Se på kortet
Firenze, Metropolitan City of Florence, Italy
Læs om byen
Firenze og det omgivende Toscana står øverst på mange menneskers ønskeliste over steder at se i Italien, og det med god grund. Landskabet med de mange kulturbyer, hvor Firenze står i spidsen med al sin pragt blandt utallige smukke steder.
Byen byder med alle sine pragtbyggerier i marmor og sin atmosfærefyldte gamle bykerne på masser af oplevelser. Blandt de mest berømte steder at besøge er byens prægtige domkirke med tilhørende dåbskapel, Palazzo Pitti med den imponerende Bobolihave, den enestående bro Ponte Vecchio, Uffizi-galleriets fornemme samlinger og området omkring Republikpladsen. Den ene perle trænger sig på efter hinanden, og man kan nyde det hele på behagelige slentreture i byens stemningsfulde gamle bydel.
Turen langs floden Arno er også smuk. Det naturlige højdepunkt er Ponte Vecchio med den enestående arkitektur med boder langs begge sider. Herfra breder gode gåture sig med kig til tårnene i den smukke by. Et overblik over Firenze kan man få fra pladsen Piazzale Michelangelo, der næsten er et must på en tur hertil, hvor man fx kan se Firenzes kirker.
Det smukke toskanske landskab med alle sine vinmarker og charmerende middelalderbyer omgiver Firenze, og her er der mange steder, man kan få med på en ferie. De større byer tæller Pisa med Det Skæve Tårn og Bologna med de mange arkader og murstensbygninger. Uforglemmelige Siena ligger også tæt på, og så kan man fx også vælge at gå i Leonardo da Vincis fodspor, som starter i byen Vinci.
Andre seværdigheder
- San Miniato på Bjerget Basilika/Basilica di San Miniato al Monte: Den romanske San Miniato al Monte-kirke er en af Toscanas fineste i denne stil. Den blev opført særdeles smukt ved toppen af en trappe på et af de højeste punkter i byen.
- Medici Riccardi Palæ/Palazzo Medici Riccardi: Det smukke Medici Riccardi-palæ er en af Firenzes fornemste privatopførte renæssancebygninger. Her kan man se Cappella dei Magi og en fin italiensk gårdhave.
- Sankt Laurentius Basilika/Basilica di San Lorenzo: Dette er en af Firenzes største og ældste kirkebygninger. De oprindelige dele stammer fra år 393, mens hovedparten er fra 1400-tallet. Indvendigt er der værker af bl.a. Donatello.
- Centralmarkedet/Mercato Centrale: Firenzes centralmarked er en bygning, der er rejst i den såkaldte Risanamento-tid i slutningen i 1800-tallet. I dag er her fortsat en god atmosfære i den fine markedsbygning.
- Santa Maria Novella Banegård/Stazione di Santa Maria Novella: Dette er byens hovedbanegård, som er et af de store værker inden for italiensk modernisme. Bygningen blev designet i 1932 og fik Benito Mussolinis godkendelse.
- Den Hellige Bebudelses Basilika/Basilica della Santissima Annunziata: Annunziata-basilikaen er grundlagt i 1250 og regnes for at være en af Firenzes mest betydningsfulde kirkebygninger. I det barokke kirkerum er bl.a. et kendt portræt af Jomfru Maria.
- Michelangelo Plads/Piazzale Michelangelo: Giuseppe Poggi anlagde Michelangelo-pladsen i 1869. Herfra er der en fabelagtig udsigt over Firenze. For fødderne af en ligger alle byens kendte bygninger og Arno-floden med Ponte Vecchio.
- Arkæologisk Museum/Museo Archeologico: Dette er Firenzes interessante arkæologiske museum. Samlingen skildrer særligt den etruskiske kunst og civilisation, men man kan også se græske, romerske og egyptiske fund.
- Signoria Plads/Piazza della Signoria: Pladsen Piazza della Signoria har helt siden omkring år 1300 været Firenzes centrum for det politiske og det sociale liv. Blandt pladsens statuer kan man se Michelangelos verdensberømte David.
- Republikkens Plads/Piazza della Repubblica: Firenzes republikplads er historisk for Italien, idet den blev udtænkt i den tid, hvor Firenze var Italiens hovedstad. Stedet er også der, hvor byens Forum lå i Romerrigets tid.
- Brancacci Kapel/Cappella Brancacci: Man finder det berømte Brancacci-kapel i 1200-talskirken Santa Maria del Carmine. Kapellet er kendt for sit mesterværk af en renæssancefresko fra 1424-1480.
- Belvedere Fort/Forte di Belvedere: Medici-hertugen Ferdinando I lod det lille Belvedere Fort anlægge 1590-1595. Placeringen er velvalgt, idet hele byen kan overvåges og derved kontrolleres herfra.
- Sankt Nikolaus Port/Porta San Niccolò: Dette er den eneste velbevarede af byens oprindelige byporte, der var bygget, så de på samme tid udgjorde høje forsvarstårne. Porta San Niccolò blev opført 1324-1327.
- Flere seværdigheder og mere info: Køb pdf-bogen om Firenze her.
Historisk overblik
Romersk begyndelse
Firenzes historie som egentlig by startede i år 59 f. Kr. med Romerrigets etablering af Florentia som en garnisonskoloni. Dog var der tidligere bebyggelser i området, herunder etruskernes Fiesole.
Florentia blev anlagt ved floden Arno efter romersk mønster med et retvinklet gadenet. Der blev bygget forsvarsværker i form af bymure, og byens centrale plads var det romerske forum, der med tiden er blevet til den nuværende Piazza del Repubblica.
Byen voksede hurtigt takket være sin gode beliggenhed for transport og handel, og inden for kort tid havde den overtaget Arezzos position som den førende romerske by i området.
Kampe i området
Fra 400-tallets kampe mellem goter og byzantinere begyndte en nedgangsperiode for Florentia. Efter at have modstået flere angreb blev byen langsomt affolket, og der var på et tidspunkt færre end 1.000 borgere tilbage.
De germanske longobarder erobrede Nord- og Mellemitalien i 500-tallet, og med det kom Florentia til at ligge tæt på grænsen til byzantinerne i Østitalien, hvormed en opretholdelse af den gunstige position gennem byen på handelsvejen mod Rom var udsat.
Ny romersk tid og vækst
Mod 800-tallet blev Florentia igen underlagt Rom, og derved fik byen på ny medvind. Flere store byggerier blev grundlagt, og der blev opført nye bymure – denne gang for at beskytte mod mulige angreb fra ungarerne.
Florentia kom til at hedde Firenze, og dens magt og betydning steg markant i 1000-tallet, da byen Luccas rolle som administrativt centrum bortfaldt. Det skete, da markgreve Hugo af Tuscia flyttede sin residens til byen.
I 1055 mødtes kejseren, paven og 120 biskopper i Firenze, hvilket var en anerkendelse og understregning af byens markante position i riget.
Mod slutningen af 1100-tallet blev mange af byens store og i dag berømte bygningsværker grundlagt, blandt andet forløberen for dagens katedral, Santa Reparata, og det fornemme dåbskapel, der troner foran domkirken. Før dem var Basilica di San Miniato al Monte blevet grundlagt i 1013.
Toscana vokser
I 1125 døde Henrik V som den sidste kejser i det frankiske dynasti, og det blev for Firenze begyndelsen på en ny æra. Firenze angreb nabobyen, den gamle Fiesole, og forenede de to byer i Firenze-kommunen, der er nævnt første gang i 1138. Firenze var dette år med til at indgå i forbundet af toskanske byer.
Byens driftige købmænd skabte en løbende velstandsstigning, der dog blev midlertidigt bremset med Frederick Barbarossas hærgen i området mod slutningen af århundredet.
1200-tallet blev domineret af kampene mellem de pavetro guelfer og de kejsertro ghibelliner. I 1250 dannede guelferne regering, og store dele af Firenzes aristokrati blev frataget sin magt. Ydermere kom det til interne stridigheder mellem de regerende guelfer; de blev således delt i såkaldte sorte og hvide fraktioner under ledelse af henholdsvis Corso Doanti og Vieri de’ Cerchi. Uoverensstemmelsen ledte til eksilering af de hvide guelfer, hvortil blandt andet Dante Alighieri hørte.
Kampene ledte dog ikke til en nedgang i Firenzes velstand. I 1252 var florinen blevet introduceret som gylden valuta, og den var med til at cementere byens position som økonomisk førende i regionen og i Europa. Florinen var den første valuta i århundreder, der blev præget i et antal, der muliggjorde handelsmæssig anvendelse langt ud over byens grænser.
Firenze oprettede banker mange steder som fx i den rige flamske handelsby Brugge, der var blandt de dominerende i det nordeuropæiske. På den måde blev florinen den mest anvendte valuta i Vesteuropa.
Slutningen af 1200-tallet blev også nedgangstid for Firenzes rival mod vest; byen Pisa. I 1284 blev den besejret af Genova, og derved kunne Firenze udvikle sig yderligere.
Fortsat økonomisk og kulturelt boom
I midten af 1300-tallet var Firenzes befolkningstal vokset til omkring 80.000, og den var på alle måder en magtfaktor i området. En af de store arbejdsgivere var uldindustrien, der menes at have haft 25.000 ansatte. Det var et rigt Firenze, der derfor blev ramt, men ikke ødelagt af pesten, der hærgede byen i 1348.
Fra 1328 blev Firenze en byrepublik, der blev styret af et råd bestående af købmænd og bankfolk. Dog var der perioder med opstande fra byens øvrige borgere, og de fik også af og til deltagelse i bystyret. Det blev etableret et komplekst valgsystem, der tog hensyn til byens repræsentation, og det udelukkede blandt andet, at familier havde flere medlemmer af byens regering; der hed signoria.
Medici-familien kom til betydelig indflydelse og senere magt fra slutningen af 1300-tallet, og med den startede Firenzes store kulturelle opsving. Cosimo de Medici startede som mæcen for Brunelleschi og Donatello, og Cosimos barnebarn, Lorenzo, fortsatte den store kunst- og kulturstøtte. I hans tid fostrede byen store navne inden for mange kunstarter. Leonoardo da Vinci og Michelangelo var blot nogle af dem, der var økonomisk finansieret af familien Medici.
Efter Lorenzos død i 1492 overtog Piero mediciernes styre, men to år senere invaderede franske Karl VIII Toscana på vejen mod kravet om den napolitanske trone. Piero indgik en aftale med Karl VIII, og det medførte, at Firenze sendte ham i eksil og genoprettede et republikansk styre.
Familien vendte dog tilbage efter et strategisk godt ægteskab i familien tilbage til magten i begyndelsen af 1500-tallet for blot at blive eksilerede igen i 1527, hvor byen for anden gang opretterede en republik. Tiden uden medicierne skulle dog ikke vare ved, og de kom til at sidde på magten snart igen.
Spansk belejring og fortsat vækst
Gennem ti måneder i årene 1529-1530 belejrede spaniere Firenze. Et af resultaterne var enden på det republikanske Firenze, og familien Medici genvandt herredømmet over byen med Alessandro de Medici. Af andre konsekvenser var fx konfiskering af en del af borgernes formuer.
Med både pavens og det tysk-romerske kejsers godkendelse blev medicierne i 1537 hertuger af Firenze med en arvefølge. I 1569 blev de gjort til storhertuger af Toscana.
Medici-familien fastholdt kontrollen med Firenze indtil 1737, hvor arvelinjen uddøde. Storhertugdømmet Toscana overgik dermed til Lorraine-dynastiet. Perioden med en støt stigende velstand fortsatte dog ufortrødent, og byen var stadig en af de absolut førende på den italienske halvø. Med dynastiet Lorraine blev Firenze og Toscana en del af det østrigske rige.
Årene som hovedstad
Toscana tiltrådte det nye, samlede Italien i 1861, og i 1865 blev Firenze rigets hovedstad; en status byen overtog fra Torino. Denne særlige status varede dog kun til 1871, hvor franske tropper forlod Rom, der derved kunne tiltræde Italien og blev valgt frem for den toskanske hovedby som hovedstad.
I årene fra 1865 blev en del huse fra middelalderen revet ned for at give plads til større pladser og bredere gader, der skulle give byen et mere stateligt præg. Der drejer sig blandt andet om det historiske centrum fra romerske Florentia, Piazza della Repubblica, hvor der blev bygget en stor triumfbue.
1800-tallet havde givet vækst i byen, og gennem århundredet var dens befolkningstal blevet fordoblet. Det var en udvikling, der sammen med fx turismen fortsatte gennem det følgende århundrede.
1900-tallet til i dag
Firenzes indbyggertal fortsatte med at stige i det nye århundrede, og tallet blev tredoblet gennem 1900-tallet. Ikke mindst turismen udviklede sig hastigt med stor aktivitet og mange job til følge.
Under 2. Verdenskrig blev Firenze ganske beskadiget og dog alligevel skånet for tætte gadekampe, da tysker tropper efter et år trak sig tilbage i 1944.
Byen var åben for allierede styrker, men for at bremse de fremrykkende englændere, sprængte tyskerne alle broerne over floden i luften. Kun den gamle Ponte Vecchio blev skånet; efter sigende af Adolf Hitler selv, der fandt den for smuk til at ødelægge. Efter krigens afslutning blev et genopbygningsarbejde igangsat, og her anvendte man ofte i videst muligt originale sten til de eksakte genopførelser.
I 1966 ramte en stor oversvømmelse byen, og utallige kunst- og bygningsværker måtte restaureres i den dejlige og atmosfærefyldte by, der hvert år er rammen om enestående oplevelser for alle besøgende.
