Potsdam rejseguide

Sanssouci

Sanssouci er et smukt rokokoslot, der i dag er et af Tysklands mest berømte bygningsværker. Det blev opført 1745-1747 som et lystslot for Preussens kong Friedrich II, der måske bedre kendes som Friedrich den Store. Navnet Sanssouci betyder Sorgenfri på fransk, og det afspejlede kongens ønske om et sted, hvor han kunne trække sig tilbage fra det formelle hofliv i Berlin og dyrke filosofi, musik, litteratur og sine private interesser.

Slottet er tegnet af hofarkitekten Georg Wenzeslaus von Knobelsdorff efter kongens egne idéer og skitser. Det er et af de mest fuldendte eksempler på tysk rokokoarkitektur, og det gælder både udvendigt og indvendigt. Bygningen er forholdsvis lille med kun 12 repræsentative rum i hovedbygningen, men til gengæld er den overdådigt udsmykket. Friedrich II var særligt inspireret af fransk kultur og filosofi, og mange detaljer bærer præg af hans beundring for oplysningsfilosoffer som Voltaire, der endda boede på slottet i en periode.

Indenfor kan man opleve højdepunkter som den store, runde Marmorsal/Marmorsaal, der er udsmykket med korintiske søjler og klassiske skulpturer, og Koncertværelset/Konzertzimmer, hvor kongen selv spillede tværfløjte og lod komponister som C.P.E. Bach fremføre musik. Også Friedrich IIs arbejdsværelse og soveværelse er bevaret næsten som i hans tid, hvilket giver et sjældent indblik i hans private liv.

Sanssouci er omgivet af en imponerende slotspark, der dækker omkring tre kvadratkilometer. Den blev anlagt i terrasser ned ad en bakke, hvor vinranker og frugttræer stadig dyrkes, som var tilfældet i 1700-tallet. Parken rummer talrige springvand, skulpturer og tematiske haveanlæg. Blandt de mest markante bygninger i parken finder man Orangerislottet/Orangerieschloss, der er et renæssanceinspireret anlæg fra midten af 1800-tallet, og det farverige Kinesiske Hus/Chinesisches Haus. Det er en lystpavillon i rokoko med kineserier, som var meget på mode i 1700-tallet.

Man kan også se Neues Palais, der er et imponerende barokslot, som blev bygget af Friedrich II efter Syvårskrigen for at vise Preussens magt og velstand. Sanssouci og den tilhørende park er i dag en del af UNESCOs verdensarvsliste, hvorpå stedet blev optaget i 1990. Sanssouci tiltrækker årligt besøgende fra hele verden, der kan nyde det arkitektoniske mesterværk, der også ligger som et kulturhistorisk symbol på Preussens storhedstid og oplysningstidens ånd.

Neues Palais

Neues Palais er et storslået slot, der ligger i den vestlige del af Sanssoucis slotspark i Potsdam. Det var kong Friedrich II, også kendt som Friedrich den Store, der lod Neues Palais opføre i årene 1763-1769, hvilket var umiddelbart efter afslutningen på Syvårskrigen. Byggeriet blev af kongen selv omtalt som en fanfaronnade eller et pralebyggeri, der stod som et symbol på Preussens styrke og uafhængighed trods landets økonomiske udmattelse efter krigen.

Slottet strækker sig hele 240 meter i længden og blev opført i en prægtig blanding af senbarok og rokoko med tydelige klassicistiske elementer. Facaden er udsmykket med over 400 sandstensfigurer, balustrader, kupler og rigt dekorerede portaler. Den monumentale kuppel midt på bygningen er kronet med en statuegruppe med de tre gratier, Aglaia (den strålende), Euphrosyne (den glade) og Thalia (den festlige). Skulpturerne bærer den preussiske krone på en pude.

Indvendigt rummer Neues Palais flere end 200 værelser, hvoraf mange er åbne for besøgende. Blandt højdepunkterne er Marmorgalleriet, der strækker sig over 100 meter og er udsmykket med marmor i mange farvenuancer, og de overdådige banketsale med stuk, fresker og forgyldninger. Slottets teater, der er et af de bedst bevarede i Tyskland fra 1700-tallet, blev indviet i 1768 og er kendt for sin intime akustik og rigt dekorerede interiør med rokokodetaljer.

Selvom det elegante Sanssouci er det mest berømte af bygningerne i slotsparken i Potsdam, er Neues Palais det største og mest pompøse anlæg, og det betragtes af historikere som det sidste store slot, som blev bygget i den preussiske barokstil. Friedrich II anvendte det ikke som fast residens, men primært til at huse udenlandske gæster og imponere diplomatiske delegationer.

Senere fik slottet en ny rolle som sommerresidens for den sidste tyske kejser, Wilhelm II, der boede her fra sin tronbestigelse i 1888 og frem til sin abdikation i 1918. Under kejsertiden blev slottet moderniseret med blandt andet elektricitet, opvarmning og nye repræsentationsrum. Neues Palais er omgivet af et kompleks af sidebygninger, herunder de såkaldte Communs på den modsatte side af gaden Am Neuen Palais. Disse bygninger, der oprindeligt husede køkkener, tjenestefolk og administrative funktioner, er i dag en del af Potsdams universitet, som har flere fakulteter her.

Alter Markt

Alter Markt i Potsdam er byens historiske centrum og har gennem århundreder været hjertet af både politisk, kulturel og social aktivitet. Pladsen ligger centralt i Potsdams gamle bydel og omgives af en række imponerende bygninger, der vidner om forskellige arkitektoniske perioder fra middelalder til klassicisme og nyrenæssance.

Alter Markt blev allerede i middelalderen brugt som handels- og markedsplads. I løbet af 1700- og 1800-tallene blev pladsen centrum for kongelige ceremonier, og mange af Potsdams mest betydningsfulde bygninger blev opført her. Blandt dem finder man Nikolaikirche, som med sin kuppel er et karakteristisk vartegn, og Altes Rathaus, der blev bygget i 1753-1755 og i dag rummer forskellige kommunale funktioner og udstillinger.

Pladsen blev under 2. Verdenskrig hårdt ramt af bombardementer, og mange bygninger blev ødelagt. I DDR-tiden blev området delvist rekonstrueret og ændret i funktion, men i de senere år har omfattende restaureringsprojekter genoplivet den historiske charme på Alter Markt. I dag fremstår pladsen som et levende byrum, hvor man kan nyde både arkitektur og caféer, butikker og kulturarrangementer.

Et særligt træk ved Alter Markt er de mange historiske monumenter og statuer, som vidner om byens lange historie. Blandt de mest markante er statuen af Friedrich Wilhelm IV, som står som symbol på den preussiske kongemagt og byens forbindelse til Hohenzollern-dynastiet. Ud over Nikolaikirche mod nord og Altes Rathaus mod nordøst kan man se Palais Barberini med Museum Barberini mod sydøst og Potsdamer Stadtschloss mod sydvest.

Altes Rathaus

Altes Rathaus på Alter Markt i Potsdam er en af byens mest markante barokbygninger. Det blev opført 1753-1755 efter tegninger af den hollandske arkitekt Jan Bouman, som også stod bag opførelsen af Potsdams Holländisches Viertel. Bygningen blev bestilt af Frederik den Store som erstatning for et ældre rådhus, der var blevet for småt til byens voksende administration.

Arkitekturen er inspireret af italiensk barok og klassicisme, og den mest iøjnefaldende detalje er den kuplede lanternestruktur, der afsluttes af en Atlas-figur i forgyldt kobber, som bærer en globe. Facaden er rigt dekoreret med pilastre og klassiske motiver, hvilket giver bygningen en monumental fremtoning midt på torvet.

Efter store skader under 2. Verdenskrig blev rådhuset restaureret i DDR-tiden med forenklede detaljer. I dag rummer det Potsdam Museum, der præsenterer byens historie fra middelalderen til i dag med udstillinger om Potsdams arkitektur, kultur og dagligliv. Man kan blandt andet se historiske kort, malerier, møbler og dokumenter, der fortæller om Hohenzollernes residensby, byens udvikling under Frederik den Store og Potsdams rolle i moderne historie. Museet rummer også skiftende særudstillinger med fokus på kunst og kulturhistorie.

Palais Barberini

Palais Barberini er et stort palæ, der ligger ved Alter Markt i Potsdam, og som er et smukt eksempel på tidlig klassicisme. Bygningen blev opført 1771-1772 efter tegninger af arkitekten Carl von Gontard, der hentede inspiration fra italienske palæer. Her kom navnet også, som refererer til det berømte Barberini-palads i Rom.

Palais Barberini blev oprindeligt bygget som residens for general von Dieskau, men kom hurtigt i statens eje og blev brugt til repræsentative formål af Frederik den Store. Facaden er enkel, men elegant med symmetriske vinduespartier og et centralt fremhævet indgangsparti, hvilket understreger palæets klassiske proportioner.

Efter betydelige skader under 2. Verdenskrig stod bygningen længe tom, men den blev restaureret og genåbnet som Museum Barberini. Museet har skiftende udstillinger med fokus på europæisk kunst fra klassisk maleri til moderne værker. Besøgende kan se samlinger af impressionistiske malerier, værker fra 1700- og 1800-tallet samt moderne kunstprojekter. Museum Barberini formidler også kunsthistorie gennem foredrag, workshops og interaktive udstillinger.

Potsdamer Stadtschloss

Potsdamer Stadtschloss var tidligere residens for de regerende Hohenzollern i Potsdam, og det lå centralt ved Alter Markt, der var byens centrale plads og politiske centrum. Slottet blev oprindeligt opført i middelalderen, men gennem århundrederne blev det kraftigt ombygget og udvidet i renæssancen, barokken og i klassicistisk stil, så det til sidst fremstod som et imponerende, flerfløjet byslot.

Slottet fungerede som kongelig residens og administrativt centrum, og det rummede store repræsentationssale, private gemakker og kapeller. Arkitektonisk var facaderne dekoreret med blandt andet pilastre og skulpturer, og slotshaven bag bygningen blev anlagt i geometrisk barokstil.

Under 2. Verdenskrig blev Stadtschloss stærkt beskadiget ved allierede bombardementer, og efter krigen blev ruinen delvist nedrevet af DDR-myndighederne i 1960erne. Siden da er slottet blevet genopført. Den nyopførte Potsdamer Stadtschloss er en vigtig del af ambitionen om at genskabe den historiske silhuet af Alter Markt og bringe slottets betydning som byens historisk centrum tilbage.

Brandenburger Tor

Brandenburger Tor er et monument, der står i Potsdam, som er hovedstaden i delstaten Brandenburg. Brandenburger Tor er et særligt mindesmærke for Preussens militære triumfer. Bygningen blev opført som en triumfbue i 1770 på foranledning af kong Friedrich II som et monument over Preussens sejr i Syvårskrigen, der udspillede sig i årene 1756-1763. Porten skulle symbolisere styrke, ære og sejren over de fjendtlige koalitioner, der havde truet rigets eksistens.

Triumfbuen var inspireret af antikkens romerske sejrsporte som fx Titusbuen i Rom, og den fremstår som et udsmykket bygningsværk, der kombinerer barokkens pragt med klassicistiske elementer. Det er vigtigt ikke at forveksle bygningen med Berlins langt mere kendte Brandenburger Tor, som er større, men i sin grundform enklere og mere nyklassicistisk. Potsdams version er mindre i skala, men rigere dekoreret.

