Se på kortet
Roma, Metropolitan City of Rome, Italy
Læs om byen
Rom er den evige stad, hvor turister igen og igen kan finde nye veje. Som centrum for Romerriget og Pavestaten har Rom en historie som kun få andre byer i verden, og det ses fortsat mange steder i kvartererne omkring Roms syv høje.
Alle veje fører til Rom, siges det. Det er godt, for ét besøg er sjældent nok. Romerne, klimaet, historien og gastronomien giver byen en rigtig dejlig sydlandsk atmosfære, som altid er værd at tænke sig tilbage til og opleve endnu en gang.
Det antikke Roms bygninger med Colosseum og Forum Romanum i spidsen er enestående seværdigheder, og for mange er de indbegrebet af Roms store historie. Ruinerne stor i imponerende størrelse den dag i dag som vidnesbyrd om et stort europæiske rige.
Tiderne efter Romerriget har også bidraget til Roms uforglemmelighed. De mange barokkirker er i sig selv en rejse værd; fx med Peterskirken i Vatikanet og arkitekturen omkring Piazza Navona. Dertil kommer hyggen i Trastevere og de små gader mellem Trevifontænen og Den Spanske Trappe, der er steder, som med garanti giver minder for livet.
Barokkens Rom er et af utallige højdepunkter, og det samme gælder Michelangelos fornemme renæssance, der kan opleves i al sin skønhed på Piazza del Campidoglio. Her står Marcus Aurelius mellem smukke palæer, der tegner nye højder.
Topseværdigheder
Forum Romanum
Foro Romano
Forum Romanum var Romerrigets centrum. Her lå centrale templer, mødesale, administrationsbygninger og handelsboder. I dag kan besøgende danne sig et indtryk af det gamle Rom ved at gå mellem ruinerne ad blandt andet Den Hellige Vej, Via Sacra. Via Sacra var hovedvejen på Forum Romanum, og langs denne lå nogle af de vigtigste byggerier i Rom.
Forum Romanums start var, da forskellige bosættelser på Roms høj nærmere sig bygningsmæssigt hinanden. Man tog derved lavningerne i brug, og området her blev drænet i 600-tallet f.Kr. for at give plads til nye beboelser, der dog hurtigt måtte vige pladsen for en ny central plads i den hastigt voksende by. Det var også her, Via Sacra blev anlagt; dens brolægning daterer sig til 500-tallet f.Kr.
Efterhånden blev Forum Romanum udvidet, så det strakte sig over et betydeligt område, hvoraf der er mange rester at se i dag. Forum Romanum gik langsomt i forfald, og med tiden blev bygningsdele anvendt til øvrige byggerier. De første udgravninger startede i slutningen af 1700-tallet, og i dag kan man se betydelige rester fra de imponerende anlæg, der gennem antikken blev rejst her.
Palatinerhøjen
Palatino
Palatinerhøjen er den centrale af Roms syv høje, og her ligger en af de ældste dele af byen. Højen rejser sig 40 meter over Forum Romanum og ligger mellem netop Forum Romanum og Circus Maximus.
Ifølge romersk mytologi var der en grotte her, hvor hunulven holdt Romulus og Remus i live efter at have fundet dem ved bredden af Tiberen. I dag kan man se omfattende udgravninger af de fornemme bygninger, der tidligere har ligget her.
Colosseum
Colosseo
Colosseum er det gamle Roms imponerende amfiteater, der oprindeligt kunne rumme flere end 50.000 tilskuere. Colosseum blev opført fra år 72 under kejser Vespasian til år 80 under kejser Titus. Under den følgende kejser, Domitian, blev Colosseum ombygget i mindre grad med underjordiske gange til dyr og slaver og med et øvre galleri, der øgede tilskuerkapaciteten. Vespasian, Titus og Domitian kendes som det flavianske dynasti, og derved kaldes Colosseum også for Det Flavianske Amfiteater/Anfiteatro Flavio.
Colosseum blev opført som det største amfiteater i Romerriget, og det blev anvendt til flere forskellige ting. Der var gladiatorkampe i amfiteatret, og der var en tid også store opsætninger af søslag, der var populær underholdning i datiden. Dyrejagt, henrettelser og diverse genfortællinger af historiske begivenheder og dramaer fra den klassiske mytologi var også på tapetet i den store arena, der var i funktion som amfiteater i omkring 500 år. Ved åbningsforestillingen, der givet vis blev holdt i år 80, menes 9.000 vilde dyr at være blevet dræbt, hvilket understregede amfiteatrets store betydning i og for byen.
Colosseum måler 189x156 meter i grundplan og 48 meter i højden, og man kan nemt forestille sig, hvilket imponerende bygningsværk, det var for snart 2.000 år siden. Den imponerende bygning gik delvist til grunde ved et jordskælv i 1349. Skælvet fik den ydre sydlige mur til at styrte sammen, og de mange sten blev derefter benyttet til flere nye bygningsværker i Rom. Selv om Colosseum i dag er en ruin, er den relativt velbevaret, og man kan danne sig et fint indtryk af arenaens funktioner. Således er Colosseum et ikonisk og imponerende minde om kejsertidens romerske storhed.
Navnet Colosseum stammer ikke fra stedets imponerende dimensioner, men derimod fra en kolos af en statue, der indtil middelalderen stod foran Colosseum. Statuen var af kejser Nero, der på Colosseums sted havde en kunstig sø i tilknytning til sit palads, Domus Aurea, som lå umiddelbart nordøst herfor. Pladsen til søen var blevet skabt ved den store brand, der hærgede Rom i år 64.
Colosseum blev bygget efter en opfyldning af søen, og omkring det nye amfiteater blev der opført gladiatorskole og forskellige administrationsbygninger på området for Domus Aurea, som i det store hele blev revet ned. Finansieringen af byggeriet kom fra plyndringen af jødernes tempel i Jerusalem, hvorfra der også menes, at der blev bragt omkring 100.000 folk, der blev brugt til diverse anlægsarbejde. De jødiske fanger arbejdede med at bryde travertinen i Tivoli, og de transporterede også stenene til Rom, hvor de også hjalp med selve byggeriet. Det var dog romerske ingeniører, bygmestre og kunstnere, der varetog de vigtigste hverv med opførelsen af den mægtige bygning.
De sidste gladiatorkampe blev holdt i Colosseum i 430erne, mens blandt andet dyrejagter fortsatte et stykke ind i 500-tallet. Herefter ændrede arenaen karakter og brug, idet en kirke blev indbygget i strukturen i slutningen af århundredet. Senere blev stedet brugt som kirkegård, og under de mange buer under tilskuerpladserne blev der indrettet boliger og værkstæder, som menes aktive indtil 1100-tallet. Omkring år 1200 overtog Frangipani-familien Colosseum, som de befæstede og indrettede som et borglignende slot.
Et jordskælv i 1349 fik en del af Colosseums sydside til at kollapse; denne del lå på mere porøs undergrund end den øvrige del. De nedfaldne materialer blev anvendt til andre bygningsværker i Rom, lige som det med tiden skete med mange af de indre sten. Colosseums marmorfacade blev brændt for at omdanne stenene til kalciumoxid, der blev anvendt til mørtel. Bronzedragerne mellem stenene blev hugget ud og genbrugt andre steder.
I nyere tid menes pave Benedict XIV at have gjort Colosseum til et helligt kristent sted grundet det meget kristne blod, der var spildt under kampe her. Mere sikkert er det, at senere paver gjorde meget for at bevare Colosseum, og fra 1800-tallet blev der gennemført flere restaureringsprojekter. Under Benito Mussolini i 1930erne blev Colosseum færdigudgravet og i det store hele restaureret til den tilstand, amfiteatret står i i dag.
