Se på kortet
Place nationale, Place nationale, Montauban, Frankrig
Læs om byen
Montauban er en by, der ligger ved sammenløbet af floderne Tarn og Tescou. Montauban har omkring 60.000 indbyggere, og den er hovedby i departementet Tarn-et-Garonne. Byen blev grundlagt i 1144, da grev Alphonse Jourdain af Toulouse gav den udstrakte rettigheder. Gennem de første århundreder var der mange forskellige herskere i Montauban, hvis fæstninger kardinal Richelieus tropper fik ødelagt i 1629. Under 2. Verdenskrig blev byen kendt som stedet, hvor Leonardo da Vincis Mona Lisa blev opbevaret en periode.
Selve bykernen i Montauban er seværdig og stemningsfuld at gå en tur i. Man kan fx starte på den elegante plads, Place Nationale, der ligger i byens centrum. Rundt om pladsen er der ensartede rødstensbygninger med arkader. Herfra kan man gå til det moderne byrum ved Esplanade des Fontaines eller gennem den gamle bydel til Cathédrale Notre-Dame de l'Assomption, der er Montaubans domkirke, og som blev opført fra 1692.
Det er også oplagt at gå en tur i Montaubans parker og andre rekreative områder. Den botaniske have, Jardin des Plantes, ligger tæt på byens katedral, og herfra kan man gå videre til floden Tarn, der bugter sig vest for Montaubans centrum. Som indgang til den gamle bydel ligger 1300-talsbroen Pont Vieux, hvorfra man får et fint kig til Montaubans profil. Broen stod færdig i 1335 med en længde på 205 meter og en højde på 23 meter.
Ved den østlige ende af Pont Vieux står den tidligere residens for Toulouses grever og Montaubans biskopper. Stedet er i dag indrettet som museet Musée Ingres (19 Rue de l’Hôtel de Ville). Museumsbygningen stammer hovedsageligt fra 1600-tallet, men nogle dele går længere tilbage. På museet kan man se en række værker af Jean Auguste Dominique Ingres og Antoine Bourdelle, der begge kom fra Montauban.