Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Pamplona er en by i det nordlige Spanien, og den er samtidigt en af de større byer i det baskiske kulturområde. Byens historie går tilbage til 74-75 f.Kr., hvor den romerske general Gnaeus Pompeius Magnus slog lejr netop her. Han regnes for at have grundlagt Pompaelo, der på spansk er blevet til Pamplona. Gennem de første tusind var var der skiftende herredømme i byen, der for alvor udviklede sig fra 1000-tallet, hvor den kom til at ligge på pilgrimsvejen til Santiago de Compostela. Der blev anlagt nye bydele i denne tid, men det skabte så meget splid mellem de enkelte bydele, at Carlos III slog dem sammen til én by i 1423, og i 1500-tallet blev der anlagt store nye fæstningsanlæg. I de senere år er Pamplona blevet berømt for den årlige San Fermín-festival, hvor der er løb med tyre i gaderne.

I dag kan man nyde stemningen i Pamplonas gamle bydel med dens mange smalle gader og hyggelige pladser. Man kan fx starte en spadseretur på den lille plads, Plaza Consistorial, hvor Pamplonas fine rådhus ligger. Det første rådhus på stedet blev bygget i 1423, da Pamplona fik status som by, og den nuværende bygning stammer fra 1755. Ved siden af rådhuset kan man besøge byens markedshal, Mercado de Santo Domingo. Tæt herpå kan man også se den gotiske kirke Iglesia de San Saturnino Eliza, der blev bygget i 1200-tallet. I området ligger der også et spændende historisk museum, Museo de Navarra, som er indrettet i det tidligere hospital Nuestra Señora de la Misericordia. Museets udstilling viser arkæologiske fund fra Navarra og diverse kunst; bl.a. er her et maleri af Francisco de Goya.

I Pamplona ligger der flere kirker med byens katedral som den vigtigste. Den nuværende katedral blev opført i gotik fra år 1394, og den afløste en romansk kirke på stedet. I 1783 blev facaden ombygget til tidens klassicisme. Katedralen spillede en vigtig rolle i Kongeriget Navarra, der var et rige i perioden 824-1620 med Pamplona som hovedstad. Navarras konger blev kronet i byens katedral, og nogle blev også begravet her. I forbindelse med katedralen ligger der et kloster fra 1200-tallet med en smuk klostergård, og her er også et museum med diverse kirkekunst fra Pamplona og andre steder i Navarra. Katedralen ligger i øvrigt på det sted, hvor det romerske Pompaelo blev grundlagt, og arkæologiske udgravninger har afdækket gader og bygninger fra denne tid.

Under et besøg i byen skal man også gå en tur til Plaza del Castillo, der er den største og fineste plads i det centrale Pamplona. Her blev Navarras kongeslot opført i starten af 1300-tallet, og slottet blev senere indbygget i byens store fæstningsanlæg. Med byens historie som fæstningsby kan man også se mange af historiske militære anlæg i byen. Der er således bevaret store dele af Pamplonas tidligere fæstningsmure, der omsluttede byen, og man kan også se det store citadel, der ligger sydvest for byen. Citadellet blev anlagt som en femtakket renæssancefæstning fra 1571, og det er Spaniens mest imponerende af denne type anlæg fra sin tid. Citadellet blev anvendt af militæret til 1964, og i dag er området med bastioner, mure og grønne omgivelser udlagt som en stor park.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev