Se på kortet
Hôtel de Ville d'Aix-en-Provence, Place de l'Hôtel de ville, Aix-en-Provence, Frankrig
Læs om byen
Aix-en-Provence er en by i det sydlige Frankrig, som emmer af provencalsk stemning. I de små gader falbyder den ene maleriske scene sig efter den anden. Gamle palæer og kirker, skyggen under de mange platantræer, hyggelige pladser og alle byens fontæner er blot nogle af de ting, man hurtigt lader sig imponere af. Aix-en-Provence er også kendt som maleren Paul Cázannes hjemby, og i mange gader i centrum kan man se nogle metalplader i fortovet, som alle er mærket med et stort "C". De viser vejen gennem byen, som Cézanne med hans værker kunne have gået.
Gaden Le Cours Mirabeau er Aix-en-Provences pragtgade. Den blev anlagt i 1649, og man kan gå ad den i platantræernes skygge. Bygningerne langs Le Cours Mirabeau stammer hovedsageligt fra 1600-1700-tallene, og man kan bl.a. se palæerne Hôtel de Villars fra 1710, Hôtel Isoard de Vauvenargues fra 1710, Hôtel d'Arbaud-Jouques fra 1730 og Hôtel Forbin fra 1656. På gadens midte er der tre fontæner. Fra pladsen Place de la Rotunde er det La Fontaine de Neuf Canons fra 1691, La Fontaine d'Eau Chaude fra 1734 og La Fontaine du Roi René fra 1819. Det store springvand på Place de la Rotunde blev anlagt i 1860, og dets figurer symboliserer retfærdighed, landbrug og kunst.
I byens centrum skal man også se den stemningsfulde rådhusplads, Place de l’Hôtel de Ville. Her ligger byens smukke rådhus, der blev bygget 1655-1670. Facaden står i italiensk stil, og bygningen rummer en fin indre gård. På pladsen kan man også se klokketårnet med et astronomisk ur fra 1661, hvor figurer kommer frem og symboliserer de fire årstider. Mod syd på Place de l’Hôtel de Ville ligger Aix-en-Provences gamle kornmagasin, Halle aux Grains, der var byens kornbørs. Den smukke bygning blev opført i årene 1717-1765, og på toppen af børsbygningen kan man se en statue, der symboliserer floderne Rhône og Durance. Tæt herpå ligger byens justitspalæ som en af de mest markante bygningsværker i centrum. Det stod færdigt i 1832 på det sted, hvor hertugernes palads i byen tidligere lå.
Man kan også gå til byens katedral, Cathédrale St-Sauveur, der er et bygningsværk, som om noget skildrer Aix-en-Provences historie. Katedralen blev grundlagt af romerne i 400-tallet og bygget på det gamle sted for det romerske forum. Den blev siden da udbygget under den merovingiske tid, tilbygget med et kloster i 1100-tallet og gjort endeligt færdig i 1600-tallet med ombygninger indtil 1800-tallet. Aix-en-Provence er også hjemstedet for Le Musée Granet, der er et museum, som er indrettet i klosterbygninger, der tidligere har tilhørt malteserridderne. Museet er opkaldt efter den provencalske maler Granet, men det er bedst kendt som det sted i Aix-en-Provence, hvor man kan se værker af bysbarnet Paul Cézanne.