Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Rom er den evige stad, hvor turister igen og igen kan finde nye veje. Som centrum for Romerriget og Pavestaten har Rom en historie som kun få andre byer i verden, og det ses fortsat mange steder i kvartererne omkring Roms syv høje.

Alle veje fører til Rom, siges det. Det er godt, for ét besøg er sjældent nok. Romerne, klimaet, historien og gastronomien giver byen en rigtig dejlig sydlandsk atmosfære, som altid er værd at tænke sig tilbage til og opleve endnu en gang.

Det antikke Roms bygninger med Colosseum og Forum Romanum i spidsen er enestående seværdigheder, og for mange er de indbegrebet af Roms store historie. Ruinerne stor i  imponerende størrelse den dag i dag som vidnesbyrd om et stort europæiske rige.

Tiderne efter Romerriget har også bidraget til Roms uforglemmelighed. De mange barokkirker er i sig selv en rejse værd; fx med Peterskirken i Vatikanet og arkitekturen omkring Piazza Navona. Dertil kommer hyggen i Trastevere og de små gader mellem Trevifontænen og Den Spanske Trappe, der er steder, som med garanti giver minder for livet.

Barokkens Rom er et af utallige højdepunkter, og det samme gælder Michelangelos fornemme renæssance, der kan opleves i al sin skønhed på Piazza del Campidoglio. Her står Marcus Aurelius mellem smukke palæer, der tegner nye højder.

Topseværdigheder

    Forum Romanum

    Forum Romanum
    Foro Romano

    Forum Romanum var Romerrigets centrum. Her lå centrale templer, mødesale, administrationsbygninger og handelsboder. I dag kan besøgende danne sig et indtryk af det gamle Rom ved at gå mellem ruinerne ad blandt andet Den Hellige Vej, Via Sacra. Via Sacra var hovedvejen på Forum Romanum, og langs denne lå nogle af de vigtigste byggerier i Rom.

    Forum Romanums start var, da forskellige bosættelser på Roms høj nærmere sig bygningsmæssigt hinanden. Man tog derved lavningerne i brug, og området her blev drænet i 600-tallet f.Kr. for at give plads til nye beboelser, der dog hurtigt måtte vige pladsen for en ny central plads i den hastigt voksende by. Det var også her, Via Sacra blev anlagt; dens brolægning daterer sig til 500-tallet f.Kr.

    Efterhånden blev Forum Romanum udvidet, så det strakte sig over et betydeligt område, hvoraf der er mange rester at se i dag. Forum Romanum gik langsomt i forfald, og med tiden blev bygningsdele anvendt til øvrige byggerier. De første udgravninger startede i slutningen af 1700-tallet, og i dag kan man se betydelige rester fra de imponerende anlæg, der gennem antikken blev rejst her.

     

    Palatinerhøjen
    Palatino

    Palatinerhøjen er den centrale af Roms syv høje, og her ligger en af de ældste dele af byen. Højen rejser sig 40 meter over Forum Romanum og ligger mellem netop Forum Romanum og Circus Maximus.

    Ifølge romersk mytologi var der en grotte her, hvor hunulven holdt Romulus og Remus i live efter at have fundet dem ved bredden af Tiberen. I dag kan man se omfattende udgravninger af de fornemme bygninger, der tidligere har ligget her.

     

    Colosseum
    Colosseo

    Colosseum er det gamle Roms imponerende amfiteater, der oprindeligt kunne rumme flere end 50.000 tilskuere. Colosseum blev opført fra år 72 under kejser Vespasian til år 80 under kejser Titus. Under den følgende kejser, Domitian, blev Colosseum ombygget i mindre grad med underjordiske gange til dyr og slaver og med et øvre galleri, der øgede tilskuerkapaciteten. Vespasian, Titus og Domitian kendes som det flavianske dynasti, og derved kaldes Colosseum også for Det Flavianske Amfiteater/Anfiteatro Flavio.

    Colosseum blev opført som det største amfiteater i Romerriget, og det blev anvendt til flere forskellige ting. Der var gladiatorkampe i amfiteatret, og der var en tid også store opsætninger af søslag, der var populær underholdning i datiden. Dyrejagt, henrettelser og diverse genfortællinger af historiske begivenheder og dramaer fra den klassiske mytologi var også på tapetet i den store arena, der var i funktion som amfiteater i omkring 500 år. Ved åbningsforestillingen, der givet vis blev holdt i år 80, menes 9.000 vilde dyr at være blevet dræbt, hvilket understregede amfiteatrets store betydning i og for byen.

    Colosseum måler 189x156 meter i grundplan og 48 meter i højden, og man kan nemt forestille sig, hvilket imponerende bygningsværk, det var for snart 2.000 år siden. Den imponerende bygning gik delvist til grunde ved et jordskælv i 1349. Skælvet fik den ydre sydlige mur til at styrte sammen, og de mange sten blev derefter benyttet til flere nye bygningsværker i Rom. Selv om Colosseum i dag er en ruin, er den relativt velbevaret, og man kan danne sig et fint indtryk af arenaens funktioner. Således er Colosseum et ikonisk og imponerende minde om kejsertidens romerske storhed.

    Navnet Colosseum stammer ikke fra stedets imponerende dimensioner, men derimod fra en kolos af en statue, der indtil middelalderen stod foran Colosseum. Statuen var af kejser Nero, der på Colosseums sted havde en kunstig sø i tilknytning til sit palads, Domus Aurea, som lå umiddelbart nordøst herfor. Pladsen til søen var blevet skabt ved den store brand, der hærgede Rom i år 64.

    Colosseum blev bygget efter en opfyldning af søen, og omkring det nye amfiteater blev der opført gladiatorskole og forskellige administrationsbygninger på området for Domus Aurea, som i det store hele blev revet ned. Finansieringen af byggeriet kom fra plyndringen af jødernes tempel i Jerusalem, hvorfra der også menes, at der blev bragt omkring 100.000 folk, der blev brugt til diverse anlægsarbejde. De jødiske fanger arbejdede med at bryde travertinen i Tivoli, og de transporterede også stenene til Rom, hvor de også hjalp med selve byggeriet. Det var dog romerske ingeniører, bygmestre og kunstnere, der varetog de vigtigste hverv med opførelsen af den mægtige bygning.

    De sidste gladiatorkampe blev holdt i Colosseum i 430erne, mens blandt andet dyrejagter fortsatte et stykke ind i 500-tallet. Herefter ændrede arenaen karakter og brug, idet en kirke blev indbygget i strukturen i slutningen af århundredet. Senere blev stedet brugt som kirkegård, og under de mange buer under tilskuerpladserne blev der indrettet boliger og værkstæder, som menes aktive indtil 1100-tallet. Omkring år 1200 overtog Frangipani-familien Colosseum, som de befæstede og indrettede som et borglignende slot.

    Et jordskælv i 1349 fik en del af Colosseums sydside til at kollapse; denne del lå på mere porøs undergrund end den øvrige del. De nedfaldne materialer blev anvendt til andre bygningsværker i Rom, lige som det med tiden skete med mange af de indre sten. Colosseums marmorfacade blev brændt for at omdanne stenene til kalciumoxid, der blev anvendt til mørtel. Bronzedragerne mellem stenene blev hugget ud og genbrugt andre steder.

    I nyere tid menes pave Benedict XIV at have gjort Colosseum til et helligt kristent sted grundet det meget kristne blod, der var spildt under kampe her. Mere sikkert er det, at senere paver gjorde meget for at bevare Colosseum, og fra 1800-tallet blev der gennemført flere restaureringsprojekter. Under Benito Mussolini i 1930erne blev Colosseum færdigudgravet og i det store hele restaureret til den tilstand, amfiteatret står i i dag.

    Bygningsfysisk kan man opleve Colosseums facade på en del af amfiteatret i dag. Den ydre facade mod nord står i kontrast til de synlige indre bygningsdele mod syd, hvor teatret delvist styrtede sammen i 1349. På facaden kan man mellem Colosseums tre etager med buer se søjler fra den doriske, joniske og den korintiske orden. I hver bue på de øverste etager var der oprindeligt statuer af guder og andre figurer fra den klassiske mytologi.

    Colosseum blev bygget med 80 indgange, så arenaen hurtigt kunne fyldes og eventuelt evakueres. 76 indgange var beregnet til almindelige borgere, mens den nordlige indgang var kejserens. De tre indgange mod henholdsvis syd, øst og vest var forbeholdt eliten. Alle indgange var nummereret, så systemet var meget lig det, man finder på moderne stadionbyggerier. Tilskuerpladserne var inddelt i sektioner, og disse sektioner blev nøje fyldt i en orden, der markerede status og stand på tilskuerne. Den bedste plads var naturligvis forbeholdt kejseren, mens vestalinderne sad tilsvarende godt modsat kejseren.

    I midten af tilskuerpladserne lå selve arenaen, hvis dimensioner var 83x48 meter. Gulvet var af træ, som blev dækket af sand. Trægulvet kunne fjernes, hvorved strukturen under kunne fyldes med vand for at opsætte søslag. De nuværende mure i det såkaldte hypogeum under arenaen blev bygget under kejser Domitian, og derefter kunne der ikke længere gennemføres søkampe. Tunneler ledte udefra til arenaen, hvor elevatorer og hydrauliske anlæg kunne skabe iscenesættelsen af de show, der foregik i Colosseum.

     

    Piazza Navona

    Navona Plads
    Piazza Navona

    Et besøg på pladsen Piazza Navona er en meget speciel oplevelse. Pladsens rammer og de omkringliggende huses fundamenter udgøres nemlig af grundplanet fra Domitians Stadion fra år 86. Stadionet havde plads til 30.000 tilskuere.

    Fra 1400-tallet benævnes stedet som en plads, og den husede en overgang byens marked. Siden blev Piazza Navona et smukt eksempel på barokkens Rom med ikke mindst byggeriet af kirken Sant’Agnese in Agone og pladsens tre fontæner.

    Den dominerende centrale fontæne er kunstneren Berninis Flodernes Fontæne/Fontana dei Quattro Fiumi fra 1651. De fire floder Donau, Ganges, Nilen og Río de la Plata er hver symboliseret med en kæmpe. I midten står en obelisk fra Domitians tid, der tidligere var opstillet på Circus Maxentius. De to øvrige fontæner går i sine nuværende skikkelser tilbage til 1800-tallet.

    Mod vest ligger kirken Sant’Agnese in Agone, hvis facade er blandt Roms smukkeste fra barokken. Den smukt dekorerede kuppel er fra 1622-1625 og facaden fra 1650erne. Inden for finder man blandt andet nogle pavegrave. Ved siden af kirken ligger 1600-talspalæet Palazzo Pamphilj, der blev opført som residens for pave Innocens X.

     

    Kapitolpladsen
    Piazza del Campidoglio

    Pladsen Piazza del Campidoglio er den centrale på Kapitolhøjen, der rejser sig nordvest for Forum Romanum. Pave Paulus III gav i 1539 Michelangelo opdraget med at skabe en nye plads, der skulle give rytterstatuen af Marcus Aurelius nogle passende rammer.

    Rytterstatuen menes at stamme fra år 165, og den var oprindeligt forgyldt. Statuen, der nu er en kopi, blev opstillet her i 1538. Originalen kan man se i Det Nye Palæ, der er et af de elegante palæer omkring Piazza del Campidoglio.

    Michelangelo tegnede både pladsens belægning og de omkransende bygninger, og resultatet er en af byens mest elegante pladser. Ydermere designede han trappen Cordonata, der leder op til Piazza del Campidoglio.

    Modsat Cordonata kan man i øvrigt med fordel gå langs byens rådhus på begge sider af denne bygning. Her kommer man til udsigtsterrasser med et enestående panorama over Forum Romanum.

     

    Pantheon

    Pantheon

    Pantheon er et af de mest kendte bygningsværker fra det antikke Rom. Det græske navn Pantheon/Πάνθειον betyder Templet for Alle Guder, og det var da også formålet med opførelsen. Det oprindelige Pantheon blev opført i årene 27-25 f.Kr., men siden blev det ændret af kejser Hadrian i år 125.

    Både gulv og bygning er originale, og det er det bedst velbevarede monument fra det gamle Rom. Højden til kuplen og diameteren er begge på imponerende 43 meter. Hullet øverst i kuplen er 9,1 meter i diameter, og heroppe er murværket 1,2 meter tykt. Ved kuplens bund er tykkelsen 6,4 meter.

    Pantheon blev i 609 overdraget af kejser Phocas til pave Boniface IV. Paven konverterede bygningen til en kristen kirke, hvilket givet vis var med til at redde bygningen fra forfald i den tidlige middelalder.

    Siden renæssancen har Pantheon også været anvendt som grav. Flere berømtheder er gennem tiden begravet her. Blandt dem er kongerne Victor Emanuel II og Umberto I samt maleren Rafael, hvis grav er ganske fornemt bygget.

    På Piazza della Rotonda foran Pentheon står en obelisk fra et Ra-tempel i Heliopolis i Egypten. Obelisken er fra Ramses II's tid i 1200-tallet f.Kr. Den blev opstillet her af pave Clement XI i 1711; springvandet ved foden er lavet af Filippo Barigioni.

     

    Gesukirken
    Chiesa del Gesù

    Gesùkirken er moderkirke for Jesuiterordenen, og den hører til byens mest righoldigt udsmykkede kirkebygninger. Jesuitternes orden blev i 1540 bekræftet af pave Paulus III, og herefter ønskede de at opføre en statelig kirke. Byggeriet blev sat i gang 1568. Facaden er i senrenæssance eller tidlig barok, og den har givet inspiration til mange øvrige jesuiterkirker verden over.

    Interiøret er i overdådig barok, og blandt de mange højdepunkter er loftsfresken, der blev malet 1668-1683 af Giovanni Battista Gaulli. Kuplen er også seværdig, og ved et nærmere kig på alteret mod nord i kirken kan man se tidens modreformation i skulpturkunst. Her holdes protestanterne fysisk nede, og der rives sider ud af protestantiske skrifter.

     

    Trevifontænen
    Fontana di Trevi

    Trevifontænen er den største og mest imponerende af Roms mange barokke fontæner. Den ligger klemt inde i de små gader, men med 25 meter i højden og 19 meter i bredden fylder den alligevel godt op og skaber plads i bybilledet.

    Fontænen ligger på det sted, hvor den historiske akvædukt Aqua Virgo havde sit slutpunkt. Akvædukten var en del af vandforsyningen til det antikke Rom, og den målte 22 kilometer i længden.

    Kvarteret omkring Trevifontænen atmosfære er med til at gøre monumentet fra årene 1732-1762 endnu mere spændende at se og nyde, og man skal endelig huske at kaste en mønt over skulderen og ned i fontænen - så er man sikret et gensyn med byen. Måske derfor er det et af de mest besøgte steder for turister i den italienske hovedstad.

     

    Castel Sant'Angelo

    Engelsborg
    Castel Sant’Angelo

    Castel Sant’Angelo er et cylindrisk fæstningstårn, der blev bygget som mausoleum af kejser Hadrian og færdiggjort i år 139. Hadrians urne blev opbevaret her, og det blev også en tradition med de efterfølgende kejseres aske. Den sidste begravelse her var Caracallas i 217. I 271 blev mausoleet bygget ind i Roms forsvarssystem, og fra 400-tallet blev det et egentligt forsvarsværk.

    Navnet Engelsborg kommer fra en tid, hvor pesten hærgede i Rom. Paven gik forrest i en prosession, hvor ærkeenglen Michael viste sig over borgen. Det var et tegn på, at pesten ville forsvinde fra byen. Borgen fik sit nuværende navn og en statue af ærkeenglen ved den lejlighed.

    I middelalderen blev Engelsborg forstærket og ombygget til en egentlig fæstning. I 1277 lod paven det sammenbygge med Vatikanets paladser gennem korridoren Passetto di Borgo. Pavestaten brugte borgen som beskyttelse under belejringer, fx flygtede pave Clemens VII hertil under Karl V’s angreb i 1527. Engelsborg blev desuden anvendt som fængsel, hvor en af de prominente indsatte var Giordano Bruno, der endte med at blive brændt som kætter i år 1600.

    Bygningen er nu indrettet som museum, og det er både spændende og ganske omfattende. Museet strækker sig over fem etager og dækker blandt andet de pavelige værelser.

     

    Peterspladsen
    Piazza San Pietro

    Peterspladsen er Vatikanets centrale plads. Den nuværende plads blev designet i årene 1656-1667 med nøje tanke på beliggenheden foran Peterskirken. Den elliptiske form er et symbol på kirkens omfavnelse, og pladsen blev anlagt, så flest muligt kan stå derpå og modtage pavens velsignelser. De imponerende doriske søjler i kolonnaderne danner en typisk monumental barokindgang til selve Peterskirken.

    Den 41 meter høje obelisk midt på pladsen blev udført i rød granit og stammer fra Egypten, hvorfra kejser Caligula hentede den til Rom i år 37. Obelisken er fra 1200-tallet f.Kr., og den blev stillet op på det, der dengang var Neros Stadion.

    Det var på Neros Stadion, Sankt Peter blev korsfæstet i år 64. Det skete efter den store brand, som hærgede Rom i netop år 64. Nero gav de kristne skylden for branden, og derved blev alle kristne dømt. Henrettelserne startede, og de blev udført på grotesk vis. Nero gav de kristne valget mellem at blive bidt ihjel af hunde efter at være syet ind i skind fra vilde dyr, at blive brændt som fakler og oplyse gaderne om aftenen eller af blive korsfæstet. Sankt Peter blev korsfæstet, og det skete efter sigende på hovedet, idet kun Jesus skulle korsfæstes på den måde, det var foregået på.

     

    Peterskirken

    Sankt Peters Basilika
    Basilica di San Pietro

    Den mægtige Sankt Peters Basilika, der også kendes som Peterskirken, er centrum for den katolske kirke og står som et af de helligste steder i kristendommen. Kirken er opført på det sted, hvor Jesu discipel Peter blev begravet, og allerede i den tidligere kristendom var det et sted, der blev markeret.

    I de første århundreder e.Kr. var kristendommen ikke for alvor kommet til det officielle Rom, hvor der i stedet lå templer dedikeret forskellige romerske guder. Disciplen Peter var dog blevet den første biskop af Rom, hvilket også gjorde ham til den første pave. I begyndelsen af 300-tallet lod kejser Konstantin I en kirke opføre på det sted, hvor Sankt Peter var blevet korsfæstet. Det var en femskibet kirke, som blev indviet i 326.

    Den oldkristne kirke lå på stedet i over tusind år, før pave Julius II lod den nedrive for i stedet at igangsætte byggeriet af den nuværende kirke; det skete i 1506. Kirken blev designet af Donato Bramante, som lod grundplanet være et græsk kors. Flere andre markante personligheder kom efter Bramantes død i 1514 til at forestå opførelsen af kirken. Af dem var Rafael til sin død i 1520 og Michelangelo, der blev hovedarkitekt fra 1547. Michelangelos hovedværker i sin tid på kirkeprojektet var koret og den store kuppel. Med senere arkitekternes påvirkning blev Peterskirken indviet i 1626.

    Peterskirken kirken hører til blandt verdens største kirker, og det er den største katolske kirke. Trods dens vigtighed er den dog ikke Roms domkirke; det er en status, Laterankirken har. Peterskirken er en af de fire såkaldte patriarkalkirker i Rom og derved i religiøs betragtning en af flere af Roms hovedkirker.

    Peterskirkens ydre dimensioner er enorme. Den er 135 meter høj og 200 meter lang, og med dens kolonnader omkring Peterspladsen er den et imponerende syn; mod pladsen er facaden 114 meter bred og 51 meter høj. Og indvendigt folder storheden som rigtigt ud, for her er dimensionerne tilsvarende enorme, hvilket mange sikkert vil nikke genkendende til, hvis man fx har set tv-transmissioner fra midnatsmessen ved juletid.

    Der er meget at se i det enorme kirkerum, hvor der være omkring 60.000 mennesker. Det centrale element og årsagen til det imponerende byggeri er Sankt Peters grav. Over den står kirkens 30 meter høje alter, og her er der 115 meter op til Michelangelos kuppel.

    Noget af det første, man ser, når man træder ind i kirken, er en rød porfyrsten i gulvet. Efter sigende var det netop her, Karl den Store stod, da pave Leo III kronede ham til kejser i år 800. Til højre i det første sidekapel kan man opleve Michelangelos Pietà, som afbilleder Jomfru Maria med Jesus i sine arme, efter han var blevet korsfæstet.

    I højre side fra indgangen er der flere sidekapeller, og i venstre side kan man se pavegrave og monumenter for flere paver. Det drejer sig blandt andet om den danske billedhugger Bertel Thorvaldsens imponerende gravmonument for pave Pius VII; monumentet er fra 1831. Umiddelbart ved siden af det ligger pave Innocent VIIIs grav. For enden af kirken og derved bag Sankt Peters højalter ligger paverne Urban VIII og Paul III begravet.

    Det er også her, man kan opleve den såkaldte Catedra Petri. Cathedra Petri er en stol, der betragtes som et af kirkens relikvier. Stolen menes anvendt af Sankt Peter, selv om undersøgelser har indikeret, at stolen ikke kan dateres længere tilbage end til 500-tallet. Stolen står i dag som den centrale del af et barokværk, som Gian Lorenzo Bernini designede og udførte i årene 1647-1653.

    Selve alteret og baldakinen over Sankt Peters grav var den første opgave, som Bernini fik under sin lange tid med udsmykning af kirken. Som barn havde Bernini besøgt Peterskirken og udtrykt ønske om at kunne skabe et monument for Sankt Peter, og det ønske kom til at gå i opfyldelse. Berninis baldakin er af bronze og bygget for at skabe et slags helligt rum over selve alteret.

    Inspirationen til baldakinen fik Bernini fra flere steder; dels fra baldakiner over pavelige processioner, dels fra et værk med otte søjler fra den oldkristne kirke på stedet og dels fra snoede søjler fra Templet i Jerusalem. Søjlerne blev yderligere udsmykket med laurbærblade og bier, som var pave Urban VIIIs symbol. Baldakinens størrelse blev skabt ud fra at skabe en slags bindeled mellem kirken og Michelangelos enorme kuppel, og den gennemsigtighed muliggjorde synet af Cathedra Petri og statuer i sideskibene gennem baldakinen.

    Bernini udførte også andre arbejder i kirken som fx skulpturen af Sankt Longinus fra 1639, og kunstneren fik i øvrigt også til opgave at udstyre Peterskirken med tårne, hvor pave Urban VIII ønskede at se et forslag til tårne. Paven godkendte planen, men endte med at kræve det første færdiggjorte tårns top revet ned for at kunne bygge tårnene højere. I 1642 blev tårnbyggerierne standset, og Bernini måtte bekoste en nedrivning af dem.

    Under kirkegulvet er der en stor krypt, hvor der er utallige grave. Her findes Sankt Peters grav umiddelbart under kirkens alter, og der er også adskillige pavegrave i den øvrige del af krypten. Der er også andre begravet som fx den tysk-romerske kejser Otto II og Sverige dronning Christina, som abdicerede i 1654 for at kunne følge sin katolske tro.

    Det er ofte vigtigt at væbne sig med tålmodighed, når man skal besøge Peterskirken, idet det nærmest altid er lang kø til at se kirken. Man kan eventuelt komme allerede før åbningstid, hvor der ofte er færre besøgende, der tager plads i køen, eller også kan man besøge Vatikanmuseerne først, idet der fra Det Sixtinske Kapel er en direkte vej til kirken. Dette kan spare ganske lang tid.

     

    Vatikanmuseerne
    Musei Vaticani

    Vatikanmuseerne er et af højdepunkterne under et besøg i Rom. Samlingerne på museerne er så righoldige og overdådige, at der nærmest aldrig vil være tid nok til at nyde det hele.

    Selve bygningerne, hvor museerne er indrettet, er pavepaladser, der gennem tiden er blevet opført som pavelige residenser. Det første palads blev grundlagt af Innocens III i 1198. Senere lod Pave Innocens VIII Belvedere-slottet opføre i slutningen af 1400-tallet, og i starten af 1500-tallet blev Belvedere forbundet med de øvrige dele af komplekset; det var under Julius II. Senere, ikke mindst i 1700-tallet, er komplekset udvidet og til dels ombygget, fx blev den ottekantede gård i Belvedere skabt i 1773.

    Af de bygningsmæssigt interessante ting kan man se Bramantes Trappe/La Scala del Bramante fra Julius II’s tid, og udsmykningen af gården foran Belvedere-slottet, Cortile della Pigna. Her ses pinjekogleskulpturen, der stammer fra det antikke Rom.

    Selve museerne udstiller blandt andet assyrisk, egyptisk, etruskisk, græsk, romersk og middelalderlig kunst. Her beskrives kun de absolutte højdepunkter. Af skulpturer bør man se marmorgruppen Laokoon, der menes udarbejdet på Rhodos i århundredet f.Kr., den blev fundet i 1506. Af relieffer og mosaikker er her eksempler fra oldtidens Egypten og fra Caracallas Termer.

    Malerier er her også i overflod, ikke mindst fra renæssancen, hvor Rafael og Michelangelo nok er de mest profilerede på museerne. Rafael-salene, Stanze di Raffaello, er dekorerede af Rafael og nogle af hans elever. Salene består af Konstantins Sal, Sala di Constantino, Heliodorus’ Værelse, Stanza di Eliodoro, Segnaturaens Værelse, Stanza della Segnature, og Salen med Branden i Borgo, Stanza dell’incendio del Borgo. Salenes dekorationer blev bestilt af pave Julius II, og de er malet fra 1508. I alle salene med undtagelse af Konstantins Sal har Rafael selv malet værkerne, tegnet skitserne eller deltaget. I Konstantins Sal menes Rafael ikke selv at have været særligt involveret.

    Det Sixtinske Kapel/Cappella Sistina fra 1481 er rummet, hvor kardinaler vælger nye paver. Kapellet er det vigtigste i paladskomplekset, og også det vigtigste at se, hvis man ikke har så god tur til turen rundt i de store museer. Kapellet er berømt for sine væg- og loftfresker, som blev færdiggjort i 1541. På væggene er der tolv malerier, der omkranser Michelangelos centrale værk, Dommedag, Giudizio Universale. De tolv malerier vises episoder i Moses’ og Jesu liv, og de er malet af Botticello, Ghirlandao, Michelangelo, Perugina, Rosselli og Signorelli. Loftet i Det Sixtinske Kapel er et mesterværk af Michelangelo, der malede loftet i årene 1508-1512. Værket viser blandt andet Skabelsen og forskellige personer fra Bibelen.

     

    Caracallas Bade
    Terme di Caracalla

    Det gamle Roms mange termer var romernes bade, og samtidigt fungerede de som mødesteder. Kejser Caracallas termer er de mest imponerende og sætter selv moderne wellness-steder i relief.

    Badene blev opført i årene 212-216, og de imponerende dimensioner af anlægget er 228x116 meter med en højde på 38 meter. Det menes, at 1.600 kunne bade her på samme tid, og blandt faciliteterne var et caldarium (varmt rum), et frigidarium (koldt rum), en swimmingpool, flere træningsrum og et bibliotek for ekstra rekreation.

    Badenes vandforsyning kom fra akvædukten Aqua Marcia, der var den længste af det antikke Roms mange akvædukter. Opvarmningen foregik ved afbrænding af kul og træ i et system til opvarmning og cirkulation af vand. Badene blev benyttet indtil en ødelæggelse i år 537. Ruinerne giver i dag besøgende et godt billede af datidens forhold.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Rom her.

Andre seværdigheder

    Il Vittoriano

    Il Vittoriano

    Det kolossale marmormonument Il Vittoriano blev opført i årene 1885-1911 som et nyklassicistisk symbol på det nye Italiens samling efter de mange århundreders pavestyre. Monumentet blev officielt indviet i 1925 og var til ære for kong Victor Emanuel II. Det er da også en rytterstatue af ham, der står foran selve Il Vittoriano.

     

    Konstantinbuen
    Arco di Constantino

    Konstantinbuen er en triumfbue, der blev indviet i år 315 til minde om kejser Konstantin I den Stores sejr over Maxentius tre år tidligere. Sejren kom i hus i Slaget ved Ponto Milvio uden for Rom, og det skete den 28. oktober 312. Slaget afsluttede den årelange kamp mellem Konstantin og Maxentius om magten i Rom.

    Buen er 21 meter høj, 25 meter bred, 7 meter dyb og særdeles velbevaret. Den spænder over den historiske Triumfgade, Via Triumphalis, der blev anvendt af kejserne, når de ankom til Rom for at fejre en triumf. På buen kan man se friser og inskriptioner, der blandt andet hylder kejserens krige, bedrifter og gerninger.

    Konstantinbuen afviger fra øvrige triumfbuer ved i høj grad at benytte genbrugsmaterialer i udsmykningen. Denne kom fra tiderne under Trajan, Hadrian og Marcus Aurelius fra 100-tallet. De store krigerstatuer på toppen af buens søjler forestiller soldater fra Dacia, og de er eksempler på genbrug fra Hadrians tid.

     

    Forum Boarium

    Forum Boarium

    Forum Boarium er et sted, hvor man kan se nogle af de bedst bevarede bygninger fra det antikke Rom. Det drejer sig om templerne Hercules Victors Tempel/Tempio di Ercole Vincitore og Portunustemplet/Tempio di Portuno, der begge ligger på det gamle Forum Boarium, der lå ved siden af Roms nu historiske havn ved Tiberen.

    Det runde Hercules Victor-tempel blev opført i græsk stil med kolonnade hele vejen rundt. Idet Hercules var de handlendes gud, blev dette tempel opført på denne handelsplads, dette forum. Templet blev opført omkring år 120 f.Kr., der er 20 korintiske søjler à 10,6 meter i højden. Templet blev i 1135 konverteret til en kirke.

    Portunustemplet med den rektangulære grundplan var dedikeret guden Portunus, der blandt andet beskyttede de handlendes landbrugsprodukter og forskellige husdyr. Templet blev bygget cirka år 100 f.Kr. med anvendelse af joniske søjler. Det blev indviet som kirke i 872. Begge templer er ikke længere kirker og står i dag som monumenter fra antikkens Rom.

     

    Sandhedens Mund & Santa Maria in Cosmedin
    La Bocca della Verità & Santa Maria in Cosmedin

    La Bocca della Verità er en stor, rund ansigtsudskæring i et stykke Pavonazzetto-marmor. Det menes at være et symbol på en af de førkristne guder, men det er ny mest kendt som symbol på sandheden; en slags løgnedetektor. Historien gik på, at man ville miste hånden, hvis man placerede den i den udskårne mund og samtidigt fortalte en løgn.

    Den store marmorskulptur er fra århundredet e.Kr., og den blev placeret ved kirken Santa Maria in Cosmedin i 1600-tallet. Kirken stammer oprindeligt fra 500-tallet, og den rummer ud- og tilbygninger fra mange århundreder; fx er tårnet bevaret i et udseende fra 1100-tallet.

     

    Den Spanske Trappe

    Den Spanske Trappe
    Scalinata di Trinità dei Monti

    Den berømte Spanske Trappe blev med sine 138 trin anlagt i 1723-1725. Trappen var tænkt som en adgangsvej fra pladsen Piazza di Spagna til kirken Trinita dei Monti, men den blev hurtigt et tilløbsstykke for folkeliv. Nu er den da også mest kendt som et af Roms største samlingspunkter for både turister og romere.

    Neden for trappen, på Piazza di Spagna, ligger springvandet La Fontana della Barcaccia. Springvandet blev opført 1627, og navnet betyder Den Gamle Båds Springvand, hvilket hentyder til springvandets udseende. Årsagen til springvandet var, da Tiberen gik over dens bredder i 1598. Piazza di Spagna blev oversvømmet, og da vandet trak sig tilbage, efterlod det en båd på pladsen. Oven for trappen er en mindre kopi af Ramses IIs obelisk på Piazza del Popolo. Den har stået her siden 1789.

     

    Marcellus Teater
    Teatro di Marcello

    Marcellus Teater blev indviet i år 12 f.Kr. af kejser Augustus. Julius Cæsar startede byggeriet, der blev opkaldt efter Augustus’ nevø, Marcus Marcellus, der var død nogle år inden dets færdiggørelse.

    Teatret har en diameter på 111 meter, og der var plads til omkring 13.000 tilskuere. Det blev brugt som teater indtil 400-tallet, hvorefter det forfaldt. Siden blev det anvendt som fæstning, og i 1500-tallet blev der af Orsini-familien bygget beboelse på toppen af de smukke gamle arkader. Arkaderne ses fortsat i dag, lige som der stadig er boliger her.

     

    Trastevere

    Trastevere

    Bydelen Trastevere er en af de mest stemningsfulde i Rom med sine utallige smalle gader, hyggelige pladser og mange kirker. Her er altid mange romere og turister, der går hyggelige aftenture eller besøger de mange gode restauranter. Pladsen og gaderne omkring Piazza Santa Maria in Trastevere er særlig rige på atmosfære.

    Navnet Trastevere betyder, at dette er et sted på den modsatte side af Tiberen, og sådan har det da også altid været set fra Roms centrum. I dag er bydelene forbundet med flere broer, sporvogne med videre.

     

    Maria Basilika i Trastevere
    Basilica di Santa Maria in Trastevere

    Pladsen Piazza Santa Maria in Trastevere er centrum i denne bydel, og blandt de mange hyggelige spisesteder og det ottekantede 1600-tals springvand troner kirken Santa Maria in Trastevere.

    Allerede i 200-tallet blev den første og meget tidlige kristne kirke opført. I første halvdel af 1100-tallets indleder pave Innocens II den om- og udbygning, der gennem tiden har skabt den bygning, man ser i dag. Klokketårnet og facademosaikker er fra 1100-tallet, mens buegangen og søjlehallen foran kirken blev ombygget i 1700-tallet.

    Inden for er der flere kunstværker, og ikke mindst imponerer mosaikkerne, der hovedsageligt er fra 1100-1200-tallene. Det smukke gulv blev lagt i 1870erne ud fra det originale fra den ældre kirkebygning.

     

    Andrea della Valle

    Andrea della Valle Basilika
    Basilica di Sant’Andrea della Valle

    Andrea della Valle Basilika er moderkirke for Theatinerordenen, der blev grundlagt som katolsk munkeorden i 1524. Kirken er en af mange i Rom, som blev grundlagt af nye ordener, der blev indstiftet som en del af den katolske modreformation efter Martin Luthers tanker bredte sig i Europa.

    Sant’Andrea della Valle er en ganske seværdig kirke. Stilen er fornem barok, og byggeriet blev sat i gang i 1590. Efter få år blev byggeriet standset, men med en betragtelig donation i 1608 kunne Carlo Maderno design en større og mere fornem kirke end oprindeligt planlagt. Byggeriet gik i gang igen, og kirkens interiør stod færdigt i 1650. Den smukke facade blev opført i årene 1655-1663.

    Kirkerummet er imponerende, og kuplen er en af de største i Rom. Den blev dekoreret af Giovanni Lanfrancos fresker fra årene 1625-1628; de forestiller paradisets herlighed. Selve loftmalerierne i kirkerummet blev udført af Domenichino, og de forestiller scener fra Sankt Andreas’ liv samt dyder. Inden for kan man også se en række smukke sidekapeller og pavegravene for Pius II og Pius III.

     

    Spada Palæ
    Palazzo Spada

    Spada Palæ er et stort palæ, der blev opført i 1540 til kardinal Girolamo Capodiferro, og i 1632 blev det købt af kardinal Bernardino Spada, der har givet navn til stedet. Francesco Borromini ombyggede ved købet palæet, og han malede det kendte illustionsmaleri, Trompe l'œil, der kan ses i arkaderne i en indre gård.

    I dag er kunstmuseet Galleria Spada indrettet her. Udstillingens kerne er kardinal Spadas samling af værker af europæiske mester som fx Brueghel den Ældre, Albrecht Dürer og Michelangelo.

     

    Diokletians Bade
    Terme di Diocleziano

    Kejser Diokletians badeanlæg var de største i Rom. De blev åbnet i år 305, og de var i funktion indtil 537, hvor goterne ødelagde den vandledende akvædukt. De omfangsrige bade er relativt velbevarede, idet flere af bygningerne efterfølgende blev indrettet til andre formål og derfor vedligeholdt.

    Ved badene står en egyptisk obelisk fra Ramses II's tid i 1200-tallet f.Kr. Den stammer fra Heliopolis og var en af et par. Den anden står i Bobolihaverne i Firenze. Den blev genfundet i Rom i 1883, opstillet foran banegården Roma Termini og i 1924 flyttet til det nuværende sted.

     

    Trajans Forum

    Trajans Forum
    Foro di Traiano

    På østsiden af Venedig-pladsen ligger Trajans Forum, der er en bevaret del af det antikke Rom. Pladsen blev indviet år 112 som det sidste af byens kejserlige fora og opkaldt efter kejser Trajan.

    Pladsens smukke, 38 meter høje Trajans Søjle, Colonna di Traiano, blev rejst i år 113. Søjlens fornemt snoede motiver vidner om kejser Trajans sejre i krigene mod Dacia i årene 101-102 og 105-106.

     

    Villa Torlonia

    Den elegante Villa Torlonia blev opført i nyklassicisme af bankmanden Giovanni Torlonia. Villaen blev bygget i årene 1802-1806 og er smukt beliggende i en stor park, der åbnede for publikum i 1978. I årene 1925-1943 var Villa Torlonia den italienske statsleder Benito Mussolinis hjem, hvilket har gjort den yderligere kendt.

    Interiøret i villaen er righoldigt med mange kunstværker, flot indbo og en fornem udsmykning i blandt andet balsalen og spisestuen. Rum for rum får man hele tiden nye dekorationer at se, hvilket fx gælder det egyptiske værelse. Man kan også se Benito Mussolinis soveværelse og se historien om huset, som der blev indrettet en bunker under i den fascistiske tid.

    Rundt om i parken er der mange mindre bygninger, hvor La Casina delle Civette og Il Teatro er blandt de mest seværdige. Obelisker og springvand hører også til parken, som er meget populær for de lokale, som man i stort omfang møder under en tur her.

     

    Popolo Plads
    Piazza del Popolo

    Piazza del Popolo er et smukt anlagt åndehul midt i byen. Særlig interessant er obelisken, der blev hentet i egyptiske Heliopolis og opstillet på Circus Maximus i år 10. Den blev fundet sammen med Lateranobelisken i 1587 og opstillet to år senere. Skulpturerne på fundamentet stammer fra 1818.

    I Romerrigets dage lå pladsen inden for den nordlige byport, og der var herfra, den vigtige vej til Firenze og Rimini udgik. Piazza del Popolo fik sit nuværende udseende i begyndelsen af 1800-tallet, hvor en række bygninger blev nedrevet og hvor selve pladsen blev designet i nyklassicistisk stil.

    Mod syd udgår tre gader, de såkaldte Tridente, hvoraf Via Flaminia er den gamle hovedvej fra Romerrigets nordlige provinser til centrum af Rom.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Rom her.

Ture fra byen

    EUR

    Verdensudstillingen i Rom (EUR)
    Esposizione Universale Roma (EUR)

    EUR er en forstad til Rom, som blev opført fra 1935 på initiativ af Benito Mussolini. Tanken var, at området skulle indvies i 1942 som en verdensudstilling. Anledningen var fejringen af 20-året for det fascistiske styre. Byggeriet af EUR skulle også skabe byudvikling i retning mod havet.

    Den arkitektoniske stil var inspireret af antikkens Rom, og byggematerialerne var primært kalksten, marmor og tuf. Stilen i EUR er prototypen for den symmetriske fascistiske arkitektur, der var tiltænkt i større byggerier og i offentlig byplanlægning.

    Blandt de mest seværdige bygninger er Palazzo della Civiltà Italiana (Quadrato della Concordia) fra 1938-1943, der er vartegnet for bydelen og som også kaldes for et firkantet Colosseum, Colloseo Quadrato. Buerne blev sat op i et mønster på 6x9, hvilket er et symbol på antallet af bogstaver i Benito Mussolinis navn.

    I den modsatte ende af en central gade fra Palazzo della Civiltà Italiana ligger Kongrespalæet, Palazzo dei Congressi (Piazza John F. Kennedy). På pladsen Piazza delle Nazioni Unite får man et godt indtryk af symmetrien i arkitekturen. Kort mod syd herfra ligger den storladne plads Piazza Guglielmo Marconi, der blandt andet rummer en imposant kolonnade og en central obelisk.

    En anden af de færdigopførte bygninger er kirken Basilica SS Pietro e Paolo (Piazzale dei Santi Pietro e Paolo), der ganske tydeligt har træk fra gamle romerske kirkebyggerier.

    EUR blev udbygget og for nogle oprindelige bygningers vedkommende færdigbygget fra 1950erne. I den sydlige ende kan man se et af de nyere byggerier, sportsarenaen, der oprindeligt hed PalaEUR (Piazzale dello Sport). PalaEUR blev færdiggjort til de olympiske lege i Rom i 1960.

     

    Det Antikke Ostia
    Ostia Antica

    Ud over den spændende villa og berømte ved Tivoli satte kejser Hadrian sit præg på Roms byplanlægning i Ostia Antica. Ostia Antica ligger nær ved Tiberens munding og var Roms gamle havneby. Byen havde 100.000 indbyggere og var ud over handelsby en fæstning ud mod havet.

    Ostias handel blomstrede i en lang periode, men en stigende tilsanding af havnen og malariaepidemier i 300-tallet lagde byen øde. Tilsandingen fortsatte og begravede derved langsomt Ostia. Det har gjort, at byen forblev velbevaret for eftertiden, og det er folk fra alle samfundslag, der kan genfindes her.

    Ud over selve udgravningerne er det spændende at fornemme byplanen. Hovedgaderne Decumanus Maximus og Cardo er fundamentet for byens anlæg med deres store beboelses-, forlystelses- og administrative områder. Indgangen til selve det gamle Ostia Antica sker gennem Porta Romana. Her kan man følge Decumanus Maximus til byens Forum.

    På vej mod Forum ser man Neptun-termen. Navnet har den fået pga. sin bevarede sort-hvide mosaik af Neptun med sin brud. Der er mange små forretninger i området, blandt andet Fortunatus Bar, der også har bevarede gulvmosaikker.

    Ved Piazzale delle Corporazioni er der en mængde handelskontorer fra områderne rundt om Rom i Middelhavet, fx Karthago og Alexandria. Se mosaikkerne fra områderne, blandt andet elefanten i Sabratha. Teatret, der ligger centralt på Decumanus Maximus er lejlighedsvis i brug. Der kunne oprindeligt sidde 4.000 tilskuere.

    På Forum, der var byens centrale plads for handel og gudetilbedelse, kan man se ruinerne af det vigtigste tempel samt forskellige forretninger. Lidt væk fra Decumanus Maximus lå husene til beboelse, og bag Forum ligger Dianas Hus, der er et af Ostias mere fornemme huse med privat badehus og egen cisterne.

     

    Tivoli Villa del Este

    Tivoli

    Byen Tivoli ligger i bakkerne øst for Rom. Tivoli har siden det gamle Roms tid tiltrukket kejsere og byens rige familier, der holdt ferier og byggede residenser i området, der også blev benyttet til gudedyrkelse. Området er et gammelt kurområde, og er det, man ønsker, så kan man man besøge kurbadet Bagni di Tivoli med dets termer.

    Tivolis højdepunkt er Villa d’Este (Piazza Trento 1) med det verdensberømte italienske haveanlæg med fontæner, grotter og vandspil. Kardinal d’Este forsøgte i 1550 uden held at blive pave. I stedet tog han til Tivoli med idéen om at skabe et enestående haveanlæg med terrasser og hængende haver. Ti år senere startede opførelsen.

    Paladset var et kloster, og det blev indrettet med nye dekorationer inden d’Estes død i 1572. De næste byggeperioder var i starten af 1600-tallet og fra 1660 til 1670, hvor de gamle haveanlæg blev renoveret, og samtidigt kom nye flotte dele til. I perioden 1700-1852 forfaldt paladset og haven. Løbende restaureringer fulgte, og i 1920’erne åbnede det for publikum.

    En vandretur gennem haven med de mange bække og fontæner er en oplevelse; ikke mindst oplevelsen af den kolossale Neptunfontæne, Fontana di Nettuno. Sørg for at se den og nyd vandspillet. Et andet meget seværdigt værk er Orgelfontænen, Fontana dell’Organo.

     

    Hadrians Villa
    Villa Adriana

    Området omkring Villa Adriana var allerede inden opførelsen et yndet sted for de rige romere. Hadrians Villa blev bygget i år 133 af Kejser Hadrian og er den fornemste af de forskellige kejservillaer. Adriana er mere end blot en villa, det er snarere et stort rekreativt område.

    Udgravningerne i det 60 hektarer store område startede i slutningen af 1400-tallet, og forskellige arkæologer arbejdede her løbende. Området overgik til den nye italienske stat i 1870 og er senere gjort til det museum, det er i dag.

    På stedet kan man se ruinerne af bygninger og haveanlæg, men også fontæner og de mange transporttunneler under komplekset. Ved indgangen til museet er der en rekonstrueret oversigt, så her kan man danne sig et fint indtryk.

    Ved indgangen finder man søjlegangen Pecile, der måler 232x97 meter og har et smukt bassin i midten. I de to termer, den lille og den store, kan man se de flotte anlæg med frigidarier og svømmebassin.

    Canopus, der er 185x75 meter, er opkaldt efter en by ved Alexandria, hvor der var en kanal til Nilen. Canopus’ kanal måler 119x18 meter. Den er omgivet af statuer og ved den ene ende korintiske søjler med gudestatuer under de bevarede buer. Synet er fantastisk, og man fornemmer stemningen fra datidens anlæg.

    I anlæggets modsatte ende ligger pladsen Piazza d’Oro, der måler cirka 60x50 meter. Rummene ved pladsen har haft officielle funktioner. Her var også en fontæne. Ved Piazza d’Oro findes Hospitalia, der var gæsteområdet med ti værelser. Gulvmosaikkerne er spændende og viser, at der i alt var plads til 30 sovende gæster.

    Bag Hospitalia står de to tårne, der er indrettet som græsk og latinsk bibliotek. Ved siden af ligger Teatro Marittimo, der er en række rum på den cirkelrunde ø.

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Anagnina

    Via Torre di Mezzavia 35
    centroanagnina.com

     

    Auchan

    Via Alberto Pollio 50
    auchan.it

     

    Castel Romano Designer Outlet

    Via Ponte di Piscina Cupa 64
    mcarthurglen.it/castelromano

     

    Cinecittàdue

    Viale Palmiro Togliatti 2
    cinecittadue.com

     

    COIN

    Piazzale Appio 7, Via Cola di Rienzo 173
    coin.it

     

    Centro Commerciale i Granai

    Via Mario Rigamonti 10

     

    Euroma2

    Via Cristoforo Colombo
    euroma2.it

     

    La Rinascente

    Piazza Fiume, Via del Corso 1 89
    larinascente.it

     

    Parco Leonardo

    Piazza Michelangelo Buonarroti
    parcoleonardo.it

     

    Porta di Roma

    Via Alberto Lionello 201
    galleriaportadiroma.it

     

    Roma Est

    Via Collatina 858
    romaest.cc

     

    Upim

    Via Nazionale 211

     

    Indkøbsgader

    Campo de Fiori, omkring Piazza di Spagna (Via Belsiana, Via Borgognona, Via Condotti, Via Frattina), Via del Corso (og sidegader), Via del Tritone

Med børn

    Badeland

    Aquapiper
    Via Maremmana Inferiore 354
    aquapiper.it

     

    Museum

    Explora il Museo dei Bambini
    Via Flaminia 82
    mdbr.it

     

    Zoologisk have

    Giardino Zoologico
    Piazzale del Giardino Zoologico
    bioparco.it

     

    Forlystelser

    Il Fantastico Mondo del Fantastico
    Castello di Lunghezza
    fantasticomondo.it

     

    Badeland

    Parco Acquatico Hydromania
    Vicolo Casale Lumbroso 200
    hydromania.it

Gode links
Historisk overblik

    Rom grundlægges

    Sagnet fortæller, at tvillingebrødrene Romulus og Remus drev i land fra floden Tiberen på netop det sted, hvor Romulus grundlagde Rom, efter at være opfostret af en hunulv og efter at have dræbt Remus i kampen om magten. Byen fik derefter navn efter Romulus.

    Overleveringen fortæller videre, at byen var åben for borgere; uanset om de var slaver eller frie. Og for at skaffe kvinder til byens mange mænd inviterede Romulus nabostammer til festival i byen. Det førte til krig og forsoning mellem Romulus og kong Titus Tatius, der så delte regeringsmagten. Et senat blev etableret som kongens rådgivere, og de hundrede medlemmer kaldte Romulus for patres; ordet der senere blev til patriciere.

    Rom menes grundlagt i 753 f.Kr., og arkæologiske fund viser bosættelser på flere af højene omkring Tiberen. På denne tid var der italienske stammer omkring Rom og den centrale del af den italienske halvø, mens etruskerne dominerede i nord og grækerne i syd.

    Etruskernes rige voksede, og Rom blev underlagt dem på deres vej mod grækerne. Flere af de romerske konger havde da også været etruskere.

     

    Republikken Rom

    Rom var i dens etruskiske tid til en vis grad under indflydelse fra etruskerne, men også grækerne i Napoli og andre byer virkede som inspiration på det Rom, der med etruskernes nedgang rev sig i løs i år 500 f.Kr.

    Byen blomstrede, og med selvstændigheden valgte Rom også monarkiet fra til fordel for etableringen af Republikken Rom, der blev styret fra byens senat.

    Rom var på dette tidspunkt den førende by i området, og gennem opgør med blandt andet etruskerne og andre stammer, blev byen den førende i den latinske verden i løbet af det følgende århundrede.

     

    Romerriget vokser

    Rom udvidede sit rige og kontrollerede inden for få århundreder hele det centrale og sydlige Italien. Flere stammer blev besejret undervejs, og også de græske byer blev efterhånden kontrolleret.

    I 200-tallet var Rom den absolut førende by på halvøen, og udviklingen af det senere så enorme rige var sat i gang.

    Områdets store fjende var Kartago på den nordafrikanske kyst. Hårde kampe blev udspillet om magten i Middelhavet, og efter de tre puniske krige vandt Rom endeligt i 146 f.Kr. Rom var nu i besiddelse af oversøiske territorier, og byens dominans i hele Middelhavsregionen startede.

    Rom som centrum i riget voksede, og der blev hele tiden erobret nye provinser til Romerriget. Samtidigt med erobringerne i udlandet, steg spændingerne i Rom, hvor senatstyret blev sat på flere prøver. Det udløste flere borgerkrige, og republikken var på sin politiske nedtur.

    Julius Cæsar tog magten i 49 f.Kr., og han regerede Rom, indtil Brutus’ drab på ham i 44 f.Kr. Drabet skulle modvirke det snigende diktatur, og senatet forsøgte uden held at genindføre republikken. I stedet kom det til et endeligt opgør om magten den 2. september 31 f.Kr. Her kæmpede Marcus Antonius og Octavian, den senere Augustus, og Octavian vandt og blev kejser. Dagen markerer således overgangen fra republik til kejserrige.

     

    Verdens første millionby

    Rom i Augustus’ tid omkring år 0 var rigets og verdens storby. Her boede skønsmæssigt flere end en million mennesker, og kejserne byggede arenaer, bade, paladser og andet, der i storhed ingen lige havde i verden.

    Roms store befolkning var efterhånden blevet afhængig af økonomien fra et velfungerende Romerriget, idet byen ikke var selvforsynende eller kunne opretholde sine strukturer uden støtte fra centralmagten og derved hele riget. Det menes, at op mod 25 % var subsidieret, og at Roms størrelse dermed var større end uden det store rige, hvor der blev opkrævet skatter.

    Der blev fortsat bygget stort, og byens brand i 64 under kejser Nero gav muligheder for storstilede genopbygninger og nye projekter som fx Colosseum, der stammer fra denne tid.

     

    Nedgangstider

    I 116 nåede Romerriget sin største udstrækning, og herefter startede befolkningstallet i selve Rom at falde. Sidst i århundredet ramte pesten, der alene slog 2.000 mennesker ihjel dagligt, mens den hærgede.

    I sidste halvdel af 200-tallet var der blot omkring 500.000 indbyggere tilbage i Rom. Riget var som byen præget af nedgang, og fra 161 havde der været stadig større interne kampe i det vidtstrakte rige; særligt fra de østlige provinser.

    I 273 stod kejser Aurelians bymure færdige. De løb over omkring 20 kilometer, og til trods for det store område og øgede beskyttelse var det nedgangstider. Kejserne var selv mindre tid i Rom end i byens storhedstid blot få århundreder tidligere.

    Den østlige del af Romerriget viste sig stærkere end Rom og den vestlige del, hvor nedgangen prægede. Det fik i 330 kejser Konstantin I til at etablere Konstantinopel som rigets nye hovedstad. Med den beslutning flyttede mange velhavere og byens aristokrati til den nye hovedby, og Roms skæbne var for en tid beseglet.

     

    Romerrigets opløsning

    Efter 65 år med hovedstad i Konstantinopel, blev riget i 395 delt i to, Det Østromerske og Det Vestromerske Rige. Ravenna blev hovedstad, og Roms nedtur fulgte herefter undergangen i Det Vestromerske Rige, der efter flere plyndringer i 400-tallet endeligt gik til grunde i 476, da tyskeren Ottokar overvandt Roms foreløbigt sidste kejser; Romulus Augustulus.

     

    Kristendommens sejrsgang

    Da Roms nedtur kunne synes total, betød den historiske prestige og den stærkt spirende og voksende kristendom meget for byens overlevelse og fortsatte udvikling.

    Kristendommen vandt frem i betydning fremfor kejserens magt, og fremover blev paven leder i Rom. Byen blev formelt underlagt Det Østromerske Rige, men samtidig øgede paverne byens religiøse betydning i forhold til Konstantinopel. Rom blev i denne tid stadfæstet som kristendommens centrum, og det gav fornyet byggeaktivitet en tid. Paven havde fået Laterankirken, og den første Peterskirke var blandt andet blevet opført.

    Fra 500-tallet var Rom reduceret til en mindre by i forhold til tidligere tider. Det til trods var pavens residens vigtig internationalt; også da 700-tallets befolkning kun talte omkring 35.000.

    Paven var en af de vigtigste religiøse figurer i hele Det Østromerske Rige, og hans ord vægtede mange steder mere end de lokale byzantinske administratorers fra riget. Kirken vandt ikke bare magt, men også betydelig ejendom.

    Kejserne i Konstantinopel anerkendte efterhånden også pavens magt. Kejser Phocas regerede i begyndelsen af 600-tallet, og han nævnede paven som biskop i Rom hævet over Patriarken i Konstantinopel og som leder for alle rigets kirker.

     

    Den nye kejser

    Paverne foretrak et Rom under kejseren i Konstantinopel frem for at blive regeret af langobarderne i Norditalien. Roms forsyninger kom hovedsageligt fra pavekirkens ejendomme i Syditalien og på Sicilien, så fødevarer og ydre fred var at foretrække.

    Det kom dog til spændinger; ikke mindst under kejser Leo III, der førte den ikonoklastiske billedstrid ud i livet. Paven Gregor III sammenkaldte en råd i Peterskirken i 731, som ekskommunikerede ikonoklasterne. Det fik kejserne til at konfiskere betydelige arealer fra paven.

    På samme tid søgte langobarderne et bedret forhold til Konstantinopel, hvilket yderligere satte paven under pres.

    Pavestatens redning lå i det fremstormende Frankerriget, hvorfra hjælp blev søgt. Pave Stefan II drog i 754 til frankerkongen Pipin, som havde modtaget pavens velsignelse ved sin tronbestigelse. Pipin samlede hære til to felttog mod langobarderne, og han stod derved bag Kirkestatens etablering. Kirkestaten var området, hvor paven regerede verdsligt, og den dækkede med hovedstad i Rom en del af Mellemitalien.

    I 799 førte pave Leo III an i en årlig procession, og her blev han såret ved et overfald. Paven søgte hjælp hos frankernes Karl den Store, der med en stor hær og en række franske biskopper indtog Rom i november 800. Efter at have bekræftet Leo III som retmæssig pave, blev Karl den Store kronet af netop Leo III som ny kejser i Det Tysk-Romerske Rige.

    Kroningen fandt sted i Peterskirken, og med etableringen af det nye kejserrige, var der pludselig opstået en mægtig konkurrent til byzantinske østromerske rige.

    Efter Karl den Store opstod en tid med et vist anarki. Romernes befolkning følte en vis ret til at være dem, der udpegede en kejser, mens magten mellem det nye kejserrige og Kirkestaten var på konstant prøve.

    I de følgende 400 år fik paven og derved Kirkestaten løbende mere magt. Nye kirker blev opført, men ellers var tiden ikke præget af nogen større økonomisk opblomstring.

    Religiøst var kirken også blevet delt i 1054 af Det Store Skisma, hvoraf den vestlige katolske kirke og den østlige ortodokse kirke udsprang.

     

    Roms nye pavestyre og kommune

    Politisk var tiden præget af handel og en mere decentral økonomi i de større italienske byer. Efter normannernes plyndring af Rom i 1084 var det således velhavere fra handelen, der finansierede genrejsning af byen, der fortsat havde godt 30.000 indbyggere.

    Det kom til oprør mod pavens styre i 1143, hvor Roms kommune blev indført efter mønster fra den tidligere romerske republik.

    Pave Klement III anerkendte det kommunale styre i 1188, men det blev nogle efterfølgende århundreder med løbende skænderier mellem byens førende aristokratiske familier. Medvind til pavens styre fulgte med valget af pave Nikolaus III fra Ursini-familien i 1277. Han flyttede pavesædet fra Lateranpaladset til Vatikanet, og bestemte, at kun romere kunne blive en af byens senatorer. Nikolaus III vandt også land til pavestolen; fx området Romagna fra tyske Rudolf af Habsburg.

     

    Paven flytter og kommer tilbage

    1300-tallet blev en hård tid for Rom. Paven flyttede sæde fra byen 1309 og henlagde det til franske Avignon. Det betød ikke blot religiøs og politisk nedgang for byen, men også økonomisk. Uden den store paveøkonomi blev der ikke opført nye bygninger, og Roms kirker forfaldt.

    I perioden uden pave i byen var der verdslige forsøg på at oprette en storkommune, men pavens magt var trods fraværet for betydende. Længst kom Cola di Rienzo i 1347, da han søgte at etablere en ny styreform med en romersk kejser.

    Rom var stadig kroningssted for tysk-romerske kejsere, og i 1355 kom Karl IV til byen for at modtage titlen. Hans besøg blev kort og uden den pragt, paven normalt over ceremonien. Selve kroningen blev forestået af en kardinal.

    Pave Urban V besøgte Rom fra 1367, og det blev starten på forsoningen. Karl IV blev under besøget pavekronet som kejser, og den byzantinske kejser kom hertil med en bøn om et korstog mod de tyrkiske osmanner.

    Urban V blev i Rom til 1370, men vendte tilbage til Avignon. Gregor XI efterfulgte Urban V, og han meddelte en tilbageflytning af pavestolen til Rom i 1372. Dette blev bremset af den franske konge og landets kardinaler. Det var en stakket frist for franskmændene, for den 17. januar 1377 flyttede Gregor XI officielt til Rom.

    De religiøse og geografiske stridigheder var dog ikke tilendebragt med pavens genkomst. I perioden 1378-1417 var der rivaliserende paver i Rom og Avignon samt en overgang også i Pisa. Striden om retten til at være pave blev derefter bilagt.

     

    Roms renæssance

    Roms opblomstring startede hurtigt efter pavens genkomst. I 1400-tallets start havde byen cirka 20.000 indbyggere, men blandt andet den kulturelle udvikling, der nu skete, medførte en vækst.

    Fontæner, pladser og kirker blev anlagt i stor stil, og centret for den italienske renæssance flyttede fra Firenze til Rom. Blandt højdepunkterne fra tiden står den nye Peterskirke og Michelangelos loft i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet. Paven ville igen gøre Rom til den absolut førende by i Italien, og ud over mange byggerier engagerende og støttede de tidens store kunstnere som netop Michelangelo, Raphael og Botticelli.

    Kulturelt investerede paverne også. Skoler og biblioteker blev grundlagt, og i det hele taget blev Roms genrejsning gennemført relativt hurtigt med en stor ny bosættelse som resultat.

    Udviklingen fortsatte i 1500-tallet, hvor byen var verdens kunstcentrum. Under paverne Julius II, Leo X og Klement VII udviklede byen sig særligt fra en religiøst domineret by til en ægte renæssanceby, hvor kunsten og livet udfoldede sig. Det var også i denne periode, der blev talt om bevarelse af ruinerne fra Roms antikke fortid.

     

    Kejserens plyndring

    I 1527 stoppede Roms blomstringstid brat. Den tysk-romerske kejser Karl Vs tropper marcherede mod Rom, og hærgede og plyndrede byen gennem mange dage. Mange indbyggere blev dræbt eller flygtede ud af byen, og paven blev sat i arrest i Engelsborg i måneder.

    To år tidligere var festligheder i Rom blevet udfordret af Martin Luthers teser og den spirende reformation, der fik mange tyske og nordeuropæiske kirker til at vende sig mod pavekirkens magt og rigdom.

    I 1527 dykkede Roms befolkningstal endnu en gang. Fra millionbyen i 100-tallet til lavpunktet med 17.000 indbyggere i midten af 1300-tallet boede der nu blot 32.000 i byen. Renæssancens opsving var blevet bremset, men på trods af plyndringen, nye upopulære paver og politiske skifter i Europa, skulle det herfra kun gå fremad for byens størrelse de følgende århundreder; allerede fra 1500-tallet, der sluttede med omkring 100.000 borgere i Rom.

     

    Nye byggerier og vækst

    1600-1700-tallene var præget af et Rom, der voksede støt. Inden udgangen af denne tid boede der 150.000 her.

    Af bygningsværker blev den nye og nuværende Peterskirke indviet i begyndelsen af 1600-tallet, og barokke mestre som Bernini og Borromini arbejdede i byen. Fra 1700-tallet er Trevifontænen et eksempel på den fortsatte udbygning.

     

    Napoleons og 1800-tallets Rom

    I 1798 invaderede franske tropper området, og Frankrig udråbte Rom til republik, hvorved pavens politiske magt på papiret var ophørt. Republikkens tid blev dog kortlivet, idet Kirkestaten blev genoprettet i juni 1800.

    Napoleonstiden var dog ikke ovre for den arealmæssigt trængte kirkestat. Rom blev annekteret og var formelt en del af Frankrig.

    Med Napoleons fald i 1814 blev der trukket nye politiske streger i Europa. På den italienske halvø blev flere kongeriger etableret, og Kirkestaten blev videreført.

    I årtierne efter regerede paven atter, men den italienske nationalisme var stigende, og tankerne om et forenet Italien kom frem over hele halvøen. I 1861 blev det nye Italien en realitet, men Rom forblev udenfor de første år; delvist under fransk beskyttelse.

    Italienske styrker erobrede Rom i 1870 og annekterede byen i Italien. Romerne stemte med stor majoritet for indlemmelsen, og året efter blev byen hovedstad i landet. Roms politiske status over Italien var genopstået, men denne gang var det ikke med paven som regent.

    Paven fik tilbudt den del af Rom, der lå vest for floden Tiberen, men afslog for ikke at anerkende italiensk herredømme over det øvrige land, der tidligere var en del af Kirkestaten. Paven og hans magt blev flyttet til Vatikanet.

     

    Roms nye vækst

    Som ny hovedstad og administrativt centrum i Italien voksede Rom på ny markant. Nye kvarterer opstod, byen bredte sig, og indbyggertallet steg til omkring 600.000 i år 1900.

    I 1922 faldt monarkiet i Italien, og Benito Mussolini indtog Roms og regeringsmagten. Hans tid blev en ny periode med høj byggeaktivitet; det antikke Rom blev udgravet og bevaret i den hastigt voksende by. Store strøggader blev også anlagt; fra Italiens fascistiske tid stammer gaderne Via dei Fori Imperiali og Via della Conciliazione, der danner indgang til pavens Vatikanet. Med udbygningen efter 1. Verdenskrigs afslutning nåede befolkningstallet for første gang i 1500 år op på en million omkring 1930.

    Efter års uenighed blev der med Laterantraktaten i 1929 etableret en ny formel kirkestat, Vatikanet, der som selvstændig nation har paven som overhoved.

     

    Rom i dag

    Italien har gennemlevet en stor økonomisk udvikling siden afslutningen af 2. Verdenskrig, og her blev fundamentet for fremtidens Europa skabt den 25. marts 1957. På denne dag blev Romtraktaten underskrevet som det dokument, der blev udgangspunkt for det europæiske fællesmarked og dermed det nuværende EU, der havde Italien, Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien og Luxemburg som stiftende medlemslande.

    Tre år senere var Rom i verdens sportslige centrum, da byen lagde arenaer til afholdelsen af De Olympiske Lege i 1960.

    Det olympiske stadion lagde igen i 1990 græs til en verdensbegivenhed, da Italien holdt verdensmesterskabet i fodbold 1990. Finalen blev spillet 9. juli, hvor Vesttyskland vandt 1-0 over Argentina.

    Rom er i dag hjem for flere end tre millioner italienere og for en tid af gangen også for turister fra hele verden, der ønsker at opleve historiens antikke vingesus side om side med det moderne Italien. Midt i byen regerer paven fortsat fra kirkestaten, hvis magt er global på trods af landets beskedne størrelse.