Wiesbaden rejseguide

Marktplatz

Marktplatz er Wiesbadens centrale plads, og det er en rolle, som torvet har haft gennem århundreder. Pladsen ligger i den historiske del af byen og har været samlingspunkt for markeder, festivaler, politiske begivenheder og offentlige meddelelser. Allerede i middelalderen fungerede stedet som handelscentrum, hvor borgere fra byen og oplandet mødtes for at købe og sælge varer. Midt på en del af pladsen står Marktbrunnen, der er en springvandsbrønd fra 1753.

På en af Marktplatz' sider ligger det historiske Alte Rathaus, som blev opført i 1610 i renæssancestil og senere gennemgået flere ombygninger. Bygningen har en karakteristisk facade i forhold til pladsens øvrige og noget større opførelser. Ud over det gamle rådhus kan man også se det nye rådhus fra 1800-tallet og Marktkirche på pladsen. Man kan også besøge Stadtmuseum am Markt, som skildrer Wiesbadens historie på levende vis. Museet ligger i den historiske Marktkeller under Dernsche Gelände.

Alte Rathaus

Alte Rathaus i Wiesbaden er en af byens mest betydningsfulde historiske bygninger. Det gamle rådhus blev oprindeligt opført i begyndelsen af 1600-tallet, og det fungerede som centrum for byens administration i århundreder. Gennem tiden har bygningen været vidne til vigtige politiske beslutninger, borgermøder og ceremonier, hvilket gør den til en vigtig del af Wiesbadens historiske udvikling fra en middelalderlig handelsby til en moderne kur- og residensby.

Alte Rathaus blev opført i renæssancestil af Antonius Schöffer efter planer af Valerius Bausendorff og kendetegnedes af fint udsmykket facade udskårne relieffer, hvis originaler i dag opbevares på Wiesbadener Museum. Kopier i sten blev indsat ved en ombygning i 1828, hvor det oprindelige bindingsværk på huset blev erstattet af gotiserende stenmure. De detaljerede relieffer skildrer dyderne styrke, retfærdighed, næstekærlighed, klogskab og mådehold.

Rathaus Wiesbaden

Rathaus Wiesbaden er byens nuværende rådhus og et af de mest markante bygningsværker i centrum. Bygningen blev opført mellem 1884 og 1887 og designet af arkitekten Georg von Hauberrisser, som var kendt for sine storslåede nygotiske projekter. Rathaus blev opført i en tid, hvor Wiesbaden voksede kraftigt som kur- og residensby, og arkitekturen var datidens populære nygotiske stil.

Arkitektonisk blev Rathaus Wiesbaden opført med markante tårne, ornamenterede facader og smukt dekorerede vinduer. Facadens detaljer, spidse buer og tårnets højde skaber et imponerende visuelt indtryk, og indenfor er der store repræsentationssale med stuk og udsmykning, som både tjener officielle funktioner og ceremonielle begivenheder. Bygningen fungerer stadig som centrum for byens administration.

Schloßplatz

Schloßplatz i Wiesbaden er byens historiske centrum. Allerede i middelalderen lå der en befæstet bebyggelse på stedet, og pladsen fungerede i århundreder som byens markedsplads. Navnet Schloßplatz kom til, da Nassau-hertugernes Stadtschloss blev opført i første halvdel af 1800-tallet, og pladsen dermed fik rollen som forplads til residensslottet. Siden da har området været et politisk og kulturelt centrum, hvor både markeder, folkefester og officielle begivenheder fandt sted.

Arkitektonisk er Schloßplatz præget af et harmonisk samspil mellem flere markante bygninger. På den ene side ligger det nyklassicistiske Stadtschloss, der i dag er hjemsted for delstaten Hessens Landdag, der svarer til et parlament. På den anden side ligger den røde murstenskirke Marktkirche, der rejser sig dramatisk mod himlen med sine fem tårne. Hertil kommer både det gamle rådhus fra 1600-tallet og det nyere rådhus fra slutningen af 1800-tallet, som tilsammen skaber et arkitektonisk ensemble, der forener barok, nyklassicisme, nygotik og historicisme i ét samlet byrum.

Wiesbadener Stadtschloss

Wiesbadener Stadtschloss blev opført mellem 1837 og 1841 som residens for hertugerne af Nassau. Bygherren var hertug Wilhelm von Nassau, og arkitekten bag projektet var den berømte Georg Moller, som i datidens Tyskland var en af de mest fremtrædende repræsentanter for nyklassicismen. Slottet blev anlagt langs Schloßplatz i direkte forbindelse med byens ældste torv. Bygningen blev udtænkt som en repræsentativ bolig, hvor hof og politik kunne forenes, og dens monumentale udtryk var en tydelig manifestation af hertugernes ambitioner om at gøre Nassau til en stat, der kunne måle sig med de større tyske fyrstedømmer.

Arkitektonisk fremstår Stadtschloss som et pragteksempel på et klassicistisk palæbyggeri fra midten af 1800-tallet. Facaden er strengt symmetrisk, opdelt af pilastre og præget af en afdæmpet elegance, hvor proportioner og klarhed i linjerne har forrang frem for overdreven dekoration. Indvendigt blev der indrettet store sale med stuklofter, lysekroner og udsmykninger, der afspejlede både tidens smag og hertugfamiliens behov for repræsentation. Blandt de mest kendte rum er den såkaldte Rotunde, der er en cirkulær sal, som forbinder de forskellige fløje. Der er også en havesal, hvor selskaber og musikarrangementer fandt sted.

Efter opløsningen af hertugdømmet Nassau i 1866, hvor Preussen overtog magten i regionen, ændrede Stadtschloss funktion. I en periode blev det anvendt som residens for kejser Wilhelm II, når han opholdt sig i Wiesbaden, hvilket understregede dets status som et sted af national betydning. Efter 2. Verdenskrig, hvor bygningen undgik de værste ødelæggelser, blev slottet restaureret, og i 1946 blev det udpeget som sæde for Hessens Landdag, og det er en rolle, bygningen stadig varetager i dag.

I forlængelse af slottet ligger bygningen Kavalierhaus, der blev opført i 1800-tallet som en sidefløj til hertugresidensen, hvor hoffets embedsmænd og gæster kunne indlogeres. Navnet henviser da også til netop til kavalerernes hus, der var de højtstående personer i hofstaten, som ikke selv havde egen bolig i Wiesbaden, men som skulle være til stede tæt ved hoffet. Arkitektonisk er Kavaliershaus et godt eksempel på den klassicistiske byggestil, der satte sit præg på Wiesbaden i første halvdel af 1800-tallet.

Marktkirche

Marktkirche er en af de mest ikoniske bygninger i Wiesbaden. Den er byens største kirke og et centralt vartegn på Schloßplatz. Kirken blev opført mellem 1853 og 1862 og tegnet af arkitekten Carl Boos i nygotisk stil. Den blev bygget som en protestantisk kirke. Valget af mursten som materiale og den monumentale skala markerer en tydelig forskel fra de klassicistiske og barokke bygninger i bymidten. Marktkirche blev planlagt som en dominerende bygning med fem tårne, hvor hovedtårnet rejser sig næsten 98 meter over byens centrum, hvilket gjorde det til Wiesbadens højeste bygning.

Arkitektonisk trækker Marktkirche tydelige linjer til de store gotiske katedraler i Nordtyskland, men den tilpasser gotikkens formsprog til en mere kompakt bykontekst. Kirken har et langt skib uden sideskibe, men med markante gallerier og en stjernehvælvet loftkonstruktion, som giver rummet både højtidelighed og lys. Den detaljerede stenudsmykning, spidsbuede vinduer og ornamenterede portaler understreger nygotikkens æstetiske idealer. Indvendigt er kirkens hovedalter omgivet af udsmykninger, farvede glasmosaikker og et imponerende orgel fra Walcker.

Bowling Green

Bowling Green er en af de mest kendte og historisk betydningsfulde grønne pladser i Wiesbaden og ligger centralt i byens historiske kvarter tæt på Kurhaus og Schloßplatz. Området blev oprindeligt anlagt i midten af 1800-tallet som en halvmåneformet plæne med inspiration fra engelske og franske landskabsparker, der var populære i Europa på den tid. Navnet Bowling Green refererer til den engelske tradition med udendørs spil som bowls og cricket, som blev introduceret i de europæiske kurbyer som en del af de aristokratiske fritidsaktiviteter. Pladsen blev hurtigt et samlingspunkt for byens borgere og kurgæster, som kunne nyde den åbne plads, de omgivende træer og udsigten til Kurhaus’ facade.

Arkitektonisk fungerer Bowling Green som et bevidst formgivet landskab, hvor geometrien og symmetrien understreger stedets repræsentative karakter. Den oprindelige plan omfattede stier og træbeplantninger, som skabte en harmonisk ramme om det åbne græsareal. To kaskadefontæner, udført af Theodor Goetz i 1856, blev senere integreret som dekorative elementer, der gav pladsen en ekstra dimension. I dag er Bowling Green stadig et smukt rekreativt byrum, der dog er blevet ændret en del siden det oprindelige anlæg.

Hessisches Staatstheater Wiesbaden

Hessisches Staatstheater Wiesbaden er en af Tysklands ældste og mest betydningsfulde statsoperaer og teatre. Teatret blev oprindeligt grundlagt i midten af 1800-tallet, men den nuværende bygning blev indviet i 1894 efter tegninger af arkitekterne Ferdinand Fellner og Hermann Helmer, der var kendt for at designe storslåede teatre i hele Europa. Staatstheater blev hurtigt centrum for både musikalske og dramatiske opførelser, og det har gennem tiden haft besøg af berømte dirigenter, komponister og skuespillere.

Arkitektonisk repræsenterer Staatstheater eklektisk historicisme kombineret med elementer fra klassicisme, barok og nyrenæssance. Facaden er dekoreret med søjler, mens indgangen flankeres af majestætiske trappeforløb og portaler, der signalerer bygningens betydning som et sted for højkultur. Indvendigt byder teatrets store sal på overdådige dekorative detaljer inklusive stuklofter, fresker og lysekroner, som skaber en storslået atmosfære.

Kurhaus Wiesbaden

Kurhaus Wiesbaden er et af byens mest berømte og ikoniske bygningsværker. Gennem over 200 år har det fungeret som centrum for kur- og selskabslivet i byen. Den nuværende bygning, som blev indviet i 1907, blev tegnet af Friedrich von Thiersch og erstattede det tidligere Cursaal fra begyndelsen af 1800-tallet. Kurhaus blev opført i en periode, hvor Wiesbaden havde opnået international status som kurby, og bygningen skulle afspejle byens prestige og elegance. Det blev et samlingssted for adel, kunstnere, politiske ledere og turister, hvor man kunne deltage i balsale, musikforestillinger og andre arrangementer.

Arkitektonisk kombinerer Kurhaus klassicistiske træk med elementer af art nouveau og Belle Époque. Bygningen prydes af korintiske søjler, store vinduespartier og dekorative friser, der skaber en monumental og harmonisk facade. Indvendigt er de største rum overdådigt udsmykket med marmor, fresker og stukarbejder, der afspejler tidens luksus og æstetik. Koncertsalen har fremragende akustik og bliver stadig anvendt til symfonikoncerter og andre musikalske arrangementer, og i bygningen kan man også besøge det berømte Kasino Wiesbaden.

Lutherkirche

Lutherkirche i Wiesbaden blev indviet juleaften 1910 og repræsenterer en vigtig fase i byens kirkehistorie, hvor man søgte en ny æstetik efter historicismens periode. Kirken blev tegnet af arkitekten Friedrich Pützer, som var kendt for sin kombination af enkelhed og funktionalitet med inspiration fra jugendstil og romansk arkitektur. Lutherkirche blev planlagt som en protestantisk kirke for bydelen og skulle kunne rumme den voksende menighed i begyndelsen af 1900-tallet.

Lutherkirche skiller sig stilmæssigt ud ved sin høje, klare form med et enkelt skib uden sideskibe. Taget når op til 20 meter, og bygningens facade fremstår sober med geometriske detaljer og let dekorative elementer inspireret af jugendstilen. Indvendigt er loft og vægge udsmykket med farverige dekorationer, men uden overdreven ornamentik, hvilket giver kirken et lyst og indbydende rum, der er markant anderledes end i Wiesbadens øvrige kirker.

Kirche St. Bonifatius

Kirche St. Bonifatius er en af de mest markante kirker i Wiesbaden og fungerer som byens katolske hovedkirke. Den oprindelige bygning blev opført i årene 1829–1831, men kollapsede desværre, inden den kunne indvies. Den nuværende kirke blev derfor genopført mellem 1844 og 1849 efter tegninger af arkitekten Philipp Hoffmann, og tårnene blev først færdiggjort i 1866. Kirken blev planlagt som et imponerende religiøst vartegn, der kunne huse en voksende katolsk menighed i hjertet af byen. Dens placering tæt på Luisenplatz gjorde den til et centralt punkt i bybilledet.

Arkitektonisk blev St. Bonifatius opført i nygotisk stil med inspiration fra den tyske gotik, men Hoffmann kaldte stilen gotisierende Rundbogenstil, hvilket indikerer en kombination af gotikkens formsprog med rundbuede elementer. Kirken har to slanke tårne, der er 68 meter høje, og som rejser sig mod himlen og dominerer denne del af bybilledet. Facaden har detaljerede stenudsmykninger, spidsbuede vinduer og portalornamentik, mens kirkens indre rummer et højt, åbent skib, hvor lysindfald og proportioner skaber en stærk følelse af højtidelighed, monumentalitet og elegance.

Nerobergbahn

Nerobergbahn er en unik og historisk attraktion i Wiesbaden, der forbinder byens centrum med det naturskønne område Neroberg, som ligger cirka 245 meter over havets overflade. Banen blev indviet i 1888 som en vanddreven kabelbane, der er en sjælden teknologi, hvor tyngdekraft og vandbalance driver vognene op og ned ad bakken uden behov for elektricitet. Nerobergbahn blev oprindeligt bygget for at give turister nem adgang til udsigten, kurstedernes parker og rekreative områder på Neroberg, og den har siden da været en central del af Wiesbadens turistinfrastruktur.

Banen har også historisk betydning, da den repræsenterer 1800-tallets tekniske innovation og den måde, byer med kuperet terræn udviklede transportløsninger for både fritid og praktisk anvendelse. Stationerne i bunden og på toppen af banen blev opført med klassiske træ- og murstensdetaljer, der smukt harmonerer med det omkringliggende landskab. Banen selv fungerer som et ingeniørmæssigt mesterværk, hvor to vogne balancerer hinanden via kabler, og hvor fyldning og tømning af vand i bagvognens tank styrer bevægelsen.

Neroberg

Neroberg er en skovklædt højderyg nord for Wiesbaden, der med sin placering omkring 245 meter over havets overflade tilbyder en af byens mest spektakulære udsigter. Området har historisk været et rekreativt mål for kurgæster og byens borgere siden 1800-tallet, da Wiesbaden udviklede sig til en af Tysklands førende kurbyer. Neroberg blev hurtigt velbesøg med sin natur, hvor besøgende kunne nyde friluftsliv, gåture og udsigten over byen og Rhinen.

Områdets tilgængelighed blev stærkt forbedret med anlæggelsen af Nerobergbahn i 1888, hvilket gjorde det muligt for alle at nå toppen uden større anstrengelser. I dag rummer området velplejede stier, parker og udsigtspunkter, der leder besøgende gennem skovområder med gamle træer, blomster og små åbne pladser. På toppen ligger flere markante bygninger som fx den russisk-ortodokse Kirche auf dem Neroberg, der er et lyst og dekorativt bygningsværk, som står i kontrast til den omgivende natur.

Kaiser-Friedrich-Therme

Kaiser-Friedrich-Therme er et af Wiesbadens mest ikoniske kurbade. Det blev opført i 1895 i nyromansk stil som en hyldest til Kaiser Friedrich III. Bygningen blev designet af arkitekten Friedrich von Thiersch, som ønskede at kombinere moderne badefaciliteter med arkitektonisk storhed og elegance, der kunne matche Wiesbadens status som kurby. Stedet blev bygget over byens naturlige mineralrige varme kilder, som gennem århundreder havde tiltrukket både lokale og kurister fra hele Europa.

Arkitektonisk er Kaiser-Friedrich-Therme et mesterværk i nyromansk stil med overdådige kupler, marmorsøjler, mosaikker og storslåede hvælvinger, der giver besøgende en følelse af luksus og elegance. Indretningen kombinerer funktionelle badefaciliteter med rigt udsmykkede rum, hvor lysindfaldet og arkitektoniske proportioner skaber en både majestætisk og afslappende oplevelse. De varme kilder bruges stadig aktivt til behandling, og bygningens interiør fremstår næsten uændret siden 1800-tallet, hvilket gør oplevelsen både historisk autentisk og æstetisk imponerende.

I dag fungerer Kaiser-Friedrich-Therme som et moderne wellness- og rekreationscenter, samtidig med at bygningen bevarer sin historiske og kulturelle betydning. Den tiltrækker både lokale og turister, der ønsker at kombinere helse, afslapning og oplevelse af historisk arkitektur.

Thermalbad Aukammtal

Thermalbad Aukammtal er et kurbad i Wiesbaden, som blev etableret for at udnytte byens mange varme kilder. Badet ligger i et roligt område omgivet af grønne omgivelser, hvilket giver en afslappende atmosfære. Aukammtal har siden sin opførelse fungeret som et sted, hvor borgere og kurister kunne nyde mineralrige termalbade, der traditionelt blev anvendt til behandling af led- og muskelsmerter samt andre helbredsrelaterede lidelser, men i dag fungerer det også til nydelse og generelle besøg for byens borgere og turister.

Arkitektonisk er Thermalbad Aukammtal mere enkelt og funktionelt opført end de overdådige kupler og mosaikker, man finder i Kaiser-Friedrich-Therme. I dag fungerer Thermalbad Aukammtal som et populært wellness- og behandlingssted, hvor besøgende kan kombinere afslapning og naturoplevelser. Badets beliggenhed i skønne omgivelser gør det til et dejligt sted og et interessant supplement til Wiesbadens mere pompøse termalbade.

Schloß Biebrich

Schloß Biebrich er et slot, der ligger smukt ved Rhinen som en af Wiesbadens mest storslåede barokke bygninger. Slottet blev oprindeligt opført som et havehus i slutningen af 1600-tallet af hertugen af Nassau, men voksede hurtigt til et fuldt udbygget trefløjet palæ. Biebrich fungerede som residens for Nassau-hertugerne og blev samtidig centrum for statens repræsentative funktioner. Slottet lå strategisk ved floden, hvilket gav både en imponerende udsigt og nem adgang for besøgende via vandvejen, hvilket understreger den status og prestige, bygningen var tiltænkt i datidens Europa.

Slottets rolle som residens, repræsentationssted og centrum for hoflivet gjorde det til en af de vigtigste bygninger i Nassau gennem flere århundreder. Arkitektonisk er Schloß Biebrich et prakteksempel på barokkens formsprog i Tyskland. Palæet er symmetrisk opbygget med en central rotunde og fløje, der strækker sig ud mod haven, som oprindeligt blev anlagt i fransk stil. Rotunden, der i sin tid blev brugt som kapel, er udsmykket med overdådige fresker og ornamenter, mens facaderne er dekoreret med pilastre, gesimser og balustrader, der giver bygningen en følelse af monumental elegance.

Haven blev senere omdannet til en engelsk landskabshave, hvor buede stier, søer og beplantning skaber en harmonisk overgang mellem slot og natur. Kombinationen af barok arkitektur og den velanlagte park gør Biebrich til et af de mest besøgte historiske steder i Wiesbaden. Efter hertugdømmets ophør forfaldt Schloß Biebrich, men i midten af 1900-tallet blev omfattende restaureringer igangsat for at bevare bygningen. I dag bruges slottet både som repræsentationssted for staten Hessen og som kulturelt centrum med blandt andet udstillinger og koncerter.