Bygningsfysisk kan man opleve Colosseums facade på en del af amfiteatret i dag. Den ydre facade mod nord står i kontrast til de synlige indre bygningsdele mod syd, hvor teatret delvist styrtede sammen i 1349. På facaden kan man mellem Colosseums tre etager med buer se søjler fra den doriske, joniske og den korintiske orden. I hver bue på de øverste etager var der oprindeligt statuer af guder og andre figurer fra den klassiske mytologi.
Colosseum blev bygget med 80 indgange, så arenaen hurtigt kunne fyldes og eventuelt evakueres. 76 indgange var beregnet til almindelige borgere, mens den nordlige indgang var kejserens. De tre indgange mod henholdsvis syd, øst og vest var forbeholdt eliten. Alle indgange var nummereret, så systemet var meget lig det, man finder på moderne stadionbyggerier. Tilskuerpladserne var inddelt i sektioner, og disse sektioner blev nøje fyldt i en orden, der markerede status og stand på tilskuerne. Den bedste plads var naturligvis forbeholdt kejseren, mens vestalinderne sad tilsvarende godt modsat kejseren.
I midten af tilskuerpladserne lå selve arenaen, hvis dimensioner var 83x48 meter. Gulvet var af træ, som blev dækket af sand. Trægulvet kunne fjernes, hvorved strukturen under kunne fyldes med vand for at opsætte søslag. De nuværende mure i det såkaldte hypogeum under arenaen blev bygget under kejser Domitian, og derefter kunne der ikke længere gennemføres søkampe. Tunneler ledte udefra til arenaen, hvor elevatorer og hydrauliske anlæg kunne skabe iscenesættelsen af de show, der foregik i Colosseum.
Navona Plads
Piazza Navona
Et besøg på pladsen Piazza Navona er en meget speciel oplevelse. Pladsens rammer og de omkringliggende huses fundamenter udgøres nemlig af grundplanet fra Domitians Stadion fra år 86. Stadionet havde plads til 30.000 tilskuere.
Fra 1400-tallet benævnes stedet som en plads, og den husede en overgang byens marked. Siden blev Piazza Navona et smukt eksempel på barokkens Rom med ikke mindst byggeriet af kirken Sant’Agnese in Agone og pladsens tre fontæner.
Den dominerende centrale fontæne er kunstneren Berninis Flodernes Fontæne/Fontana dei Quattro Fiumi fra 1651. De fire floder Donau, Ganges, Nilen og Río de la Plata er hver symboliseret med en kæmpe. I midten står en obelisk fra Domitians tid, der tidligere var opstillet på Circus Maxentius. De to øvrige fontæner går i sine nuværende skikkelser tilbage til 1800-tallet.
Mod vest ligger kirken Sant’Agnese in Agone, hvis facade er blandt Roms smukkeste fra barokken. Den smukt dekorerede kuppel er fra 1622-1625 og facaden fra 1650erne. Inden for finder man blandt andet nogle pavegrave. Ved siden af kirken ligger 1600-talspalæet Palazzo Pamphilj, der blev opført som residens for pave Innocens X.
Kapitolpladsen
Piazza del Campidoglio
Pladsen Piazza del Campidoglio er den centrale på Kapitolhøjen, der rejser sig nordvest for Forum Romanum. Pave Paulus III gav i 1539 Michelangelo opdraget med at skabe en nye plads, der skulle give rytterstatuen af Marcus Aurelius nogle passende rammer.
Rytterstatuen menes at stamme fra år 165, og den var oprindeligt forgyldt. Statuen, der nu er en kopi, blev opstillet her i 1538. Originalen kan man se i Det Nye Palæ, der er et af de elegante palæer omkring Piazza del Campidoglio.
Michelangelo tegnede både pladsens belægning og de omkransende bygninger, og resultatet er en af byens mest elegante pladser. Ydermere designede han trappen Cordonata, der leder op til Piazza del Campidoglio.
Modsat Cordonata kan man i øvrigt med fordel gå langs byens rådhus på begge sider af denne bygning. Her kommer man til udsigtsterrasser med et enestående panorama over Forum Romanum.
Pantheon
Pantheon er et af de mest kendte bygningsværker fra det antikke Rom. Det græske navn Pantheon/Πάνθειον betyder Templet for Alle Guder, og det var da også formålet med opførelsen. Det oprindelige Pantheon blev opført i årene 27-25 f.Kr., men siden blev det ændret af kejser Hadrian i år 125.
Både gulv og bygning er originale, og det er det bedst velbevarede monument fra det gamle Rom. Højden til kuplen og diameteren er begge på imponerende 43 meter. Hullet øverst i kuplen er 9,1 meter i diameter, og heroppe er murværket 1,2 meter tykt. Ved kuplens bund er tykkelsen 6,4 meter.
Pantheon blev i 609 overdraget af kejser Phocas til pave Boniface IV. Paven konverterede bygningen til en kristen kirke, hvilket givet vis var med til at redde bygningen fra forfald i den tidlige middelalder.
Siden renæssancen har Pantheon også været anvendt som grav. Flere berømtheder er gennem tiden begravet her. Blandt dem er kongerne Victor Emanuel II og Umberto I samt maleren Rafael, hvis grav er ganske fornemt bygget.
På Piazza della Rotonda foran Pentheon står en obelisk fra et Ra-tempel i Heliopolis i Egypten. Obelisken er fra Ramses II's tid i 1200-tallet f.Kr. Den blev opstillet her af pave Clement XI i 1711; springvandet ved foden er lavet af Filippo Barigioni.
Gesukirken
Chiesa del Gesù
Gesùkirken er moderkirke for Jesuiterordenen, og den hører til byens mest righoldigt udsmykkede kirkebygninger. Jesuitternes orden blev i 1540 bekræftet af pave Paulus III, og herefter ønskede de at opføre en statelig kirke. Byggeriet blev sat i gang 1568. Facaden er i senrenæssance eller tidlig barok, og den har givet inspiration til mange øvrige jesuiterkirker verden over.
Interiøret er i overdådig barok, og blandt de mange højdepunkter er loftsfresken, der blev malet 1668-1683 af Giovanni Battista Gaulli. Kuplen er også seværdig, og ved et nærmere kig på alteret mod nord i kirken kan man se tidens modreformation i skulpturkunst. Her holdes protestanterne fysisk nede, og der rives sider ud af protestantiske skrifter.
Trevifontænen
Fontana di Trevi
Trevifontænen er den største og mest imponerende af Roms mange barokke fontæner. Den ligger klemt inde i de små gader, men med 25 meter i højden og 19 meter i bredden fylder den alligevel godt op og skaber plads i bybilledet.
Fontænen ligger på det sted, hvor den historiske akvædukt Aqua Virgo havde sit slutpunkt. Akvædukten var en del af vandforsyningen til det antikke Rom, og den målte 22 kilometer i længden.
Kvarteret omkring Trevifontænen atmosfære er med til at gøre monumentet fra årene 1732-1762 endnu mere spændende at se og nyde, og man skal endelig huske at kaste en mønt over skulderen og ned i fontænen - så er man sikret et gensyn med byen. Måske derfor er det et af de mest besøgte steder for turister i den italienske hovedstad.
Engelsborg
Castel Sant’Angelo
Castel Sant’Angelo er et cylindrisk fæstningstårn, der blev bygget som mausoleum af kejser Hadrian og færdiggjort i år 139. Hadrians urne blev opbevaret her, og det blev også en tradition med de efterfølgende kejseres aske. Den sidste begravelse her var Caracallas i 217. I 271 blev mausoleet bygget ind i Roms forsvarssystem, og fra 400-tallet blev det et egentligt forsvarsværk.
