Se på kortet
Markt, Markt, Leipzig, Tyskland
Læs om byen
Leipzig er en by med gamle og stolte handelstraditioner. Det var her, handelsvejene Via Regia og Via Imperii krydsede hinanden, og derved var det meste af Europa forbundet med knudepunkt i Leipzig. Det skabte en rig by, som en periode også var af kontinentets højborge for kultur og uddannelse.
Der er mange smukke og imponerende bygningsværker i Leipzig, hvor man kan opleve opførelser fra mange epoker. Byens gamle rådhus står som et af Tysklands fornemste renæssancebyggerier, og man kan også se fine eksempler fra barokken og senere arkitektoniske retninger; ikke mindst fra historicismen.
I Leipzig bør man besøge byens to hovedkirker, Nikolaikirche og Thomaskirche, og man kan også se Paulinum som en spændende blanding af en gammel kirke og moderne arkitektur. Markt er byens centrale plads, og tæt herpå ligger Augustusplatz med bl.a. Leipzigs opera. Byens mange arkader og passager er også et særkende.
I udkanten af Leipzig ligger det kolossale monument, Völkerschlachtdenkmal, og i omegnen af byen ligger det mange spændende kulturbyer som Halle og Erfurt og også smuk natur. En tur til den sydøstlige del af bjergkæden Harzen er en af de gode udflugtsmuligheder.
Andre seværdigheder
- Operahuset/Opernhaus: Operahuset i Leipzig er en af byens førende kulturinstitutioner. Den nuværende bygning blev opført i nyklassicisme i DDR-tiden fra 1954-1960. Det tidligere teater på stedet, Neue Theater, blev ødelagt i 1943.
- Museum for Skønne Kunster/Museum der Bildenden Künste: På dette kunstmuseum kan man se en stor kunstsamling, der strækker sig fra middelalderen til moderne tid. Man kan bl.a. se værker af Frans Hals og Casper David Friedrich.
- Paulinum: Paulinum er et spændende arkitektonisk indslag i Leipzigs bybillede. Det er en universitetsbygning, der blev opført fra 2007 på det sted, hvor kirken Paulinerkirche stod indtil 1968. På fornem vis kan man se konturer af den gamle kirke i det nye byggeri, og inspirationen kan man også se indvendigt.
- Zum Arabischen Coffe Baum: Bag dette navn er der en berømt café og et museum. Kaffehuset er det næstældste i Europa, og der har været kaffeservering her siden 1711. Man kan også besøge et museum, der skildrer kaffens historie i Leipzig.
- Den Gamle Handelsbørs/Alte Handelsbörse: Dette smukke hus blev opført 1678-1687 som forsamlingssted for byens købmænd. Det er Leipzigs ældste barokbygning, og den åbnede med en børssal på første sal og forskellige lokaler i stueetagen.
- Skt. Trinitatis Kirke/St. Trinitatis Kirche: St. Trinitatis Kirche kaldes også Propsteikirche, og den hører til Leipzigs katolske menighed. Kirken blev indviet i 2015 med et meget enkelt og stilrent kirkerum. Kirken er den tredje Trinitatis Kirche i byen.
- Augustusplatz: Dette er en af Tysklands største pladser, og på og omkring den ligger mange af Leipzigs kendte byggerier. Pladsen er opkaldt efter Sachsens kong Friedrich August I, og her kan man bl.a. se byens operahus og springvandet Mendebrunnen fra 1886.
- Gewandhaus: Gewandhaus er en moderne koncertbygning, som blev indviet i 1981. Det er et hus med en smuk koncertsal og en flot lobby med et imponerende loftsmaleri, der giver en god visuel effekt fra Augustusplatz. Gewandhaus er desuden hjemsted for det kendte Gewandhausorkester.
- Nikolaj Kirke/Nikolaikirche: Den smukke Nikolaikirche blev grundlagt i 1165, og den står sammen med Thomaskirche som Leipzigs hovedkirker. Kirken blev i 1989 kendt som stedet, hvor de såkaldte mandagsdemonstrationer fandt sted. Demonstrationerne var for dem, der ønskede ændringer i DDR.
- Forbundsforvaltningsdomstolen/Bundesverwaltungsgericht: Dette er en af Leipzigs monumentale bygningsværker fra årtierne omkring år 1900. Den imponerende bygning blev opført 1888-1895 som såkaldt Reichsgericht; det var en domstol i det kejserlige Tyskland.
- Panometer: Panometer er navnet på en gasbeholder, der er blevet omdannet til et fascinerende udstillingssted. Efter at have virket som gasbeholder gennem mange årtier, åbnede Panometer som verdens største 360°-panorama i 2003. I den runde bygning kan man nyde 32 meter høje panoramaværker.