Site logo
    0

    Marseille rejseguide

    Vieux-Port • Cathédrale de la Major • Le Corbusier

    Se på kortet
    Læs om byen

    Den sydfranske storby Marseilles historie og seværdigheder er koncentreret omkring byens gamle havn, der var et naturligt sted for græske kolonister, som anlagde deres første by i området netop her. Det var omkring år 600 f.Kr., og siden da har flere andre middelhavskulturer sat præg på byen. Den historie kan blandt andet opleves på museet MuCEM, der er etableret tæt på nogle af de store fæstningsværker ved havneindløbet.

    Fort Saint-Jean og Fort Saint-Nicolas ligger overfor hinanden som et symbol på den franske kongemagt, der etablerede anlæggene for at kunne kontrollere den rebelske by, der siden hen har lagt navn til den franske nationalsang; La Marseillaise.

    Marseille er også en by med spændende og smuk arkitektur. Byens domkirke fra 1800-tallet står smukt i nybyzantinsk inspiration ved siden af den gamle kirke, der blev opført 800 år tidligere i romansk stil. I nyere tid har den schweiziske arkitekt Le Courbusier sat sit præg på en af forstæderne til Marseille med sit design af La Cité Radieuse, der med nytænkning satte nye standarder for boliger.

    Marseille er også et godt sted for udflugter, der fx kan gå til øen Château d’If, som Alexandre Dumas’ Greven af Monte Cristo har gjort berømt. Byens fine sandstrande og byer som Toulon, Aix-en-Provence og Nîmes er også gode valg.

    Topseværdigheder

      Vieux Port, Marseille

      Den Gamle Havn
      Vieux-Port

      Den Gamle Havn i Marseille er en naturhavn, der har været anvendt siden antikken, og den er fortsat byens centrum for aktiviteter inklusive hovedgaden La Canebière, der udgår herfra mod øst gennem byens centrale kvarterer.

      Havnens historie går tilbage til omkring år 600 f.Kr., hvor græske kolonister fra Fokaia etablerede sig i det kuperede terræn ved vandet. Gennem århundredene udviklede de maritime aktiviteter sig omkring havnen, der gennem 1400-1600-tallene blev udbygget med større kajer og skibsværfter for blandt galeoner.

      Der blev også etableret fæstningsværker omkring havnen for dels at forsvare byen og indsejlingen og dels at sikre byen mod revolutionære; fortene Saint Jean og Saint Nicolas har fx ligget overfor hinanden siden 1660ernes tid under kong Ludvig XIV, der netop ønskede en sikker kontrol med Marseille.

      I dag benyttes Vieux-Port som marina og som centrum for rekreation, aktiviteter, spisesteder og anden rekreation; fx sejlture til blandt andet Château d’If. Trafikhavnen er løbende blevet udbygget i først bydelen Joliette og siden langs kysten mod nordvest, hvor også Marseilles travle krydstogthavn ligger.

       

      Museet for Europas og Middelhavets Civilisationer
      Musée des Civilisations de l'Europe et de la Méditerranée

      Dette museum, der også blot kendes som MuCEM, er et fransk nationalmuseum, der åbnede i 2013 som et af initiativer i året, hvor Marseille var europæisk kulturby. Museets tema og fokus er de forskellige kulturer i Europa og middelhavsregionen samt den måde, de har krydsfertiliseret hinanden på gennem tiden. Historien om folk, religion og kultur formidles både gennem institutionens permanente og skiftende udstillinger.

      Museumsbygningen blev designet af arkitekten Rudy Ricciotti. Den blev opført på opfyldt land ved siden af 1600-talsfæstningen Fort Saint-Jean, som nu indgår som en sammenhængende del af det kompleks, der blev anlagt i forbindelse med museets etablering.

      Området foran museet er udlagt som en stor og åben plads direkte til Middelhavet, og herfra er der et fornemt kig og nem adgang til Marseilles domkirke; Cathédrale de la Major.

       

      Cathedrale de la Major, Marseille

      La Major Katedral
      Cathédrale de la Major

      Cathédrale de la Major er Marseilles romersk-katolske domkirke, som desuden er designeret som fransk nationalmonument. Kirken har haft status af basilica minor siden 1896, og den har været ærkebispesæde siden 1948.

      Den store og smukke kirke med byzantinsk inspiration blev opført i årene 1852-1896. Designet blev skabt af arkitekterne Henri-Jacques Espérandieu og Léon Vaudoyer, og deres imponerende værk måler 140 meter i længden og 60 meter i højden.

      Indvendigt i kirken kan man se en storladen og himmelstræbende arkitektur, der bærer fine udsmykninger. Byzantinske kupler og buer og farvespillet med stenene i byggeriet er det, der dominerer indtrykket. Man kan også se det store nyromanske ciborium ved højaltret.

      Dette sted og område har siden den tidlige kristne tid været sæde for Marseilles katedraler, og forgængeren til Cathédrale de la Major ses umiddelbart ved siden af den nuværende domkirke. Her ligger kirken Église de la Veille Major.

       

      Vor Frue de la Garde
      Notre-Dame de la Garde

      Kirken Notre-Dame de la Garde er smukt beliggende på toppen af Marseille og et af byens vartegn. Det er en katolsk basilika, der blev opført på det med 149 meter højeste punkt i byen og på toppen af fundamenter fra et nu historisk fort.

      Fortet var blevet anlagt i 1500-tallet til at modstå en belejring i 1536 af kejser Karl Vs tropper. Før dette var der allerede i 1214-1218 blevet etableret et kapel på højdedraget, der blev kaldt La Garde. Det var en præst, der fik godkendelse af det nærliggende abbedi til at grundlægge kapellet og dyrke den omkringliggende jord med blandt andet vindruer. Det var under et besøg i 1516 af Frans I af Frankrig, at kongen fik øjnene op for, at Marseille var dårligt forsvaret. Det fik ham til at anlægge fortet på La Garde, som fungerede sammen med kirken, og et ud for Marseille; Château d’If.

      I midten af 1800-tallet var kirken blevet for lille i forhold til dens popularitet, og de forskellige militærbygninger fra fortet var blevet overflødige. En nybygning blev godkendt fremfor en først foreslået udbygning. Herefter blev grundstenen til de nuværende Notre-Dame de la Garde lagt 11. september 1853 af Marseilles biskop, og kirken stod færdig året efter.

      Arkitekten var Henri-Jacques Espérandieu, og han har skabt en smuk kirke, der udefra er domineret af det stribede murværk, der strækker sig op ad det 41 meter høje tårn. På toppen heraf står en statue af Jomfru Maria. I kirken er et primært øvre kirkerum og en kyprt derunder. Man kan se forskellige smukke kunstværker, og fra pladsen uden for kirken er der en fornem over Marsaille og Middelhavet.

      Som kuriosum kan nævnes, at der i 1892 blev åbnet en hydraulisk kabelbane fra byen til et sted tæt på Notre-Dame de la Garde. På trods af at være velbesøgt i starten, kunne den ikke overleve bilismens udbredelse i længden, og den lukkede i 1967.

       

      Abbaye Saint Victor, Marseille

      Sankt Viktor Abbedi
      Abbaye Saint-Victor

      Abbaye Saint-Victor er et tidligere kloster med tilhørende kirke, der er opkaldt efter den kristne martyr, Viktor af Marseille. Viktor var en romersk officer, der grundet sin tro blev stillet for kejseren og efterfølgende mishandlet og dræbt omkring år 290.

      Ifølge historien var det Johannes Cassianus, der i begyndelsen af 400-tallet grundlagde to klostre dedikeret Sankt Viktor. Den ene af dem var det, der var forløberen til dagens Abbaye Saint-Victor. Abbediet menes bygningsmæssigt at stamme fra slutningen af 400-tallet og derved efter Cassianus’ tid.

      Begge Cassianus’ klostre blev ødelagt af syriske saracener i 700-tallet eller 800-tallet. Nonneklostret blev ikke genoprettet, mens der gik til 977, før munkeklostret åbnede på ny. Allerede i midten af 1000-tallet blev der udbygget kraftigt i abbediet; mest markant fra denne tid er de borglignende tårne, der i dag danner indgangen til komplekset.

      Gennem middelalderen var klostret økonomisk velfunderet, og det havde både besiddelser og kontakter i og med Syrien, Spanien og Sardinien. Politisk var klostret også magtfuldt, og i 1362 blev Guillaume Grimoard herfra udnævnt til pave Urban V. Han lod herefter klostret og dets kirke kraftigt udbygge. Han tildelte nye jorder til klostret, og han indviede højaltret ved et besøg i kirken i 1365.

      Tiden under pave Urban V var abbediets storhedstid, og herefter kom nedgangstider. En af abbediets skatte var dets biblitotek, og dette menes spredt og derved ødelagt i sidste halvdel af 1500-tallet. Derouten fortsatte, og i 1739 opløste pave Clement XII stedet.

      I 1794 blev abbediet plyndret. Relikvier blev brændt og ædle metaller smeltet om. Bygningerne blev indrettet som magasin, fængsel og kaserne, og efterhånden var det kun selve klosterkirken, der var bevaret. I 1800-tallet blev kirken genindviet til religiøse formål, og pave Pius XI gjorde den til basilica minor i 1934. Således er det en aktiv kirke med en lang og interessant historie, man i dag kan besøge, og kirkerummet emmer af gammel tid og en tilhørende andægtighed.

      Pladsen foran Abbaye Saint-Victor er i øvrigt et af de gode steder i byen at nyde en fin udsigt over den gamle havn, Vieux Port, og til nogle af de smukke bygningsværker på den modsatte side af havnen.

       

      La Cité Radieuse

      La Cité Radieuse er en beboelsesebygning, der blev skelsættende i stil, filosofi og indretning. Den blev opført i Marseilles forstæder i årene 1947-1952 efter arkitekten Le Corbusiers designprincipper, der benævner en sådan bygning som en beboelsesenhed/unité d’habitation.

      La Cité Radieuse blev opført i rå beton, og bygningen kom til at give inspiration til dels den følgende brutalisme og dels mange boligblokke, der dog ofte manglede denne bygnings grandiose proportioner og samtænkte indretning. Bag murene er der i samme enhed både boliger, forretning, restaurant, rekreation og store gennemgående gange til de toetagers lejligheder, der i alt er 337 af på de 12 etager. Hele blokken står på massive piller, der dels giver luft og dels mulighed for parkering. På taget blev det anlagt løbebane, børnebassin og andet, der derved udnyttede hele bygningen.

      Le Corbusier kom til at bygge fire øvrige af disse enheder i Berlin, Briey, Firminy og Nantes. Andre af hans bygningsværker ses rundt omkring med opførelsen af indiske Chandigarh som det største projekt. Nytænkningen i La Cité Radieuse kom ikke mindst fra et studie af Narkomfin-bygningen/Дом Наркомфина i Moskva. Denne bygning er en avantgardistisk boligblok, der blev bygget i årene 1928-1932.

      I dag står Le Corbusiers værk i La Cité Radieuse som et markant arkitektonisk indslag i byen. Det var givet inspiration til mange byggerier med sin nytænkning af indretning, og man kan få en prøve på det på Hotel Le Corbusier, der er indrettet i den spændende bygning.

       

      Flere seværdigheder og mere info

      Køb pdf-bogen om Marseille her.

    Rejseekspert
    Author avatar
    Stig
    Andre seværdigheder

      Fort Saint Jean, Marseille

      Sankt Johannes Fort
      Fort Saint-Jean

      Fort Saint-Jean er et fæstningsværk ved indsejlingen til Marseilles gamle havn med en beliggenhed overfor fortet Fort Saint-Nicolas. Det blev anlagt under kong Ludvig XIV i 1660, og navnet kommer fra den tidligere bygning på stedet, der tilhørte en ridderorden under Sankt Johannes.

      Fortet blev anlagt sammen med andre fæstningsværker i byen for at sikre kongens magt med eventuelle oprør. Det lykkedes indtil 1790, hvor revolutionære erobrede fortet og halshuggede dets kommandør, som ikke ville overgive sig. I kølvandet på den franske revolution blev Fort Saint-Jean anvendt som fængsel, hvor en af fangerne var Louis Philippe II, der var hertug af Orléans.

      I 1800-1900-tallene blev fortet benyttet som kaserne af militæret, og det virkede som trænings- og afrejsested for de soldater, der skulle til Nordafrika med fremmedlegionen.

      Under 2. Verdenskrig var Fort Saint-Jean besat af tyske tropper fra november 1942 til befrielsen af Marseille i august 1944. Under kampene blev en del af fortet ødelagt af en eksplosion; disse skader blev udbredret ved en restaurering 1967-1971. I dag er stedet til dels bygget sammen med museet Musée des Civilisations de l'Europe et de la Méditerranée (MuCEM).

       

      La Canebière

      La Canebière er Marseilles hovedgade, der går gennem byens gamle kvarter ved havnen Vieux-Port. Dens navn kommer fra det latinske ord for cannabis, hvilket skyldes, at jorden i området historisk set blev anvendt til dyrkning af hamp til produktion af reb og kurve. Gennem mange århundreder var Marseille verdens førende sted for handel med disse produkter.

      Gaden La Canebière blev anlagt i 1666 under kong Ludvig XIV, og den var en del af kongens udvidelse og modernisering af den sydfranske by. Det var med nedrivningen af værftet Grand Arsenal, at La Canebière blev ført gennem til selve havnen.

      I årtierne omkring år 1900 oplevede gaden et boom med cafeer, butikker, luksushoteller og i det hele taget mange aktiviteter for de førende borgere i byen. Senere i 1900-tallet forfaldt kvarteret omkring La Canebière, men i de senere år er der igen blevet investeret i et aktivt gadeliv, og Marseilles moderne sporvogne ruller nu her på en af byens linjer.

      Tirsdag den 9. oktober 1934 indtraf en begivenhed, der for altid indskriver La Canebière i historiebøgerne. På denne dag ankom den jugoslaviske kong Alexander I til Marseille som starten på et officielt statsbesøg. Kongen ville aldrig have offentlige hverv på tirsdage, idet tre familiemedlemmer tidligere var blevet dræbt på tirsdag, men i Marseille var han tvunget til en offentlig optræden.

      Kongen kørte i bil gennem La Canebière med den franske udenrigsminister, Louis Barthou, da bulgarske Vlado Černozemski sprang frem og skød Alexander I. Kongen døde i bilen, og Louis Barthou blev så hårdt såret, at han senere døde grundet manglende nødvendig lægejælp. Attentatet foregik overfor bygningen Palais de La Bourse.

       

      City Museum, Marseille

      Marseille Bymuseum
      Musée d'Histoire de Marseille

      Dette er et museum for lokal historie og arkæologi. Museet åbnede i 1983 i forbindelse med tidligere udgravninger på stedet, hvor nye fund fra Marseilles historie blev opdaget. Man kan opleve effekter og fortællinger fra forskellige perioder i historie med flere højdepunkter; blandt andet dele af en båd fra 100-tallet og den store nye byplanlægning med kong Ludvig XIV i 1600-tallet.

      Området udenfor museet er også spændende, idet man her kan se udgravningen af en del af det gamle Marseille. Det er i haven Jardin des Vestiges, hvor rester fra Marseilles antikke romerske havn nu er udgravet. På den tid var havnefronten ikke rettet ud, som den kendes i dag, og området ved Jardin des Vestiges udgjorde den inderste del af den store naturhavn.

       

      Vieille Charité, Marseille

      Det Gamle Fattighus
      La Vieille Charité

      Fattighuset La Vieille Charité er et af Marseilles fine bygningskomplekser fra baroktiden. Det blev tegnet af Pierre Puget og opført mellem 1671 og 1749 som fattighus i bydelen Panier.

      Tanken om et fattighus blev undfanget i 1622, men der gik til 1640, før et jordstykke blev erhvervet til formålet. Samme år blev grundstenen officielt nedlagt, men der gik godt 30 år, før komplekset skød op. Den centrale og karakteristiske kirke i midten af anlægget blev dog færdig i 1704. I et rektangel rundt om kirken er det bygget treetagers huse med buegange mod den indre gård.

      Stedet virkede som asyl for fattige, vagabonder og andre på samfundets bund. Fra 1800-tallet til 1922 var stedet indrettet som kaserne for den franske fremmedlegion, og senere blev stedet brugt til genhusning af familier, hvis huse var blevet ødelagt ved saneringer eller ved bomber under 2. Verdenskrig.

      La Vieille Charité var i stort forfald, da man i 1968 besluttede at redde det. En storstilet restaurering fandt sted mellem 1970 og 1986; herunder blev den smukke runde kirke også bragt tilbage til den oprindelige tilstand. I dag ligger flere offentlige institutioner og museer i bygningerne.

       

      Palais Longchamp, Marseille

      Longchamp Palæ
      Palais Longchamp

      Palais Longchamp er en af Marseilles store og imposante bygningsværker. Den paladsagtige bygning blev opført i anledning af åbningen af kanalen Canal de Marseille, der bragte vand fra floden Durance til den franske storby. Grundstenen blev lagt i 1839, og byggeriet blev afsluttet i og åbnet i 1869.

      Arkitekt på værket var Henri-Jacques Espèrandieu, der designede palæet som et sammenhængende kompleks af flere bygningsdele. Centralt ligger Vandslottet/Château d’Eau, der er forbundet med de to fløjbygninger ved fine kolonnader.

      Der ligger to museer i Palais Longchamp. I østfløjen kan man se Museet for Skønne Kunster/Musée des Beaux-Arts og Naturhistorisk Museum/Musée d’Histoire Naturelle. Her kan man skifte bekendtskab med henholdsvis kunst fra 1500-1800-tallene fra fx Peter Paul Rubens og række franske malere og naturhistorie fra Frankrig og verden, anatomi med mere.

      Rundt om palæet ligger den smukke park, Parc Longchamp. Den blev åbnet i 1869 som selve palæbygningen, og den er kendt for sit store og smukke springvand foran Palais Longchamp. Som en del af springvandsskulpturerne ses statuer af fire tyre og tre kvinder; sidstnævnte repræsenterer henholdsvis floden Durance, druer og hvede som tegn på kanalen og frugtbarhed. Bag denne gruppe er en kunstig grotte i nederste del af palæets Château d’Eau. På den modsatte side af bygningerne ligger en klassisk fransk have, der også er en spadseretur værd.

       

      Flere seværdigheder og mere info

      Køb pdf-bogen om Marseille her.

    Ture fra byen

      Château d'If, Marseille

      Château d’If

      Château d’If er en borg, der er bygget på øen If, som er den mindste af de fire Frioul-øer, der ligger ud for Marseille. Ifs areal er på cirka tre hektarer, og den blev verdensberømt som en af lokationerne i Alexandre Dumas’ eventyrroman Greven af Monte Cristo fra 1844.

      If ligger godt tre kilometer vest for Marseilles gamle havn, og den udgør derved en strategisk god position for byens forsvar for vandsiden, og netop derfor blev borgen Château d’If anlagt på det svært tilgængelige sted.

