Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Venedig i det nordlige Italien er en enestående by i verden og en oplevelse, man aldrig glemmer. Byen opstod i sumpede områder på mange millioner pæle, og den blev med tiden til Adriaterhavets perle og opbygget gennem århundreder til den pragtfulde og særegne by, man i dag kan besøge.

Kanalerne skærer gennem Venedig på kryds og tværs, og en gondoltur på Canal Grande er også en sejltur gennem byens lange historie. Her ligger de mange paladser, der gennem 1.000 år har huset byens rige familier. Rialtobroen, Dogepaladset og selvfølgelig Markuspladsen er blot nogle af de mange verdensberømte seværdigheder, man også kommer forbi på en tur gennem den centrale vandvej i byen.

Venedig er også en af romantikkens hovedstæder, hvor man kan nyde gondolierens sang og en vandretur gennem de mange smalle stræder og langs de utallige kanaler. Kanalerne er omkranset af utallige fortove og små broer, hvor man kan gå på opdagelse efter unikke stemninger og miljøer, der ligger som stille og rolige kontraster til turistområderne langs Canal Grande.

Det gælder blot om at gå på opdagelse i Venedig. Et utal af kirker venter med store oplevelser nærmest overalt i byen. Skoler, residenser og andre opførelser supplerer dem på fornem vis. Uden for Venedig ligger de en række af Norditaliens kulturbyer som fx Padova, Vicenza og Verona, hvis velbevarede historie ligger til skue i den romerske arena og andre monumenter fra Romerriget og den efterfølgende tid.

Topseværdigheder

    Rialtobroen

    Rialtobroen
    Ponte di Rialto

    Ponte di Rialto er den største af de broer, der krydser Canal Grande, og gennem århundreder var det også den eneste. Broen ligger desuden på byens højeste sted, selv om dette kan være vanskeligt at se.

    Den første bro på stedet blev anlagt som en pontonbro i 1181 af Nicolò Barattieri. Broen blev kaldt Møntbroen/Ponte della Moneta grundet byens mønt, der lå her på det østlige side.

    Rialtomarkedet/Rialto Mercato ved siden af broen skabte hurtigt meget trafik over Ponte della Moneta, og i 1255 blev der bygget en træbro. I første halvdel af 1400-tallet blev bygget butiksarkader på broens sider, og lejeindtægterne gav byen midler til broens vedligehold.

    Træbroen var dog vanskelig at holde ved lige, og den både brændte og kollapsede gennem årene, og i begyndelsen af 1500-tallet kom forslag til at bygge en stenbro. Der gik dog en del år, før Antonio da Pontes design blev valgt og broen bygget. Den blev således åbnet i 1591 efter tre års opførelse.

    Broen er et af Venedigs vartegn, og den er vidunderlig både at sejle under og gå over. Stedet giver også en fortrinlig udsigt over Canal Grandes snoede løb og mange smukke palæer.

     

    Akademigalleriet
    Gallerie dell’Accademia

    Gallerie dell’Accademia er et kunstmuseum, der rummer en stor og meget fin malerisamling af kunstværker fra primært 1200-1700-tallene. Kernen i samlingen er de mange værker af venetianske malere, og de mange repræsenterede kunstnere og århundreder giver et godt indtryk af den bredde, der har været i byens kunstneriske liv.

    Et af museets mest berømte kunstværker er Leonardo da Vincis tegning af Den Vitruvianske Mand/Uomo Vitruviano, der menes tegnet i 1487.

    Baggrunden for museet var etableret af Akademiet for Skønne Kunster/Accademia di Belle Arti i 1750. I 1807 flyttede akademiet til de nuværende bygninger, der har en fortid som henholdsvis skole, kirke og kloster.

     

    Ca d'Oro, Venedig

    Ca’ d’Oro

    Ca’ d’Oro betyder Guldhuset, og det ligger smukt ned mod Canal Grande. Dets officielle navn er Sankt Sofia Palæ/Palazzo Santa Sofia, men har altid været kendt som Ca d’Oro grundet de oprindelige udvendige udsmykninger med blandt andet forgyldninger.

    Ca’ d’Oro regnes som det flotteste palæ i Venedig, og det rummer i sin arkitektur byens typiske stilarter med blandingen af vesterlandske og orientalske udsmykninger.

    Palæet blev opført i 1428-1430 for den fornemme Contarini-familie, der gennem tiden har fostret otte af byens doger. Ca d’Oros arkitekter stod også bag byens dogepalads, Palazzo Ducale, og mod Canal Grande kan man tydeligt se deres særligt blomstrende venetianske gotik.

    I stueetagen er der en loggia bag en kolonnade, og der er direkte adgang fra kanalen. På førstesalen er der umiddelbart over en balkon ved palæets primære salon. Selve bygningen blev opført med et indre gårdmiljø, hvor blandt andet trappegang og balkoner blev revet ned i 1800-tallet.

    I 1922 købte staten Ca’ d’Oro, og efter istandsættelse står palæet nu i fordums pragt. Besøgende kan ud over selve bygningen opleve et galleri, der ikke mindst rummer Ca’ d’Oros sidste private ejer, Giorgio Franchettis, kunstsamling.

     

    Markuspladsen
    Piazza San Marco

    Piazza San Marco er Venedigs centrale plads, og faktisk er det den eneste plads i byen, der er benævnt med navnet Piazza; hovedparten af de øvrige bærer titlen Campo.

    Pladsens historie går tilbage til 800-tallet, hvor den blev anlagt som en mindre plads foran Basilica di San Marco. Den nuværende plads blev skabt i 1177, hvor flere kanaler blev fyldt op, så der kunne dannes en passende ramme for dette års skelsættende møde mellem pave Alexander III og den tysk-romerske kejser Frederik I Barbarossa.

    Mødets resultat blev Freden i Venedig, hvor forsoning og fred blev indgået mellem pavestaten, Den Lombardiske Lige og Det Tysk-Romerske Rige, som har lidt nederlag til Den Lombardiske Lige ved Slaget ved Legnano i 1176. Kejser Barbarossa var presset til at søge freden, og han anerkendte ved freden Alexander III som pave i stedet for hans egen modpave.

    Piazza San Marco domineres af en række store bygninger; Basilica di San Marco og Palazzo Ducale mod øst, tårnet Campanile på selve pladsen og søjlearkadebygningerne mod vest (L’Ala Napoleonica), nord (Procuratorie Vecchie) og syd (Procuratorie Nuove).

    Procuratie Vecchie blev første gang opført i 1100-tallet til kontorer og boliger for de prokuratorer, der har givet navn til stedet. Den nuværende bygning er fra 1500-tallet. Procuratie Nuove blev bygget i perioden 1586-1640, mens Napoleonfløjen, L’Ala Napoleonica, er fra omkring 1810. Den blev rejst som erstatning for et par tidligere sidefløje og en mindre kirke.

    Den officielle indgangsport til pladsen er de to søjler rejst til ære for byens skytshelgener, Sankt Markus/San Marco og Sankt Theodore/San Teodoro, der byder velkommen fra vandsiden. Søjlerne giver adgang til den del af pladsen, der kaldes Den Lille Markusplads/Piazzetta San Marco. Her blev der til 1700-tallet foretaget offentlige henrettelser.

    Brolægningen på Piazza San Marco har siden 1200-tallet først været i sildebensmønster og siden 1723 i et mere komplekst geometrisk mønster. Pladsen er Venedigs laveste punkt, og derfor kan man være ude for, at pladsen er delvist oversvømmet. Der kan være en oplevelse i sig selv, for der bliver stillet stativer op, der tillader, at man alligevel kan krydse pladsen tørskoet.

     

    Dogepaladset

    Dogepaladset
    Palazzo Ducale

    Dogepaladset eller Palazzo Ducale er stedet, hvor Venedigs doger boede og havde deres administration. Her lå også byens væsentligste retsinstanser. Det er også et af Venedigs vartegn og mest storslåede bygningsværker. Det nuværende dogepalads blev hovedsageligt bygget i årene 1309-1424. Stilen er typisk venetiansk med sin blanding af vesterlandsk gotik og orientalsk ornamentik.

    Der er to udsmykkede facader, der vender ud mod henholdsvis Piazza di San Marco og Venedigs lagune. Facaderne blev opført med bueprydede arkader i de nederste etager, og det er en effekt, der giver luftighed i bygningsværket. Tæt på facaden ser man også den elegante udsmykning i de store flader i facaderne. Mod Piazza di San Marco kan man på første sal se to søjler, der er rødere end de øvrige. Mellem netop disse søjler blev dødsdomme læst op.

    Inden for er Palazzo Ducale også meget seværdigt. Blandt højdepunkterne er selve indgangsporten ved siden af Basilica San Marco, Porta della Carta, der er et smukt eksempel på venetiansk højgotik. Nye doger blev ført denne vej ind i paladset.

    I paladsets indre gård er der flere stilarter blandet sammen i en meget seværdig komposition. Her ligger blandt andet Giganternes Trappe/Scala dei Giganti, der fører fra gården op til de øvre etager og derved dogernes beboelse. Giganterne forestiller guderne Mars og Neptun, og de blev udført i 1567. De mange rum i paladset tæller udover beboelse også de politiske mødesale og diverse funktionssale.

     

    Markuskirken
    Basilica di San Marco

    Basilica di San Marco er den kendteste af alle Venedigs mange kirker, og den er også det prægtigste eksempel på byzantinsk arkitektur i byen. Oprindeligt fungerende den som kapel for Venedigs herskere, men siden 1807 har den haft status som byens katedral og er sæde for patriarken i Venedig.

    Den første kirkebygning på stedet blev opført i 828 til at rumme relikvierne af evangelisten Markus, som var blevet bragt hertil fra Alexandria. Basilica di San Marco har flere måttet genopføres; blandt andet efter en ødelæggende brand i 978. Efter branden startede opførelsen af den nuværende kirkebygning, som kunne indvies i 1094.

    Kirken blev bygget som et storslået symbol på bystaten Venedigs rigdom og magt. Den er blevet ombygget i århundreder efter indvielsen og står nu i en skøn blanding af byzantinsk og romersk stil. Kirken er med sine fem imponerende kupler stor, og både på facaden og indeni er detaljerigdommen enestående.  Dimensionerne på Basilica di San Marco er en grundplan på 76x62 meter og en højde på 43 meter.

    Udvendigt over den centrale indgang står antikke hestestatuer, der tidligere har stået udstillet på Konstantinopels hippodrom. I 1254 blev de installeret her på Basilica di San Marco. I 1797 flyttede Napoleon dem til Paris, hvorfra de kom tilbage efter Napoleonstiden i 1815.

    Inden for bliver man mødt af 1100-tals marmorgulve og en overdådig udsmykning. Som i en traditionel byzantinsk kirke er der en ikonostas, og den er kronet af gotiske skulpturer fra 1400-tallet. Ved højalteret opbevares relikvierne af Markus. Noget af det mest imponerende er de mange og gamle mosaikker, der i guld, bronze og mange forskellige sten dækker tusinder af kvadratmeter.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Venedig her.

Andre seværdigheder

    Santa Maria della Salute

    Jomfru Maria Frelse Basilika
    Basilica di Santa Maria della Salute

    Basilica di Santa Maria della Salute er en imponerende barokkirke, der ligger ved mundingen af Canal Grandes inderste løb mod den venetianske lagune. Kirkens dimensioner understreges af, at fundamentet består af flere end 100.000 pæle, der er banket ned i den bløde undergrund.

    Byggeriet blev vedtaget i taknemlighed over pestepidemiens afslutning i 1630 efter dens hærgen og dødelige udgang for omkring en tredjedel af byens indbyggere siden sommeren 1629.

    Grundstenen til kirken blev lagt året efter, og færdiggørelsen af kirken skete i 1687. Ved den lejlighed blev det besluttet, at byens senat hvert år skulle besøge kirken som tak for befrielsen for pesten. Det foregår 21. november ved begivenheden Festa della Madonna della Salute, hvor et optog går fra San Marco hertil.

    Basilica di Santa Maria della Salute regnes som et af Italiens smukkeste eksempler på barokbyggerier uden for Rom. Blandt detaljerne er de flere end 100 statuer, der pryder bygningen.

     

    Den Nye Ghetto
    Ghetto Nuovo

    Campo di Ghetto Nuovo er den centrale plads på en lille ø midt i bydelen Cannaregio. Øen var verdens første jødiske ghetto, der i sig selv er et ord fra det venetianske sprog, som har bredt sig til store dele af verden.

    Venedig var gennem lang tid meget tolerante for byens jødiske befolkning, men med en større indvandring i starten af 1500-tallet mente man, at jøderne skulle isoleres. Dermed blev ghettoen oprettet i 1516, og her skulle alle byens jøder og opholde sig ved nattetide.

    Byens jødiske befolkning steg efterhånden, og der blev så bygget i højden som den eneste mulighed. Ghettoen bredte sig dog senere til andre af de omkringliggende øer. I 1541 blev Den Gamle Ghetto/Ghetto Vecchio etableret, og i 1633 Den Nyeste Ghetto/Ghetto Nuovissimo. Til trods for navnet er Ghetto Nuovo ældre end Ghetto Vecchio.

    På Ghetto Nuovo finder man stadig jødiske forretninger, selv om jøderne blev tildelt almindeligt statsborgerskab allerede i 1818. Der findes blandt andet også et museum for ghettoens historie og flere synagoger.

     

    Gesuiti, Venedig

    Mariæ Himmelfart Jesuiterkirke
    Chiesa di Santa Maria Assunta o dei Gesuiti

    Chiesa di Santa Maria Assunta o dei Gesuiti er en kirke, der også blot kaldes for Gesuiti efter de jesuitermunke, der efter en tvist mellem pave Paul V og Venedig blev eksilerede fra byen. Vilkårene blev senere normaliserede, og i årene 1715-1729 kunne de opføre denne særdeles smukt og rigt dekorerede kirke.

    Det udvendige barokdesign er seværdigt, men turen hertil belønnes rigeligt med kirkens indre, hvor der er anvendt forskellige farver marmor i en pragtfuld komposition samt udført fornemme fresker i loftet.

     

    Sankt Jørgen og Paul Basilika
    Basilica di Santi Giovanni e Paolo

    Basilica di Santi Giovanni e Paolo er en af de største kirkebygninger i Venedig. Den blev opført som byens primære dominikanerkirke, og deraf kommer dens imponerende størrelse, der skulle matche en stor menighed.

    Dominikanerne fik landområdet i 1246 af doge Jacopo Tiepolo. De byggede en kirke, der stod til 1333, hvorefter den nuværende basilika blev opført. Den stod færdig efter næsten hundrede års byggeri i 1430.

    Indvendigt er der mange malerier og gravmonumenter, blandt andet af dogen Jacopo Tiepolo, der donerede jorden i sin tid. I alt blev 25 doger begravet i kirken; de fleste siden 1400-tallet.

    Blandt kapellerne er det rigt udsmykkede 1500-tals Rosenkranskapel/Cappella del Rosario særdeles seværdigt. Af relikvier er kirkens væsentligste af Katarina af Siena, der var nonne i Dominikanerordenen i 1300-tallet.

    Ved siden af kirken ligger pladsen Campo Santi Giovanni e Paolo, og her står der en rytterstatue. Den blev udarbejdet af Andrea del Verrocchio i 1480erne og forestiller militærmanden Bartolomeo Colleoni.

     

    Campanile

    Markustårnet
    Campanile di San Marco

    Campanile di San Marco er et af Venedigs berømte vartegn. Det er et tårn, der måler 98 meter i højden og nåede sit nuværende udseende i 1514. Tårnet kollapsede dog i 1902, så en rekonstruktion af det originale tårn blev opført og stod færdig i 1912.

    Tårnets historie går tilbage til 800-tallet, hvor det var vagttårn over de dokområder, der lå på stedet dengang. I bygningen Logetta neden for tårnet havde dogernes vagter senere til huse. Logetta gik til grunde ved kollapset i 1902. Fra toppen af Campanile di San Marco er der en fantastisk udsigt over Piazza San Marco, Venedig og lagunen mod øst.

     

    Ca’ Pesaro

    Ca’ Pesaro er et marmorpalæ i barok stil, der ligger ned til Canal Grande. Byggeriet blev påbegyndt i 1600-tallet efter arkitekten Baldassarre Longhenas design. Efter Longhenas død under byggeriet lod Pesaro-familien Gian Antonio Gaspari fuldføre huset i 1710.

    I 1902 blev det besluttet at indrette palæet til museum for byens samling af moderne kunstværker. Det var en samling, der var etableret fem år tidligere. I dag er der hovedsageligt 1800-1900-talskunstere på museet, der både udstiller værker af venetianske og øvrige kunstnere.

    I Ca’ Pesaro er der også indrettet et museum for orientalsk kunst. Her kan man blandt andet se japanske, kinesiske og indonesiske værker.

     

    Jomfru Maria Kirke i Carmini
    Chiesa di Santa Maria dei Carmini

    Chiesa di Santa Maria dei Carmini er en kirke, der i sin oprindelige form blev bygget fra 1286 og indviet 1348, men den er gennem århundrederne blevet om- og udbygget flere gange.

    Grundlæggelsen af kirken kom med karmelitermunke, der med en stor menighed blev en af byens mest velhavende. Deres baggrund ses på kirkens facade, der blandt andet er prydet af statuer af ordenens grundlæggere.

    I kirken er der forskellige altre, skulpturer og kunstværker; blandt andet udført af Tintoretto. Kirkens tårn står malerisk ud mod kanalen med en statue af Jomfru Maria på toppen og danner et meget stemningsfuldt vue.

     

    Peggy Guggenheim Collection, Venedig

    Peggy Guggenheim Samling
    Collezione Peggy Guggenheim

    Collezione Peggy Guggenheim er et museum, der udstiller noget af verdens bedste inden for moderne kunst. Der er malerier og skulpturer, og utallige kunstnere er repræsenterede som fx Salvador Dalí, Vasilij Kandinsky og Pablo Picasso.

    Samlingen blev grundlagt af amerikanske Peggy Guggenheim, der fra 1910 købte værker inden for primært ekspressionisme, kubisme og surrealisme. Museumsbygningen købte Guggenheim i 1949 og anvendte den som sit hjem indtil hendes død i 1979. Bygningen hedder Palazzo Venier dei Leoni og blev opført i 1700-tallet.

     

    Fenice Opera
    Gran Teatro La Fenice

    Da Venedigs dengang vigtigste operabygning brændte i 1773, opstod behovet for en ny bygning, og denne skulle som meget andet i Venedig være storslået. Byggeriet startede 1790, og allerede i 1792 blev bygningen indviet som operaen La Fenice, der betyder Fugl Føniks og hentyder til, at stedet rejste sig fra asken.

    Allerede i 1836 brændte operaen igen, og denne gang gik genopbygningen stærkt. I 1837 kunne stedet genåbnes, endnu en gang med et storslået interiør. Der er mange store opsætninger, der har haft premiere på La Fenice. Giuseppe Verdi anvendte således operaen til blandt andet La Traviata og Rigoletto.

     

    Riva degli Schiavoni

    Sankt Jørgen Store Kirke
    Basilica di San Giorgio Maggiore

    Udsigten fra Piazza San Marco over Canal Grande er meget malerisk, og mange kunstnere har gennem tiden gengivet den smukke horisont og varme stemning, der er her. Centralt i dette vue er øen Isola di Giorgio Maggiore med kirkebygningen af samme navn.

    Efter en tur med vandbussen til øen kan man se basilikaen Basilica di San Georgio Maggiore, der blev opført fra 1566 af arkitekten Andrea Palladio og fuldført omkring 1610. Palladios værker ses flere steder i Italien, og Basilica di San Georgio Maggiore er et fint eksempel på hans stil.

    Indvendigt i basilikaen møder man et kirkerum, der blev opført lyst og i klassisk renæssance. Der er forskellige malerier; blandt andet venetianeren Tintorettos skildring af Den Sidste Nadver/l’Ultima Cena. Man kan også gå en tur op i det slanke klokketårn fra 1791, hvorfra man belønnes med en fin udsigt over lagunen og mod Venedigs centrum.

    Ved Basilica di San Giorgio Maggiore ligger også nogle klosterbygninger. Klostrets historie går tilbage til år 982, hvor hele øen blev doneret til en benediktinermunk, som efterfølgende grundlagde det. I 1177 logerede pave Alexander III og den tysk-romerske kejser Frederik I Barbarossa her ved deres møde i byen. De nuværende klosterbygninger blev hovedsageligt opført gennem 1500- og 1600-tallene.

     

    Slavernes Bred
    Riva degli Schiavoni

    Riva degli Schiavoni er en gade, der danner en særdeles atmosfærerig promenade mod Venedigs lagune. Udsigten er formidabel, og ud over de mange turistboder er den rigtige venetianske gondolstemning her. Man kan tage en tur eller blot nyde synet af de smukke både.

    Promenaden blev anlagt i 1400-tallet, og på vejen ser man kirker, monumenter og et af Europas mest spændende hoteller, Hotel Danieli (Riva degli Schiavoni 4196), der er indrettet i Palazzo Dandolo, som blev opført i 1300-tallet. Tidligere har bygningen været opera, men siden 1822 har den været hotel med mange fornemme navne på gæstelisten.

    Navnet Riva degli Schiavoni henviser til de slaver fra Dalmatiens kyst, hvilket typisk var kroater, der kom til Venedig som kunstnere og derved havde en vis indflydelse på bystaten.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Venedig her.

Ture fra byen

    Burano

    Burano

    Øen Burano er en af de mest besøgte og spændende øer i Venedigs lagune. På den relativt lille ø ligger alt i behagelig gåafstand, og der venter en fryd for øjet med kanalmiljøer og de mange farvestrålende huse, øen er særligt kendt for.

    Allerede på afstand af øen kan man se tårnet på kirken Chiesa di San Martino. Tårnet har gennem tiden opnået en betydelig hældning og er et markant indslag i øens silhuet.

     

    Murano

    Murano er en ø, der er som en miniudgave af selve Venedig med sine øer og kanaler, hvoraf der også er en kanal med navnet Canal Grande. Murano har en hyggelig og fredsommelig atmosfære og er berømt for det glas, man kan se blive produceret på de mange glaspusterier.

    Trods den beskedne størrelse har Murano en tid været centrum for Europas glasproduktion, og på Glasmuseet/Museo Vetrario, der ligger i palæet Palazzo Giustinian, kan man se genstande tilbage fra 1400-tallet.

     

    Venedig Lido
    Lido di Venezia

    Venedigs berømte Lido er en 12 kilometer lang ø, der ligger mellem Venedigs lagune og Adriaterhavet. Lidoen var ved begyndelsen af 1900-tallet blandt Europas førende badeområder, og berømtheder flokkedes her.

    I dag er øen et roligt fristed, der både rummer de lange strande, badehoteller og hyggelige små kanalgader. Alt sammen nås på kort tid med vandbus fra Venedig.

     

    Sankt Michael Ø
    Isola di San Michele

    Øen Isola di San Michele er en kirkegårdsø, som anvendes af byen Venedig, og som ligger nord for selve Venedig. Terrakottamure omgiver selve kirkegården, hvor der vokser store cypresser.

    Isola di San Michele blev indrettet som kirkegård i 1800-tallet, og før det blev de fleste borgere begravet på mindre steder i selve Venedig. Den skik stoppede man med af hygiejniske årsager; de fleste begraves dog på det italienske fastland i dag og ikke på Isola di San Michele.

    Øens kirke, Chiesa di San Michele in Isola, blev tegnet allerede i 1469. Den er det første eksempel på renæssancekirkebyggeri i Venedig, og den blev opført udelukkende i lyse sten fra Istrien.

     

    Chioggia

    Chioggia er en by, der ligger i den sydlige del af den venetianske lagune og er bygget som en miniudgave af Venedig med kanaler som de historiske hovedfærdselsårer gennem de øer, byen med dens udvikling er kommet til at ligge på.

    Den primære kanal er Canal Vena, hvorfra byens mange stræder, alle med navnet Calle som begyndelse, udgår fra. Canal Vena kan blandt andet passeres ad den smukke Vigo Bro/Ponte di Vigo. Der er flere kirker i byen, hvoraf Mariæ Himmelfart Katedral/Cattedrale di Santa Maria Assunta hører til de mest seværdige.

    Chioggia er som Venedig anlagt som en ø i lagunen, hvor det bebyggede område også danner den gamle bydels og derved hovedøens ydre rammer. Som en indgang til byen står Jomfru Maria Port/Porta di Santa Maria (Corso del Popolo).

     

    Verona

    Verona

    Verona var en af Romerrigets vigtige byer, og det sætter sit tydelige præg på byen, hvor man mange steder kan se særdeles velbevarede bygningsværker fra århundrederne omkring Kristi fødsel. Det var også her, Shakespeares Romeo & Julie foregik, og det og meget andet kan opleves i byens centrum.

    Byens pladser ligger som perler på en snor, og den ene er nærmest smukkere end den næste. Piazza Bra, Piazza delle Erbe og Piazza dei Signori er sikre hit på en spadseretur gennem Verona, hvor Julies hus fra Romeo & Julie er en populær seværdighed. Det gælder i det hele taget om at kigge op og nyde de mange smukke palæer i byen.

    Læs mere om Verona

     

    Prato della Valle, Padova

    Padova

    Padova er en gammel kulturby i regionen Veneto. Den regnes for at være grundlagt for cirka 3.000 år siden, og den udviklede sig hurtigt til at blive en af de vigtigste byer i regionen. Der kom dog også nedgangstider i Padova som følge af fx ødelæggende angreb fra ungarer i år 899. De følgende mange århundreder var der både vækst og tilbageslag i byens udvikling. Italiens andet universitet blev grundlag i Padova i 1222, men gentagne kampe med fx Venedig og Verona gav nederlag. Byen blev venetiansk i 1405 til 1797 og derefter østrigsk, før Padova blev en del af Italien i 1866.

    I Padova ligger der mange hyggelige gader, arkader og smukke pladser som fx Piazza dei Signori, der gennem århundreder var byens politiske centrum, og hvor man kan se Padovas berømte klokketårn fra 1400-tallet. Tæt herpå ligger markedspladserne Piazza dei Frutti og Piazza delle Erbe, som ligger på hver side af markedsbygningen Palazzo della Ragione, der oprindeligt blev opført 1179-1219. Her ligger Den Store Sal, som er prydet af Nicolo Miretto og Stefano da Ferraras imponerende fresker fra første halvdel af 1400-tallet.

    Læs mere om Padova

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Auchan

    Via Don Tosatto 22, Mestre
    mestre.gallerieauchan.it

     

    Centro Le Barche

    Piazza XXVII Ottobre 1, Mestre

     

    Ipermercato Panorama

    Via Sertorio Orsato, Mestre
    e-panorama.it

     

    Indkøbsgader

    Mellem Piazza San Marco, Ponte di Rialto, Santa Lucia Merceria, Calle Larga XXII Marzo Frezzeria Mestre (rundt om Piazza Ferretto, Via Palazzo)

Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Grundlæggelse i lagunen

    Bag den naturlige beskyttelse mod Adriaterhavet har Venedigs lagune før byen Venedigs grundlæggelse givet grobund for spredt beboelse af fiskere.

    En egentlig bosættelse af det, der skulle blive til Venedig, menes startet i 400-tallet, hvor folk fra fastlandet søgte et tilflugtssted fra invaderende hunner og germanske stammer.

    Tilflytterne opbyggede gradvist landsbyer funderet på pæle på de sumpede øer, og det beboede område blev koncentreret omkring Rialto, der var det højest beliggende areal.

    Der er ikke en dato og år for byens grundlæggelse, men man regner byens start som middag den 25. marts 421. På dette tidspunkt blev kirken San Giacomo di Rialto indviet som den første i Venedig.

     

    Immigration og selvstyre

    Venedig var i århundredet efter grundlæggelse fortsat en mindre bosættelse. Det ændrede sig med de tysk-skandinaviske langobarder, der invaderede det østromerske Italien fra nord i 568.

    Langobarderne, der har sat tydeligt præg på det senere Lombardiet, fik mange til at flygte til Venedig, der sammen med Ravenna mod syd lå som en østromersk enklave, der kun var forbundet med resten af Riget og dermed hovedstaden Konstantinopel ad søvejen.

    Den isolerede position i riget medførte en høj af selvstyre i Venedig, hvor Tribuni Maiores mødtes i 568 som den første lokale regerende forsamling. Det blev et nyt startskud i det Venedig, der i denne tid lod nye store havneanlæg opføre; blandt andet på øen Torcello.

    Officielt var Venedig fortsat en del af Det Østromerske Rige, hvor kejserens repræsentant var eksarken i Ravenna.

     

    Den første doge

    I 726 kom det til opstand i Ravenna, hvor blodet flød, og eksarken blev dræbt. Det skete i forbindelse med billedstriden, Den Byzantinske Ikonoklasme, som var en lidenskabelig debat mellem den ortodokse-katolske kirke og de byzantinske kejser om den rette anvendelse af ikoner.

    I den forbindelse støttede Venedig kejserens togt for at generobre eksarkatet i Ravenna med både mænd og skibe. Støtten blev af kejser Leo III gengældt med udvidede rettigheder for Venedig, der i 726 også valgte Ursus til byens første dux; en hertugtitel, der senere blev omdøbt til doge. Leo III tildelte også Ursus en titel som konsul.

    I 751 erobrede den langobardiske kong Aistulf det meste af Eksarkatet Ravenna, og derved blev Venedig en isoleret og arealmæssigt lille byzantinsk forpost mod nordvest.

    Duxen var Venedigs leder, og hans residens lå i Malamocco på øen Lido ud for det nuværende Venedig. Under dux Agnello Particiaco, der regerede 811-827, blev regeringssædet flyttet til Rialto, hvorefter det første dogepalads blev opført sammen med andre nyopførelser.

     

    Adriatiske handelsrettigheder

    I 774 knuste Frankerriget med Karl den Store i spidsen det langobardiske rige i Italien, og den nye orden satte Venedigs selvstændighed under pres.

    Karl den Stores søn Pippin, der blev konge af Italien, satte en belejring af Venedig i gang. Den varede seks måneder og ledte til et tilbagetog og nederlag for Pippins styrker. I belejringens efterdønninger indgik Karl de Store og kejser Nikephoros I en aftale, der anerkendte Venedig som byzantinsk territorium, og byen blev tildelt handelsrettigheder langs Adriaterhavskysten. Med aftale var Venedig de facto en selvstændig republik.

     

    Markus og blomstrende handel

    Venedigs handelsmæssige betydning steg, og da venetianske købmænd i 828 hjembragte relikvierne af evangelisten Markus, blev byens også et religiøst centrum. Til formålet blev Markuskirken bygget, så relikvierne kunne opbevares på et passende sted.

    De følgende århundreder udviklede Venedig sig hastigt, og med det byzantinske riges gradvise tilbagegang, blev Venedigs position hele tiden styrket. Med tiden blev byen en egentlig bystat på linje med Amalfi, Genova og Pisa.

    Venedigs handel, økonomiske formåen og politiske kraft blev hele tiden øget i denne periode. Byen blev central for handelen mellem Vesteuropa og Det Byzantinske Rige samt hele Mellemøsten. Venedig opnåede enestående rettigheder på handel med byzantinerne grundet blandt andet at levere skibe til rigets flåde.

    I 1095 støttede republikkens skibe pave Urban IIs korstog, og dette var starten på Venedigs vej til yderligere dominans i den østlige middelhavsregion. Det kom dog til opgør med Konstantinopel, hvor der i 1182 var forfølgelse af de succesrige venetianere.

    Korstogenes afhængighed af Venedigs skibe kom til at koste Konstantinopel dyrt, for med det fjerde korstog fra 1202, var startskuddet gået til plyndring af byen. Den faldt i 1204 i det, der menes at have været en af historiens mest indbringende plyndringer af byer. Venedigs store bytte indeholdt blandt andet de fire bronzeheste, der nu ses på Markuskirken.

     

    Storhed og begyndende fald

    Venedigs dominans og indflydelse var ikke mindst af handelsmæssig karakter, og pengene flød til byen, hvor der blev rejst fornemme palæer. Mest berømt er de venetianske paladser, der blev bygget med byzantinsk inspiration ned til Venedigs hovedgade; Canal Grande.

    Købmændene havde efter sejren over Konstantinopel i 1204 fået endnu bedre muligheder, idet Venedigs territorium var blevet udvidet betragteligt med mange kolonier, der tidligere tilhørte Den Byzantinske Rige. Fx var øen Kreta blevet venetiansk.

    Hjemme i Venedig var styret inspireret af det hedengangne Romerrige. Her var et byråd, det regerede, og rådet valgte en doge som leder. Velhaverne regerede, og deres interesser var at videreføre byens vækst, kunnen og magt.

    Dominansen blev dog i stigende grad mødt af modstand i nærliggende lande. Bystaten Genova, der var ledende på havet i det vestlige Middelhav, og Venedig gik gennem mange kampe, før Venedig i 1380 vandt et større søslag ved Chioggia.

