Bremen rejseguide

De tidlige bosættelser

I Bremens nuværende område bosatte den germanske folkestamme chaukerne sig omkring Jesu fødsel. Med folkevandringer hen mod 200-tallet smeltede stammen sammen med sakserne i dette område og friserne længere mod nordvest.

Gennem de følgende århundreder, op til 700-tallet, skete der bosættelser langs floden Weser. Det var på området Bremer Düne, der med sin beskyttende højde gav beskyttelse mod højvande. Samtidig var afstanden til vadesteder over floden ikke lang.

Bremer Düne var et klitområde på 20-30 kilometer i længden, hvor Bremens gamle bydel senere voksede frem. Klitryggen var på stedet for byens nuværende domkirke omkring 10 meter høj.

Omkring år 150 blev Bremen første gang nævnt under det nu hedengangne navn Fabiranum. Det var grækeren Claudius Ptolemäus, der beskrev bosættelserne langs Weser; Ptolemäus arbejdede som bibliotekar i Alexandria.

Karl den Store og kristningen

Under De Saksiske Krige i årene 772-804 kæmpede sakserne under Widukind mod Karl den Stores frankere, og de tabte. Karl den Store indførte loven Lex Saxonum, der blandt andet kom til at kristne befolkningen, idet tilbedelse af de hidtidige guder med Odin i spidsen blev forbudt.

Bremen blev bispesæde, og i 787 blev Willehad byens første biskop. To år senere kunne han indvie den første domkirke på den lille bys højeste punkt. Kirken blev viet til Sankt Peter, hvis nøgle til Paradis blev og stadig er byens våben og symbol.

Bispesædet i Bremen kom i 805 til at høre under ærkebispesædet i Köln, hvilket grundet lang afstand gav bremerne relativt frie hænder.

Ærkebispesædet Hamburg blev plyndret af vikinger i 848, og ærkebiskop Ansgar flyttede sit sæde til Bremen, og dermed var Bremen blevet ærkebispesæde for Hamburg-Bremen. Dermed var der åbnet for missioner til Skandinavien og det nordøstlige, germanske område, og Bremen blev i denne tid kaldt for det nordlige Rom grundet dens religiøse vigtighed og rolle mod nord. Fra byen udgik Ansgar som Nordens apostel og kristnede dele af de skandinaviske vikinger.

Danske vikinger kom dog også til Ansgars nye sæde, og i 850 hærgede de og ødelagde blandt andet Bremen domkirke, så en ny måtte opføres. Omkring domkirken blev der bygget fæstningsværker, så dette territorium gennem århundreder var som en by i byen.

Handelen kommer til byen

Frisiske handelsfolk sejlede på floderne og havet nord for Bremen, og i stigende grad etablerede de sig også i byen, der nød godt af den stigende aktivitet. Wesers sidearm, Balge, dannede i Bremens centrum en naturhavn, der var byens første.

På dette tidspunkt var byens udbredelse begrænset til arealet mellem Balge og markedspladsen, men handelens blomstring skabte vækst i byen fra området omkring Balge og gaden Langenstraße. Denne del af byen voksede med tiden sammen med domkirkebyen; dog fortsat med en adskillelse mellem dem.

I 888 fik ærkebiskop Rimbert handelsrettigheder, der indbefattede told og valuta. Vest for domkirken og ikke helt på den nuværende markedsplads blev byens marked etableret. I århundredet prægede Rimbert også de første mønter i Bremen.

I 937 satte Otto I byen under kongelig beskyttelse, og han udvidede ærkebispesædets værdier og handelsrettigheder. Kongen overdrog besiddelser til kirken, der fik lov til at holde to store markeder; hvoraf det ene har udviklet sig til dagens Bremer Freimarkt, der er en af Tysklands ældste fortsat vedligeholdte markedstraditioner.

Udbygning og opdyrkning

I 1032 blev byen første bymure af sten opført. Den stigende handel over havet med ikke mindst Norge og England medførte en stigende økonomisk indflydelse, der dermed skulle beskyttes. Få år senere begyndte en større ombygning af domkirken; det var begyndelsen til den kirke, man kan se i dag.

I 1041 hærgede en brand Bremen, der måtte genopbygges. I de følgende årtier skete en betydelig økonomisk opblomstring, der skyldes øget handel. Bremen blev i denne tid en betydende handelsby for regionen, og den blev i stigende grad benyttet som oplagsplads.

Ærkebiskop Adalbert medvirkede til, at de første munke kom til Bremen i 1050. Det var benediktinermunke, som grundlagde et kloster viet til Sankt Paul. Klostret virkede til 1523.

I 1100-tallet blev det sumpede land øst for byen dyrket af hollandske landmænd, der anlagde diger og derved bidrog til Bremen som bugnende markedsplads. Hollænderne var kommet hertil med privilegier, og fra 1171 kom de også til at gælde i området vest for byen og Weser.

Borgerrettigheder indføres

Med den voksende handel og blomstrende økonomi, blev befolkningens indflydelse stadig tydeligere for byens udvikling. Gennem 1100-tallet blev der givet forskellige rettigheder til indbyggerne.

Væsentligst var privilegierne, som kejser Friedrich I gav gennem det såkaldte Gelnhauser Privileg i 1186. Privilegierne fastsatte, at Bremen kun kunne regeres direkte af kejseren eller af et borgerskab og således ikke af kirken. Byen blev således formelt set en fri rigsstad, som var kendetegnet ved direkte kejserstyre.

Kirkens magt var dog fortsat tilstede i byen, der i begyndelsen af 1200-tallet havde 10.000-15.000 indbyggere.  Fx lod ærkebiskop Gebhard II en kæde spænde over Weser i 1220 for at kræve afgifter for passage. Denne hindring blev dog fjernet efter få år grundet opposition fra byens side.

I 1229 så det første rådhus i Bremen dagens lys. Det lå på hjørnet af gaderne Obernstraße og Sögestraße, og med denne institution var den en manifest borgerlig magtenhed i byen. Fire år senere stadfæstede ærkebiskop Gebhard II rettighederne i byen.

Bremens stadsrettigheder blev dog først rigtig offentligt formulerede med Bremer Stadtrecht i 1303. Bremer Stadtrecht var en forfatning for byen, der regulerede blandt andet byrådets beføjelser, borgernes rettigheder, strafferet og handelsregler. Forfatningen blev revideret et par gange i 1400-tallet, men var ellers i anvendelse til 1800-tallet.

Stridigheder og vækst

Midten af 1300-tallet blev en urolig tid. Gennem årene 1348-1350 herskede der en ærkebispefejde, hvor opponenterne var Gottfried von Arnsberg og grev Moritz von Oldenburg, der hver især mente sig berettiget til at blive valgt som ny ærkebiskop. Von Arnsberg blev udpeget ved blandt andet greverne af Hoyas hjælp, og von Oldenburg samlede en mindre styrke, der angreb byen. Med pestens hærgen i Bremen i 1350 døde næsten halvdelen af befolkningen, og Bremen måtte overgive sig til von Oldenburg. De to stridende parter delte herefter magten med Gottfried von Arnsberg som nominel ærkebiskop.

Ærkebiskop Gottfried nød beskyttelse hos greverne af Hoya, der residerede lidt syd for Bremen, og her opholdt Gottfried sig også ofte. Med pestens rasen mistede greverne livegne til deres landbrug, og mange var draget til Bremen, hvor de efter et år blev frie borgere og indbyggere. De forhold kridtede linjerne op, og Bremen tabte i 1358, hvorved mange blev tilfangetaget. Byen måtte af løsesummer, der efterfølgende pålagde borgerne skatter.

Det svækkede Bremen måtte i 1365 se ærkebiskop Albert II af Braunschweig-Lüneburg forsøge at opnå herredømmet i byen. I maj 1366 blev byen angrebet, og her blev frihedssymbolet, Rolandfiguren på markedspladsen, sat i brand. Opgøret havde rødder i social uro, men senere på året var tilstandene kommet tilbage til tidligere.

I begyndelsen af 1400-tallet var Bremen kommet ovenpå igen. Bystyret opførte et imponerende rådhus på markedspladsen, og en ny Rolandstatue blev stillet. Begge er bevaret til i dag, og de var symboler på byens formåen. Rolandstatuen desuden en synligt bevis på byens frihedsrettigheder, og den blev stillet op, så den vendte ansigtet mod domkirken for endeligt at markere bystyrets og derved befolkningens magt.

Hansestaden Bremen

I alt fire gange var Bremen medlem af Hanseforbundet; 1260-1285, 1358-1427, 1438-1563 og 1576-1669. Den første tid blev kun på 25 år, før Bremen blev ekskluderet. Årsagen var, at Bremens købmænd prioriterede de nord-sydlige handelsveje, hvor forbundet opretholdt en blokade mod Norge for at styrke den øst-vestlige handel.

Genindmeldelse skete i 1358, hvor Bremen økonomisk og politisk var i knæ. Købmændene handlede med Flandern, som Hanseforbundet havde boykot mod, og utilfredsheden med den foregående handel tvang Bremen med i forbundet og derved til at stoppe handelen med Flandern.

I årene 1427-1438 var Bremen ikke medlem som følge af interne anliggender, og byen blev også ekskluderet 1563-1576; denne gang grundet religiøse stridigheder mellem fraktioner af kristne.

Bremens handelsflåde kom vidt omkring, og den talte 65 skibe med en samlet kapacitet på 8.000 ton i 1560. Flåden var i slutningen af århundredet vokset til 107 skibe.

Reformationen i Bremen

Gennem middelalderen var domkirkeområdet, Domgebiet, en by i byen, og her bestemte kirken og ikke bystyret. Det havde ikke givet anledning til religiøse konflikter. I 1522 kom en augustinermunk til byen med den protestantiske tro, og han prædikede i en af byens kirker.

Munken blev stemplet som kætter af den katolske kirke, mens bystyret tog parti for munken. Domgebiet var dog fortsat katolsk til trods for den hastige udbredelse af protestantismen i området. I 1532 afbrød en gruppe bremere dog en katolsk messe i domkirken og satte en protestantisk prædiken i gang i stedet.

Den protestantiske kirkes indtog var dermed en realitet, og reformationen blev gennem århundredet gennemført i byen, hvor forskellige protestantiske retninger dominerede; der var således et stort antal calvinister.

30-årskrigen

Bremen søgte som mange andre mindre stater i området at holde sig neutrale under 30-årskrigen. Krigen var til dels en religionskrig om kom tættere på Bremen, da de calvinistiske trosfæller i De Forenede Nederlande bad om byens hjælp i 1623.

Den Katolske Liga drejede sine hære mod nord for at knægte det allerede svækkede hanseforbund, og her lå byerne Bremen, Hamburg og Lübeck lige for. Ligaen ønskede blandt andet selv at overtage handelen på Østersøen.
I 1625 gik kongen af Danmark, Christian IV, ind i krigen på Nederlandene og Englands side, og hans styrker kæmpede i slaget ved Lutter am Barenberg og led et stort nederlag. I stedet for kongens planlagte overtagelse af handelsstederne mod nord, kunne den katolske hærs general Tilly belejre Bremen, der dog ved løsepenge undgik en egentlig besættelse.

Ærkebispesædet i Bremen var en stat, der nu var under den katolske, tysk-romerske kejsers indflydelse, men som fri by gjaldt dette ikke for selve byen Bremen. Kejseren udstedte dekret om, at den katolske kirke skulle have kirkens tidligere ejendom tilbage fra byen, der argumenterede med, at Bremen længe havde været protestantisk, og at dette således ikke var efter borgernes ønske.

Med svensk hjælp bevarede Bremen sin frihed, men frygtede svensk herredømme. Derfor anmodede bystyret kejseren om at bekræfte byens status som kejserlig by, en fri rigsstad. Kejser Ferdinand III bekræftede denne status i 1646.

I 1653 angreb svenske tropper fra deres territorium Bremen-Verden. Byen bevarede sin frihed, men resultatet blev visse skattebetalinger til svenskerne. I 1663 fik Bremen sæde i den tysk-romerske rigsdag, og derved steg byens indflydelse og vigtighed. Svenskerne angreb i 1665-1666 fra deres enklave Bremen-Verden, men måtte efter byens støtte fra blandt andet Danmark og Nederlandene underskrive en traktat i 1666 om at nedrive angrebsstillingerne. 30-årskrigen og de efterfølgende svenske angreb var nu ovre for Bremens vedkommende.

Napoleonstiden og 1800-tallet

I 1811 invaderede Napoleons tropper Bremen og gjorde byen til hovedstad i det franske departement Bouches-du-Weser, der omfattede landet ved Wesers munding. I 1813 trak de franske tropper sig ud, og ved Wienerkongressen i 1815 forblev byerne Bremen, Hamburg og Lübeck selvstændige republikker frem for at blive lagt sammen med nabostaterne.

1800-tallet blev en fremgangsrig tid for Bremen, hvis handel udviklede sig positivt. Det første tyske dampskib blev bygget her i 1817, og ti år senere erhvervede bystyret en stribe ubetydeligt land ved Wesers munding. De købte det af Kongeriget Hannover og udviklede det siden til Bremerhaven, der med tiden overtog Bremens rolle som bystatens store handelshavn.

I 1847 åbnede den første jernbane, den gik mellem Bremen og Hannover. Blandt virksomheder så blandt andet det senere Beck’s Bryggeri og rederiet Norddeutscher Lloyd dagens lys, og i 1872 blev bomuldsbørsen i Bremen etableret. Shipping og verdenshandel var kendetegnende for byen.

Gennem århundredet steg indbyggertallet eksplosivt. Fra godt 30.000 omkring år 1800 boede her flere end 160.000 hundrede år senere.

1900-tallet til i dag

Under Weimarrepublikken voksede Bremens økonomi betragteligt, og infrastrukturen blev yderligere styrket. I 1920 startede fx de første ruteflyvninger fra byens lufthavn. I 1928 åbnede Columbuskajen i Bremerhaven; den var opkaldt efter Norddeutscher Lloyds flagskib, Columbus, der var den tyske handelsflådes største oceandamper. Kajens åbning gav bedre forbindelser over Atlanterhavet, hvor skibet TS Bremen blev symbolet på byens og landets kunnen. TS Bremen opnåede det blå bånd som det hurtigste skib over Atlanten. Bremerhaven som handelshavn gav vækst i byen; den blev og er en af Tysklands største havne.

Som værfts- og havneby blev Bremen kraftigt bombet under 2. Verdenskrig. Her var også flyproduktion, som også var bombemål. Under de i alt 173 luftangreb blev cirka 60 % af byens bygninger ødelagt. Efter krigen startede et storstilet genopbygningsarbejde, og siden 1949 har byen været sin egen frie bystat i Forbundsrepublikken Tyskland.

Tidligere tiders handel og tekniske kunnen er videreført til dagens Bremen, der er universitetsby og blandt andet har forskning og udvikling indenfor rumfartsteknologi som erhverv i byen. Bremens status som historisk hansestad afspejler sig også i byens gamle bydel, der med rådhuset, domkirken og Rolandstatuen som vartegn tiltrækker mange turister.