Barcelona rejseguide

Byens begyndelse

De første sikre tegn på beboelse er thrakisk-iberiske stammer, der bosatte det nuværende Barcelona-område gennem 200-100-tallene f.Kr. De etablerede to bosættelser tæt på dagens centrum; Barkeno i det, der nu er den gamle bydel, og Laie på Montjuïc. På en ikke stedfast position lå desuden Kallipolis, der var en græsk landsby.

År 218 f.Kr. regnes ofte for Barcelonas egentlige grundlæggelse. I dette år erobrede tropper fra Karthago området under Den Anden Puniske Krig. Det skete under ledelse af Hamilcar Barca. På trods af navneligheden menes Barcelonas navn dog ikke at stamme fra Barca, men fra det iberiske Barkeno.

Det romerske Barcino

Den følgende tid kendes kun lidt fra Barcelonas historie, men næste gang, området blev historisk interessant var under den romerske republiks stigende indflydelse og erobring af nye landområder.

Magten om den iberiske halvø var et opgør mellem Rom og Karthago, og denne kamp gik Rom sejrrigt ud af. Med afslutningen af De Kantabriske Krige i år 19 f.Kr. var regionen og derved også bosættelserne på kysten kommet ind under Rom.

Barcelona var en mindre væsentlig bosættelse i forhold til fx Terraco og vore dages Zaragoza, og den fik romersk status af colonia med navnet Barcino.

Barcinos beliggenhed på handelsvejen Via Augusta førte til en hurtig økonomisk vækst, der blev hjulpet på vej af en status som fritaget for beskatning. På det tidspunkt bestod byen af 12 hektarer med blandt andet to hovedgader og et centralt forum.

Befolkningstallet steg hastigt, og i løbet af 100-tallet nåede det 5.000. De levede hovedsageligt af handel med fødevarer og vin fra den frugtbare omegn.

Romerrigets nedgang

Germanske stammer kom i stigende grad på plyndringer fra midten af 200-tallet, og Barcinos forsvarsværker blev derfor kraftigt udbygget. Bymure med 78 tårne blev etableret og gjorde byen til den kraftigst befæstede i provinsen.

På trods af angrebene og Romerriget begyndende nedgang skete også en vis udvikling i Barcino. Områdets første bispesæde var dannet i Terraco i 259, og biskop Prætextatus blev senere nævnt som den første biskop af Barcino. Det skete, da han deltog i synoden i Sardica i 347.

Gennem 400-tallet invaderede stadig flere germanske stammer den iberiske halvø, og ikke mindst vestgoterne skabte ufred i Barcinos omegn under den smuldrende Vestromerske Riges langsomme opløsning, der i 476 var en endelig realitet.

Med Roms fald kom Barcino under vestgoternes kongerige, der blev ledt fra Tolosa; vore dages Toulouse. Fra 507 flyttede Gesalec dog hovedstaden til Barcino; en status den havde til 573, hvor vestgoterne i stedet etablerede regeringssæde i Toledo.

Nye herskere

Århundrederne efter Det Østromerske Rige var præget af forskellige herskere i Barcino, hvis navn også løbende ændrede sig. Byen var under alle ledere en stærk provinsby; ikke mindst grundet de store forsvarsanlæg, der var anlagt under romertiden.

700-tallet blev præget af de muslimske maurere, der fra 711 trængte op gennem Den Iberiske Halvø og blandt andet erobrede Tarraco i 717. Med Tarracos fald overgav Barcino sig frivilligt for at undgå ødelæggelse under en kamp af byen, der under maurerne kom til at hedde Barshiluna.

I maurernes tid i byen blev Barshilunas katedral konverteret til en moske, og der blev indført skatter for ikke-muslimer. Ellers var tiden præget af militært fokus på at kunne forsvare byen og området i den urolige tid.

Frankernes Barcelona

I 781 blev Ludvig den Fromme konge i Aquitaine, og som søn af Karl den Store samt senere medhersker og konge af frankerne var han en magtfuld mand, der søgte at udvide riget mod sydvest.

I 801 erobrede Ludvig Barcelona fra maurerne efter længere tids belejring. De nyvundne regioner blev den sydligste del af de regerende karolingers kongerige, og de blev etableret som grevskaber, hvilket også gjorde sig gældende for Barcelona.

Grevernes betydning og magt steg gennem årene, og i takt med svækkelsen af karolingernes styre, blev den lokale administration løbende stærkere.

I 878 blev Wilfred I den sidste greve i Barcelona, som blev udnævnt af kongen, og Wilfred havde desuden samlet flere grevskaber under sig og havde dermed en større magtbase. Ved grevens død i 897 kom hans søn, Wilfred II, til magten i Barcelona, og han blev den sidste greve her, der svor troskab mod karolingerne. Det øgede selvstyre til trods forblev Barcelona formelt en del af det franske rige indtil underskrivelsen af Corbeiltraktaten mellem Frankrigs Ludvig IX og Jakob I af Aragonien i 1258.

Byen blomstrer

Gennem århundrederne voksede Barcelona grundet byens stærke forsvar og de lokale grevers stigende magt, som de anvendte til at udvikle en stadig større del af egnen, hvis indland var blevet affolket gennem krige i flere hundrede år.

Barcelona blev i denne tid den absolut førende by i Catalonien, og den var mange gange større end Girona mod nord. I den ekspansive by var økonomien god, og den var en væsentlig kilde til herskerne; såvel greverne som Aragoniens konger.

Baseret på blandt andet gamle romerske love udviklede byen sig løbende, og gennem tiden blev Barcelona en stadig større konkurrent til Madrids dominans i det spanske område.

Castillens tid

I 1469 blev Barcelona og Madrid ”gift med hinanden”, idet brylluppet mellem Ferdinand II af Aragonien og Isabella I af Castillen forenede de to store kongeslægter og dermed landområder. Det gav fred og nye muligheder, men også grobund for yderligere konkurrence mellem de to hovedbyer.

Spanien var på det tidspunkt økonomisk drevet af handelen på Middelhavet, og det øgede Barcelonas strategiske vigtighed. Det ændrede sig voldsomt med den spanske kolonisering af Amerika, som bragte nye formuer til landet og til Madrid. Barcelonas vigtighed faldt, og selv om handelen her fortsatte, lå væksten i koloniøkonomien.

Madrid pålagde blandt andet Barcelona ikke at kunne handle med de nye kolonier i Amerika, og i slutningen af 1600-tallet erklærede Catalonien krig mod Spanien og påberåbte sig uafhængighed. Det skete under Frankrigs beskyttelse. De spanske tropper anført af Castillen belejrede Barcelona og overvandt byen.

Spanske stridigheder

I begyndelsen af 1700-tallet hærgede den Spanske Arvefølgekrig fra 1701 til 1714. Krigen brød ud med de spanske habsburgeres uddøen med Karl II som sidste konge, og krigens parter var hovedsagelig Østrig, England og Holland mod Frankrig. Spanien var stridens kerne, og her holdt Castillen med Frankrig, og Catalonien med Østrig.

Både Frankrig og Østrig havde en kandidat til en ny spansk konge, men da Østrigs blev kejser i 1711, sluttede Frankrig fra med England og Holland ved Freden i Utrecht to år senere. Det banede vejen for, at de franske bourboner med Filip kom til at regere Spanien.

For Barcelona fik støtten til Østrig konsekvenser. Castillen havde på vej mod overtaget belejret byen i årene 1713-1714, og da Barcelona og habsburgerne fra Østrig tabte opgøret, blev Catalonien pålagt at nedlægge sin regionale regering. Samtidig blev citadellet i byen bygget om, så det kunne bruges til overvågning af Barcelona fremover. Det catalanske sprog blev på samme tid forbudt, så autonomien blev på flere måder tabt med krigen.

Industriel revolution og ny vækst

Fra slutningen af 1700-tallet startede en ny blomstring i Barcelona. Industri og handel blev økonomisk vigtigere omkring Middelhavet, hvor Barcelonas havn var et stort aktiv.

Med økonomien voksede også andre ting og forhold i byen. Et nyt fort blev bygget på Montjuïc, og her blev den franske astronom Pierre François André Méchain sat til at foretage målinger af forskellige distancer, der ledte til produktionen af den første prototype af en meter, der blev defineret som en 1:10.000.000 af afstanden fra Nordpolen til Ækvator. Den endelige meterstok blev produceret i platin og præsenteret i 1799 i Paris.

I begyndelsen af 1800-tallet fortsatte væksten i byen. Handelen med de amerikanske kolonier blev igen lovlig, og efter nogle år som en del af Napoleons Frankrig fra 1812 kom der for alvor gang i den industrielle udvikling i Barcelona som andre steder i landet.

Spaniens første jernbane blev bygget fra Barcelona til Matero, og der blev blandt andet udviklet en større vinproduktion og jernindustri. Byens befolkning steg også løbende, og gennem årene skete en større ekspansion af byens kvarterer; fx med Eixample.

Catalanske selvstændighedstanker

I begyndelsen af 1900-tallet steg den catalanske selvforståelse igen, og republikanske tanker var et emne af stigende vigtighed for mange lokale grupper. Spaniens leder Primo de Rivera forbød senere nogle politiske enheder, og andre catalanske institutioner som fx fodboldklubben FC Barcelona blev lukket.

Efter Riveras fald i 1930, udråbte de catalanske nationalister Catalonien til en uafhængig stat, men dette blev trukket tilbage efter et solidt pres fra Madrid. Den tidligere regionale regering blev genindført, men allerede lukket igen i 1934 efter politiske forsøg på at løsrive Catalonien.

Umiddelbart inden den forestående spanske borgerkrig dannedes igen en regional regering. Da Francos tropper i borgerkrigens første periode gik hurtigt frem fra det sydlige Spanien, stod Barcelona på republikkens side sammen med Madrid, der dog faldt. Den spanske regering flygtede til Barcelona, og siden stod Francos militær uden for byen. De første luftbombardementer startede i 1938, og i januar 1939 faldt byen. Spanien var igen samlet under en regering i Madrid, catalansk blev endnu en gang forbudt som sprog, og alle gadenavne i byen blev nu skrevet på spansk.

Gennem årene indtil Francos død fortsatte udviklingen inden for Spanien, og ikke mindst den stigende internationale turisme til mange spanske områder, herunder Costa Brava uden for Barcelona, satte et økonomisk opsving i gang.

Barcelona i dag

Efter Francos død i 1975 vendte catalanske politikere i eksil tilbage til Barcelona, og med Kong Juan Carlos’ tiltrædelse blev der dannet en autonomi i Catalonien, og den regionale regering blev genindført.

Barcelona kom med resten af Spanien i EF i 1980erne, og det var startskuddet til en økonomisk og kulturel udvikling, byen ikke tidligere havde gennemlevet. Et internationalt højdepunkt kom i 1992, hvor byen husede de Olympiske Lege. Byggeriet og investeringerne i forbindelse med legene betød en fortsættelse af byens vækstperiode med stærk stigning i turismen som en af effekterne.