Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Napoli kan kaldes den syditalienske hovedstad, og den tidligere residensby møder besøgende med et væld af imponerende oplevelser og byens nærmest kaotiske charme; uanset om det er kultur, natur eller gastronomi, man er ude efter. Napoli har ganske enkelt det hele og er en skøn og uforglemmelig oplevelse.

I den gamle bydel er gaderne smalle med skønne oaser af pladser ind imellem de mange kirker, statuer og de utallige øvrige smukke bygningsværker, der emmer af patina og italiensk charme – og ekstra meget, når kirke- og spisetiderne nærmer sig. Det gælder blot om at være nysgerrig og snuse atmosfæren i sig.

Fantastiske kirkebyggerier, majestætiske borge, elegante slotte og dejlige promenader er også indbegrebet af Napoli, der som kongeby altid har været en af de betydende italienske storbyer. Således kan man planlægge en tur gennem storbyen for at se højdepunkter fra adskillige århundreders byggerier.

I horisonten af Napoli troner vulkanen Vesuv, der med sit udbrud i år 79 begravede blandt andet Pompeji og Herculanuem, der er to af de store seværdigheder i Napolis nære omegn. Vesuv er Napolis vartegn, og flere steder fra byens centrum kan man se til det høje bjerg, som man i øvrigt kan besøge kraterkanten af.

Flere vulkanske aktiviteter venter i De Brændende Marker vest for byen, og så er øerne Capri og Ischia og Amalfikysten også udflugtsmål på dagture. Kulturelt er der også meget at se; fx pragtslottet i Caserta eller Paestums arkæologi.

Topseværdigheder

    Castel Nuovo, Napoli

    Nyborg
    Castel Nuovo

    Da Karl I af Sicilien blev konge i 1266, var Napolis hovedstad sicilianske Palermo. Da Napoli blev hovedstad, bestemte Karl I sig for at lade en ny residens opføre. Den skulle ligge ved havet i modsætning til den hidtidige napolitanske kongebolig, Castel Capuano.

    Byggeriet blev sat i gang 1279, og tre år senere stod borgen færdig. Grundet krige kom Karl I ikke til at anvende borgen. Det blev hans søn, Karl II, der i 1285 flyttede ind og gjorde borgen til Napolis politiske centrum.

    Flere historisk vigtige begivenheder har fundet sted på borgen gennem årene. I 1294 abdicerede pave Celestine V her, og elleve dage senere udpegede et kardinalkollegium Boniface VIII til ny pave.

    I 1300-tallet blev borgen udvidet og i 1347 hærgede tropper under Ludvig I af Ungarn stedet, så den i stort omfang måtte restaureres. I midten af 1400-tallet blev borgen forstærket, så den kunne modstå den tids moderne artilleri. Det var også i denne tid, Francesco Lauranas triumfbue blev etableret ved borgens indgang. Buen skulle markere triumfen med kong Alfonso V's ankomst til Napoli.

    I 1494 blev Napoli spansk, og Castel Nuovo overgik fra en status som residensslot til at være militær enhed. Det var først i 1700-tallet, en konge igen boede her. Det var den spanske kong Karl III.

    I starten af 1800-tallet blev en omfattende restaurering gennemført. Man rev en del bygninger ned, så borgen igen kunne stå som sit eget monument. I dag er dele af borgen indrettet som Napolis byhistoriske museum/Museo Civico, og der bliver løbende arrangeret en del kulturelle begivenheder her.

     

    Napoli Domkirke
    Duomo di Napoli

    Duomo di Napoli er ærkebispesæde, og derved er Napoli Domkirke den vigtigste romersk-katolske kirke i byen. Den går under flere navne. Officielt blev den indviet som Mariæ Himmelfartskirke/Cattedrale di Santa Maria Assunta, men den kendes også som Sankt Januarius Katedral/Cattedrale di San Gennaro; efter byens skytshelgen.

    Opførelsen blev igangsat af kong Karl II i slutningen af 1200-tallet og færdiggjort under senere konger i 1320erne. Byggeriet skete på fundamentet af to tidlige, kristne kirker, og før det har her ligget hedenske templer.

    Mange stilarter er repræsenteret grundet de mange århundreders forskellige om- og delvise genopbygninger. Kirkens grundform er et latinsk kors med tre skibe.

    Domkirkens interiør byder på fresker, smukke alterstykker og diverse kunst. Under kirkens alter er Sankt Januarius' krypt, og i et særligt kapel opbevares helgenens kranium og ampullen med hans blod, der første lørdag i maj og den 19. september bliver flydende. Disse to dage er kirken særligt velbesøgt.

     

    Napoli Sotterranea

    Det Underjordiske Napoli
    Napoli Sotterranea

    40 meter under Napolis gader ligger det historiske Napoli. Det var der, byen udviklede sig for over 2.000 år siden. Grækerne begyndte udgravningerne til det fremtidige Napoli, og romerne tog senere over. Blandt andet blev stenene anvendt til at opføre bymure og i årene 1588-1615 brugte byens borgere undergrunden til byggematerialer, idet import var ulovligt i denne tid.

    Resultatet blev en labyrint af gange, der strækker sig over det meste af Napolis nuværende gamle bydel. Under jorden kan man i Napoli Sotterranea fx se rester af stedets græsk-romerske teater, som kejser Nero har besøgt, og byens vandforsyning med akvædukter og cisterner.

    De underjordiske rum og gange blev benyttet som beskyttelse under 2. Verdenskrig, og efter krigen blev en del af det ødelagte bygningsmateriale lagt herned. Efter flere årtier kom der igen interesse omkring denne del af byens historie, som nu kan besøges flere steder.

     

    Sansevero Kapel
    Cappella Sansevero

    Prins Francesco de Sangro lod i 1590 dette kapel opføre i det, der på det tidspunkt var haven ved hans palæ. I 1742 ombyggede Raimondo de Sangro, der var prins af Sansevero, kapellet til det udseende, det har i dag.

    Kapellet er kendt for dets fornemme skulpturer, hvor den mest kendte er Sammartinos Cristo velato. Her er også værker af Francesco Celebrano, Antonio Corradini og Francesco Queirolo.

     

    Arkæologisk Museum, Napoli

    Napoli Nationale Arkæologiske Museum
    Museo Archeologico Nazionale di Napoli

    Napolis arkæologiske museum er blandt Italiens absolut førende, og det skyldes ikke mindst museets store romerske samlinger fra byerne Herculaneum, Pompeji og Stabiae samt græske antikviteter.

    På museet kan man således se en stor mængde klassiske marmorskulpturer såsom romerske kopier af græske statuer af fx billedhuggerne Calamis, Kritios og Nesiotes. En del af originalerne er gået tabt, hvilket gør værkerne yderligere interessante. Mange statuer kommer fra den rige Farnesesamling.

    Her er også en egyptisk afdeling samt en del fornemt bevarede mosaikker fra ruinerne af blandt andet Herculaneum, der sammen med andre byer blev begravet under Vesuvs udbrud i år 79. Et besøg her på museet supplerer på fin vis et besøg i selve de arkæologiske udgravninger i Herculaneum og Pompeji.

    Museet blev grundlagt i 1750erne af den spanske kong Karl 3, og det er Europas ældste arkæologiske museum. Bygningen har tidligere været stald for kavaleriet samt hovedbygning for byens universitet.

     

    Capodimonte Museum & Slot
    Museo & Reggia di Capodimonte

    Capodimonte Slot var kongerne i Kongeriget Begge Siciliers sommerpalads og jagtslot. Det var Karl VII, der i 1738 besluttede at opføre et jagtslot på bakken Capodimonte, men lod det i stedet blive et større slotsanlæg; blandt andet for at opbevare en større kunstsamling her.

    Efter tyve års byggetid blev første del af slottet åbnet i 1758, men anlægget blev først færdiggjort i 1840. I mellemtiden havde flere benyttet slottet. Under den franske tid 1806-1815 var stedet Joseph Bonaparte og senere Joachim Murats residens.

    Gennem årene kom mange kunstværker og samlinger til slottet, der siden 1950 har været museum. Her kan man se 1700-talsindretning samt samlinger af porcelæn og majolica. Det såkaldte Capodimonte-porcelæn blev produceret ved siden af slottet fra 1743.

    På slottet kan man også beundre kunst i Nationalgalleriet/Galleria Nazionale, som i samlingerne har værker af blandt andre Raphael og El Greco. Malerierne strækker sig fra 1200-1700-tallene. Der er også klassiske skulpturer fra Farnese-samlingen.

     

    Galleria Umberto I, Napoli

    Galleri Umberto I
    Galleria Umberto I

    Galleri Umberto I er navnet på Napolis storslåede indkøbscenter, der blev opført 1887-1891 i typisk 1800-talsstil med glastag over fornemme butiksgader. Arkitekturen kaldes stile umbertino og herskede som nyrenæssance i italiensk eklektisme under Umberto I.

    I indkøbscentret, der blev opkaldt efter Italiens konge, er der fire gader, som stråler ud fra den store, centrale kuppel. I bygningerne var der både butikker og caféer, og på de øverste etager var der indrettet lejligheder.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Napoli her.

Andre seværdigheder

    San Lorenzo Maggiore, Napoli

    Sankt Laurentius Store Basilika
    Basilica di San Lorenzo Maggiore

    Basilica di San Lorenzo Maggiore er en kirke med tilhørende klosterbygninger i Napoli. Byggeriet af komplekset startede i 1200-tallet, hvor kirken tilhørte Franciskanerordenen. Stilen står som et godt eksempel på gotikken i datidens kongerige, der har stedtypiske italienske træk.

    Basilikaens beliggenhed er i det geografiske centrum af det historiske græsk-romerske Napoli. Under kirken ligger San Lorenzo Arkæologiske Område/Area Archeologica di San Lorenzo Maggiore, hvor et gammelt romersk marked er blevet udgravet i en periode på over tyve år.

    I kirkens historiske klosterbygninger er der desuden indrettet en stor arkæologisk udstilling, der tager udgangspunkt i den græsk-romerske by. På museet bliver historien om området omkring San Lorenzo fra klassisk oldtid til moderne tid skildret på spændende vis.

     

    Sankt Paul Store Basilika
    Basilica di San Paolo Maggiore

    San Paolo Maggiore er en smuk kirke, der i sin nuværende udgave blev opført fra 1500-tallet af den romersk-katolske theatinermunkeorden. Ordenen blev grundlagt af Gaetano di Thiene og Giovanni Pietro Carafa i 1524, og di Thiene ligger i dag begravet netop her i kirken.

    På stedet der lå tidligere et tempel fra det 1. århundrede. Dele af facaden fra det gamle tempel stod indtil et jordskælv i 1688. I dagens barokke facade er der indbygget to søjler fra det ellers historiske tempel.

    Arbejdet med kirken og dens udsmykning stod på gennem 1500-1700-tallene. De smukke fresker er af blandt andre Massimo Stanzione og Francesco Solimena. Hovedalteret blev udført af Ferdinando Fuga i årene 1775-1776.

     

    Galleria Principe, Napoli

    Principe di Napoli Galleri
    Galleria Principe di Napoli

    Galleria Principe di Napoli er et butikscenter, der blev designet af Nicola Breglia og Giovanni De Novellis i 1869 og opført 1877-1883 i samtidens stil med støbejern og glastag over butiksgaderne. I 2007-2008 blev gallerierne gennemrenoverede og står i dag som ved opførelsestidspunktet.

    Der var oprindeligt planlagt fire gader i galleriet, men der blev kun opført tre, fordi beliggenheden af kirken Chiesa di Santa Maria di Costantinopoli umuliggjorde den sidste. Tidligere havde der ligget et kornmagasin på stedet, som også var blevet anvendt til blandt andet fængsel.

     

    Den Nye Jesuskirke
    Chiesa del Gesù Nuovo

    Gesù Nuovo er en jesuiterkirke, der blev indrettet i et residenspalæ fra 1400-tallet. Det var Roberto Sanseverino, der var prins af Salerno, der byggede residensen Palazzo Sanseverino i 1470. Palæet blev i 1580erne solgt til jesuitermunke, der allerede havde bygget en Jesuskirke i Napoli, og da de i perioden 1584-1681 opførte den nuværende, blev denne kaldt for den nye.

    Arkitekten var Giuseppe Valeriano, og han genbrugte facaden fra Sanseverinos palæ, der med de tilhuggede kvadersten er noget utraditionel for en barokkirke.

    Kirkens interiør er i modsætning til facaden rigt udsmykket i barok stil. De mange væg- og loftmalerier er særligt imponerende. De blev udført af Belisario Corenzio og Paolo de Matteis og forestiller bibel- og helgenskildringer. I kirken kan man også se Francesco Solimenas maleri fra 1725 af Seleucus IV Philopators uddrivelse af Heliodorus fra templet i Jerusalem. Det stammer fra en beretning i Anden Makkabæerbog.

    Alterstykket skal illustrere den åbenbaring, Francisco Xaviers fik af Jomfru Maria samt forskellige episoder fra hans liv. Xavier var en af grundlæggerne af Jesuiterordenen, og han blev kanoniseret i 1622 af pave Gregor 15.

    På pladsen foran Jesuskirken kan man se en af Napolis tre pestsøjler, der blev rejst som kunstværker som tak til Gud for ikke at lade pesten ramme byen. Søjlen her blev færdiggjort 1750 af blandt andre Matteo Bottiglieri, og den rummer flere bibelske motiver.

     

    Teatro San Carlo, Napoli

    San Carlo Teater
    Teatro San Carlo

    San Carlo Teater er det ældste, fortsat aktive operahus i Europa. Det blev indviet 4. november 1737 med en opsætning af Domenico Sarros Achille in Sciro. Med 3.300 pladser var det dengang verdens største operabygning.

    Teatret blev designet af arkitekterne Angelo Carasale og Giovanni Antonio Medrano, der blandt andet benyttede den regerende kongeslægt, huset Bourbons, farver blå og guld i udsmykningen.

    San Carlo Teater brændte 12. februar 1816, og efter en hurtig genopbygning kunne det genåbne 12. januar året efter. I 1943 blev teatret bombet og genåbnet samme år efter en reparation.

     

    Plebiscit Plads
    Piazza del Plebiscito

    Piazza del Plebiscito er en af Napolis største pladser. Den er opkaldt efter folkeafstemningen den 2. oktober 1860, som bragte Napoli ind i Kongeriget Italien. Ordet Plebiscito kommer dog fra de særlige beslutninger, der i oldtidens Rom blev truffet af plebejerne.

    Pladsen blev udtænkt af Napolis kong Joachim Murat i begyndelsen af 1800-tallet. Murat var Napoleons svoger og anlagde pladsen som en hyldest til den franske kejser. Man kan se nogle smukke bygninger omkring pladsen som fx Kongeslottet/Palazzo Reale og Frans af Paola Basilika/Basilica de San Francesco di Paola.

     

    Piazza Plebiscito, Napoli

    Frans af Paola Basilika
    Basilica di San Francesco di Paola

    Basilica de San Francesco di Paola er en kirke, der blev opført i forbindelse med Plebiscit-pladsens anlæg i starten af 1800-tallet. Kirken stod færdig i 1816 og blev indviet til Sankt Frans af Paola, som i 1500-tallet boede på et kloster netop her.

    Kirken blev storslået anlagt med den halvbueformede kolonnade mod Plebiscit-pladsen og den 53 meter høje, centrale bygning, der blev opført med inspiration fra Pantheon i Rom. Seks søjler og to piller med joniske kapitæler danner porticus ved indgangen til det cirkulære kirkerum.

    Indvendigt er kirkerummet 34 meter i diameter, og rundt om centrum troner 34 søjler i korintisk stil. Søjlerne måler 11 meter i højden. Hovedalteret er et værk af Anselm Cangiano fra 1641. Det stammer oprindeligt fra kirken Chiesa dei Santi Apostoli og blev flyttet hertil i 1835.

     

    Kongeslottet
    Palazzo Reale

    Palazzo Reale var det centrale Napolis kongeslot for huset Bourbon, som regerede Kongeriget Begge Sicilier i årene 1730-1860. Der var også andre slotte, hvor kongerne har deres residens; fx i byen Caserta nordøst for Napoli.

    Slottet blev oprindeligt bygget i 1600-tallet, men er en del ombygget de følgende århundreder. I facaden er der nicher, hvor tidligere napolitanske regenter er opstillet. Den tidligste er Ruggero II af Sicilien, som regerede i 1100-tallet, mens den seneste er Vittorio Emanuele II, der fra 1861 blev den første konge i det forenede Italien.

    Napolis kongeslot er i dag indrettet som museum, hvor man blandt de mange rum og sale kan se De Kongelige Gemakker/Appartamento Reale, Det Kongelige Kapel/Cappella Reale og Hofteatret/It Teatro di Corte. Ved slottet ligger også De Kongelige Haver/Giardini Reali.

     

    Castel Sant'Elmo, Napoli

    Sant'Elmo Borg
    Castel Sant’Elmo

    Borgen Sant Elmo ligger og troner over Napoli på højdedraget af samme navn. Fra Castel Sant'Elmo kan man se den nærmest ikoniske udsigt over byen og Napolibugten med Vesuv som det store bagtæppe. Der er også et kig på tværs over bugten til Sorrento og øen Capri.

    Et byggeri på stedet blev nævnt første gang i 1275, hvor det menes at have været en befæstet residens. I 1300-tallet blev Sant’Elmo væsentligt udbygget, men et jordskælv i 1456 medførte stor skade. Det nuværende sekstakkede fæstningsværk blev skabt 1537-1547.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Napoli her.

Ture fra byen

    Vesuv, Napoli

    Vesuv
    Vesuvio

    Vesuv er en såkaldt stratovulkan, en konisk vulkan, der gennem tiden er bygget op af mange lag lava og vulkansk aske. Vesuv er berømt og berygtet for sin nærhed til storbyen Napoli og de mange byområder langt Napolibugten.

    Vesuvs caldera formede sig for omkring 17.000 år siden, og før udbruddet i 79 var vulkanen en del større end i dag. Det store krater, Gran Cono, når 1.281 meter og blev formet ved et kollaps i forbindelse med udbruddet i 79, og samtidig blev Vesuv anden top, Monte Somma, dannet med sine 1.149 meter. Brændstoffet i Vesuv er magmaen, den flydende klippe, der skabes ved, at den afrikanske kontinantalplade rammer og bukker sig ned under den eurasiske. Ved den lejlighed smelter klippen og søger at komme til jordoverfladen i svage punkter i kontinentalpladerne.

    Vesuv har været i udbrud mange gange. Det mest kendte forekom i år 79, hvor de blandt andet byerne Pompeji og Herculaneum blev begravet. Ved udbruddet blev floden Sarnos løb også ændret, og kystlinjen forskubbede sig. Alene i 1900-tallet var der udbrud i 1906, 1929 og 1944.

    Vesuv ligger ganske tæt på Napoli og kan nemt nås med offentlige busser eller turbusser, der fx afgår stationen Ercolano (Scavi). Man kører op til 1.000 meters højde, og derfra er en cirka 20 minutters vandretur op til selve kraterkanten. Stien derop er god og bred, og man bliver både belønnet med et fascinerende kig i vulkanen, hvor damp stiger op fra den varme undergrund, og en panoramaudsigt over hele Napolibugten.

     

    Pozzuoli

    Pozzuoli er en selvstændig by, der ligger som en af Napolis vestlige forstæder. Den blev grundlagt som den græske koloni Dikaiarchia (Δικαιαρχία) af folk fra Samos i 531 f.Kr. I 194 f.Kr. blev den en romersk koloni med navnet Puteoli, der betyder ”små kilder” med henvisning til de varme kilder, der er i området. Puteoli voksede i kraft af beliggenheden ved vandet, som bragte en del skibstrafik med sig.

    I år 37 blev Puteoli kendt for kejser Caligulas ridt over Baiae-bugten. Han lod en midlertidig pontonbro anlægge med formålet at ride over vandet. Derved ville en astrologs forudsigelse om, at Caligula havde lige så lille mulighed for at blive kejser som at ride over netop Baiae-bugten.

    I nyere tid er byen kendt for blandt andet at være der, skuespilleren Sophia Loren voksede op, og for den seismiske aktivitet, der i årene 1982-1984 forårsagede en landhævning på 1,8 meter.

     

    Caserta Palads, Italien

    Caserta Slot
    Reggia di Caserta

    Caserta Slot er et tidligere residensslot for de napolitanske Bourbon-konger. Det blev opført fra 1752 og igangsat af kong Karl VII, der var den senere Karl 3. af Spanien. Arkitekten var Luigi Vanvitelli, men hverken kongen eller arkitekten kom til at fuldføre byggeriet. Det gjorde deres sønner imidlertid.

    Det kolossale slot stod færdigt under kong Ferdinand IV i 1780. Det er en af Europas største opførelser fra det 18. århundrede og rummer 1.200 rum. Her er blandt andet kongelige gemakker, repræsentationslokaler, bibliotek og et teater. Stilen er sen italiensk barok, og blandt de fornemste rum er teatret, der er modelleret efter Napolis Teatro San Carlo, og den majestætiske centraltrappe.

    Grundplanet af Caserta Slot er 247x184 meter, og i det kuperede terræn nord for selve slottet ligger den store have, hvor springvand og kaskader udgør det centrale element. Her var blandt andet iscenesatte søslag som underholdning for børnene i kongefamilien.

    Valget af byen Caserta for byggeriet hang sammen med, at det gav beskyttelse at være et stykke væk fra det hav, som blev besejlet af plyndrende sørøvere. Desuden var slottet tilpas langt væk fra Vesuv til at være i fare ved et eventuelt udbrud.

    Caserta Slot og den tilhørende have var inspireret af andre store slotte som fx Versailles i Paris og Escorial i Spanien. Det napolitanske kongerige var betydningsfuldt og kulturelt blomstrende, og så ville kongerne ikke stå tilbage fra storladne slotte andre steder.

     

    Herculaneum
    Scavi di Ercolano

    Herculaneum var indtil den 24. august år 79 en blomstrende by med omkring 5.000 indbyggere. Den dag gik vulkanen Vesuv i udbrud, og en 350 °C varm pyroklastisk strøm nåede hurtigt Herculaneum, der blev begravet i omkring 20-30 meter mudder og flydende aske. Den altomsluttende substans forkullede mennesker og dyr og dækkede bygningerne i byen.

    Efter vulkanudbruddet lå Herculaneum begravet indtil 1709, hvor man stødte på byen under udgravningen af en brønd. Selve udgravningerne af byen startede i 1738, og ud over bygninger har man siden da fundet flere hundrede aftryk af mennesker og dyr, som askestrømmen havde lagt sig omkring og størknet med afstøbninger som resultat. Udgravningerne foregår fortsat i dag.

    Herculanuem ligger i vores dages by Ercalano, og der er en del at se på et besøg i udgravningsområdet. Byen og bygningerne er inddelt i afsnit grupperet efter vejinddelingerne øst-vest og nord-syd. Mange bygninger står relativt velbevarede med fine vægmalerier og mosaikker.

    En særlig villa er den såkaldte Papyrusvilla/Villa dei Papiri, som var et beboelseshus, der tidligere var ejet af Julius Cæsars svigerfar, Lucius Calpurnius Piso Caesoninus. Dets navn stammer fra de 1.785 forkullede papyrusruller, man fandt i villaens bibliotek. Villaen lå ved kysten dengang med en have omkring sig og lidt væk fra byens øvrige huse, og den vurderes at have været blandt Herculaneums fineste. Man har fundet adskillige skulpturer her, og dem kan man i dag se på det arkæologiske museum i Napoli.

     

    Pompeji, Italien

    Pompeji
    Scavi di Pompei

    Pompeji var en by, der blev begravet under Vesuvs udbrud den 24. august år 79. Efter udbruddet var byen dækket af op til seks meter aske og pimpsten, og den udgravede by står i dag nærmest som et frosset billede af livet i Romerriget for 2.000 år siden. Pompeji blev genopdaget i 1599, og de arkæologiske udgravninger af det store område pågår fortsat.

    Hovedindgangen ligger 100 meter fra stationen Pompei, og på det store område er der mange og ganske velbevarede bygninger; blandt andet forum, bade, templer, teatre, butikker, restauranter og en masse beboelseshuse.

    Vejbelægningerne er intakte i Pompeji, og mange steder kan man se hjulspor i stenene; særligt mellem trædestenene, der virkede som fodgængerovergange, hvor man kunne undgå at træde i gadens affald.

    Markedet/Foro var byens samlende midtpunkt, og herfra bredte gaderne sig. Ved markedet lå der også et tempel og dette områdes badeanlæg, Terme del Foro. Flere andre og større bade kan se andre steder; fx Centralbadene/Terme Centrali.

    Pompejis centrale butiksgade, hvor der også er flere spisesteder med bevarede mosaikker, køkkener og spiserum, var gaden Via dell'Abbondanza, som stadig danner en akse på langs gennem Pompeji. Gaden kan med fordel følges gennem byen.

    Af andre større, offentlige faciliteter kan Det Store Teater/Teatro Grande, Odeon/Odeion og Amfiteatret/Anfiteatro nævnes som tre af de vigtigste. Man kan også se smukke beværtninger og huse med bevarede malerier og skulpturer, og her er også pragtfulde villaer med fine haveanlæg.

    Lidt nordvest for selve udgravningsområdet ligger Mysterievillaen/Villa dei Misteri, som på trods af at være begravet kun har lidt mindre skade. Derfor kan man se nogle af Pompejis bedst bevarede vægmalerier her.

     

    Capri

    Capri er en ø i Det Tyrrhenske Hav ud for spidsen af Den Sorrentinske Halvø. Den var et populært område for turister og afslapning allerede i Romerriget for 2.000 år siden. Der hersker en rigtig middelhavsatmosfære på Capri med små byer, smalle gader, eksotiske planter, citrusfrugter og mageløse udsigter.

    Man kommer sejlende til havnen i Marina Grande, og herfra kan man tage med funiculare op til den centrale plads, Piazzetta, i byen Capri. Her venter en sand labyrint af smalle gader og stræder, hvor man kan nyde de farverige kakler på mange bygninger, grønne oaser og fine udsigter. Mod syd i labyrinten kan man gå til udsigtspunktet Punta Cannone for enden af vejen Via Castello. Her er der et kig over sydkystens klipper med klipperskærene Faraglioni, der er et af Capris vartegn.

    En anden af naturens seværdigheder er nordkystens Blå Grotte/Grotta Azzurra, som er en underjordisk grotte kendetegnet ved det smukke blå lys, der reflekterer, så det nærmest lyser under havet. Kun det blå lys slipper gennem naturens filter. Grotten er omkring 60 meter lang og 25 meter bred. Højden er op til 14 meter, men blot 1 meter ved indsejlingen fra havet.

    Af andre seværdigheder ligger der en række fornemme villaer, 1300-talsklostret Certosa de San Giacomo (Via Certosa) og hårnålestien Via Krupp, der leder fra klosterområdet ned til sydkystens havn, Marina Piccolo. Under et besøg kan man også nyde god mad og områdets specialdrik, der er citronlikøren Limoncello.

     

    Amalfikysten, Italien

    Amalfikysten
    Costiera Amalfitana

    Amalfikysten er navnet på Den Sorrentinske Halvøs smukke, sydlige kyststrækning. Navnet kommer fra byen Amalfi, der er en af strækningens perler, mens hele Amalfikysten dækker turen mellem Positano i vest og Vietri sul Mare i øst. De mest berømte byer er Amalfi, Positano, Praiano og Ravello, der alle ligger malerisk langs den klipperige kyststrækning, hvor den ene uforglemmelige udsigt afløser den anden.

    Den største seværdighed i området er selve nydelsen af køreturen langs kysten, der regnes for at høre til de absolut flotteste i Italien. Ud over den kan man med fordel gøre holdt i byerne, der ligger som klistret op ad de stejle klipper. Amalfikysten er grundet det særlige kulturlandskab optaget som verdensarv af UNESCO.

     

    Paestum, Italien

    Paestum Arkæologiske Område
    Area Archeologica di Paestum

    Byen Poseidonia blev grundlagt i 600-tallet f.Kr. af græske bosættere fra byen Sybaris. Byen var opkaldt efter havguden Poseidon og skiftede i den senere romerske tid navn til Paestum. Byen var omgivet af en 4,7 kilometer lang og 15 meter høj mur.

    I dag kan man se velbevarede ruiner af tre templer fra 500-400-tallene f.Kr. i dorisk stil. Det drejer sig om to Hera-templer og et Athene-tempel. Ud over templerne er der rester af det romerske forum, der lå på stedet for den tidligere græske agora, og byens amfiteater.

    Det ældste Heratempel/Tempio di Hera er fra omkring 550 f.Kr. Dedikationen til Hera, der i den græske mytologi er Zeus' hustru og gudinde for blandt andet ægteskaber og fødsler, blev fundet i inskriptioner, og foran templet er fundet et alter. I 450erne f.Kr. blev det andet Heratempel opført, og dette kan også have været dedikeret til andre end Hera; ikke mindst Zeus. Athenetemplet blev opført omkring 500 f.Kr., og i tidens løb har dette også været anvendt som kristen kirke.

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Carrefour

    Via Morghen 28, via Poggioreale 18
    carrefour.it

     

    Coin

    Via Scarlatti 86/100
    coin.it

     

    Galleria Umberto I

    Via San Carlo

     

    Indkøbsgader

    Via Toledo, Via Chiaia, Via dei Mille, Via San Gregorio Armeno, Via Luca Giordano

Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Græsk kolonisering

    Napolis historie startede som mange andre byer i det sydlige Italien med den græske kolonisering i det 9. århundrede f.Kr. Grækerne kom til at kontrollere store områder fra det nuværende Napoli til Sicilien. Netop Neapolis, senere Napoli, var en af de førende byer i denne koloni; Magna Graecia.

    De første grækere kom fra Rhodos og etablerede bosættelsen Parthenope på øen Megaride, der ligger tæt på Napolis nutidige centrum. I det 5. århundrede f.Kr. erobrede græske bosættere fra den nærliggende by Cumae området ved Napolibugten og grundlagde Neápolis, der betyder den nye by. Parthenope skiftede samtidig navn til Palaípolis; den gamle by.

    De følgende århundreder voksede de to byer sammen og var nu både befæstet med mure og havde forskellige bygningsværker som et teater og det mindre odeon samt et tempel til tvillingeguderne Castor og Pollux.

