Grundlæggelse i lagunen
Bag den naturlige beskyttelse mod Adriaterhavet har Venedigs lagune før byen Venedigs grundlæggelse givet grobund for spredt beboelse af fiskere.
En egentlig bosættelse af det, der skulle blive til Venedig, menes startet i 400-tallet, hvor folk fra fastlandet søgte et tilflugtssted fra invaderende hunner og germanske stammer.
Tilflytterne opbyggede gradvist landsbyer funderet på pæle på de sumpede øer, og det beboede område blev koncentreret omkring Rialto, der var det højest beliggende areal.
Der er ikke en dato og år for byens grundlæggelse, men man regner byens start som middag den 25. marts 421. På dette tidspunkt blev kirken San Giacomo di Rialto indviet som den første i Venedig.
Immigration og selvstyre
Venedig var i århundredet efter grundlæggelse fortsat en mindre bosættelse. Det ændrede sig med de tysk-skandinaviske langobarder, der invaderede det østromerske Italien fra nord i 568.
Langobarderne, der har sat tydeligt præg på det senere Lombardiet, fik mange til at flygte til Venedig, der sammen med Ravenna mod syd lå som en østromersk enklave, der kun var forbundet med resten af Riget og dermed hovedstaden Konstantinopel ad søvejen.
Den isolerede position i riget medførte en høj af selvstyre i Venedig, hvor Tribuni Maiores mødtes i 568 som den første lokale regerende forsamling. Det blev et nyt startskud i det Venedig, der i denne tid lod nye store havneanlæg opføre; blandt andet på øen Torcello.
Officielt var Venedig fortsat en del af Det Østromerske Rige, hvor kejserens repræsentant var eksarken i Ravenna.
Den første doge
I 726 kom det til opstand i Ravenna, hvor blodet flød, og eksarken blev dræbt. Det skete i forbindelse med billedstriden, Den Byzantinske Ikonoklasme, som var en lidenskabelig debat mellem den ortodokse-katolske kirke og de byzantinske kejser om den rette anvendelse af ikoner.
I den forbindelse støttede Venedig kejserens togt for at generobre eksarkatet i Ravenna med både mænd og skibe. Støtten blev af kejser Leo III gengældt med udvidede rettigheder for Venedig, der i 726 også valgte Ursus til byens første dux; en hertugtitel, der senere blev omdøbt til doge. Leo III tildelte også Ursus en titel som konsul.
I 751 erobrede den langobardiske kong Aistulf det meste af Eksarkatet Ravenna, og derved blev Venedig en isoleret og arealmæssigt lille byzantinsk forpost mod nordvest.
Duxen var Venedigs leder, og hans residens lå i Malamocco på øen Lido ud for det nuværende Venedig. Under dux Agnello Particiaco, der regerede 811-827, blev regeringssædet flyttet til Rialto, hvorefter det første dogepalads blev opført sammen med andre nyopførelser.
Adriatiske handelsrettigheder
I 774 knuste Frankerriget med Karl den Store i spidsen det langobardiske rige i Italien, og den nye orden satte Venedigs selvstændighed under pres.
Karl den Stores søn Pippin, der blev konge af Italien, satte en belejring af Venedig i gang. Den varede seks måneder og ledte til et tilbagetog og nederlag for Pippins styrker. I belejringens efterdønninger indgik Karl de Store og kejser Nikephoros I en aftale, der anerkendte Venedig som byzantinsk territorium, og byen blev tildelt handelsrettigheder langs Adriaterhavskysten. Med aftale var Venedig de facto en selvstændig republik.
Markus kommer, og handelen blomstrer
Venedigs handelsmæssige betydning steg, og da venetianske købmænd i 828 hjembragte relikvierne af evangelisten Markus, blev byens også et religiøst centrum. Til formålet blev Markuskirken bygget, så relikvierne kunne opbevares på et passende sted.
De følgende århundreder udviklede Venedig sig hastigt, og med det byzantinske riges gradvise tilbagegang, blev Venedigs position hele tiden styrket. Med tiden blev byen en egentlig bystat på linje med Amalfi, Genova og Pisa.
Venedigs handel, økonomiske formåen og politiske kraft blev hele tiden øget i denne periode. Byen blev central for handelen mellem Vesteuropa og Det Byzantinske Rige samt hele Mellemøsten. Venedig opnåede enestående rettigheder på handel med byzantinerne grundet blandt andet at levere skibe til rigets flåde.
I 1095 støttede republikkens skibe pave Urban IIs korstog, og dette var starten på Venedigs vej til yderligere dominans i den østlige middelhavsregion. Det kom dog til opgør med Konstantinopel, hvor der i 1182 var forfølgelse af de succesrige venetianere.
Korstogenes afhængighed af Venedigs skibe kom til at koste Konstantinopel dyrt, for med det fjerde korstog fra 1202, var startskuddet gået til plyndring af byen. Den faldt i 1204 i det, der menes at have været en af historiens mest indbringende plyndringer af byer. Venedigs store bytte indeholdt blandt andet de fire bronzeheste, der nu ses på Markuskirken.
Storhed og begyndende fald
Venedigs dominans og indflydelse var ikke mindst af handelsmæssig karakter, og pengene flød til byen, hvor der blev rejst fornemme palæer. Mest berømt er de venetianske paladser, der blev bygget med byzantinsk inspiration ned til Venedigs hovedgade; Canal Grande.
