Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Tours er en by i det vestlige Frankrig, som ligger langs floden Loire. Byen var historisk en gallisk by, der efter Romerrigets erobring af regionen blev kaldt Turonensis eller Caesarodunum. I 300-tallet var Martin af Tours biskop i byen, og hans grav i byen har siden da været et pilgrimssted. Tours’ status som vigtigt kirkeligt center blev understreget ved, at der blev holdt konciler i Tours i 461, 567 og 755.

I 732 blev Slaget ved Tours, der også kaldes Slaget ved Poitiers, udkæmpet i området, og her vandt Karl Martell slaget, der blev et vendepunkt i det kristne Frankerriges kamp mod muslimske erobrere. I de følgende århundreder blev Tours flere gange plyndret af vikinger. Byen voksede løbende, og der blev bl.a. udviklet en stor tekstilindustri, som dog forsvandt igen efter konsekvenserne af Nantes-ediktets tilbagekaldelse i 1685. Tours vedblev at være et regionalt centrum, der under 2. Verdenskrig led stor skade.

I dag kan man gå nogle hyggelige ture langs Loire og i Tours’ gader i den gamle bydel, som ligger syd for floden. Det moderne centrum ligger langs Rue Nationale, der går mod syd fra Place Porte de Loire. Langs gaden ligger bl.a. kirken Église Saint-Julien, der blev opført som en romansk kirke fra 1240. I kirken kan man se en del glasmosaikker fra 1900-tallet, som blev installeret efter 2. Verdenskrigs ødelæggelser.

Ved siden af kirken kan man besøge Musée du Compagnonnage, hvor man kan se historien om forskellige håndværksfag og deres smukke arbejder. Rue Nationale er også Tours’ strøggade, og her får man også indtrykket af de mange hvide bygninger, der dominerer gadebilledet i byen.

På Place Jean Jaurès kan man se Tours’ rådhus, der blev designet i fornem nyrenæssance af den lokale arkitekt Victor Laloux. Rådhuset blev opført 1896-1904 og står som et af byens vartegn. Fra Place Jean Jaurès og det moderne Tours kan man gå mod den gamle by, der ligger centreret omkring den stemningsfulde Place Plumereau, hvor man bl.a. kan se nogle af byens gamle bindingsværkshuse.

Det er også i dette område, man kan se Basilique Saint-Martin de Tours, der er en smuk basilika, som er dedikeret Sankt Martin af Tours. Den nuværende basilika blev opført 1886-1925, og som den første kirke på stedet ligger den på det sted, hvor Sankt Martin ligger begravet. Over for kirken kan man se Tour Charlemagne, der er en bevaret ruin af den tidligere basilika, som blev ødelagt i slutningen af 1700-tallet.

Cathédrale Saint-Gatien er navnet på Tours’ imponerende katedral. Den blev opført 1170-1547 på det, der dengang var vejen gennem byen fra Paris i nord. Katedralen blev bygget gennem gotikken, og det smukt udsmykkede facade blev udført fra 1426 til kirkens færdiggørelse. I kirkerummet kan man se et imponerende og tidstypisk interiør med bl.a. et smukt rosettevindue. I denne del af byen kan man også se Tours’ fine operabygning og kunstmuseet Musée des Beaux Arts, der ligger i den gamle bisperesidens.

Går man mod nord fra katedralen, kommer man til byens slot, Château de Tours, som ligger langs Loire. Slottet blev opført i 1000-tallet, men blev ombygget flere gange, før det blev ødelagt i 1700-tallet. Herefter fik de gamle tårne en ny residensbygning, som i dag huser udstillinger inden for historie og kunst.

Ture fra byen

    Le Mans, Frankrig

    Le Mans

    Le Mans er en by i det nordvestlige Frankrig, der af de fleste nok kendes for sit prestigefyldte motorløb, der køres gennem 24 timer hvert år. Løbet er en god grund til at besøge Le Mans, der også er en gammel by, hvis historie strækker sig tilbage til den romerske tid under navnet Cenomanus. Byen blev romersk i år 47 f.Kr., og den lå i provinsen Gallia Lugdunensis. Romerne byggede blandt andet et amfiteater, der stadig kan ses, og termer. Le Mans blev også omsluttet af bymure fra 200-tallet.

    I 400-tallet blev byen romersk bispesæde, og i det følgende århundrede startede man opførelsen af Le Mans’ katedral, der i færdig udgave blev indviet i 1120. Blot tretten år senere blev senere kong Henrik II født i Le Mans, og i de følgende århundreder var der kampe mellem Frankrig og England i regionen. Under den senere industrialisering kom jernbanen til byen, hvor produktionen af tobak og køretøjer kendetegnede udviklingen. I 1923 blev den første udgave af byens berømte motorløb kørt, og det har siden da været med til at definere byen, der i dag har cirka 150.000 indbyggere.

    Læs mere om Le Mans

     

    Château d'Angers, Angers

    Angers

    Angers er en by i departementet Maine-et-Loire i det nordvestlige Frankrig. Den er en gammel by og militærforlægning, men det var i 1200-1400-tallene, at Angers for alvor voksede, og det var også i begyndelsen af denne periode, at byens mure senest blev udbygget. Herefter gik der dog til 1800-tallet, før Angers voksede ud over middelalderbyen.

    I 1791 blev Place du Ralliement etablerede som den nye centrale plads i Angers. Det skete på et, hvor der før den franske revolution havde ligget tre kirker. Rundt om bykernen blev der anlagt boulevarder i stedet for middelaldermurene, da de blev sløjfet, og derved kunne byens harmonisk brede sig.

    Man dog fortsat se bevarede dele af den gamle befæstning i Angers. Det gælder ikke mindst borgen Château d'Angers, der ligger langs Maines sydlige bred med fæstningstårne og solide mure. Residensborgen blev etableret af Anjous hertuger i 800-tallet, og den blev udbygget til den nuværende størrelse i 1200-tallet.

    Læs mere om Angers

     

    Poitiers, Frankrig

    Poitiers

    Poitiers er en by ved floden Clain i det vestlige Frankrig. Den er kendt som universitetsby siden 1431, hvor Karl VII og pave Eugenius IV grundlagde det, der i dag er Université de Poitiers. Poitiers’ historie går dog længere tilbage, og i den romerske tid bar byen navnet Pictavium. I denne periode blev Poitiers’ byplan anlagt efter vanligt romersk mønster med de centrale og krydsende gader, Decumanus Maximus og Cardo. Gaderne kan stadig ses, og i dag hedder de Grande Rue Rue Arsène Orillard.

    Gennem 500-tallet blev der opført flere kirker i Poitiers, som senere blev residensby i et grevskab. I 900-tallet blev byens betydning yderligere øget, idet Poitiers blev hovedstad for hele det sydvestfranske område mellem Loire og Pyrenæerne. Det var en tid med kulturel og økonomisk fremgang. Fra 1423 til 1436 flyttede Karl VII sin regering fra Paris til Poitiers, idet englænderne havde besat Paris. Det var i denne tid, byens universitet blev etableret. Herefter faldt byens politiske, økonomiske og kulturelle betydning.

    Læs mere om Poitiers

Tilmeld dig vores nyhedsbrev