     

    Vesuv og den romerske æra

    I 300-tallet f.Kr. erobrede Rom området og dermed Neápolis, der hurtigt blev populær blandt romerne for det milde klima og den græske kultur, der virkede som inspirationskilde i Romerriget.

    Det romerske Napoli blev i 79 tilskuer til et af nyere tids mest berømte vulkanudbrud; her nærmest eksploderede store dele af Vesuv og begravede flere af områdets driftige byer så som Pompeji.

    I Napoli gik udviklingen videre, og mange romere byggede fornemme villaer langs kysterne i blandt andet Pozzuoli. I en af villaerne kom Det Vestromerske Riges sidste kejser i eksil, hvilket var Romulus Augustulus i år 476.

    I 568 begyndte de germanske longobarder deres erobringstogt i det, der skulle blive til Kongeriget Lombardiet. Omgivet af det nye rige fastholdt Napoli sin loyalitet mod Det Byzantinske Rige sammen med blandt andet Rom. På det tidspunkt havde byen omkring 30.000 indbyggere.

     

    Det nye hertugdømme

    Napoli var underlagt den byzantinske kejser, der var repræsenteret i Italien ved eksarken i Ravenna. I 618 gjorde Napoli oprør mod eksarken og derved selve byens status som underlagt en fjerntliggende magt.

    I 638 etablerede eksarken Hertugdømmet Napoli for at imødegå oprør fra byen, og 23 år senere kom en lokal regent i spidsen for byen og området; hertug Basilio i 661. Dog blev hertugen fortsat udpeget med godkendelse af kejserriget, men i 840 gjorde hertug Sergius I titlen og positionen til en arvefølge, og derved var Napoli reelt blevet uafhængig.

    På dette tidspunkt havde byen en vis militær betydning, og den var ikke en udpræget handelsby som mange øvrige i regionen. De følgende århundreder mistede Napoli magt, og hertug Sergius IV led i 1027 nederlag til Pandulf IV af Capua. Med normanneren Rainulf Drengots hjælp kunne Sergius IV genindsættes som hertug i 1029, og som tak donerede Sergius området Aversa, nord for Napoli, til Rainulf, der således blev Aversas greve fra 1030. I 1037 besejrede Rainulf byzantinerne i området, og idet Napoli formelt set stadig var en byzantinsk vasal, opnåede Aversa selvstændighed året efter.

     

    Normannerne kommer

    Normannerne fra nord var de næste, der kom til området, og deres skulle senere vise sig at sætte en stopper for Napolis egen selvstændighed.

    I 1100-tallet var Napoli fortsat et hertugdømme, men normannerne havde overvundet longobarderne i regionen og med Roger II’s etablering af Kongeriget Sicilien i 1130 var en ny magt opstået.

    I 1137 måtte Napolis Sergius VII overgive sig, og Napoli blev en vasal under Sicilien med kun lidt magt og indflydelse til byen selv. Sergius VII blev dermed Napolis sidste hertug. I denne tid boede fortsat cirka 30.000 mennesker her, og normannerne lod flere borge og fæstninger opføre; fx Castel Capuano og Castel dell’Ovo.

     

    Kulturel blomstring

    Den tysk-romerske kejser, Frederik II af Hohenstaufen, var også konge af Sicilien, og han betragtede Napoli som kongerigets intellektuelle centrum, da han i 1224 grundlagde et universitet her. Institutionen forblev gennem århundreder det førende uddannelsessted i den sydlige del af det nuværende Italien.

    Efter Frederik II’s søn, Manfreds, nederlag overlod pave Clement IV i 1266 magten i Kongeriget Sicilien til Karl af Anjou, som flyttede hovedstaden fra Palermo til Napoli. Karl opførte den nye borg, Castel Nuovo, som residens, og i hans regeringstid blomstrede også kirkebyggeriet. Napolis domkirke, Santa Chiara, San Lorenzo Maggiore og Santa Maria Donna Regina stammer således fra denne periode, som også bød på mange adelspalæer i den voksende bydel omkring Castel Nuovo.

     

    De to Sicilier

    Efter oprøret Den Sicilianske Vesper i 1282 blev Kongeriget Sicilien splittet op i to. De spanske, aragoniske konger regerede herefter selve øen Sicilien, mens de franske, angevinske konger herskede på fastlandet. Begge dele kaldte sig officielt fortsat Kongeriget Sicilien, men fastlandsdelen blev også kaldt for Kongeriget Napoli.

    Med Napoli som centrum for et stort område, udviklede byen sig og tiltrak blandt andet købmænd fra Pisa og Genova, bankfolk fra Toscana og en del kunstnere.

    Den spanske kong Alfonso V besejrede den sidste angevinske konge i 1442 og overtog styret som Alfonso I. Det skabte en fornyet opblomstring på baggrund af en øget handel med den iberiske halvø. Kunstnerisk blev byen også centrum for den italienske renæssance.

    I 1490erne var der magtkampe og stridigheder mellem den tidligere angevinske kongefamilie, som gjorde krav på Kongeriget Napoli, og de siddende regenter. Angevinerne fik en kort overgang overherredømme under Karl VIII, men det endte med, at den spanske konge af Aragon overtog Napoli.

    Fra 1501 var de to kongeriger forenet, og der sad vicekonger og styrede Kongeriget Napoli. De første tre år under fransk styre, og i 1504 blev den første spanske vicekonge indsat, og styreformen med vicekonger kom til at vare til 1700-tallet med en kort undtagelse i 1647.

     

    Ny udvikling og nedgang

    En af de betydende vicekonger var Pedro Álvarez de Toledo, der i regeringstiden 1532-1552 brolagde veje, anlagde nye færdselsårer, renoverede og opførte nye bygninger samt etablerede nye forsvarsværker, der gjorde Napoli til en af de mest befæstede i det spanske rige.

    Kulturen trivedes i Napoli gennem 1500-1600-tallene, hvor filosoffer, forfattere og kunstnere flokkedes i byen som kun få andre steder i Europa. I den periode voksede Napoli fra 100.000 til 300.000 indbyggere og var derfor en af Europas største byer.

    I 1647 gjorde Napoli oprør mod det spanske styre og etablerede Republikken Napoli. De bad også Frankrig om hjælp i kampen mod spanierne, men flere landgangsforsøg mislykkedes. Republikken overlevede kun et halvt år, og derefter kom vicekongerne tilbage. I 1656 blev befolkningen ramt af en pestepidemi, som slog omkring halvdelen af indbyggerne ihjel, og det blev starten på byens forestående nedgangstider.

     

    1700-tallet og Napoleonstiden

    Efter Den Spanske Arvefølgekrig i begyndelsen af 1700-tallet blev det med Freden i Rastatt i 1714 vedtaget at give Kongeriget Napoli til den tysk-romerske kejser Karl VI, der blev konge de følgende tyve år. Under Den Polske Arvefølgekrig erobrede spanske Karl III Napoli i 1734, og med Freden i Wien 1738 blev Napoli igen anerkendt som selvstændigt kongedømme med Karl som konge. Karl var på det tidspunkt hertug af Parma og blev fra 1759 spansk konge. Med den status overlod han tronen i Napoli til hans otteårige søn, Ferdinand, der i første omgang regerede som Ferdinand IV i fyrre år.

    Ferdinand var fra huset Bourbon og derfor i naturlig opposition til Napoleon. I 1799 tvang franske tropper kongen på flugt til Sicilien, og i Napoli og Syditalien blev Den Parthenopæiske Republik dannet. Republikkens liv blev kortvarigt, da bønder iværksatte et oprør, og efter mindre end fem måneder var Ferdinand tilbage på Napolis trone. Hans regeringstid varede nu syv år.

    Ferdinand IV støttede i 1805 landene i Den Tredje Koalition; Østrig, Rusland og Portugal, der kæmpede mod Napoleons Frankrig. I marts 1806 vandt franske tropper over napolitanske i Slaget ved Campo Tenese, og derefter indsatte Napoleon sin bror, Joseph Bonaparte, som ny konge i Napoli. Napoleons svoger, Joachim Murat, blev konge i 1808, da Joseph blev spansk konge, og i mellemtiden forsvarede Ferdinand IV sig med britisk hjælp fra Sicilien. Joachim Murat indførte blandt andet en kommunal administration med en borgmesterpost i Napoli.

    I 1815 udkæmpedes Den Napolitanske Krig mellem Østrig og Joachim Murat. Kampene blev korte, og østrigerne vandt i Slaget ved Tolentino. Murat måtte flygte, og for tredje gang blev Ferdinand IV konge i Napoli; fra 1816 som Ferdinand I af Kongeriget de To Sicilier, der opstod, da kongerigerne Napoli og Sicilien officielt blev forenet.

     

    Napoli i Italien

    I 1800-tallets industrialisering blev Napoli Italiens første by med en jernbane. Linjen mellem Napoli og Portici åbnede i 1839. På trods af fremskridt blev afstanden mellem hoffet og borgerligheden dog stadig større, og i 1860-1861 var tiden som selvstændigt kongedømme forbi. Den italienske nationalhelt Giuseppe Garibaldi gjorde sit indtog i byen med tog og ankom på den plads, der i dag bærer hans navn. På det tidspunkt boede omkring 450.000 mennesker i Napoli.

    Det moderne Napolis historie er i det nuværende Italien. Under 2. Verdenskrig blev byen kendt som den første, der gjorde oprør mod de tyske tropper. I dagene 28. september-1. oktober 1943 overvandt byen modstanderen, og de britisk-amerikanske tropper, der skulle hjælpe, ankom til en by, der allerede havde sejret.

    Gennem 1900-tallet var der flere udbrud i vulkanen Vesuv, der ligger som silhuet bag Napoli. I 1906 var et udbrud, og i 1944 forekom et større et af slagsen, der udfordrede området, der som store dele af Europa var ramt af 2. Verdenskrig.

    Efter 2. Verdenskrig etablerede Napoli sig med status som regionens største by som et omfattende transportcentrum med færge- og godstrafik til andre italienske byer, over Middelhavet og som stor krydstogthavn.

    Gennem de seneste årtier er der investeret meget i Napoli. Nye veje er etableret, og metrobyggerier har fundet sted. Gamle bygninger står renoveret, og det moderne forretningscenter, Centro Direzionale, er skudt op i kvarteret umiddelbart øst for hovedbanegården.