Købmændene havde efter sejren over Konstantinopel i 1204 fået endnu bedre muligheder, idet Venedigs territorium var blevet udvidet betragteligt med mange kolonier, der tidligere tilhørte Den Byzantinske Rige. Fx var øen Kreta blevet venetiansk.
Hjemme i Venedig var styret inspireret af det hedengangne Romerrige. Her var et byråd, det regerede, og rådet valgte en doge som leder. Velhaverne regerede, og deres interesser var at videreføre byens vækst, kunnen og magt.
Dominansen blev dog i stigende grad mødt af modstand i nærliggende lande. Bystaten Genova, der var ledende på havet i det vestlige Middelhav, og Venedig gik gennem mange kampe, før Venedig i 1380 vandt et større søslag ved Chioggia.
Tiden udgjorde starten på Venedigs søgen mod land for at supplere sin dominerende handelsposition på havene. Gennem 1400-tallet blev bystatens område således udvidet med både Padova og Verona vest for Venedig, området langs den østlige Adriaterhavskyst og Middelhavsøen Cypern.
Venedigs styre var omfangsrigt, men øvrige magter blev stærkere, og det blev starten på Venedigs nedgang. De tyrkiske osmanner havde siden 1420erne været i krig om dominansen på havene ved det østlige Middelhav, og i slutningen af århundredet led Venedig nederlag, der ledte til afståelse af landområder.
Mere alvorligt for bystaten var flere magters alliance om venetianske landområder tæt på selve Venedig. Paven ønskede Romagna, den tysk-romerske kejser Maximilian I Friuli og Veneto, Spanien havnene i syditalienske Apulia, Frankrig Cremona og Ungarn Dalmatien.
Den 15. april 1509 forlod franske styrker Milano og invaderede venetiansk territorium. Det endelige slag mellem stridens parter kom til at stå den 14. maj 1509 ved Slaget ved Agnadello. Venedig led et nederlag, der kunne have kostet bystaten livet, men ved fortsat forsvarsvilje og diplomati lykkedes det at vende nederlaget til en delvis sejr med visse genvundne landområder. Slaget blev dog enden på Venedigs ekspansion.
1600-1700-tallenes Venedig
Allerede i 1348 og igen i 1575-1577 havde pesten ramt Venedig, hvor der i sidstnævnte periode døde omkring 50.000 af borgerne. I 1630 slog sygdommen til igen, og denne gang døde en tredjedel af de cirka 150.000 indbyggere. Det gav et naturligt tilbageslag for byen.
Gennem 1600-1700-tallene havde Venedig også kæmpet mod ikke mindst osmannerne om fortsat herredømme over Cypern og mindre landområder i Grækenland. Flere kampe gennem 1700-tallet drænede byens tidligere så stolte flåde, der engang havde talt flere end 3.300 skibe. I 1790erne var byens handelsflåde desuden reduceret til få hundrede skibe.
Venedigs magt på havene var forbi, mens 1700-tallet fortsat havde givet god økonomi fra de rige byer og det venetianske område i Norditalien, der talte blandt andet Bergamo, Verona, Vicenza og Padova ud over Venedig selv.
Rigdommen gav til trods for ydre tilbagegang Venedig et kulturelt højdepunkt, hvor litteratur, byggerier og kunst i det hele taget blomstrede gennem 1700-tallet. Det var således en af Europas mest elegante byer, der kom dog også under pres, da Napoleons hære nærmere sig. Frankmændene indtog Venedig i april 1797, og dermed sluttede den tidligere stormagt, Republikken Venedig, som en selvstændig nation. Året efter indtog Østrig byen.
I 1805 blev Venedig en del af Kongeriget Italien, der blev oprettet med Freden i Pressburg, der efter Slaget ved Austerlitz markerede enden på Den Tredje Koalitionskrig.
Kongeriget Italien var en fransk marionetstat, og med Napoleons endelige nederlag blev Venedig atter underlagt østrigsk styre.
Det moderne Venedig
Østrig fik aldrig integreret byen Venedig og regionen Veneto i alpelandet, og det gav næring til Venedigs deltagelse i den stigende italienske nationalisme, der skulle blive til en ny statsdannelse.
Efter et oprør, der i 1848-1849 genetablerede den venetianske republik brød Venedig med Østrig i 1866 og blev en del af det nye kongerige Italien, der havde Rom som hovedstad og Vittorio Emanuele II som konge.
Den nye status som en del af Italien startede en massiv udvikling af byen i slutningen af 1800-tallet. Tidligere tiders ønske om større dominans af fastlandet blev nu gradvist opfyldt. Der var støt stigende handel i havnen, og der blev åbnet en landfast forbindelse mellem byen Venedig og Venetos fastland. Turismen, der er Venedigs største indtægtskilde i dag, tog til med den lettere adgang og de forbedrede faciliteter.
Under Mussolini blev der opført en bilbro, og området på fastlandet blev industrialiseret. Venedig var nu vokset fra bystaten til fastlandsbyerne Mestre og Marghera.
Industrien i området på fastlandet var årsag til bombardementer under 2. Verdenskrig, men det gamle Venedig slap nogenlunde uskadt gennem krigsårene.
Industrialiseringen fortsatte i efterkrigsårene, fx inden for petrokemisk industri, og i dag er Veneto stadig i fin udvikling i forhold til andre af Italiens traditionelle industriregioner.
Investeringer gav job i regionen, men det var fastlandet, der blev udviklet. Selve Venedig bys indbyggertal blev halveret i årene, og øerne udviklede sig hen mod dagens Venedig, der har markant færre indbyggere end tidligere, men til gengæld har en højt udviklet turistindustri.