      Selve ”slottet” Château d’If er en firkantet bygning med tre solide og befæstede tårne med skydeskår. Det blev opført 1524-1531 efter kong Frans Is ordre. Det var Frans I, der under et besøg i 1516 bemærkede øens gode position og styrkede dermed byens forsvar. Det var et bygningsværk, der var kontroversielt, idet Marseille lovfæstet havde ret til at opbygge sit eget forsvar efter indlemmelsen i Frankrig i 1481. Søfortet blev derfor også set som et led i centralmagtens kontrol med det sydfranske.

      Omkring borgbygningen ligger en række bastioner og befæstninger på nærmest hele øens areal. Borgen kom aldrig til at slå angreb tilbage, men beliggenheden gjorde, at øen og borgen med tiden blev indrettet som et fængsel, der blev anset som flugtsikkert. Deportationen af mange religiøse og politiske fanger gjorde hurtigt Château d’If til et af de mest berygtede af Frankrigs fængsler.

      Den eneste, der menes at været flygtet fra fængslet på Château d’If, er Edmond Dantès, der er hovedpersonen i Alexandre Dumas’ roman. Efter 14 års fangenskab lykkedes det ham, og både bedriften og romanen har gjort, at mange turister drager hertil og blandt andet kan opleve en celle, der er opkaldt efter Dantès. Man kommer hertil med både fra Marseilles gamle havn. Det har været muligt siden 1890, hvor borgen blev demilitariseret, og hvor fængslet ikke længere var aktivt.

       

      Aix-en-Provence

      Aix-en-Provence er en by i det sydlige Frankrig, som emmer af provencalsk stemning. I de små gader falbyder den ene maleriske scene sig efter den anden. Gamle palæer og kirker, skyggen under de mange platantræer, hyggelige pladser og alle byens fontæner er blot nogle af de ting, man hurtigt lader sig imponere af. Aix-en-Provence er også kendt som maleren Paul Cázannes hjemby, og i mange gader i centrum kan man se nogle metalplader i fortovet, som alle er mærket med et stort "C". De viser vejen gennem byen, som Cézanne med hans værker kunne have gået.

      Gaden Le Cours Mirabeau er Aix-en-Provences pragtgade. Den blev anlagt i 1649, og man kan gå ad den i platantræernes skygge. Bygningerne langs Le Cours Mirabeau stammer hovedsageligt fra 1600-1700-tallene, og man kan bl.a. se palæerne Hôtel de Villars fra 1710, Hôtel Isoard de Vauvenargues fra 1710, Hôtel d'Arbaud-Jouques fra 1730 og Hôtel Forbin fra 1656. På gadens midte er der tre fontæner. Fra pladsen Place de la Rotunde er det La Fontaine de Neuf Canons fra 1691, La Fontaine d'Eau Chaude fra 1734 og La Fontaine du Roi René fra 1819. Det store springvand på Place de la Rotunde blev anlagt i 1860, og dets figurer symboliserer retfærdighed, landbrug og kunst.

      I byens centrum skal man også se den stemningsfulde rådhusplads, Place de l’Hôtel de Ville. Her ligger byens smukke rådhus, der blev bygget 1655-1670. Facaden står i italiensk stil, og bygningen rummer en fin indre gård. På pladsen kan man også se klokketårnet med et astronomisk ur fra 1661, hvor figurer kommer frem og symboliserer de fire årstider. Mod syd på Place de l’Hôtel de Ville ligger Aix-en-Provences gamle kornmagasin, Halle aux Grains, der var byens kornbørs. Den smukke bygning blev opført i årene 1717-1765, og på toppen af børsbygningen kan man se en statue, der symboliserer floderne Rhône og Durance.

      Læs mere om Aix-en-Provence

       

      Toulon, France

      Toulon

      Toulon er en af de større byer langs den franske Middelhavskyst, og området har været beboet af græske kolonister allerede fra 600-tallet f.Kr. Gennem tiden har byen udviklet sig kraftigt, og blev en del af Frankrig i 1486 sammen med regionen Provence. Otte år senere initierede kong Karl VIII anlægget af den flådehavn, der fortsat har hjemme i Toulon.

      I 1524 blev Toulons havn forstærket med byggeriet af fæstningen Tour Royale, og gennem 1500-tallet var der løbende kampe i og om byen. Louis XIV ville gøre Frankrig til en magtfaktor på Middelhavet, og han lod militæringeniøren Vauban befæste Toulon og dens havn. Senere blev Toulon berømt for at være scene for Napoleons succesrige belejring i 1793, hvor han og Frankrig overvandt briterne. I midten af 1800-tallet blev befæstninger og dele af byen saneret og udbygget.

      I dag kan man opleve en spændende gammel bydel med hyggelige gader, pladser, springvand og markeder, hvor man kan købe provencalske varer. Bydelen ligger mellem Toulons havn og Boulevard de Strasbourg, og her kan man bl.a. se byens katedral, Cathédrale de Notre-Dame-de-la-Seds, der blev opført fra år 1096. Katedralen stod først færdig i 1700-tallet, og derfor er den arkitektonisk bygget i forskellige stilarter. Der er flere kunstværker i kirken som fx den barokke alteropsats. Tæt på katedralen kan man se byens gamle markedshal, Halles Municipales, der blev åbnet i fin art deco-stil i 1929. Hallen er i dag indrettet som gourmetsted med forskellige caféer og spisesteder.

      I den nyere del af centrum kan man se Georges-Eugène Haussmanns nærmest parisiske byplanlægning omkring pladsen Place de la Liberté, der i sig selv blev udlagt i 1852 som en del af denne tids store sanering af byens centrum. På pladsen er der forskellige kendte bygninger som fx Grand Hotel fra 1870, der ligger på nordsiden af Place de la Liberté, og som i dag huser Théâtre Liberté.

      Læs mere om Toulon

       

      Arena, Arles

      Arles

      Byen Arles blev grundlagt i 500-tallet f. Kr. af grækere, der kaldte den for Theline. Hurtigt efter blev Theline erobret af keltiske stammer og omdøbt Arelate. År 123 f.Kr. blev byen romersk og særligt efter den støttede Julius Cæsar mod Pompejus, blomstrede den.

      I 300- og 400-tallene blev byen flere gange besøgt af Roms kejsere, den blev en vigtig administrationsby i den vestlige del af riget, og mægtige bygningsværker blev opført. Den var på dette tidspunkt også en vigtig havneby.

      I dag kan man se en del bevarede ruiner fra romertiden, ikke mindst Arles Arena/Arènes d’Arles (Rond-Point des Arènes) og Det antikke Teater/Theatre Antique (Place Henri de Bornier). En anden seværdighed er caféen på pladsen Place du Forum, hvor Van Gogh malede det berømte Terrasse du Café le Soir, som de fleste nok kan genkende.

       

      Nîmes

      Nîmes er en by i det sydlige Frankrig i regionen Languedoc-Roussillon. Stedet var beboet af keltere, før det i 100-tallet f.Kr. blev en del af den romerske provins Narbonnensis. Områdets hovedvej førte gennem byen, der i Romerriget hed Colonia Nemausa, og som i kejser Augustus’ tid var regional hovedstad og hjemsted for omkring 60.000 indbyggere. Romerne opførte mange bygninger i og omkring byen som fx byens amfiteater og akvædukten Pont du Gard. Efter romerne kom vestgoter og maurere til, før Louis VIII erobrede byen i 1226, og den blev en del af Frankrig i 1259. Senere blev Nîmes økonomisk vigtig grundet ikke mindst den store tekstilindustri, der bl.a. gav navnet til denim-bukser, der henviser til, at stoffet kom fra Nîmes.

      I dag er der mange ting at se i Nîmes’ stemningsfulde gamle bydel, og et naturligt sted at starte er ved byens vartegn, der er den gamle romerske amfiteater, Arènes de Nîmes. Teatret blev opført omkring år 70 f.Kr., og det står særdeles velbevaret. Inspirationen fra Roms Colosseum er meget tydelig, når man ser på det smukke og harmoniske bygningsværk. Teatret blev bygget til 24.000 tilskuere, og efter en tid som kaserne i middelalderen fik det i 1800-tallet sin oprindelige rolle som teater tilbage. Teatrets første tyrefægtning blev afholdt i 1863, og siden da er forskellige arrangementer kommet til; bl.a. er det nu regionens største koncertarena.

      Fra amfiteatret kan man gå ad den smukt anlagt Boulevard Victor Hugo til Place de la Maison Carrée. Her står bygningen Maison Carrée, der er et af verdens bedst bevarede romerske templer. Det blev bygget i år 5 til minde om Caïus og Lucius Cæsar. Det var en del af Nîmes’ Forum, som var romernes administrative og økonomiske centrum i byen. Templets arkitektur var inspireret af Apollo-templet i Rom, og det har gennem tiden huset Nîmes’ konsul, en kirke og vært en bolig. I dag rummer det en udstilling om bygningens historie. Over for Maison Carrée kan man se den store bygning, Carré d’Art, der er hjemsted for Nîmes’ museum for moderne kunst.

      Læs mere om Nîmes

    Køb og download den fulde PDF Guide
    Tilmeld dig vores nyhedsbrev
    Shopping
    Med børn

      Naturhistorie

      Musée d’Histoire Naturelle
      Palais Longchamp, Boulevard de Montricher
      museum-marseille.org

       

      Søfartsmuseum

      Musée de la Marine et de l’Economie de Marseille
      Palais de la Bourse, La Canebière
      ccimp.com

       

      Motorcykler

      Musée de la Moto
      18 Traverse Saint Paul
      musee-de-la-moto.marseille.fr

       

      Museum

      Musée des Civilisations d’Europe et Méditerranée
      1 Esplanade Du J4
      mucem.org

       

      Strande

      Plages du Prado, Promenade Georges Pompidou

    Gode links
    Historisk overblik

      Den græske oprindelse

      Marseille-området blev bosat omkring år 600 f.Kr. af græske kolonister fra Fokaia i Lilleasien. Fokaia var et vigtigt center for handel og søfart, og deres sydfranske koloni kaldte de Massalia, der er blevet til dagens Marseille. Der kom grækere til Massalia flere gange; blandt andet også cirka år 540, hvor persere ødelagde Fokaia.

      Massalia lå strategisk godt for handelen på Middelhavet, og i den græske tid blev byen en af de førende handelsstationer. På byens højdepunkt havde den i 300-tallet f.Kr. cirka 6.000 indbyggere, og Massalia var omgivet af beskyttende bymure.

      Der var flere store bygningsværker i Massalia; blandt andet templer dedikeret Apollo og Artemis. Der var også en form for republikansk demokrati med et råd, hvor byens 600 rigeste bestemte dens udvikling.

       

      Det romerske Massilia

      Med tiden blev de græske kolonier omkring den vestlige del af Middelhavet presset af nye magter, der opstod. Det gjaldt også Massalia, der kunne se Karthago vokse og både keltere og etruskere som folk, der bredte deres indflydelse.

      Som reaktion på denne nye konkurrence og trussel allierede Massalia sig med den romerske republik. Det gav både beskyttelse og også adgang til det lukrative romerske marked, som bragte Massalia ny handel og velstand.

      Massalia holdt sig selvstændige indtil Julius Cæsars tid i Rom. Byen tog parti for Cæsars modstandere, hvilket endte med en romersk belejring og efterfølgende erobring i år 49 f.Kr. Romerne konfiskerede byens flåde, og Massalia blev omdøbt til det mere romerske Massilia.

      I romertiden udviklede Massilia sig yderligere, og mange græske anlæg blev om- og udbygget; det gjaldt blandt andet for byens havneområde. Det var også i denne tid, kristendommen bredte sig og fik sit tidligere forfæste med byggeriet af kirker. Bispesædet i Massilia blev således etableret allerede i det første åhundrede e.Kr.

       

      Op- og nedgangstider

      Romerrigets storhed var god for Marseilles udvikling, og selv århundrederne efter romerne blev gode tider for byen, der blev styret af visigoterne fra 400-tallet.

      Med sin store havn og udbyggede faciliteter blev Marseille endda et af hele Middelhavets førende handelssteder i 500-tallet, som var en storhedstid for byen. Græske og romerske bygningsværker blev fortsat anvendt, og de gamle og bestående bymure var et aktiv for beskyttelse og fremgang.

      739 blev et skæbneår for Marseille. Dette år blev byen angrebet af Karl Martells hære; han var rigshovmester og reel leder af datidens tre frankiske kongeriger. Martell angreb grundet politisk modstand mod hans guvernør, og det blev begyndelsen på flere århundreders nedgang i Marseille.

       

      900-tallet til middelalderen

      Efter at have været udsat for flere angreb siden Karl Martells sejr i 739 udviklede greverne af Provence fra 900-tallet Marseille til igen at blive regionalt handelscentrum med ny velstand til følge.

      I 1214 blev Marseille etableret som en republik, hvilket naturligvis gav nye muligheder. Det kom dog også både til politiske kampe og nederlag; lige som pesten hærgede i årene 1347-1361. Den menes at have dræbt cirka 15.000 indbyggere eller flere end halvdelen af byen. Dette medførte en økonomisk nedgang, der kun blev forstærket med Aragoniens plyndring af den i 1423.

      Nye gode tider kom dog hurtigt, idet Provences grev René af Anjou lod Marseille udbygge med betydelige fæstningsværker fra 1437. Ved den lejlighed blev byen den mest befæstede i Frankrig udenfor Paris. René af Anjou benyttede Marseilles stærke havn som udgangspunkt for sit togt for generobring af Kongeriget Sicilien. Efter dette blev Marseilles forsvar omkring havnen udbygget kraftigt; det skete i årene 1447-1453.

       

      Marseille i Frankrig

      I 1481 blev Marseille forenet med Provence, og det følgende år blev den en del af Frankrig. Byen blev dog en stadig kilde til potentielle oprør mod centralregeringen i Paris. Da kong Frans I besøgte Marseille nogle årtier efter foreningen, blev byggeriet af Château d’If ud for byens havn et af de forsvarsmæssige resultater.

      Få år senere belejrede tropper fra Det Tysk-Romerske Rige Marseille, og byens havn var en overgang hjemsted for en flåde fra den fransk-osmanniske alliance, der ikke mindst stod overfor netop Det Tysk-Romerske Rige og nabostaten Genova.

      Oprørstankerne fik ny kraft med tiden, og solkongen Ludvig XIV var selv i spidsen for den franske hær, der skulle knuse et egentligt oprør med Marseilles guvernør. Det var i midten af 1600-tallet, og kongen fik kontrol over byen og lod forterne Saint-Nicolas og Saint-Jean opføre på hver sin side af havneløbet. Det skete for at styrke byens forsvar, men samtidig var forterne også styrkepositioner fra kongen og regeringen mod eventuelle nye uroligheder.

