Dortmund rejseguide

Friedensplatz

Friedensplatz ligger i hjertet af Dortmunds indre by og har siden slutningen af 1800-tallet fungeret som et af de vigtigste politiske og repræsentative byrum. Pladsen blev anlagt i 1871, samme år som den tyske rigsgrundlæggelse, og navnet henviser til fredsslutningen efter den fransk-preussiske krig. Dette afspejler, hvordan Dortmund ønskede at knytte sin byudvikling til nationale begivenheder. Allerede kort efter anlæggelsen blev pladsen hjemsted for flere kommunale institutioner, hvilket gjorde den til et centrum for byens administration.

Arkitektonisk er pladsen præget af bygninger fra den wilhelminiske tid omkring år 1900, hvor bygninger i nyrenæssance og nybarok satte tonen. Under bombardementerne i 1944 blev store dele af Friedensplatz jævnet med jorden, og efter krigen opstod en blanding af rekonstruktioner og nybyggeri i funktionalistisk stil. Den mest markante bygning på pladsen er stadig Rathaus Dortmund, som blev opført 1899–1903 i nyrenæssance, men rekonstrueret i en mere nøgtern form i 1950erne.

I dag fungerer Friedensplatz både som administrativt centrum og som et af byens vigtigste samlingssteder. Her afholdes større offentlige begivenheder som politiske arrangementer, byfester og sportsfejringer; blandt andet for Borussia Dortmunds eventuelle mesterskaber.

Rathaus

Rathaus er Dortmunds rådhus, og det er en imponerende bygning, der blev opført i begyndelsen af det 20. århundrede som erstatning for det gamle middelalderlige rådhus ved Alter Markt. Opførelsen begyndte i 1899, og rådhuset blev indviet i 1908 i en periode hvor Dortmund oplevede stor økonomisk og befolkningsmæssig vækst som industriby. Bygningen blev placeret på Friedensplatz tæt ved Altes Stadthaus og udgjorde sammen med andre bygninger et vigtigt centrum for byens politiske og administrative liv.

Arkitektonisk blev rådhuset opført i nyrenæssancestil, der var populær omkring år 1900. Facaden er præget af sandsten, store vinduespartier og dekorative elementer, der understreger bygningens status som rådhus. En særlig detalje er de rigt udsmykkede gavle, balkoner og figurer, der symboliserer Dortmunds historie som hansestad og industriby. Indvendigt rummer rådhuset store trappehaller, mødesale og repræsentative rum med stuklofter og træpaneler, som er eksempler på den pragtfulde arkitektur fra kejsertiden.

Under 2. verdenskrig blev rådhuset stærkt beskadiget under de allieredes bombardementer, men det blev genopbygget i efterkrigstiden og siden renoveret flere gange. I dag fungerer det fortsat som sæde for Dortmunds byråd og borgmesterens kontor, men det er også åbent for besøgende ved særlige lejligheder.

Altes Stadthaus

Altes Stadthaus blev opført mellem 1899 og 1901 af arkitekten Friedrich Kullrich som administrationsbygning for byen. Det repræsenterede Dortmunds fremgang i kejsertiden, hvor kul- og stålindustrien gjorde byen til en af de rigeste i Ruhr-området. Bygningen er derfor både et arkitektonisk vartegn og et monument over den industrielle æra.

Arkitektonisk er bygningen et hovedværk i nybarok med elementer af nyrenæssance. Facaden blev udført i rød tegl kombineret med sandstensdetaljer, og den markante midterrisalit med trekantsfronton giver bygningen et palæagtigt præg. Gavle og skulpturer understreger dens repræsentative karakter. Indvendigt rummede bygningen oprindeligt storslåede trappehaller og fornemme kontorer, der var typiske for tidens bygningskunst, hvor administration skulle afspejle byens magt og værdighed.

