Mainz rejseguide

Markt

Markt i Mainz er den største af de pladser, der ligger omkring Mainzer Dom, og den har været byens centrale handelsplads siden omkring år 975, da domkirken blev opført. I middelalderen var det daværende torv opdelt i forskellige handelsområder, hvor man mod syd fandt købmandsboder for uld, tøj og pels, mens nordfacaden var præget af bagerier og andre små boder. Landbrugsvarer blev tidligt en vigtig del af markedet, som begyndte med kurve på jorden og senere med faste borde. Gadenavne i området som fx Korbgasse, Seilergasse og Fischergasse minder stadig om de gamle håndværk og funktioner, som fandtes her.

Et af torvets mest markante elementer er Marktbrunnen, der er en renæssancefontæne fra 1526, som blev skabt i kurfyrst Albrecht af Brandenburgs tid. Fontænen står på en piedestal af rød sandsten og er rigt udsmykket med relieffer og en senere tilføjet madonnaskulptur. I 1970erne blev den flyttet tilbage til sin oprindelige placering, da pladsen blev omlagt til fodgængerområde. Et andet centralt element er Heunensäule, der er en massiv sandstenspille, som oprindeligt var tiltænkt domkirken i 1000-tallet, men som i dag står som et symbolsk monument og samlingspunkt midt på pladsen.

Omkring Markt findes en række historiske huse, hvoraf flere blev ødelagt under 2. Verdenskrig. I forbindelse med domkirkens jubilæum i 1975 blev mange facader genopført i barok stil, så pladsen igen fik sit historiske præg. Særligt nordfacaden med de rekonstruerede bygninger er i dag et yndet motiv og bidrager til pladsens karakteristiske udseende. Sammen med domkirken, som danner en imponerende baggrund mod syd, skaber bygningerne et af de mest stemningsfulde byrum i Mainz.

Mainzer Dom

Mainzer Dom er byens domkirke, der officielt hedder Hoher Dom St. Martin. Den store kirke er en af de mest imponerende romanske katedraler i Tyskland, og den blev påbegyndt omkring år 975 under ærkebiskop Willigis. Den oprindelige bygning brændte næsten helt ned på selve indvielsesdagen i år 1009, hvorefter den blev genopført og løbende udbygget gennem middelalderen. Domkirkens arkitektur er derfor et komplekst samspil af romanske, gotiske, barokke og senere stilarter, som vidner om næsten 1000 års byggehistorie.

Med sine massive mure i rød sandsten, de karakteristiske seks tårne og markante gavle præger katedralen hele byens skyline og markerer Mainz som et af middelalderens vigtigste kirkelige og politiske centre. Portalerne og facaderne er rigt dekoreret med skulpturer og relieffer, der viser bibelske scener og historiske personer, hvilket understreger kirkebygningens historiske rolle som symbol på både religiøs og verdslig magt.

Indvendigt imponerer domkirken med sin treskibede basilika, hvor højalteret er placeret i det østlige apsis, mens et vestligt alter skaber den dobbelte korstruktur, som er et særpræg for Mainz Dom. Sidekapellerne, dekoreret med epitafier, skulpturer og fresker, afspejler stiftets rigdom og ærkebispens magt gennem århundreder. I baroktiden tilføjede arkitekterne Johann Valentin Thomann og Balthasar Neumann farverige ornamenter, fresker og udsmykninger, som står i kontrast til de strengere romanske former, og som skaber en dynamisk helhedsoplevelse. Der er også en krypt under domkirken, som huser flere ærkebisper og kurfyrster.

Der er mange smukke detaljer i kirkens udsmykning, som man kan nyde ved et besøg. Den rige udsmykning med glasmosaikker, fresker og skulpturer stammer fra forskellige perioder, og dekorationerne illustrerer både religiøse temaer og begivenheder fra byens historie. Mange af sidekapellerne bærer præg af renæssance- og barokkunst, mens nogle af de originale romanske elementer stadig kan ses i apsis og hvælvinger.

Mainzer Doms historie er tæt knyttet til det Tysk-Romerske Riges udvikling, idet Mainz i middelalderen var sæde for rigets næstvigtigste ærkebisp og kurfyrste, der fungerede som rigskansler. Kirken har overlevet belejringer, brande og ødelæggelser gennem århundreder inklusive kraftige skader under 2. Verdenskrig, og i 1950erne og 1960erne blev der gennemført omfattende restaureringer, så domkirken i dag stadig fremstår som i tidligere århundreders pragt.

Liebfrauenplatz

Liebfrauenplatz er en af pladserne, der ligger omkring Mainzer Dom. Den blev formet i sin nuværende form i begyndelsen af 1800-tallet, da den middelalderlige Liebfrauenkirche blev revet ned. Pladsen fungerer som overgang mellem domkirken og Rhinen, tæt ved den tidligere byport Fischtor.

På pladsen kan man opleve en levende blanding af historisk arkitektur og moderne byliv. Mod vest står den mægtige domkirke, Mainzer Dom, men bygningen Haus zum Römischen Kaiser ligger på den nordøstlige side. Haus zum Römischen Kaiser er et storslået senrenæssancepalæ, og lidt mod sydvest herfra ligger den klassicistiske facade af den tidligere Preußische Hauptwache, der blev opført i 1829 som vagtbygning for Preussens garnison. Facaden er bevaret og er i dag integreret i den moderne bygning Haus am Dom. På pladsen kan man også se Nagelsäule, der er en søjle fra 1916, som er et kraftfuldt monument over 1. Verdenskrig.

Mainzer Rathaus

Mainzer Rathaus er et af de mest markante eksempler på brutalistisk arkitektur i Tyskland. Det blev opført i årene 1970–1973 efter design af det danske arkitektfirma Arne Jacobsen & Otto Weitling, der også stod bag flere internationalt anerkendte projekter. Den rå beton, de strenge geometriske former og den næsten fæstningslignende fremtoning giver rådhuset en monumental karakter, som i 1970ernes kontekst blev set som en modernistisk kontrast til den historiske bymidte. Beliggenheden ved Rhinens bredder var et bevidst valg, idet bygningen skulle fremstå åben mod floden og fungere som et symbol på det moderne Mainz, der rejste sig efter de omfattende ødelæggelser under 2. Verdenskrig.

Indvendigt er rådhuset præget af funktionalitet og rene linjer, hvilket er typisk for Jacobsens designfilosofi. Store glaspartier mod Rhinen giver bygningen lys og transparens, mens rå betonvægge og enkle gulvflader understreger den minimalistiske stil. Rådhussalen og de tilhørende mødelokaler er udstyret med specialdesignede møbler og lamper, som Jacobsen og Weitling skabte specifikt til bygningen, og som i dag anses som designklassikere. Arkitekturen er således ikke blot en ydre ramme, men også en helhedsløsning, hvor bygningens funktioner, møbler og æstetik er nøje afstemt.

Bygningen blev fredet i 2018 som et enestående eksempel på efterkrigstidens arkitektur, men har siden været genstand for debat. Mange borgere opfatter den som utilnærmelig og kold, mens andre ser den som et vigtigt arkitektonisk monument, der dokumenterer 1970ernes urbanistiske strømninger.

Christuskirche

Christuskirche blev opført mellem 1896 og 1903 som en protestantisk kirke i et Mainz, der ellers historisk var domineret af katolicismen. Arkitekten Eduard Kreyßig, der også stod bag boulevarden Kaiserstraße, valgte en monumental nyrenæssancestil, som hentede inspiration fra italienske domkirker og fra den romerske bygningstradition. Kirkens mægtige kuppel er 80 meter høj og synlig på lang afstand, og den blev et modstykke til Mainzer Dom og placeret strategisk for at understrege den protestantiske menigheds voksende rolle i byen.

Arkitekturen bærer præg af den wilhelminske tids repræsentative byggestil. Kirken blev opført i sandsten, og den centrale kuppel hviler på fire kraftige piller og skaber en imponerende akustik, som gør kirken særligt velegnet til koncerter. Orglet i kirken er i øvrigt et af de største i Rheinland-Pfalz. Kirken blev næsten totalt ødelagt under bombardementerne i 1945, men dens ruiner stod som et vigtigt symbol for byens protestantiske menighed. Allerede i 1952–1954 blev Christuskirche genopbygget med respekt for Kreyßigs oprindelige vision.

Peterskirche

Peterskirche, der blev opført 1749–1756, er et af de mest overdådige eksempler på rokokoarkitektur i Rheinland. Byggeriet blev iværksat af ærkebiskop Johann Friedrich Karl von Ostein og afløste en ældre romansk forgænger. Arkitekten var mesteren Johann Valentin Thomann, der lod sig inspirere af den sydtyske baroktradition. Facaden blev opført i sandsten og domineres af to tvillingetårne, der skaber et imponerende bygningsvolumen midt i den gamle bydel.

Interiøret er præget af overdådige dekorationer, fresker og et gennemført rokokoformsprog. Loftsfreskerne, der skildrer apostlen Peters liv, blev skabt af maleren Karl Manninger, mens højalteret og sidealtre kombinerer skulpturel pragt med religiøs symbolik. Prædikestolen af Johannes Förster og den rige brug af marmor og forgyldning understreger det samlede indtryk af pomp og kunstnerisk raffinement. Peterskirche blev i samtiden betragtet som et modstykke til jesuitternes Augustinerkirche og et udtryk for kurfyrstens ønske om at manifestere kirkens og byens pragt.

Kirken blev hårdt ramt under luftangrebene i 1944 og 1945, hvor sydtårnet kollapsede og store dele af interiøret gik tabt. Efter krigen begyndte en gradvis rekonstruktion, som først blev afsluttet i 1989. Mange af freskerne blev genopmalet ud fra historiske fotografier, mens inventaret blev restaureret eller genanskaffet. I dag fremstår Peterskirche igen som en af de smukkeste rokokokirker i Tyskland og bruges både til gudstjenester, koncerter og kulturarrangementer.

Augustinerkirche

Augustinerkirche i Mainz blev opført mellem 1768 og 1771 på stedet for et tidligere klosteranlæg fra middelalderen. Byggeriet blev ledet af arkitekten Johann Baptist Lacher og markerede højdepunktet for barokarkitekturen i byen. Den ydre facade blev opført i rød sandsten, og den er præget af kraftige pilastre, svungne gavle og en monumental portal, der bærer Augustinerordenens våbenskjold. Selvom facaden er strengt barok, afslører interiøret et klart rokoko-præg, hvilket gør kirken til en overgangsbygning mellem de to stilarter.

Indvendigt imponerer Augustinerkirche med et lyst og overdådigt dekoreret kirkerum. Hovedskibet er overhvælvet af fresker malet af Johann Baptist Enderle, der fremstiller scener fra Maria-hymnen Magnificat og hylder Guds moder. Vægge og søjler er udsmykket med stuk og marmorering i lyse nuancer, hvilket giver rummet en næsten teatralsk virkning. Orglet blev bygget af den berømte orgelbyggerfamilie Stumm i 1773, og det er et af de mest værdifulde instrumenter i Rheinland. Orglet bruges stadig til koncerter. Blandt kirkens ældste kunstværker er en gotisk Madonna-statue fra cirka 1420, som stammer fra forgængerkirke.

Kirken overlevede 2. Verdenskrigs bombardementer uden at lide de samme ødelæggelser som mange af byens øvrige kirker, hvilket betyder, at dens originale interiør er bevaret i en sjælden grad. I dag fungerer Augustinerkirche som sognekirke for det katolske fællesskab i Mainz’ gamle bydel, men den er også kendt som en koncert- og kulturkirke. Den kombinerer historisk arkitektur med levende brug, og besøgende tiltrækkes både af dens kunsthistoriske betydning og dens særlige atmosfære.

Gutenberg-Museum

Gutenberg-Museum blev grundlagt i år 1900 i anledning af 500-års jubilæet for Johannes Gutenbergs fødsel. Museet er dedikeret til bogtrykkerkunstens historie og har gennem det 20. og 21. århundrede udviklet sig til et af verdens førende museer inden for skrift og tryk. Den oprindelige samling omfattede først og fremmest tidlige tryk og værker knyttet til Gutenbergs liv, men er siden blevet udvidet til at spænde over fire årtusinders skriftkultur fra babyloniske kileskrifttavler til moderne bogdesign.

Der er meget at se på museet, og blandt de mest berømte genstande er to af de overlevende Gutenberg-bibler, som blev trykt omkring 1454–1455, samt rekonstruktioner af Gutenbergs værksted. Disse rekonstruktioner gør det muligt for besøgende at følge processen med håndsætning, tryk og bogbinding, hvilket gør museet til et spændende formidlingssted for besøgende.

Römisch-Germanisches Zentralmuseum (RGZM)

Römisch-Germanisches Zentralmuseum eller RGZM blev grundlagt i 1852 som et forskningsinstitut og museum for arkæologi med fokus på den romerske og germanske oldtid. Initiativet kom fra storhertug Ludwig III af Hessen, og museet blev hurtigt en vigtig institution for arkæologisk forskning i hele Europa. I sine tidlige år husede museet en voksende samling fund fra Rhinlandet og andre dele af Tyskland, og det udviklede sig hurtigt til et referencepunkt for studier af antikken. Den placering, man valgte – i det kurfyrstelige slot i Mainz – understregede museets status som nationalt kulturprojekt i det 19. århundrede.

Samlingerne spænder fra stenalderredskaber og bronzesmykker til romerske skulpturer, mosaikker og germanske gravgaver. Blandt de mest betydningsfulde genstande er våben og værktøj fra romerske legionærer, keramik og husgeråd fra de tidligste germanske bosættelser samt en række unikke kunstgenstande fra senantikken. Museets værksteder har desuden specialiseret sig i rekonstruktioner og eksperimentel arkæologi, hvilket betyder, at man ikke blot udstiller fund, men også aktivt arbejder med at genskabe gamle teknikker og håndværk. Dette gør RGZM til et særligt dynamisk museum, hvor forskning og formidling går hånd i hånd.

I 2023 flyttede RGZM til en ny museumsbygning ved Neutorstraße i Mainz, hvilket markerede et nyt kapitel i institutionens historie. Den nye bygning tilbyder over 9.000 m² udstillingsareal og kombinerer interaktive udstillinger med klassiske præsentationsformer. Her kan man blandt andet opleve tematiske udstillinger om romersk dagligliv, handel og militær, samt særudstillinger, der præsenterer den nyeste arkæologiske forskning.

Ruine und Gedenkstätte St. Christoph

Ruine und Gedenkstätte St. Christoph er de tilbageværende rester af kirken St. Christoph, der blev opført omkring 1240–1330 i tidlig gotisk stil. Den fungerede i århundreder som sognekirke for en af de vigtigste menigheder i Altstadt og blev samtidig kendt som dåbskirken for Johannes Gutenberg, bogtrykkerkunstens opfinder. Kirkens arkitektur var karakteriseret ved en treskibet basilika med et højt kor og et markant vesttårn, der gjorde den til et vartegn i byens middelalderlige skyline.

Kirken blev næsten totalt ødelagt under bombardementerne i 1942 og 1945, hvor kun ydermurene og tårnet stod tilbage. I stedet for en fuld genopbygning valgte man efter krigen at bevare ruinen som et mindesmærke over de ødelæggelser, der ramte Mainz under 2. Verdenskrig. I dag står derfor kun murene som en åben kirkeruin, hvor de gotiske vinduesåbninger og murværket stadig giver et indtryk af bygningens oprindelige dimensioner.

Inden for murene er der opsat et mindesmærke med en bronzeplade og en glasmosaik af kunstneren Alois Plum, der minder om både krigens ofre og Gutenbergs arv. Gulvet bærer navne på de mange civile, der mistede livet under luftangrebene. St. Christoph fungerer derfor ikke længere som kirke i traditionel forstand, men som et freds- og mindested, hvor historie, tro og erindring mødes.

Alexanderturm

Alexanderturm i Mainz er et af de mindre kendte, men ældste bevarede bygningsværker i byen. Tårnet stammer fra 1500-tallet, men blev opført på fundamenter, der går helt tilbage til romertiden. Allerede i det 4. århundrede opførte romerne en bymur med tårne langs Rhinen for at beskytte den strategisk vigtige by Mogontiacum. Alexanderturm er en del af denne lange tradition for bybefæstning, selvom dens nuværende form er præget af senmiddelalderlige og renæssancemæssige træk.

Bygningens navn menes at være afledt af en nærliggende kirke, der i middelalderen lå tæt på tårnet. Tårnet havde flere funktioner. Det fungerede dels som en del af bymuren, dels som et vagttårn og dels som observationstårn. Arkitektonisk er det en enkel konstruktion med smalle vinduesåbninger og tykke mure, der understreger bygningens militære funktion.

Eisenturm

Eisenturm blev opført omkring 1200, og det er et af de mest markante middelaldertårne i Mainz. Tårnet blev bygget som en del af byens forsvarsmur og fungerede oprindeligt som porttårn ved den vigtige vej, der førte mod Rhinens overgang. Dets navn betyder Jern­tårnet og kan spores tilbage til middelalderen, hvor det blev brugt til opbevaring og handel med jernvarer, men også til toldopkrævning ved byens porte.

Med sine mægtige sandstensmure og etageopbygning fremstår Eisenturm som et klassisk eksempel på senromansk militærarkitektur. Arkitektonisk kombinerer det en firkantet grundplan med et højt, slankt overbygget tårn. Indgangsportalen er prydet af løver i relief som symboler på både verdslig og kirkelig magt. I løbet af 1400-tallet blev tårnet forhøjet og fik en mere gotisk prægning med spidsbuede vinduer. Indvendigt var det indrettet med flere etager, der kunne bruges både til forsvar, opbevaring og senere som fængsel.

Holzturm

Holzturm i Mainz blev opført i 1419 som en del af den middelalderlige bymur og fungerede oprindeligt som et vagt- og porttårn. Navnet, der betyder Trætårnet, skyldes sandsynligvis, at der ved porten lå et område, hvor der blev handlet med brænde og trævarer, som blev bragt ind i byen fra Rhinen. Tårnet markerede den sydlige indgang til byen, og som en del af ringmuren var det en vigtig brik i den befæstning, der i middelalderen gjorde Mainz til en af de stærkest sikrede byer langs Rhinen.

Arkitektonisk er Holzturm et højt, slankt gotisk tårn i sandsten, præget af spidsbuede vinduer og et stejlt tag. Det er udstyret med hjørnetårne og kreneleringer, der både tjente dekorative og militære formål. Sammenlignet med det nærliggende Eisenturm fremstår Holzturm mere elegant, hvilket afspejler den sene middelalders udvikling fra det romanske til det gotiske formsprog. Indvendigt var tårnet opdelt i flere etager, som både kunne bruges til ophold for vagter og til opbevaring.

I løbet af det 17. og 18. århundrede blev Holzturm brugt som fængsel, og blandt de mest kendte fanger var den berømte røverleder Schinderhannes, som sad her i begyndelsen af 1800-tallet, før han blev henrettet i Mainz. Under 2. Verdenskrig blev tårnet som store dele af Mainz hårdt beskadiget, men det blev restaureret i 1960erne. I dag huser Holzturm kontorer og står som et vartegn for Mainz’ middelalderlige historie sammen med Eisenturm og Alexanderturm.

Kurfürstliches Schloss

Kurfürstliches Schloss i Mainz blev opført fra begyndelsen af 1600-tallet som residens for kurfyrsterne, der samtidig var ærkebisper og dermed blandt de mest magtfulde fyrster i det Tysk-Romerske Rige. Byggeriet blev indledt under kurfyrst Johann Schweikhard von Kronberg og er et af de fornemste renæssancepaladser i Tyskland. Beliggenheden direkte ved Rhinen gjorde slottet til et symbol på Mainz’ strategiske og politiske betydning.

Arkitektonisk er slottet præget af en strengt symmetrisk facade i rød sandsten, der var typisk for renæssancen i Rheinland. Den lange fløj mod Rhinen er flankeret af sidefløje, der giver komplekset monumental karakter, og det rigt udsmykkede ydre vidner om kurfyrsternes repræsentative standard. Indvendigt var der store sale til fester og ceremonier, private gemakker samt administrative kontorer. Den store Roter Saal blev kendt som et centrum for festligheder og diplomatiske møder.

Efter franske besættelser og sekularisering i slutningen af 1700-tallet mistede slottet sin oprindelige funktion. Under 2. Verdenskrig blev det svært beskadiget, men senere genopbygget. I dag huser det blandt andet diverse administration samt udstillings- og eventlokaler. Det er desuden et centralt sted under det berømte Mainzer Fastnacht, hvor karnevalsfester finder sted i de store sale.

Staatstheater Mainz

Staatstheater Mainz blev grundlagt i 1833 og har siden været en af de vigtigste kulturinstitutioner i Rheinland-Pfalz. Byens voksende borgerskab i 1800-tallet ønskede et moderne teaterhus, og byggeriet resulterede i en klassicistisk bygning på Gutenbergplatz tæt på byens domkirke. Teatret blev hurtigt en platform for opera, teater og senere også ballet, og det afspejlede Mainz’ ambition om at etablere sig som en kulturbastion i det vestlige Tyskland.

Bygningen blev flere gange udvidet og moderniseret. Den oprindelige facade var præget af klassicistiske søjler og en stram symmetri, men efter ødelæggelser under 2. Verdenskrig blev teatret genopbygget i en blanding af klassiske og moderne former. Det store hus rummer i dag to scener. Der er en hovedscene med plads til over 1.000 tilskuere og en mindre eksperimentalscene, hvor moderne og avantgarde-produktioner finder sted.

Römisches Theater

Römisches Theater i Mainz er et af de største antikke teateranlæg nord for Alperne, og det vidner om byens rolle som den romerske legionærlejr Mogontiacum. Teatret blev anlagt i det 1. århundrede e.Kr. ved foden af citadelbakken, som lå tæt ved legionærlejren. Med plads til anslået 10.000–12.000 tilskuere blev det blandt andet brugt til gladiatorkampe, teaterforestillinger og kejserlige festligheder.

Arkitektonisk var teatret integreret i landskabet, hvor tribunerne blev bygget ind i skråningen. De halvcirkelformede siddepladser var opdelt i sektioner, der adskilte soldater, embedsmænd og borgere. Bag scenerummet stod en monumental scenevæg, som var udsmykket med søjler og statuer. Fund af inskriptioner og rester af marmorpynt tyder på, at teatret var udsmykket langt mere overdådigt, end ruinerne i dag afslører.

Efter Romerrigets fald blev teatret gradvist opgivet, og i middelalderen blev det brugt som stenbrud. I mange århundreder lå det skjult under jord og bygninger, indtil det i det 20. århundrede blev genopdaget og udgravet. I dag kan man se resterne direkte ved stationen Römisches Theater på Mainz' jernbanenet.

Naturhistorisches Museum Mainz

Naturhistorisches Museum Mainz blev grundlagt i 1913, og det er et af de mest betydningsfulde naturhistoriske museer i Rheinland-Pfalz. Museet har samlet genstande inden for geologi, palæontologi, zoologi og botanik gennem mere end et århundrede og fungerer både som forskningsinstitution og formidlingssted. Det huser blandt andet fossiler fra regionen, sjældne mineralsamlinger og omfattende zoologiske prøver, der illustrerer Rhinlands biologiske mangfoldighed.

Bygningen, som oprindeligt blev tegnet i tidlig 1900-tals klassicistisk stil, er gennem årene blevet moderniseret med nye udstillingshaller. Den centrale udstillingshal er rummelig og fleksibel, og det gør det muligt at arrangere både permanente og midlertidige udstillinger af forskellig karakter.

Heilig-Geist-Spital

Heilig-Geist-Spital i Mainz er en af byens ældste og mest markante middelalderbygninger, Den blev opført i første halvdel af 1200-tallet og fungerede som hospital og herberg for pilgrimme og rejsende, hvilket var en vigtig funktion i den store handels- og kirkeby Mainz. Bygningen er desuden et af de ældste bevarede hospitalsbyggerier i Tyskland, og derfor giver det et indblik i middelalderens bykultur.

Arkitektonisk fremstår Heilig-Geist-Spital i den sene romanske stil kendetegnet ved tykke mure, rundbuede vinduer og en imponerende halstruktur. Den store sal, hvor patienterne og de rejsende blev indkvarteret, har et højt hvælvet loft båret af søjler, hvilket skaber en næsten kirkelig atmosfære. Facaden er præget af et markant gavlparti med spidse buer og smukke vinduesåbninger, men ikke alt er originalt, idet bygningen flere gange er blevet ombygget og tilpasset. Dens middelalderlige kerne er dog stadig tydelig.