Site logo
Se på kortet
  • Plaza de Santa Ana, Plaza Santa Ana, Las Palmas (Gran Canaria), Spanien

Læs om byen

Las Palmas er den største by på øen Gran Canaria, der er en del af De Kanariske Øer, som ligger i Atlanterhavet ud for Afrika. Byen blev grundlagt i 1478 med navnet Real de Las Palmas. Det skete under den spanske erobring af øgruppen. I 1485 blev Las Palmas bispesæde, og få år senere ankrede Christoffer Colombus op i byens havn på til mod vest og genopdagelsen af Amerika i 1492. I slutningen af 1500-tallet blev byen angrebet af først engelske og siden hollandske flådeskibe, og i de seneste århundreder har byen udviklet sig til øgruppens største by.

I dag er der hyggelig spansk storbystemning i centrum af Las Palmas, hvor man kan nyde nogle interessante spadsereture mellem byens seværdigheder, caféer og strøggader, og nogle seværdigheder ligger i Las Palmas’ forskellige bydele med Vegueta som den gamle by. Byens katedral ligger ved den stemningsfulde Plaza de Santa Ana, der er byens smukkeste plads. Kirken blev opført i årene 1500-1570 og byder bl.a. på nogle smukke glasmosaikker. Området omkring Plaza de Santa Ana er et af de mest charmerende i byen, og her skal man blot gå rundt og nyde atmosfæren.

Umiddelbart nord for Vegueta ligger Triana, der også hører til den gamle del af Las Palmas’ byudvikling. I Triana er der også skønne butiksgader, restauranter, caféer og flere seværdigheder. I centrum af bydelen ligger Alameda de Colón, hvor man kan se det smukke hus, Gabinete Literario. Det er også her, man kan se byens store opera- og teaterscene, Teatro Pérez Galdós. Over for teater kan man se og besøge den gamle markedsbygning, Mercado de Vegueta. I den nordlige del af Triana kan man gå en tur i San Telmo-parken, hvor der bl.a. står en smuk kiosk i modernisme.

Man kan besøge borgen Castillo de la Luz ved havnen i Las Palmas. Den blev bygget som fæstning i 1541 på fundamentet fra den spanske fæstning, der blev opført i erobringstiden i slutningen af 1400-tallet. Der er også flere museer i Las Palmas. På Casa Museo de Colón kan man se historien om De Kanariske Øer i relationen til Amerika. Museet er indrettet i flere huse, og Colombus opholdt sig i et af dem i 1492 på vejen mod vest. Man kan også besøge Museo Canario, der er et arkæologisk museum for tiden før den spanske kolonisering af øgruppen. Man kan også se udstillinger af samtidskunst i Las Palmas på museet Centro Atlántico de Arte Moderno.

Las Palmas og Gran Canaria er grundet beliggenheden og det milde klima et populært feriested, og der er også mange rekreative steder i byen. Både øst og vest for bykernen ligger der strande som fx Playa de Las Alcaravaneras og Playa de Las Canteras, der er byens længste strand. Man kan også blot tage en gåtur langs vandet, hvilket man fx kan gøre ad Avenida Maritima, eller en tur opad i det kuperede landskab, der omgiver Las Palmas. Der er flere gode udsigtspunkter som fx Mirador Altavista, hvorfra der er en panoramaudsigt over byen, havnen og Atlanterhavet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev