Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Arles er en sydfransk by, der blev grundlagt i 500-tallet f.Kr. af grækere, der kaldte den for Theline. Hurtigt efter blev Theline erobret af keltiske stammer og omdøbt Arelate. I år 123 f.Kr. blev byen romersk, og den blomstrede ikke mindst efter, at byen havde støttet Julius Cæsar mod Pompejus. I 300- og 400-tallene blev byen flere gange besøgt af Roms kejsere, den blev en vigtig administrationsby i den vestlige del af riget, og der blev opført mægtige bygningsværker her. Arles var på dette tidspunkt også en vigtig havneby.

I middelalderens år 933 blev Arles hovedstad i Kongeriget Arles, der blev skabt ved at slå Øvre Burgund sammen med Nedre Burgund. Kongeriget bestod til 1033, hvor det blev en del af Det Tysk-Romerske Rige. I 1178 blev Frederik Barbarossa kronet til konge i Arles, der derved genvandt en del politisk vigtighed. Arles blev en væsentlig handelsby med sin beliggenhed ved Rhône, og gennem de seneste århundreder har Arles været hjemsted for mange berømte kunstnere som fx Pablo Picasso, Paul Gauguin og Vincent van Gogh, der var særdeles produktiv i hans tid i byen fra 1888 til 1889.

I dag er Arles en både smuk og hyggelig by med fine seværdigheder, smalle gader og hyggelige pladser, og man kan med fordel starte en tur i byen fra van Goghs perspektiv. Hans berømte maleri, Terrasse du Café le Soir, blev malet på Place du Forum, og man kan nok hurtigt genkalde sig stemningen, når man står på pladsens nordøstlige hjørne, hvor kunstneren tog plads. Herfra kan man kigge mod syd til Rue du Palais, og så er man tilbage i 1888, da van Gogh så samme motiv.

Man kan også se en del bevarede ruiner fra romertiden, der ikke mindst tækker det gamle amfiteater, Arènes d’Arles (Rond-Point des Arènes), og Det Antikke Teater/Theatre Antique (Place Henri de Bornier). Amfiteatret er 136x109 meter med en højde på 21 meter, og der kunne sidde 20.000 tilskuere til kampe og kapkørsler. I det antikke romerske teater var der 33 tilskuerrækker med plads til 8.000. Begge de gamle romerske steder er forholdsvis velbevarede, og der gennemføres blandt andet operaer i Arènes d’Arles i dag.

De romerske monumenter er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, og de tæller også Alyscamps, der er en nekropolis, som blev anvendt i over 1.500 år. Både Paul Gauguin og Vincent van Gogh har malet motiver herfra. På Place de la République står monumentet Obélisque d’Arles, der er en obelisk fra 300-tallet. Obelisken blev rejst under kejser Konstantin II, og der stod på det daværende romerske cirkus.

Der er også andre seværdigheder i byen som fx Cathédrale Saint-Trophime d'Arles, der er Arles’ tidligere domkirke. Kirken blev opført gennem 1100-1400-tallene i romansk stil, og den havde status af katedral til 1801, hvor bispesædet blev flyttet til Aix-en-Provence. Man kan også besøge museet Musée de l'Arles Antique, der skildrer Arles tidlige historie. Blandt de mange temaer og effekter i udstillinger er romerske skulpturer fra regionen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev