USA turisme

visittheusa.com

New Orleans bytransport

norta.com

Amerikanske jernbaner

amtrak.com

New Orleans Lufthavn

flymsy.com

Historisk overblik

New Orleans-området havde gennem lang tid været befolket af indianere, før europæere kom her til i 1518. Indianernes landsby hed Tchoutchouma og lå tæt på nutidens New Orleans. Europæerne var anført af den spanske opdagelsesrejsende Alonso Alvarez de Piñeda, og selskabet sejlede op ad Mississippi-floden, som de kaldte Espiritu Santo, Helligåndsfloden. Der skulle dog gå mange år, før en egentlig kolonisering tog fart.

I 1682 kom Robert Cavalier til områderne ved mundingen af Mississippi-floden, og han indtog området for Frankrig. Det blev navngivet Louisiane efter den franske solkonge, Louis XIV. I 1690’erne kom det til flere sammenstød mellem de nytilkomne franskmænd og lokale indianerstammer.

I 1699 grundlagdes den første egentlige by, Biloxi, der efter få år blev hovedstad i stedet for brohovedet i Mobile. Samme år gjorde Frankrig Louisiane til kronkoloni.

Året efter brød fredsforhandlinger mellem Frankrig og indianerne sammen, og det resulterede i otte års kamphandlinger. I 1708 blev den indianske modstand nedkæmpet, og der blev en vis ro og stabilitet.

Franskmændene grundlagde Nouvelle Orléans i 1718 som den nye primære by i den nye koloni. Stedet blev valgt, fordi det var et af få højt beliggende områder langs Mississippi før udløbet i Den Mexicanske Golf. Desuden var stedet gunstigt for videre transport over den store sø, Lake Pontchartrain. Efter få år, allerede i 1722, blev Nouvelle Orléans formelt hovedbyen i Louisiane i stedet for Biloxi langs kysten mod øst.

Den franske tid varede ikke mange årtier. De første franske handlende var kommet til i begyndelsen af 1700-tallet, og i 1762 vandt Spanien herredømmet over den franske koloni. Det skete i forbindelse med det franske nederlag i Syvårskrigen. Da spanierne overtog New Orleans, var der allerede etableret et bycentrum; det nuværende French Quarter.

I 1788 og igen i 1795 blev byen ramt af store og ødelæggende brande, hvor i alt mere end 1.000 bygninger blev lagt i ruiner. Spanierne genopbyggede French Quarter, og mange af denne bydels karakteristiske bygninger stammer her fra, blandt andet St. Louis-katedralen og Cabildo.

I 1801 blev Louisiana gennem fredsaftalen i San Ildefonso igen fransk. Napoleon havde tanker om en ny stor stat med New Orleans som centrum. Den franske tid varede dog kun til 1803, hvor USA’s køb af Louisiana fra Frankrig blev gennemført. Ved købet fordoblede USA næsten sit areal, idet det franske Louisiane gik fra Mississippi til Rocky Mountains og fra den Mexicanske Golf til Canada. Prisen var 15 millioner dollars, og området var 2.145.000 km2 stort og blev senere til 13 amerikanske stater.

Gennem første halvdel af 1800-tallet udviklede New Orleans sig til centrum for de stadigt flere store plantager, der blev anlagt nord og vest for byen. Plantagerne skabte en udvikling og velstand i byen og området, og mange fine bygningsværker blev opført i denne tid. New Orleans var en af USA’s rigeste byer i denne periode. Her blev forløberen til byens nuværende sporvogne anlagt, og det er det ældste, fortsat opererende banetrafiksystem i verden.

New Orleans og Louisiana var en del af de amerikanske sydstater og derved tilsluttet Den Amerikanske Føderation, der stod over for unionshæren fra nord under den amerikanske borgerkrig. I 1862 indtog unionsstyrker byen, og de blev her indtil 1865.

Fra omkring 1915 begyndte New Orleans’ jazzmusik at sprede sig, først til Chicago og senere til hele verden, hvor musikken har været med til at gøre byen og Louisiana verdensberømt. Nogle af byens mest kendte jazzmusikere startede i forskellige klubber i Storyville-området. Det drejer sig blandt andet om Louis Armstrong og King Oliver.

I 1956 blev broen over Lake Pontchartain bygget, den var verdens længste og som ny trafikåre med til at udvikle New Orleans som det regionale centrum, det allerede var. Blot to år senere blev Greater New Orleans Bridge over Mississippi-floden indviet.

I slutningen af 1950erne begyndte en ligestillingsproces mellem byens befolkningsgrupper så småt. Opdelingen i busser, siden skoler og senere andre steder blev lidt efter lidt ophævet, og i 1977 fik byen sin første borgmester, hvis rødder stamte fra Afrika og ikke Europa.

I 1984 afholdtes en verdensudstilling om verdens vandforsyning. Det blev et tilløbsstykke med mere end syv millioner besøgende. Andre store begivenheder er de mange fodboldmesterskabsfinaler, der spilles i den imponerende Louisiana Superdome.

I de seneste årtier er det historiske French Quarter blomstret som i sin ungdom. Tilrejsende fra hele verden nyder det stemningsfulde kvarter med jazzklubber og mange af de utallige spisesteder med ikke mindst lækkerier fra det fransk-kreolsk inspirerede cajunkøkken. Højdepunktet af festlighederne er den traditionsrige festival Mardi Gras.

I 2005 blev New Orleans ramt af en orkan, der forårsagede store ødelæggelser over hele byen, der for størstepartens vedkommende også blev oversvømmet. Byen blev evakueret, og et stort genopbygningsarbejde blev sat i gang i byen og langs den Mexicanske Golfs kystområder, der også blev hårdt ramt.