Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Béziers er en smuk sydfransk by, hvis gamle centrum ligger højt over Orb-floden og Canal du Midi med kun cirka ti kilometer til Middelhavet. Béziers blev grundlagt i 575 f.Kr., og den er derfor en af Frankrigs ældste byer. Senere blev Béziers en romersk by med navnet Colonia Julia Baeterrae Septimanorum, og i den blev der blandt andet opført et amfiteater. Coloniaen eksporterede også vin til hovedstaden Rom.

Gennem 900-1100-tallene var Béziers sæde for vicegrevskabet af samme navn, og byens vicegrever regerede et stort område omkring byen. I begyndelsen af 1200-tallet udspillede massakren i Béziers sig. Det var en militær operation, der fandt sted under de albigensiske korstog, og massakren var et blodbad, der refererer til massemordet begået for at ødelægge katharerne. Béziers blev besejret i juli 1209 af en korstogshær ledet af Arnaud Amaury.

På trods af nederlaget i 1209 blev Béziers genbefolket, og byen udviklede sig gennem de mange følgende århundreder i relativ fred. Gennem 1700-tallet var byen igen blevet en betydelig vinproducent, og handelen i Béziers blomstrede. I nyere tid er byen blevet en vigtig by i departementet Hérault, og hvert år er den værtsby for den berømte Feria de Béziers.

I den historiske by er der mange seværdigheder, herunder det næsten 2.000 år gamle amfiteater, Arènes de Béziers (Rue du Moulin à Huile), der blev opført til at rumme flere end 13.000 tilskuerpladser. I dag er der ikke meget bevaret af teatret, der ligger som et lille grønt område mellem nogle af byens boliger. Ud over den gamle arena er Béziers også kendt for sin moderne arena, der blev opført i 1897 som tyrefægterarena. Det er denne arena, der danner ramme om Feria de Béziers.

Ved en tur til byen bør man også blot gå på opdagelse langs floden og i det gamle centrums smalle gader og stræder. Her venter mange betagende oplevelser og en fin atmosfære. Man kan fx se Béziers’ rådhus, Hôtel de Ville (Place Gabriel Péri), der blev opført i 1729 af arkitekten Rollin, der var fra den nærliggende by Montpellier. Der er også flere kirker som fx domkirken Cathédrale Saint-Nazaire, der blev bygget gennem 1100-1400-tallene, og man kan også se et andet af byens vartegn, som er den gamle bro over floden Orb, Pont Vieux (Avenue du Pont Viuex), som blev opført i 1134.

Lidt syd for broen udgår det store bygningsværk Canal du Midi fra floden, og det er en god lejlighed til at se nærmere på en lille del af kanalen, der er 240 km lang, og som sammen med øvrige vandveje skulle binde Atlanterhavet og Middelhavet sammen. Man kan se noget af ingeniørarbejdet ved Fonsérannes Sluser/Écluses de Fonsérannes, der består af otte slusekamre med en samlet højdeforskel på 21,5 meter over en længde på 300 meter. Og i Béziers kan man også se Pont-canal de l'Orb, der er en akvædukt, hvor Canal du Midi krydser Orb.

Ture fra byen

    Narbonne, Frankrig

    Narbonne

    Narbonne er en sydfransk by, der ligger ved bredderne af vandvejen Canal de la Robine. Byen blev etableret af den romerske republik i år 118 f.Kr. med navnet Colonia Narbo Martius. Den blev hovedby i provinsen Gallia Transalpina, og Colonia Narbo Martius lå ved Via Domitia, der var den første romerske vej i Gallien. Datidens Narbonne lå strategisk godt og var politisk en rival til Massilia. Julius Cæsar tog initiativer til at etablere en havn, og det styrkede byens vækst og position, og der kan have været op mod 100.000 indbyggere i den romerske by.

    Det romerske styre i Narbonne sluttede i 462, og de følgende århundreder skiftede byen ledere flere gange, hvor visigoterne ikke mindst satte deres præg på byen og området. I 700-tallet blev mange jøder fra Bagdad inviteret til Narbonne, der udviklede sig til et jødisk center i denne del af Europa. Fra 1200-tallet startede nedgangstider i Narbonne, der hang sammen med, at floden Aude ændrede løb, og derved blev transporter til Narbonne tidligere så blomstrende havn besværliggjort. Det lukrerede andre havne på, og handel og transport gik nedad i Narbonne.

    Læs mere om Narbonne

     

    Carcassonne, Frankrig

    Carcassonne

    Carcassonne er en af de mest spændende og berømte byer i det sydfranske område. I dag er Carcassonne administrationsby i departementet Aude, men området har været bosat gennem årtusinder. Den nuværende fæstningsby går tilbage til den keltiske bosættelse Carsac, som fra 500-tallet f.Kr. lå få kilometer fra dagens franske by.

    Gallere kom til byen omkring år 300 f.Kr., og senere blev den strategisk vigtige by en del af Romerriget. Romerne befæstede bakketoppen, og byen fik status af colonia. De ældste dele af de bevarede mure stammer fra denne gallisk-romerske periode. Senere kom vestgotere, saracenere og frankere til, og de styrkede alle byens forsvarsanlæg. Resten er historie, der gjorde Carcarssonne til en sydfransk by med en middelalderkerne bag særdeles velbevarede og imponerende mure.

    Den største og mest kendte seværdighed i Carcassonne er Cité de Carcassonne, der er byens middelfæstning, som blev restaureret i midten af 1800-tallet under ledelse af Eugène Viollet-le-Duc. Fæstningen blev optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv i 1997, og den er et imponerende bygningsværk, som man kan se fra lang afstand, før man når byen.

    Læs mere om Carcassonne

     

    Porte du Peyrou, Montpellier

    Montpellier

    Montpellier er en af Sydfrankrigs smukke byer med dens mange hyggelige kirker, bygninger, gader og pladser med caféer, hvor serveringen er i top, og hvor der er mange og meget varierede ting at se på i områdets milde Middelhavsklima.

    Byens lange og spændende historie har givet den en række interessante bygningsværker og monumenter, der i behagelige gåafstande ligger spredt i og uden for hjertet af den stemningsfulde gamle bydel. Flere steder er de ældste kvarterer som en labyrint, man blot skal gå på opdagelse i.

    Place de la Comédie er hjertet af det moderne og levende Montpellier. Her mødes indbyggere, sporvogne, kultur og shopping, og herfra er der nem adgang til blandt andet Place Royale du Peyrou, Montpelliers katedral, byens to bevarede middelaldertårne fra befæstningernes tid og kunstmuseet Musée Fabre, hvor mange store mestres værker kan opleves.

    Læs mere om Montpellier

Tilmeld dig vores nyhedsbrev