Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Tarragona er en by ved Middelhavet, som ligger i regionen Catalonien. Byen er gammel og kendes gennem flere tusind år. Romerne erobrede regionen i 218 f.Kr., og de gjorde Tarragona til hovedstad i provinsen Hispania Citerior med navnet Tarraco. Denne status gav stor byggeaktivitet med anlæg af bl.a. en akvædukt, et amfiteater og en triumfbue. Det Vestromerske Rige faldt i 476, og Tarragona blev erobret af vestgoter. I 700-tallet erobrede maurerne byen, der ved den lejlighed blev ødelagt og i det store hele mærkede nedgangstider indtil den kristne generobring i 1100-tallet. Det spanske herredømme genbefolkede byen, og de romerske bymure blev renoveret. Tarragona blev også kirkeligt center for Catalonien og voksede gennem de følgende århundreder.

I dag kan man både nyde Tarragonas stemningsfulde gamle bydel, de nyere kvarterer og byens Middelhavskyst. I den gamle bydel kan man starte en gåtur på Plaça de la Seu, hvor byens katedral ligger. Den blev opført fra 1154 på samme sted som et tidligere romersk tempel, en vestgotisk kirke og en maurisk moské. Katedralen blev indviet i 1331, og arkitekturen er en blanding af romansk og gotisk stil. Bag katedralen ligger en seværdig klostergård fra 1200-tallet. Man kan gå videre til Plaça de la Font, hvor Tarragonas rådhus ligger. Det er indrettet i en smuk bygning, der tidligere var et dominikanerkloster. I den nyere del af byen kan man gå fra Plaça Imperial Tàrraco ad den brede Rambla Nova til Tarragonas fine promenade, der ligger hævet højt over Middelhavet og byens strande.

I Tarragona kan man flere steder se spændende bevarede dele fra byens romerske fortid, og de romerske ruiner er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Et af de mest kendte værker fra denne tid er byens amfiteater, der blev bygget omkring år 100 f.Kr. Amfiteatret havde plads til 15.000 tilskuere, og det var i funktion gennem store dele af den romerske æra, hvorefter det blev forladt og anvendt til byggematerialer. Der er dog fortsat store dele bevaret. Det andet store romerske monument er Aqüeducte de les Ferreres, der er en akvædukt lidt nord for Tarragona. Akvædukten blev bygget omkring år 0, og den var en del af vandforsyningen til romerske Tarraco. I bymidten kan man bl.a. også se det gamle romerske forum, bevarede søjler og mure.

Man kan med fordel gå en dejlig tur rundt om Tarragonas gamle bydel og se den imponerende romerske bymur, der blev opført i 100-tallet. Muren var oprindeligt 3.500 meter i længde, og i dag der bevaret omkring 1.100 meter. De bedst bevarede dele kan ses langs stien Passeig Arqueològic, hvor man kan se muren inkl. tårne og indgangsporte. På turen kan man også se andre ruiner som fx murene omkring Torre de les Monges, der blev opført i 1300-tallet. I gaderne Carrer dels Ferrers og Carrer de l'Enrajolat kan man se bevarede mure fra 1100-tallet. I samme område lå det romerske cirkus og tårnet Torre del Pretori, som er forbundne med lange gange under anlæggene. Her kan man også se kongeslottet, Castell del Rei, der blev indrettet i et gammelt romersk tårn efter den kristne generobring af området.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev