Se på kortet
Alter Markt 1-2, 24103 Kiel, Tyskland
Læs om byen
Den nordtyske havneby Kiel ligger ved Østersøkysten, og søfarten har derfor altid været et naturligt omdrejningspunkt for udvikling i byen, der også er hovedstad i forbundsstaten Slesvig-Holsten. Kiel har ikke altid været tysk, men en del af Holsten, der ligger i grænselandet til Danmark, og som indtil 1864 udgjorde en del af den danske helstat.
Kiel blev grundlagt i 1233 af den holstenske grev Adolf IV, og byen var medlem af Hanseforbundet 1284-1518. Kiel blomstrede igen i 1800-tallet, hvor jernbanen mellem Kiel og Altona åbnede som den første i Danmark, og hvor Kielerkanalen åbnede for skibstrafik i 1895. Godt 20 år senere indskrev byen sig i historiebøgerne med Matrosoprøret i 1918, der ledte til den tyske revolution samme år.
Det maritime fyldes fortsat meget i Kiel, og byen er berømt for kapsejladserne og festlighederne under Kieler Woche, der er et af verdens største sejlsportsarrangementer. Man kan også nyde stemningen langs havnefronten og besøge Kiels søfartsmuseum. I forstaden Laboe ved Kielerfjorden kan man besøge ubåden U-995 fra 2. Verdenskrig og se mindemonumentet til søfolk, der har mistet livet på havet.
I centrum af Kiel står Nikolaikirche fra 1200-tallet som en af byens gamle bygningsseværdigheder. Kirken står ved pladsen Alter Markt, der er det historiske centrum i den gamle bydel. Tæt herpå ligger Rathausplatz med byens store nye rådhus og Kiels operabygning. Man kan også besøge byens to botaniske haver, se Kielerkanalen og nyde en tur til de nærliggende strande, der er meget populære om sommeren.
Topseværdigheder
Alte Markt
Alte Markt er Kiels historiske torv, og det har fungeret som byens centrum siden middelalderen. Her lå rådhuset i gamle dage, og torvet var samlingspunkt for handel, markeder og byens sociale liv. Omkring pladsen finder man i dag en blanding af mest af alt nyere arkitektur, der afspejler byens genopbygning efter ødelæggelserne under Anden Verdenskrig.
Alte Markt er stadig et sted, hvor man kan mærke Kiels gamle atmosfære på tæt hold i form af den imponerende Nikolaikirche, der er byens ældste bygning. På selve den historiske markedsplads ligger der nogle caféer, restauranter og små butikker, der giver torvet aktivitet. Dog er det tydeligt, at Kiels centrum i dag ligger længere mod syd end den historiske plads. Dog kan man gå en fin tur med udgangspunkt i netop Alte Markt.
Nikolaikirche
Nikolaikirche, der er opkaldt efter søfolkenes skytshelgen Sankt Nikolaus, er Kiels ældste bevarede bygning og stammer fra det 13. århundrede. Kirken blev opført i gotisk stil og har gennem tiden gennemgået flere ombygninger og restaureringer, ikke mindst efter de omfattende ødelæggelser under Anden Verdenskrig. Nikolaikirche fungerer fortsat som aktiv sognekirke og er ofte ramme om musikarrangementer, udstillinger og kulturbegivenheder.
Indvendigt rummer Nikolaikirche en blanding af historiske og nyere elementer. Man kan fx opleve smukke glasmalerier, en prægtig altertavle og et imponerende orgel, der bruges til både gudstjenester og koncerter. I hallekirken, der næsten har et kvadratisk grundrids, er der en hovedskib med to sideskibe.
Det dominerende kunstværk er triumfkorset, der hænger centralt i rummet. Det stammer fra cirka 1490. Hovedalteret er ældre og fra omkring år 1460. Det tilhørte oprindeligt byens franciskanerkloster, men kom til Nikolaikirche efter reformationen. Et af kirkens mest bemærkelsesværdige kunstværker kan man se udendørs. Det er den store bronzeskulptur Geistkämpfer af Ernst Barlach, der står foran hovedindgangen ved et hjørne af kirken.
Kieler Woche
Kieler Woche er ikke en seværdighed bygget af sten, men derimod en begivenhed. Det er verdens største sejlsportsfestival og en af Kiels absolutte stoltheder. Hvert år i slutningen af juni forvandles byen til et maritimt festcentrum med tusindvis af sejlere fra hele verden, og havnen fyldes af alt fra moderne kapsejladsbåde til imponerende veteranskibe. Festivalen har været holdt siden 1882 og er i dag en kombination af sportslig konkurrence og folkefest.
Under festivalen er hele byen i bevægelse. Langs kajen finder man madboder, musikscener, kunsthåndværk og underholdning for alle aldre. På vandet udspiller sig dramatiske regattaer, og om aftenen er himlen oplyst af farvestrålende fyrværkeri. Det er en uge, hvor alle oplever Kiel fra sin mest livlige side, og hvor maritim kultur er omdrejningspunktet. For sejlere er Kieler Woche en mulighed for at måle sig med nogle af verdens bedste, og for tilskuere er det en chance for at mærke vinden, høre bølgerne og opleve havet som en levende scene.
Kunsthalle zu Kiel
Kunsthalle zu Kiel er byens førende kunstmuseum og rummer en omfattende samling af værker fra det 19. århundrede frem til i dag. Museet blev opført i årene 1908-1908 efter design af arkitekten Georg Lohr og kombinerer elementer af jugendstil og klassicisme, hvilket giver bygningen en monumental fremtoning.
Inde i museet kan man opleve alt fra romantiske landskabsmalerier og impressionistiske værker til moderne kunstinstallationer. Samlingen omfatter både tyske og internationale kunstnere, og der lægges vægt på at vise kunstens udvikling gennem skiftende stilarter og perioder. En skulpturpark ved museet tilbyder også en udendørs kunstoplevelse, hvor værkerne indgår i en dialog med naturen.
Kieler Rathaus
Kieler Rathaus er et af byens mest markante bygningsværker. Det blev opført mellem 1907 og 1911 og er især kendt for sit 106 meter høje tårn, der blev designet og opført med inspiration fra tårnet Campanile i italienske Venedig. Tårnet kan da også tydeligt ses fra store dele af byen. Bygningens jugendstilpræg kombineret med imponerende proportioner gør den til et symbol på Kiels udvikling i begyndelsen af det 20. århundrede.
Indvendigt mødes man som besøgende af elegante sale, smukke trappeopgange og en paternoster-elevatorer, der stadig bruges den dag i dag. En guidet tur giver mulighed for at høre historien om rådhusets opførelse, dets arkitekter og den rolle, det har spillet i byens liv gennem mere end et århundrede. En af de største attraktioner er udsigtsplatformen i tårnet, som nås via elevator og trapper. Herfra har man et storslået panoramakig over byens tage, fjorden og havnen.
Opernhaus Kiel
Opernhaus Kiel er en af de imposante bygninger i den nordtyske delstatshovedstad. Sammen med byens storladne rådhus dominerer operaen Rathausplatz, der er byens samlende sted. Bygningen blev opført som Stadttheater efter en arkitektkonkurrence i 1898. Det var Heinrich Seeling fra Berlin, der tegnede teatret, der blev opført 1905-1907, hvorefter det åbnede med Parsifal som første opsætning.
Under 2. Verdenskrig blev den smukke teaterbygning i jugendstil ødelagt under flere allierede luftangreb i 1943 og 1944. Genopbygningen fandt sted 1950-1953, men det skete i en ændret stil og udformning end oprindeligt. Blandt andet blev det historiske interiør ikke genskabt.
Schifffahrtsmuseum Kiel
Schifffahrtsmuseum Kiel er er søfartsmuseum, der er indrettet i den gamle fiskeriauktionshal på Sartorikai i det centrale Kiel. Museet åbnede i 1978 og skildrer byens maritime historie og historiske og nuværende forbindelser til hele verden. Auktionshallen blev åbnet i 1910, og bygningen overlevede til trods for placeringen ved havnen 2. Verdenskrig uden skader.
I udstillingerne kan man opleve flere højdepunkter i Kiels søfartshistorie som fx fiskeriet og betydningen af Kielerkanalen, der ligger få kilometer nord for museets. Ud for museumsbygningen ligger Museumsbrücke Seegarten, der er en mole med flere fortøjede skibe. Man kan blandt andet se søredningsfartøjet Hindenburg, passagerbåden Stadt Kiel og et brandslukningsskib. En tur på molen giver en god forståelse for variationen i rollerne til søs i den store skibsfartsby, som Kiel er og har været gennem tiden.