       

      1700-tallet og revolutionsårene

      Marseilles position som Frankrigs mest betydende havn ved Middelhavet blev cementeret gennem 1700-tallet, hvor flere udbygninger af både havneanlæg og stedet befæstning blev gennemført.

      Fremgangen var tydelig, men der var også betydelige tilbageslag for byen i form af ikke mindst pesten, der flere gange ramte. Som følge af epidemien i 1720 menes cirka 100.000 at være dræbt af sygdommen i og omkring Marseille.

      Gennem 1700-tallet blev mange fornemme bygninger opført, og en del institutioner så dagens lys. Det drejede sig fx om byens videnskabsakademi, et fattighus og det elegante Château Borély lidt syd på byens centrum.

      Med den franske revolution senere i 1700-tallet faldt monarkiet, og en revolutionær regering styrede i Paris. Sangen La Marseillaise blev skrevet i Strasbourg i 1792, og den fik sit gennembrud i Marseille samme år. Sangen, der i 1795 blev fransk nationalsang, blev sunget ved indmarchen i Paris af de styrker fra Marseille, der var taget hertil for at beskytte den revolutionære regering. På den måde kom Marseille til at sætte sit langvarige præg på Frankrig grundet revolutionen.

       

      1800-tallets nye vækst

      Gennem 1800-tallet skete en kraftig vækst i Marseille gennem industrialisering, jernbanen, urbanisering og andet, der generelt hørte 1800-tallet til. Frankrigs kolonistatus fik derudover en særlig betydning for Marseille.

      Med de franske erobringer i Nordafrika, ikke mindst Algeriet, blev Marseille naturlig havn for handelen med kolonierne. Det gav en markant velstandsstigning, der blot fik bedre vilkår med åbningen af Suezkanalen i 1869.

      Den gunstige økonomiske udvikling gav mulighed for en del nybygning, og fra denne tid stammer en del af Marseilles store palæer, monumenter med videre. Det er fx Palais de Justice, den nuværende Notre-Dame de la Garde, byens katedral og triumfbuen på Place Jules Guesde.

      Økonomien, industrierne og handelen trak mange ny indbyggere til Marseille. Gennem 1800-tallet steg indbyggertallet fra omkring 110.000 til næsten 500.000. Der blev anlagt nye jernbaner og sporvogne for at klare den stigende trafikmængde, der affødte.

       

      Imperiets havn og Alexander I

      Marseilles status som primær havn og med den betydelige trafik på kolonierne gjorde byen til noget særligt i forhold til det internationale Frankrig. I både 1906 og 1922 blev store koloniudstillinger gennemført i byen, og det var store trækplastre, der satte sit præg flere steder i Marseille. Byens banegård, Saint-Charles, fik således en ny og imposant adgangstrapper, der er anlagt med statuer og anden udsmykning som en manifestation af succesen med de franske kolonier.

      Havnen og forretningerne herfra tiltrak dog også meget kriminalitet med tiden, og mellem 1900-tallets to verdenskrige havde byen ry for korruption og organiseret kriminalitet. En kriminel handling, der indskrev sig i historiebøgerne, skete i byens gader den 9. oktober 1934. Her ankom Jugoslaviens kong Alexander I til Marseille for at mødes med den franske udenrigsminister Louis Barthou. Alexander og Louis Barthou blev skudt og dræbt på La Canebìere udenfor Palais de la Bourse af en revolutionær bulgarer.

       

      2. Verdenskrig til i dag

      Både tyske og italienske bombardementer hærgede Marseille i 1940, og fra november 1942 til juli 1944 var byen besat af tyske tropper. I 1944 bombede allierede styrker Marseilles gamle havn under befrielsen af Frankrig, og Marseille selv blev befriet den 29. august samme år.

      Byen blev genopbygget i efterkrigsårene, og ny arkitektur så dagens lys med Le Corbusiers Cité Radieuse i 1950erne. Omkring den gamle havn blev der også bygget boliger; det var og er komplekset La Tourette.

      Årtierne efter 2. Verdenskrig blev også der, hvor over en million immigranter fra primært Nordafrika kom til Frankrig, og ikke mindst de mange fra Algeriet har siden da sat sit præg på den sydfranske storby. Mange franskmænd kom også hjem fra kolonierne og slog sig ned i Marseille; det var de såkaldte pied-noirs.

      De seneste årtier er der satset meget på turismen. Bycentrum står i fordums pragt, og nye museer af international karakter er blevet åbnet. En del af Marseilles store havnekvarter er desuden blevet etableret som et nyt område med kontorer, forretninger og nye boliger. Kronen på værket af den store indsats for at udvikle byen var status som europæisk kulturhovedstad i 2013.

      Du er måske også interesseret i..