Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Logroño er en by i det nordlige Spanien, og det er hovedstad i provinsen La Rioja. Byens historie går tilbage til en keltisk bosættelse med navnet Vareia, som efterfølgende blev romersk ved navn Varelus. Byen udviklede sig til en havne- og handelsby ved floden Ebro, og romerne anlagde en vej gennem byen på vejen mellem Tarragona og Asturien. I 700-tallet erobrede maurerne byen, der senere blev er del af spanske Castilien. Kongen tildelte Logroño stadsret i 1095, og i 1099 blev der opført en ny bro i byen, og den gjorde Logroño til et vigtigt sted på pilgrimsvejen mod Santiago de Compostela. Byen udviklede sig, og den blev formelt en by i 1431.

I dag ligger Logroños gamle bydel syd for Ebro, og der er stemningsfuldt i de gamle gader. Man kan starte en spadseretur på pladsen Plaza de Mercado. Her kan man se byens store kirke, Concatedral de Santa María de la Redonda, hvis historie går tilbage til Logroños tidlige spanske tid. Den nuværende katedral blev opført i sengotik i årene 1516-1598, og gennem 1600-1700-tallene blev bygningen udbygget ad flere omgange. Den dobbelttårnede facade blev opført 1742-1759. I kirkerummet kan man se flere interessante kunstværker og en smuk altertavle, der dominerer indtrykket i den store hallekirke.

Man kan også se andre kirker i Logroño som fx den treskibede Iglesia de San Bartolomé, der er byens ældste kirke.  Iglesia de San Bartolomé blev opført i 1100-1200-tallene, og her kan man bl.a. se en imponerende barokportal og en smuk forgyldt altertavle. Man kan også se Iglesia de Santa María de Palacio, der er næsten samtidig med Iglesia de San Bartolomé, men kirken er i en vis grad blevet ombygget gennem årene. Også her kan man se et imponerende hovedalter. I Logroños centrum ligger der også flere smukke parker som fx Paseo del Espolón. Man kan også gå en dejlig tur langs Ebro og bl.a. se broen Puente de Piedra, der er en nyere afløser for den gamle by, der blev bygget i Castiliens tid.

Fra Logroños historie kan man se en bevaret del af byens 1500-talsmure langs gaden Calle Once de Junio. Her ligger Muralla del Revellín og et af den gamle murs tårne. Tæt herpå kan man lære mere om byen på det lokalhistoriske museum, Museo de La Rioja, som formidler kunst og regionens udvikling gennem tiden. Går man videre i gaderne i den gamle by kan man nyde det smukke marked, Mercado San Blas, der i sin nuværende markedshal åbnede i 1930. Vil man have flere gode museumsoplevelser, kan man besøge Museum Würth La Rioja sydøst for Logroño, der udstiller avantgarde-samtidskunst fra den fine Würth-samling.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev