Se på kortet
Plaza Moyúa, Federico Moyúa Plaza, Bilbao, Spanien
Læs om byen
Bilbao i Nordspanien er en by, der for alvor blev et turistmål efter åbningen af Guggenheim Museum, men her er også så meget andet at komme efter. Det gælder både seværdigheder, omgivelserne og lokal gastronomi som Baskerlandets lækre pintxos, de små stykker brød med blandet pålæg.
På en tur i Bilbao er den gamle bydel, Casco Viejo, det rigtige sted at starte. Det er et kvarter med smalle gader, hyggelige pladser og farvestrålende bygninger. Der er naturligvis mange caféer, som man kan nyde mellem oplevelser med byens katedral, andre kirker og det arkæologiske museum.
Bilbaos vartegn er Frank Gehrys berømte museumsbygning med de spændende ydre kurver, hvor kunstmuseet Guggenheim ligger. Et besøg her er nærmest et must i byen, hvor man også kan besøge andre spændende museer. Det kan fx være Museo Euskal om Baskerlandets kultur.
Baskerlandet er også et område, der er værd at tage ture rundt i. Her er betagende kyststrækninger, smukke nationalparker og mange fine byer. Den meste kendte er San Sebastián, der også kendes som Donostia. Det er her, man finder den ikoniske strand, Playa de la Concha.
Topseværdigheder
- Guggenheim Museum Bilbao: Dette er Bilbaos vartegn og samtidigt et museum for samtidskunst og moderne kunst. Frank Gehry har tegnet den spændende bygning, der med sine nærmest tilfældige ydre kurver er et kunstværk i sig selv. På museet dominerer 1900-talskunst.
- Museet for Skønne Kunster/Museo Bellas Artes: Bilbaos gamle og fine kunstmuseum åbnede i 1914, og her finder man en af Nordspaniens fornemste samlinger fra 1100-tallet til i dag. Man kan se værker af bl.a. Goya, El Greco og Paul Gauguin.
- Bilbao Rådhus/Casa Consistorial de Bilbao: Dette er Bilbaos rådhus, som blev opført i smuk nybarok i 1892 efter Joaquin Rucobas tegninger. Der er nogle særdeles smukke sale i rådhusbygningen; bl.a. i en nymaurisk stil.
- La Ribera Marked/Mercado La Ribera: Markedet La Ribera er en stemningsfuld markedsbygning, hvor man både kan købe fødevarer som frugt og grønt og sidde ned på hyggelige caféer og restauranter og nyde stemningen.
- Det Baskiske Museum/Museo Vasco: På dette museum kan man lære mere om den baskiske kultur, som naturligt nok præger Baskerlandet i grænseområdet mellem Frankrig og Spanien. På museet er der utallige museumsgenstande og forskellige temaer.