Brandenburger Tor blev til under samarbejde mellem to arkitekter. Carl von Gontard stod for den byvendte side, som er relativt enkel og harmonisk i proportionerne, mens Georg Christian Unger, der var von Gontards elev, tegnede den ydre side, der vender mod landskabet. Denne er markant mere sirlig og overdådigt udsmykket med søjler, relieffer og figurer, hvilket skulle give indtrykket af, at man trådte ind i en sejrens og pragtens by.

I sin tid var Brandenburger Tor en del af Potsdams bymur og fungerede som en af byens officielle indgangsporte. Muren omgav den historiske kerne af byen og kontrollerede ind- og udgang for både handel og sikkerhed. Først omkring år 1900 blev bymuren revet ned som led i byens vækst og modernisering. Siden da har porten stået frit som et selvstændigt monument.

Holländisches Viertel

Holländisches Viertel eller Potsdams charmerende hollandske kvarter er i dag en af byens mest populære og fotograferede bydele. Det var et kvarter, som opstod ud fra praktiske og strategiske hensyn. Det var den såkaldte soldaterkonge, Friedrich Wilhelm I, der mellem 1734 og 1742 lod området bebygge med karakteristiske rødstenshuse i hollandsk gavlarkitektur. Kongens mål var dels at tiltrække dygtige hollandske håndværkere, som var kendt for deres ekspertise inden for murværk, kanalbyggeri og byplanlægning, og dels at skabe et hjemligt miljø for de mange hollandske soldater i hans hær, så de lettere ville føle sig knyttet til byen.

Arkitekturen er tro mod den hollandske stil med røde mursten, hvide gesimser, høje smalle vinduer og karakteristiske trappe- og klokkeformede gavle. Oprindeligt blev kvarteret også anlagt med en kanal med inspiration fra Amsterdams gadenet for at fuldende illusionen af et lille stykke Holland midt i Brandenburg. Kanalen eksisterer ikke længere, men gadens atmosfære bærer stadig præg af kongens oprindelige vision.

Kvarteret omfatter over 100 velbevarede bygninger og udgør dermed det største sammenhængende område i hollandsk byggestil uden for Hollands egne grænser. Området har gennemgået flere restaureringer, særligt efter 2. verdenskrig og i DDR-perioden, hvor nogle af husene var forfaldne. I dag fremstår det som et levende kvarter med caféer, gallerier og små restauranter, der tiltrækker både lokale og turister.

I det nordvestlige hjørne af kvarteret, på Friedrich-Ebert-Straße, finder man Nauener Tor, der er en af de smukkeste bevarede byporte i Potsdam. Porten blev opført i 1755 under Friedrich II i nygotisk stil og regnes for en af de tidligste eksempler på nygotik i Tyskland. Nauener Tor markerede oprindeligt en af indgangene til byen, og i dag står den som et historisk vartegn.

Nikolaikirche

Nikolaikirche i Potsdam er et af byens mest markante vartegn. Det skyldes ikke mindst dens mægtige kuppel, der dominerer silhuetten omkring pladsen Alter Markt. Den nuværende bygning blev opført mellem 1830 og 1849 efter tegninger af arkitekten Karl Friedrich Schinkel, der er kendt som en af Tysklands mest betydningsfulde skikkelser inden for klassicistisk arkitektur. Schinkel døde i 1841, og byggeriet blev derefter færdiggjort af hans elever Ludwig Persius og Friedrich August Stüler.

Kirken blev i sin grundform opført i en streng klassicistisk stil, der var inspireret af antikkens tempelarkitektur med klare linjer, symmetri og en markant søjlefacade. Da den centrale kirkebygning stod færdig, manglede både tårn og kuppel, men allerede kort efter tilføjede man dekorative små spir og den imponerende kuppel, som i dag er kirkens mest iøjnefaldende element. Kuplen er 77 meter høj og afsluttes med en lanterne, hvilket giver kirken en monumental fremtoning og minder om både St. Paul’s Cathedral i London og Peterskirken i Rom.

Nikolaikirches historie går dog langt tilbage før Schinkels mesterværk. På stedet har der stået kirker siden 1200-tallet. Den første middelalderkirke er kun sparsomt dokumenteret, men i 1375 blev den afløst af en romansk basilika, som stod i flere århundreder. Denne blev senere udvidet og ombygget, men i begyndelsen af 1800-tallet var bygningen så forfalden, at man besluttede at opføre en helt ny kirke.

Alexandrowka

Alexandrowka er en unik russisk koloni i Potsdam, der blev opført i 1826-1827 på ordre af den preussiske konge Friedrich Wilhelm III. Den består af 13 træhuse bygget i autentisk russisk landsbystil med udskårne trædekorationer, brede verandaer og høje gavle. Husene blev opført som hjem for en gruppe russiske sangere, der tjente i den preussiske hær som medlemmer af et regiment, der under Napoleonskrigene havde samarbejdet med Rusland.

Kolonien var mere end blot boliger. Den var et symbol på den venskabelige alliance mellem Preussen og Rusland, som var cementeret gennem kongens personlige venskab med den russiske zar Alexander I. Navnet Alexandrowka blev valgt til ære for zaren, der døde i 1825, kort inden byggeriet gik i gang. Byggeriets plan og arkitektur blev udformet af Peter Joseph Lenné, der også stod bag mange af Potsdams berømte haveanlæg. Han anlagde kolonien i et geometrisk hjerteformet mønster, som kun kan ses fra luften.

I udkanten af kolonien, omgivet af træer, ligger den smukke Alexander Nevskij Kirke/Alexander-Newski-Gedächtniskirche, som blev opført i 1829 efter tegninger af arkitekten Vasilij Stasov. Kirken er et tidligt eksempel på byzantinsk-inspireret russisk kirkearkitektur i Tyskland, og dens karakteristiske løgkupler og gyldne kors skaber et markant orientalsk præg i landskabet.

I dag er Alexandrowka optaget på UNESCOs verdensarvsliste som en del af Potsdams slotte og parker. Flere af husene er stadig beboede, men i hus nummer 2 finder man Museum Alexandrowka, hvor man kan træde tilbage til 1820ernes hverdag. Museets udstillinger viser originale møbler, genstande, uniformer og historiske fotografier, der fortæller om livet for de russiske sangere og deres efterkommere.

Schloß Cecilienhof

Schloß Cecilienhof er et lille, men historisk betydningsfuldt slot, som ligger i den nordlige del af Potsdams Neuer Garten ved bredden af Jungfernsee. Det blev bygget mellem 1914 og 1917 som det sidste slot opført af den regerende Hohenzollern-slægt, og det adskiller sig markant fra de øvrige preussiske residenser ved sin engelske tudorstil. Slottets bindingsværk, røde mursten, skråtage og høje skorstene giver det et udseende, der minder mere om et landligt herresæde i England end et traditionelt tysk barok- eller rokokoslot.

Byggeriet blev iværksat af kejser Wilhelm II som et moderne hjem til sin søn, kronprins Wilhelm, og hans hustru, kronprinsesse Cecilie af Mecklenburg-Schwerin, der lagde navn til slottet. Cecilienhof skulle erstatte det forældede Marmorpalais som kronprinsparrets residens. Arkitekten Paul Schultze-Naumburg skabte en bygning, der kombinerede britisk landstil med funktionel komfort. Bag de relativt ydmyge facader skjuler der sig hele 176 rum, som stod færdige i august 1917.

Kronprinsparret flyttede ind samme år, men den politiske situation ændrede sig dramatisk kort efter. Efter Tysklands nederlag i 1. verdenskrig og monarkiets afskaffelse i 1918 gik kronprins Wilhelm i eksil i Holland, mens Cecilie blev boende på slottet indtil 1920. Da Wilhelm vendte tilbage til Tyskland som privatperson i 1923, sikrede en retskendelse, at parret havde ret til at bebo Cecilienhof i tre generationer. Wilhelm sympatiserede i begyndelsen med Adolf Hitler og modtog ham på slottet i 1926, 1933 og 1935. Forholdet kølnedes dog, da det stod klart, at Hitler ikke ønskede monarkiets genindførelse. Efter attentatforsøget mod Hitler den 20. juli 1944 beordrede han Gestapo til at overvåge Cecilienhof.

Slottet blev for alvor verdensberømt, da det fra 17. juli til 2. august 1945 dannede ramme om Potsdamkonferencen, der ar det sidste store topmøde mellem de allierede under 2. verdenskrig. Her mødtes Sovjetunionens leder Josef Stalin, USA’s præsident Harry S. Truman og Storbritanniens premierminister Winston Churchill, som senere blev afløst af Clement Attlee efter det britiske valg midt under konferencen. Mødet havde til formål at fastlægge efterkrigstidens politiske landskab, aftale Tysklands besættelseszoner og kræve Japans betingelsesløse kapitulation.

Efter konferencen blev Cecilienhof anvendt til forskellige formål. Under DDR-tiden fungerede dele af slottet som hotel og repræsentationsbygning, og i dag er det indrettet som museum, hvor man kan besøge de originale konferencelokaler, se udstillinger om Potsdamkonferencen og opleve kronprinsparrets beboelsesrum. De omkringliggende haver i engelsk landskabsstil er også et yndet udflugtsmål for besøgende.

Glienicker Brücke

Glienicker Brücke er en bro, der spænder over floden Havel og forbinder Potsdam med bydelen Wannsee i Berlin. Under den kolde krig var broen ikke blot en fysisk overgang, men også en skarp politisk grænse mellem DDR og Vestberlin og dermed mellem Østblokken og Vesten. Denne strategiske placering gjorde Glienicker Brücke berømt som spionbroen, der blev brugt til dramatiske udvekslinger af tilfangetagne agenter mellem USA og Sovjetunionen.

Den nuværende bro blev indviet i 1907, og den var opført i stål i en kombination af nyklassicistisk og ingeniørpræget broarkitektur. Den erstattede tidligere træ- og stenbroer, der havde krydset Havel siden 1600-tallet. Efter omfattende ødelæggelser under 2. verdenskrig blev broen genopbygget i 1949-1950 og senere forstærket i 1980erne.

I spionhistorien blev Glienicker Brücke et ikon. Den første kendte udveksling fandt sted den 10. februar 1962, hvor Sovjetunionens topagent Rudolf Abel blev byttet med den amerikanske U-2 pilot Francis Gary Powers, der var blevet skudt ned over sovjetisk territorium i 1960. Den udveksling er senere blevet udødeliggjort i bøger, dokumentarer og i Steven Spielbergs film Bridge of Spies fra 2015.

Den 24. april 1964 blev Konrad Schumann og andre agenter udvekslet, mens 23 agenter blev udvekslet på én gang den 11. juni 1985 i en af de største operationer af sin art. Den 11. februar 1986 blev den østtyske dissident og politiske fange Anatolij Sjtjaranskij udvekslet sammen med flere vestlige agenter. Under den kolde krig var selve broens midte ellers markeret af en tydelig grænselinje, og den var strengt bevogtet på begge sider. Kun få udvalgte personer havde lov til at krydse.

Efter murens fald den 9. november 1989 blev Glienicker Brücke igen åbnet for fri passage, og i dag er den et fredeligt sted, hvor cyklister og fodgængere kan nyde udsigten over Havel og de omkringliggende parker og slotte. Broen er desuden et yndet sted for filmoptagelser og historiske byvandringer, hvor guider fortæller de dramatiske historier om koldkrigstidens byttehandel over vandet.