Begyndelsen
Der er fundet arkæologiske beviser for, at der allerede var bosættelser i Toulouse i 700-tallet f.Kr. Stedet har været gunstigt, idet floden Garonne netop her haft et vadested, hvor vandet kunne krydses.
Derved lå bosættelsen centralt mellem Atlanterhavet mod vest, Middelhavet mod øst og Pyrenæerne mod syd. Og desuden var her et stort område, der kunne dyrkes.
Bosættelsen lå lidt mod syd i forhold til i dag, og den blev med tiden til en by med navnet Tolosa; et navn der trods mange forskellige erobrende folkeslag er fastholdt og blevet til dagens Toulouse.
De første bosættere menes at være ikke-indoeuropæiske stammer fra det nuværende Aquitaine. Senere kom keltere til i form af folket volcae, der kom til at dominere byens og dens tidlige udvikling. Gallisk blev det dominerende sprog, og Tolosa kom til at blive deres hovedstad. Byen var en af de mægtigste i Gallien, og dens rigdom var kendt viden om.
Den romerske tid
Romerne startede deres erobring af Gallien i 125 f.Kr., og de grundlagde kolonien Narbo Martius, dagens Nar-bonne, i år 118 f.Kr.
Tolosa valgte at alliere sig med romerne, der med aftalen etablerede et fort nord for byen. Det lå tæt på Tolosas handelsruter og samtidig også nær grænsen til det uafhængige Aquitania.
I 109 f.Kr. nåede kimbrerne, hvis vandring var startet i Jylland, til romernes nuvundne provins ved Middelhavskysten; Provincia. De overvandt romerne, og Tolosa gjorde i den forbindelse oprør og dræbte den romerske garnison.
I 106 f.Kr. havde romerne genvundet sin styrke, og de generobrede det tabte land i den nye provins. Tolosa skulle indtages og straffes for deres oprør, og den romerske general Quintus Servilius Caepio indtog byen og dens store rigdomme. Tolosa blev nu en del af den romerske provins med Narbo Martius som hovedstad.
Fra området omkring Tolosa kunne Rom og Cæsar erobre Aquitania mod vest, og med det samlede Gallien under romersk kontrol, var Tolosa ikke længere militært interessant, men den lå handelsmæssigt godt, og det bragte ny udvikling med sig.
Romerne besluttede at flytte byen mod nord til en placering på den østlige bred af Garonne, og der ligger byen fortsat i dag. Dette skete omkring år 0, og en romersk by med rette gader blev etableret. Indbyggerne i Tolosa var tvunget til at flytte, og den gamle Tolosa blev forladt.
Der blev bygget bymure omkring Tolosa på initiativ af kejser Augustus, der ville skabe en stor og stærk by på det sted, hvor den romerske vej, Via Aquitania, krydsede Garonne. Bymure var på den tid ikke normalt for romerske byer, men en særlig tilkendegivelse af en bys vigtighed.
Tolosa blomstrede og blev en af de vigtigste byer i Romerriget og kom til at nyde flere privilegier fra kejserne.
Hærføreren Marcus Antonius Primus var fra Tolosa, og han ledte Vespasians tropper til Rom i år 69, og med Vespasian kom det flaviske dynasti til magten. Vespasians søn blev kejser Domitian, og tildelte Tolosa den fine status af romersk koloni samt tilnavnet Palladia.
I Palladia Tolosa var der efter romersk forbillede blandt andet teater, cirkus, akvædukter, termer, kloakering og forum, så det var en af regionens førende byer, og den lå beskyttet bag bymurene.
I 200-tallet var der invasioner i Gallien, men her var Tolosas position langt fra grænserne givtige, så efter ødelæggel-ser omkring i Gallien, var Tolosa den fjerdestørste by i den vestlige del af det romerske rige; større var kun Rom, Trier og Arles.
Kristendommen kom til Tolosa under den romerske tid i 200-tallet, og den kristne menighed voksede under byens første biskop; Saturninus, der senere blev helgenkåret efter at have lidt martyrdøden i år 250.
Roms nederlag til vestgoterne i år 410 ledte også til afslutning af Tolosas tid under Rom. I 413 erobrede vestgoterne under kong Ataulf byen. Goterne blev dog tvunget til retræte af romerske tropper, men ved en fredsslutning i 418 blev Aquitania og Palladia Tolosa vestgotisk, og de byen som deres hovedstad.
Vestgoternes æra
De vestgotiske konger slog sig ned i Tolosa, og de var med fredsslutningen med Det Vestromerske Rige i 418 Roms allierede.
I begyndelsen af denne æra hjalp vestgoterne Rom med at besejre germanske stammer, der havde invaderet egne af området. Det benyttede de til succesrigt at udvide det vestgotiske kongerige med udgangspunkt i Tolosa.
Vestgoterne ville dog også udvide riget til området ved Middelhavet og dermed indtage den resterende del af den romerske provins Gallia Narbonensis. De angreb fra 436, hvor den romerske general Litorius med hjælp fra de centralasiatiske hunnere vandt og endte med at belejre Tolosa i 439.
Tolosa og Rom indgik dog i 455 en ny fredsaftale med Rom, så de samlet kunne slå en truende hunnerinvasion tilbage. Avitus var sendt fra Rom, og i mellemtiden havde vandaler plyndret Rom, og kejser Petronius Maximus var blevet dræbt.
Den vestgotiske kong Teoderik II udråbte i Tolosa Avitus til ny kejser i juli 455. Avitus blev afsat året efter, og det førte til, at vestgoterne begyndte at kæmpe med romerne, hvis rige svækkedes løbende. I 462 kunne vestgoterne indtage Middelhavskysten og dermed gøre Tolosas rige endnu større.
I 475 brød kong Eurik officielt med Rom, og Tolosas rige var nu selvstændigt og strakte sig med tiden over store dele af Gallien og den iberiske halvø; fra Loiredalen i nord til Gibraltar i syd.
Frankere fra nord og muslimer fra syd
Da det vestgotiske rige var på sit højdepunkt, var Tolosa hovedstad for det største rige, der er styret fra byen. Samtidigt blev frankerne nord for Loire styrket; ikke mindst da de overgik til katolicismen, hvilket styrkede deres større fra den magtfulde kirke.
Frankerne angreb, og vestgoterne led et betydende nederlag i Slaget ved Vouillé i 507. Det var her, frankerne etablerede sig som de franske, mens vestgoterne var fremmede på frankisk jord. I 508 erobrede frankerne Aquitaine og Tolosa, der blev Toulouse og en del af Aquitaine. Tiden som hovedstad var forbi for nogle år.
Efter den frankiske kong Klodevig Is død i 511, blev Frankerriget regeret som et patchwork af lokale konger, der alle kæmpede for at samle riget. Det blev til en tid med anarki og nedgang i Toulouse, der lå i udkanten af riget, men Aquitaines lille interesse blandt kongerne muliggjorde også en ny selvstændighed.
Frankerkongerne havde delegeret magten i Aquitaine til hertuger, der i 680 fusionerede med hertugdømmet Vasconien. Toulouse blev ny hovedstad i det nye og uafhængige hertugdømme Aquitaine.
I starten af 700-tallet trængte muslimer ind fra den iberiske halvø. De erobrede Narbonne i 719 fra vestgoterne, og derefter ville de overvinde Aquitaine. I 721 belejrede de Toulouse i tre måne-der. Byen var tæt på at falde, men som kom hertug Odo af Aquitaine tilbage med den hjælp, han havde draget ud for at finde. I Slaget ved Toulouse den 9. juni 721 vandt Odo en stor sejr, den lagde den arabiske fremmarch mod vest i ruiner.
Odo allierede sig senere med den muslimske leder i Catalonien, Munuza. Da den andalusisk-muslimske leder, Abdul Rahman Al Ghafiqi, vandt over Munuza, drog Abdul Rahman Al Ghafiqi med sin hær vest om Pyrenæerne og besejrede Odos hære omkring Bordeaux. Odo havde intet andet valg end at bede den reelle konge over de tre frankiske riger, Karl Martell, om hjælp.
Karl Martell samlede en hær, der mødte de muslimske arabere ved Poitiers. Den 10. oktober 732 stod Slaget ved Poitiers, der ledte til de kristne frankeres sejr over de muslimske arabere, og Abdul Rahman Al Ghafiqi blev dræbt på slagmarken. Slaget blev vendepunktet for islamisk og arabisk fremmarch i Vesteuropa.
Odo måtte anerkende det frankiske herredømme i området, mens Odos efterfølgere opponerede aktivt mod det. Deres modstand og muslimernes endelige nederlag nord for Pyrenæerne ved Narbonne i 759, drejede Frankerrigets militære interesse mod Aquitaine og Toulouse. Efter otte års krig faldt Aquitaine og Toulouse i 768.
Med Karl den Store som frankisk konge indledtes en politik, hvor nyerobret land blev etableret med lokale magthavere, der var indsat direkte af kongen. Det skulle sikre loyalitet til Frankerriget; en loyalitet der stred mod Aquitaines trang til og søgen efter uafhængighed.
I Toulouse blev der indsat en frankisk greve, og byen oplevede under Karl den Store en solid vækst. Militært blev byen forstærket og blev anvendt som udgangspunkt for angreb på de muslimske arabere syd for Pyrenæerne. Efter Karl den Stores død i 814 var herskerforholdene skiftende, og Aquitaine blev et kongerige.
Frankerrigets nedgang
I slutningen af 800-tallet var Toulouse blevet et grevskab, der formelt var underlagt den franske konge, men som reelt fungerede uafhængigt. I disse århundreder blev Toulouses indflydelsesområde defineret fra Toulouse til floden Rhône i øst, og den betegnelse bestod helt til den franske revolution under navnet Languedoc.
Toulouses tid som en del af Aquitaine var endegyldigt ovre, og 900-tallet bragte kaotiske regeringstilstande til Frankerriget, der oplevede sin storhed under Karl den Store.
Riget blev inddelt utallige selvstyrende enheder, hvor kun et lille område, en enkelt by eller et par landsbyer blev kontrolleret. Det var en situation, der lå langt fra den orden og fokus på kulturel og uddannelsesmæssig udvikling, der havde været i tiden under Rom. Greverne i Toulouse var ingen undtagelse; de havde i 900-tallet kun kontrol over ganske få dele af deres tidligere land.
Med de kaotiske forhold kom fremmede invasioner også igen. De muslimske leder i Cordoba sendte invasionsstyrker mod de kristne riger i nord, og hærene nåede i 920erne Toulouse, uden at byen faldt. I 924 nåede madjarer fra øst Toulouse, hvor de blev besejret af grev Raymond III Pons.
Det var nedgangstider for Frankerriget, men på visser måder stod Toulouse bedre rustet til fremtiden end de nord-franske regioner. Romerrigets love og levevis var i en vis udstrækning fortsat gældende i Toulouse.
Ny styreform og opgangstider
1000-1100-tallene medførte først religiøse brydninger i Toulouse og dernæst en kristen renæssance og betydelig udvikling i byen og omegnen. Nye kirkebyggerier skød op, og teknisk udvikling betød bedre økonomi for landbruget.
Toulouse, der i forhold til mange samti-dige byer, ikke havde ekspanderet kraftigt gennem århundrederne med at flytte bymurene længere og længere ud, anlagde i denne tid også nye kvarterer. Saint-Cyprien på Garonnes vestbred er et eksempel, og den blev forbundet til Toulouse i1181 af en bro over floden. Eksisterende bydele udviklede og bredte sig også kraftigt.
I midten af 1100-tallet ophørte det enevældige styre af grever. Starten til ændringen skete med grev Raymond IVs deltagelse i de kristne korstog, hvilket foranledigede opgør om arvefølgen.
I stedet blev styrets beslutninger lagt over til et byråd af ledende folk; de såkaldte capitouls, som der var otte af. Deres første beslutning er dateret 1152, og de repræsenterede hver sit distrikt i byen.
I 1190 lod byens capitouls, som der nu var 24 af, den første civilpolitiske regeringsbygning opføre; Capitole. Dette skete på trods af franske kongers forsøg på indblanding, og styreformen fortsatte mere eller mindre uændret i de følgende århundreder.
I 1000-tallet dukkede katharismen op i Languedoc, og den kom til at spille en rolle i 1200-tallet. Det var en religiøs bevægelse, der inkluderede både kristne og gnostiske elementer, og den blev fordømt af den katolske kirke.
I 1210erne var katharismen stærk i Toulouse, og en række kristne belejringer skulle knække bevægelsen og samtidig den lokale adel. Simon de Montfort belejrede uden succes byen i 1211, men han vendte tilbage og indtog den i 1216, hvor han udråbte sig selv til greve af Toulouse. I 1217 vendte den legitime greve, Raymond VI, tilbage og genindtog sin by. Simon de Montfort vendte tilbage med en hær året efter og blev dræbt at en sten slynget af byens forsvarere.
Resultatet af belejringerne blev, at Raymond VI anerkendte indbyggernes loyalitet og støtte og derved også endeligt accepterede styret med capitouls i byen.
Den politiske autonomi sluttede til en vis grad i 1200-tallet. Med Parisertraktaten i 1229 mellem Raymond VII af Toulouse og den franske kong Ludvig IX stoppede det albigensiske korstog mod katharismen. Det bragte ro i byen, og et universitet efter parisisk model blev etableret.
Med Raymond VIIs død i 1249 overgik Toulouse til den franske konge, og derved svækkedes byens capitouls politisk. 1200-tallet bragte også mange kristne ordner til Toulouse som fx dominikanerne. Parallelt til dette startede inkvisitionen i byen, og den fortsatte i flere århundreder med Toulouse som hjemsted.
Ny vækst i 1400- og 1500-tallene
Gennem århundrederne oplevede Toulouse skiftevis op- og nedture. Ekspansionen var til stede, men begivenheder som den store brand i 1463 medførte store ødelæggelser i nogle kvarterer, hvor indbyggertallet efterfølgende blev decimeret.
Mangel på mad og et nedslidt gadenet gjorde også 1400-tallet til et århundrede i stagnation, men fremgangen kom med flere indbyggere og en øget produktion. Fx blev planten vajd en succesrig handelsvare, der på fin vis supplerede byens blomstrende tekstilproduktion.
Handelen skabte formuer i Toulouse, hvor købmænd og fabrikanter byggede mange af de fornemme palæer, der også i dag kendetegner byens centrum; fx Pierre d’Assézats pragtfulde residens.
Indtjeningen på vajd varede ikke ved, idet det mere farveægte indigo efterhånden strømmede til Europa fra Indien. Ud over handel var der også kulturel vækst i Toulouse. Side om side med den aktive inkvisition havde byens universitet næsten 10.000 studerende i midten af 1500-tallet, og det smittede intellektuelt af på bylivet.
Modstrømningen var den katolske kirkes forfølgelse af folk, der tog Martin Luthers protestantiske tanker til sig. Det startede på universitetet i 1532, og samme år blev Jean de Caturce brændt i byen og overgik derved til en status som en af de første protestantiske martyrer i Frankrig.
I 1540erne og 1550erne tog opgøret mellem den katolske kirke og den reformerte kirke fart. Velstillede borgere og dele af adelen tog de protestantiske tanker til sig, og derved var det en trussel mod det etablerede system, der blev styret af den katolske kirke.
Politisk var der også spændinger i byen med en århundredlang tradition for et system baseret på lokale capitouls stod overfor det franske parlamentssystem, der i Toulouse var blevet indført i 1420.
I 1562 udløstes spændingerne i Toulouseoprøret mellem medlemmer af den katolske kirke og medlemmer af den reformerte kirke. Op mod 5.000 borgere døde under oprøret, der blev et forvarsel om forestående religionskrige i Frankrig.
Henrik IV blev fransk konge i 1589, og med hans baggrund som protestant og senere katolik skabte hans komme politisk og religiøs ro i Toulouse. Byens parlament anerkendte kongens overhøjhed, og de godkendte Henrik IVs Nantes-edikt fra 1598, som gav landets reformerte store frihedsgrader i det katolsk dominerede Frankrig. Parlamentets rolle og den nye politiske status fratog capitouls yderligere indflydelse.
1600-tallet og den sorte død
I 1600-tallet rasede pesten over regionen, og Toulouse blev ramt af epidemier i 1629 og 1652. Et sjældent samarbejde mellem parlamentet og capitouls så dagens lys, for alle måtte hjælpe hinanden i situationen.
De velstillede og mange af kirkens folk havde forladt Toulouse og derved den største smitterisiko. Læger blev tvunget til at blive, og mangel på mad fik ca-pitouls til også at forlange, at bagere og slagtere skulle blive i byen og levere mad.
Byens hospitaler tog imod de smittede, og for mange var nærheden til et hospital en større tryghed end at tage på landet. Fattigdommen hærgede også i pestens kølvand, og på et tidspunkt blev de velstillede gjort ansvarlige for de fattige.
Tusindvis døde, og Toulouse var rystet med ødelagte strukturer efter den anden epidemis endeligt i 1654. På trods af dette var den kostbare bro, Pont-Neuf, dog færdiggjort i 1632.
Slutningen af 1600-tallet bød også på et stort nyanlæg. I 1681 blev Canal du Midi indviet, og kanalen betød, at vandvejen mellem Atlanterhavet og Middelhavet blev hurtigere og nemmere. Toulouses placering ved den vestlige starten af kanalen betød nye handelsmuligheder fremover.
Byudvikling i 1700-tallet
Ny byplanlægning og ny rigdom skabte megen aktivitet i Toulouse gennem 1700-tallet. Blandt de store offentlige anlæg fra tiden er gadenettet, Canal de Brienne og parkerne omkring Grand Rond og den statelige facade på Capitole.
Capitole blev også genstand for en ændret politisk opbygning. Religiøst var Nantes-ediktet blevet definitivt blevet tilbagekaldt af kong Ludvig XIV i 1685, og derved var den religiøse intolerance steget.
Spændingerne steg i Toulouse, da købmanden Jean Calas blev dømt til døden af byens parlament den 9. marts 1762. Calas var protestant og bedyrede sin uskyld, men blev henrettet dagen efter dommen. Jean Calas var derved blevet offer for en subjektiv rettergang grundet hans protestantiske tro, og tre år senere blev han posthumt fundet ikke-skyldig i anklagerne.
Befolkning støttede parlamentet for ikke at opnå for stor indflydelse fra kongemagten, og valget af de nu otte capitouls blev overladt til parlamentet, der derved kontrollerede det politiske system yderligere.
Den franske revolution
Som i andre dele af Frankrig fik den franske revolution stor betydning for den sociale og politiske situation i Toulouse. Efter begivenhederne den 14. juli 1789 medførte et regimeskifte, hvor Toulouses parlamentsmedlemmer og capitouls gik på gaden den 25. september i kampen for at fastholde deres magt. Befolkningens loyalitet overfor det gamle styre var dog meget lille, og den regionale indflydelse, der førhen var sikret gennem parlamentet, blev nu minimeret gennem etableringen af området som departementet Haute-Garonne.
Systemet mod capitouls blev opløst den 14. december 1789, og i stedet blev der indført borgmesterstyre. Joseph de Rigaud blev valgt som første borgmester den 28. februar 1790.
Napoleonstiden i Toulouse
Tidens første slag ved Toulouse foregik i 1799, hvor den befæstede by forsvarede sig succesrigt mod et angreb fra britiske og spanske royalistiske hære. Et andet og større slag skulle dog finde sted i slutningen af Napoleonstiden.
Med Napoleon som ny fransk leder og senere kejser blev det regionale selvstyre i Toulouse delvist genindført, og kejseren selv kom til byen i 1808.
I 1814 udspillede Slaget ved Toulouse sig som et af de sidste under Napoleonskrigene. Det startede den 10. april og dermed efter Napoleons overgivelse af Det Franske Imperium til Den Sjette Koalition.
En britisk og to spanske divisioner angreb Toulouse, der blev forsvaret under ledelse af Nicolas Jean-de-Dieu Soult. De franske tab var mindre end angribernes, og de britisk-spanske styrker havde ikke held med at vinde slaget. Det lykkedes endda at holde byen en ekstra dag, hvor Soult kunne undslippe byen med hele sin hær i behold.
Den 12. april kunne den britisk-spanske styrke indtage byen uden Soults modstand, og en delegation fra byen overgav Toulouse til erobrerne. Med Napoleons abdicering indgik Soult våbenhvile den 17.april.
1800-tallets Toulouse
Den industrielle revolution i Toulouse skete gradvist gennem 1800-tallet og havde ikke samme vækst som i mange andre franske byer. Tekstilfabrikker lå allerede i byen, der også producerede tobak og noget militært isenkram.
Midten af 1800-tallets ekspansive byplanlægning og jernbanens komme i 1856 blev det vendepunkt, der ændrede Toulouse fra en by med middelalderpræg til en moderne 1800-talsby.
Jernbanen bandt Toulouse sammen med både Atlanterhavs- og Middelhavsbyerne på samme måde, som Canal du Midi havde gjort det siden 1600-tallet.
Byplanmæssigt blev store veje gennemført, så byen effektivt kunne brede sig med nye kvarterer uden for middelalderkvartererne.
I 1875 blev fremskridtet midlertidigt stoppet, da store regnfald og smeltevand fra Pyrenæerne førte til en oversvømmelse i byen, Garonne gik 6,20 meter over sine bredder, og af forbindelser over floden, stod kun Pont-Neuf tilbage.
1900-tallet til i dag
Gennem 1900-tallet voksede Toulouses indbyggertal kraftigt; blandt andet med 25.000 spaniere, der har påvirket byens kulturelle liv siden da.
Industrien voksede også betydeligt, og det styrkedes blot, da Toulouse i 1963 blev en af otte franske byer og byområder, der skulle drive en regional udvikling som modpol til hypercentralisering i Paris.
Højteknologien kom også til Toulouse og mest synlig på verdensplan blev placeringen af Ariane-rumprogrammet og Airbus’ hovedsæde i byen. Kulturelt blomstrer Toulouse også, og siden 1993 har metroen rullet her.