    Tiden udgjorde starten på Venedigs søgen mod land for at supplere sin dominerende handelsposition på havene. Gennem 1400-tallet blev bystatens område således udvidet med både Padova og Verona vest for Venedig, området langs den østlige Adriaterhavskyst og Middelhavsøen Cypern.

    Venedigs styre var omfangsrigt, men øvrige magter blev stærkere, og det blev starten på Venedigs nedgang. De tyrkiske osmanner havde siden 1420erne været i krig om dominansen på havene ved det østlige Middelhav, og i slutningen af århundredet led Venedig nederlag, der ledte til afståelse af landområder.

    Mere alvorligt for bystaten var flere magters alliance om venetianske landområder tæt på selve Venedig. Paven ønskede Romagna, den tysk-romerske kejser Maximilian I Friuli og Veneto, Spanien havnene i syditalienske Apulia, Frankrig Cremona og Ungarn Dalmatien.

    Den 15. april 1509 forlod franske styrker Milano og invaderede venetiansk territorium. Det endelige slag mellem stridens parter kom til at stå den 14. maj 1509 ved Slaget ved Agnadello. Venedig led et nederlag, der kunne have kostet bystaten livet, men ved fortsat forsvarsvilje og diplomati lykkedes det at vende nederlaget til en delvis sejr med visse genvundne landområder. Slaget blev dog enden på Venedigs ekspansion.

     

    1600-1700-tallenes Venedig

    Allerede i 1348 og igen i 1575-1577 havde pesten ramt Venedig, hvor der i sidstnævnte periode døde omkring 50.000 af borgerne. I 1630 slog sygdommen til igen, og denne gang døde en tredjedel af de cirka 150.000 indbyggere. Det gav et naturligt tilbageslag for byen.

    Gennem 1600-1700-tallene havde Venedig også kæmpet mod ikke mindst osmannerne om fortsat herredømme over Cypern og mindre landområder i Grækenland. Flere kampe gennem 1700-tallet drænede byens tidligere så stolte flåde, der engang havde talt flere end 3.300 skibe. I 1790erne var byens handelsflåde desuden reduceret til få hundrede skibe.

    Venedigs magt på havene var forbi, mens 1700-tallet fortsat havde givet god økonomi fra de rige byer og det venetianske område i Norditalien, der talte blandt andet Bergamo, Verona, Vicenza og Padova ud over Venedig selv.

    Rigdommen gav til trods for ydre tilbagegang Venedig et kulturelt højdepunkt, hvor litteratur, byggerier og kunst i det hele taget blomstrede gennem 1700-tallet. Det var således en af Europas mest elegante byer, der kom dog også under pres, da Napoleons hære nærmere sig. Frankmændene indtog Venedig i april 1797, og dermed sluttede den tidligere stormagt, Republikken Venedig, som en selvstændig nation. Året efter indtog Østrig byen.

    I 1805 blev Venedig en del af Kongeriget Italien, der blev oprettet med Freden i Pressburg, der efter Slaget ved Austerlitz markerede enden på Den Tredje Koalitionskrig.

    Kongeriget Italien var en fransk marionetstat, og med Napoleons endelige nederlag blev Venedig atter underlagt østrigsk styre.

     

    Det moderne Venedig

    Østrig fik aldrig integreret byen Venedig og regionen Veneto i alpelandet, og det gav næring til Venedigs deltagelse i den stigende italienske nationalisme, der skulle blive til en ny statsdannelse.

    Efter et oprør, der i 1848-1849 genetablerede den venetianske republik brød Venedig med Østrig i 1866 og blev en del af det nye kongerige Italien, der havde Rom som hovedstad og Vittorio Emanuele II som konge.

    Den nye status som en del af Italien startede en massiv udvikling af byen i slutningen af 1800-tallet. Tidligere tiders ønske om større dominans af fastlandet blev nu gradvist opfyldt. Der var støt stigende handel i havnen, og der blev åbnet en landfast forbindelse mellem byen Venedig og Venetos fastland. Turismen, der er Venedigs største indtægtskilde i dag, tog til med den lettere adgang og de forbedrede faciliteter.

    Under Mussolini blev der opført en bilbro, og området på fastlandet blev industrialiseret. Venedig var nu vokset fra bystaten til fastlandsbyerne Mestre og Marghera.

    Industrien i området på fastlandet var årsag til bombardementer under 2. Verdenskrig, men det gamle Venedig slap nogenlunde uskadt gennem krigsårene.

    Industrialiseringen fortsatte i efterkrigsårene, fx inden for petrokemisk industri, og i dag er Veneto stadig i fin udvikling i forhold til andre af Italiens traditionelle industriregioner.

    Investeringer gav job i regionen, men det var fastlandet, der blev udviklet. Selve Venedig bys indbyggertal blev halveret i årene, og øerne udviklede sig hen mod dagens Venedig, der har markant færre indbyggere end tidligere, men til gengæld har en højt udviklet turistindustri.