Efter de voldsomme ødelæggelser i 1944 blev Altes Stadthaus restaureret i 1950erne, men med bevarelse af de oprindelige arkitektoniske former. I dag anvendes bygningen stadig til kommunale formål, og den er et af de få bevarede eksempler på Dortmunds monumentale repræsentationsarkitektur fra før krigen. For mange borgere symboliserer den en historisk kontinuitet midt i en by, der ellers måtte genopfinde sig selv i efterkrigstiden.

Alter Markt

Alter Markt er den ældste markedsplads i Dortmund, og den udgjorde byens økonomiske og sociale centrum fra middelalderen. Allerede i det 12. århundrede blev pladsen anlagt som et knudepunkt for handel, hvor købmænd fra hele Hanseforbundet mødtes for at handle med salt, øl, tekstiler og metalvarer. Alter Markt blev hurtigt centrum for det offentlige liv, hvor rådhuset, gildernes mødesteder og handelsgårdene dannede en tæt bebyggelse omkring pladsen.

Arkitektonisk var pladsen i århundreder omgivet af rigt udsmykkede købmandshuse i bindingsværk og sten, som dog blev næsten fuldstændigt ødelagt under de allieredes bombninger i 1945. Efter krigen genopbyggede man pladsen med en blanding af modernistisk arkitektur og enklere rekonstruktioner, der bevarede pladsens historiske dimensioner, men uden at genskabe de forsvundne middelalderbygninger.

Pladsens mest markante element er Bläserbrunnen fra 1901. Det er en springvandsskulptur, der symboliserer de gamle rådhusblæsere, som i middelalderen spillede signaler til byens borgere. I dag fungerer Alter Markt som en populær plads med caféer, butikker og restauranter. Selvom de middelalderlige bygninger er væk, bærer pladsens struktur stadig præg af den gamle hansestad.

Hansaplatz

Hansaplatz, der ligger tæt på middelalderens Alter Markt, er en af Dortmunds mest markante moderne pladser. Den blev udformet i det 19. århundrede, men navnet refererer til byens glorværdige tid som hansestad i middelalderen. Fra starten blev pladsen anlagt som en åben markedsplads og senere omdannet til et vigtigt sted for store arrangementer.

Arkitektonisk blev Hansaplatz hårdt ramt under krigen, og stort set alle historiske bygninger forsvandt i 1944–45. Genopbygningen i efterkrigstiden medførte en gennemgribende modernisering, hvor funktionalistiske bygninger i beton og glas kom til at dominere. Selvom det arkitektoniske udtryk er nøgternt, blev byplanen fastholdt, så Hansaplatz stadig fungerer som et centralt byrum.

I dag er Hansaplatz især kendt for sine store events. Julemarkedet i Dortmund, der regnes blandt de største i Tyskland, finder sted her, og det gigantiske juletræ, der ofte overstiger 45 meter i højden, har gjort pladsen berømt langt ud over byens grænser. Der holdes også markeder, koncerter og sportsfejringer her.

Petrikirche

Petrikirche blev grundlagt i første halvdel af 1300-tallet og er en typisk gotisk hallekirke fra Westfalen. Den ligger ved Westenhellweg, der er en af de gamle handelsruter, og den tjente især købmændene og borgerne i det vestlige byområde. Kirkens opførelse markerede Dortmunds velstand i senmiddelalderen, hvor man ønskede at manifestere sin status gennem store kirkelige byggerier.

Kirkebygningen er kendetegnet ved sine spidsbuede vinduer, det høje skib og den markante tagrytter. Kirkens mest berømte kunstværk er dog Peterschrein, der er en overdådig fløjaltertavle fra omkring 1520, som blev udført i Antwerpen. Altertavlen er berømt for sine 633 udskårne figurer, som skildrer Kristi liv med en imponerende detaljerigdom. Den blev bragt til Dortmund af velhavende købmænd, hvilket understreger byens internationale forbindelser i hansetiden.

Under bombardementerne i 1944 blev kirken hårdt ramt, men altertavlen blev reddet i tide. Selve bygningen blev genopført i 1954–56, og man søgte at bevare de gotiske proportioner så trofast som muligt. I dag er Petrikirche en sognekirke og et af Dortmunds vigtigste kulturmonumenter, der vidner om byens økonomiske og kunstneriske storhedstid i middelalderen.

Propsteikirche

Propsteikirche St. Johannes Baptist er Dortmunds ældste katolske kirke. Dens historie startede i 1331, da den blev grundlagt som en del af et dominikanerkloster. Den blev opført i gotisk stil som en treskibet basilika og fungerede som et vigtigt katolsk centrum. Det skete især efter reformationen, hvor størstedelen af Dortmunds kirker blev protestantiske.

Kirken har et enkelt men harmonisk ydre med et markant vesttårn, der blev tilføjet i det 15. århundrede. Indvendigt rummer den en række værdifulde kunstværker som fx et barokt højalter fra 1720erne og sidealtre med skulpturer og malerier. Krypten under kirken indeholder rester fra det oprindelige kloster og giver indblik i byens middelalderlige bygningshistorie.

Efter ødelæggelserne i 1944 blev Propsteikirche genopført i årene 1947–52, og den stod stadig som et vigtigt aktiv for de katolske menigheder i det ellers overvejende protestantiske Dortmund. I dag er den byens eneste katolske kirke i centrum.

Marienkirche

Marienkirche er en af Dortmunds ældste kirker, idet den blev påbegyndt omkring 1170 i romansk stil. Den blev senere udbygget i gotisk stil, hvilket skabte en blandingsarkitektur, hvor de massive romanske mure kombineres med gotiske vinduer og hvælv. Marienkirche var en af de vigtigste sognekirker i middelalderens Dortmund, og den lå tæt ved Alter Markt, der var byens handelscentrum.

Kirkens største kunstværk er Marienaltar fra 1420, der blev udført af Conrad von Soest, som var en af de mest betydningsfulde gotiske malere i Nordtyskland. Altertavlen er berømt for sine livlige farver og realistiske fremstillinger af helgener og bibelske scener, hvilket gør den til et højdepunkt i tysk middelalderkunst.

Kirken blev næsten totalt ødelagt i 1945, men alteret var heldigvis blevet evakueret på forhånd. I 1950erne blev Marienkirche genopbygget i en kombination af bevaret middelalderarkitektur og moderne elementer. I dag fungerer den både som sognekirke og som et vigtigt kunsthistorisk museum, hvor Conrad von Soests værk tiltrækker besøgende fra hele verden.

Reinoldikirche

Reinoldikirche er en kirke, som er dedikeret Sankt Reinoldus, der er Dortmunds skytshelgen. Kirken blev opført fra 1200-tallet til 1400-tallet, og den er i dag et af de mest markante eksempler på gotisk kirkearkitektur i Westfalen. Kirken er en imponerende hallekirke med seks skibe og et 112 meter højt tårn, som i århundreder var det højeste i Westfalen.

Tårnet fungerede som pejlemærke for handlende, der nærmede sig byen, og det er stadig en af Dortmunds mest markante profiler i byens silhuet. Interiøret rummer en række kunstværker, heriblandt relikvier af Sankt Reinoldus og en gotisk højaltertavle, der understreger kirkens religiøse betydning.

Under Anden Verdenskrig blev Reinoldikirche næsten totalt ødelagt, som det også var tilfældet for mange andre af byens kirker. Genopbygningen i 1950erne og 1960erne genskabte dog både tårnet og de gotiske former. I dag er kirken ikke kun et religiøst centrum, men også et koncertsted og turistmål som seværdighed fra middelalderens Dortmund.

Zeche Zollern

Zeche Zollern er en tidligere kulmine og et hovedværk i tysk industrikultur. Den blev anlagt 1898–1904 og hurtigt kendt som slottet blandt miner på grund af sin fine arkitektur, der skilte sig markant ud fra de ofte nøgterne industriinstallationer i Ruhr-området. Administrationsbygningen blev udformet i nyrenæssancestil, mens den berømte maskinhal fra 1904 er et af de tidligste eksempler på brugen af jugendstil i en industribygning.

Maskinhallens store stål- og glasvinduer med farvet glas giver hallen et næsten sakralt præg, hvilket gjorde den til et arkitektonisk forbillede for senere industribyggerier. Zeche Zollern kombinerer dermed et repræsentativt ydre og banebrydende konstruktionsteknik.

Efter nedlæggelsen i 1966 blev anlægget truet af nedrivning, men i 1981 åbnede det som industrimuseum under LWL eller Landschaftsverband Westfalen-Lippe. I dag er Zeche Zollern en af hovedattraktionerne på den europæiske rute for industrikultur. Museet viser både maskiner, arbejderliv og arkitektur, hvilket gør stedet til en levende formidler af Ruhr-områdets berømte arv fra industrialderens boom.

Dortmunder U

Dortmunder U er et af byens mest markante vartegn. Bygningen blev oprindelig opført i 1926–27 som gær- og lagerbygning for Union-Brauerei og repræsenterede dengang moderne industribyggeri i armeret beton. Efter bryggeriets lukning stod bygningen ubrugt i flere årtier, indtil den blev omdannet til kulturhus i forbindelse med Ruhr.2010, hvor Ruhr-området var europæisk kulturhovedstad.

Det mest karakteristiske træk er det store gyldne U på taget, som blev tilføjet i 1968 og siden er blevet et symbol for Dortmund. I dag rummer bygningen centre for kunst og kreativitet. Det gælder blandt andet Museum Ostwall, udstillingsrum, biograf og forskningsfaciliteter. Arkitektonisk blev renoveringen i 2000erne udført af Gerber Architekten, der kombinerede den oprindelige industrielle struktur med moderne glas- og ståludvidelser.

Florianturm

Florianturm blev opført i 1959 i forbindelse med den føderale haveudstilling Bundesgartenschau i Westfalenpark. Med sine 220 meter var tårnet en af de højeste bygninger i Tyskland på det tidspunkt. Navnet stammer fra Sankt Florian. Arkitektonisk er Florianturm et eksempel på 1950ernes ingeniørkunst, hvor jernbetonkonstruktioner muliggjorde nye højder.

Tårnet har et slankt betonskaft med udsigtsplatforme og en roterende restaurant i 137 meters højde. Konstruktionen inspirerede senere til lignende tv-tårne i andre tyske byer. I dag fungerer Florianturm som både telekommunikationstårn og turistattraktion. Fra udsigtsplatformene har man en imponerende panoramaudsigt over hele Ruhr-området.

Adlerturm

Adlerturm stammer fra det 14. århundrede og er en del af Dortmunds gamle bybefæstning, som engang beskyttede byen mod invasioner og sikrede kontrol over handelsvejene. Tårnet fik sit navn efter ørnen, et symbol på styrke og byens uafhængighed, og det fungerede som et overvågnings- og vagttårn. I middelalderen var sådanne tårne en central del af byens forsvarssystem og blev bemandet af soldater, som kunne alarmere resten af byen ved fare.

Arkitektonisk er Adlerturm karakteristisk for middelalderens militære byggetraditioner med kraftige stensmure, små smalle vinduesåbninger til skydning og en kvadratisk grundplan. Tårnet har et skråt tag, der blev rekonstrueret under restaureringen i begyndelsen af 1900-tallet. Kombinationen af funktionel forsvarsarkitektur og markante stenmure gør tårnet både imponerende og autentisk, og det giver et tydeligt indtryk af middelalderens byggekunst.

I dag fungerer Adlerturm som lokalhistorisk museum og udstillingssted, hvor man som besøgende kan opleve rekonstruktioner af byens gamle fæstningssystem, historiske våben og arkæologiske fund.

Konzerthaus Dortmund

Konzerthaus Dortmund blev indviet i 2002 som byens nye centrum for klassisk musik, jazz og kulturelle arrangementer. Bygningen blev designet af Schneider+Schumacher og repræsenterer moderne arkitektur med fokus på åbenhed, lys og funktionalitet. Glasfacaderne reflekterer omgivelserne og skaber en oplevelse, hvor byen og bygningen flyder sammen, samtidig med at de inviterer publikum indenfor.

Indvendigt blev bygningens store koncertsal opbygget med særligt designede træpaneler, der optimerer akustikken, og med fleksible siddepladser, som kan tilpasses forskellige arrangementer fra symfoniorkestre til kammermusik. Salen rummer cirka 1.100 gæster og kombinerer minimalistisk arkitektur med akustiske detaljer, der sikrer en klar og naturlig lydoplevelse.

Derudover er foyeren og de øvrige offentlige rum designet til at fungere som sociale mødesteder, hvor byens borgere kan interagere med musikken udenfor koncertsalen. Konzerthaus fungerer i dag som hjemsted for Dortmunder Philharmoniker og rummer skiftende udstillinger, koncerter og internationale kunstnerbesøg.

Westfalenpark

Westfalenpark blev grundlagt i 1959 i forbindelse med Bundesgartenschau og er i dag en af Tysklands største byparker. Parken strækker sig over mere end 70 hektarer, og den blev designet som et åbent grønt byrum, hvor rekreation, natur og kultur kunne mødes. Landskabet kombinerer brede græsplæner, formelle blomsterbede, søanlæg og stier, der fører besøgende gennem forskellige temaområder, og som skaber en oplevelse af både æstetik og funktionalitet.

Parkens arkitektur og landskabsdesign kombinerer traditionelle og moderne elementer. Store åbne pladser bruges til udstillinger og koncerter, mens små snoede stier og terrasser leder besøgende gennem rosenhaver og tematiske haver. Florianturm, som står centralt i parken, fungerer både som udsigtspunkt og som en populær seværdighed.

Rombergpark

Rombergpark blev grundlagt i 1800-tallet som Dortmunds botaniske have og arboret. Den blev dog oprindeligt anlagt som privat slotspark og senere gjort offentlig. Parken strækker sig over omkring 65 hektarer og indeholder en imponerende samling af træer, buske og planter fra hele verden.

Arkitektonisk og landskabsarkitektonisk er Rombergpark inspireret af romantisk landskabsstil med bløde bakker, snoede stier, små søer og skovområder. Der blev opført drivhuse til tropiske og sjældne planter og anlagt tematiske områder, som fremviser biodiversitet fra forskellige verdensdele. Man kan komme på guidede ture eller blot selv nyde de vidunderlige omgivelser i parken.

Kreuzviertel

Kreuzviertel er en af Dortmunds mest karakteristiske bydele, som er kendt for sin velbevarede wilhelminske og tidlige 1900-talsarkitektur. Området voksede frem i takt med industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, hvor Dortmund havde brug for nye boliger til embedsmænd, købmænd og den voksende middelklasse. Bydelen blev planlagt med brede gader, grønne alléer og en ensartet karrébebyggelse, hvilket gav den en harmonisk og repræsentativ karakter i modsætning til de mere tætte arbejderkvarterer, der opstod tættere på fabrikkerne.

Arkitektonisk er Kreuzviertel præget af stilretninger som jugendstil, nyklassicisme og historicisme, hvilket ses i facadernes stukudsmykninger, ornamenterede altaner og farverige detaljer. Mange af husene er fire til fem etager høje og bygget i mursten med dekorerede pudsede facader. Det giver bydelen et ensartet, men alligevel varieret udtryk. Området ligger omkring Kreuzkirche, der blev indviet i 1910, og som gav kvarteret sit navn. Kirken er et markant bygningsværk i nyromansk stil, og dens tårn fungerer som vartegn for hele kvarteret.

I dag er Kreuzviertel et af Dortmunds mest eftertragtede boligområder, både på grund af sin arkitektoniske charme og sin beliggenhed tæt ved centrum. Kvarteret er kendt for sit livlige café- og kulturliv med små butikker, gallerier, barer og restauranter, der giver området en bohemisk atmosfære. Samtidig fungerer de grønne gader og pladser som populære mødesteder for beboere. Det gør Kreuzviertel til en moderne bydel med en stærk lokal identitet.