Navnet Engelsborg kommer fra en tid, hvor pesten hærgede i Rom. Paven gik forrest i en prosession, hvor ærkeenglen Michael viste sig over borgen. Det var et tegn på, at pesten ville forsvinde fra byen. Borgen fik sit nuværende navn og en statue af ærkeenglen ved den lejlighed.
I middelalderen blev Engelsborg forstærket og ombygget til en egentlig fæstning. I 1277 lod paven det sammenbygge med Vatikanets paladser gennem korridoren Passetto di Borgo. Pavestaten brugte borgen som beskyttelse under belejringer, fx flygtede pave Clemens VII hertil under Karl V’s angreb i 1527. Engelsborg blev desuden anvendt som fængsel, hvor en af de prominente indsatte var Giordano Bruno, der endte med at blive brændt som kætter i år 1600.
Bygningen er nu indrettet som museum, og det er både spændende og ganske omfattende. Museet strækker sig over fem etager og dækker blandt andet de pavelige værelser.
Peterspladsen
Piazza San Pietro
Peterspladsen er Vatikanets centrale plads. Den nuværende plads blev designet i årene 1656-1667 med nøje tanke på beliggenheden foran Peterskirken. Den elliptiske form er et symbol på kirkens omfavnelse, og pladsen blev anlagt, så flest muligt kan stå derpå og modtage pavens velsignelser. De imponerende doriske søjler i kolonnaderne danner en typisk monumental barokindgang til selve Peterskirken.
Den 41 meter høje obelisk midt på pladsen blev udført i rød granit og stammer fra Egypten, hvorfra kejser Caligula hentede den til Rom i år 37. Obelisken er fra 1200-tallet f.Kr., og den blev stillet op på det, der dengang var Neros Stadion.
Det var på Neros Stadion, Sankt Peter blev korsfæstet i år 64. Det skete efter den store brand, som hærgede Rom i netop år 64. Nero gav de kristne skylden for branden, og derved blev alle kristne dømt. Henrettelserne startede, og de blev udført på grotesk vis. Nero gav de kristne valget mellem at blive bidt ihjel af hunde efter at være syet ind i skind fra vilde dyr, at blive brændt som fakler og oplyse gaderne om aftenen eller af blive korsfæstet. Sankt Peter blev korsfæstet, og det skete efter sigende på hovedet, idet kun Jesus skulle korsfæstes på den måde, det var foregået på.
Sankt Peters Basilika
Basilica di San Pietro
Den mægtige Sankt Peters Basilika, der også kendes som Peterskirken, er centrum for den katolske kirke og står som et af de helligste steder i kristendommen. Kirken er opført på det sted, hvor Jesu discipel Peter blev begravet, og allerede i den tidligere kristendom var det et sted, der blev markeret.
I de første århundreder e.Kr. var kristendommen ikke for alvor kommet til det officielle Rom, hvor der i stedet lå templer dedikeret forskellige romerske guder. Disciplen Peter var dog blevet den første biskop af Rom, hvilket også gjorde ham til den første pave. I begyndelsen af 300-tallet lod kejser Konstantin I en kirke opføre på det sted, hvor Sankt Peter var blevet korsfæstet. Det var en femskibet kirke, som blev indviet i 326.
Den oldkristne kirke lå på stedet i over tusind år, før pave Julius II lod den nedrive for i stedet at igangsætte byggeriet af den nuværende kirke; det skete i 1506. Kirken blev designet af Donato Bramante, som lod grundplanet være et græsk kors. Flere andre markante personligheder kom efter Bramantes død i 1514 til at forestå opførelsen af kirken. Af dem var Rafael til sin død i 1520 og Michelangelo, der blev hovedarkitekt fra 1547. Michelangelos hovedværker i sin tid på kirkeprojektet var koret og den store kuppel. Med senere arkitekternes påvirkning blev Peterskirken indviet i 1626.
Peterskirken kirken hører til blandt verdens største kirker, og det er den største katolske kirke. Trods dens vigtighed er den dog ikke Roms domkirke; det er en status, Laterankirken har. Peterskirken er en af de fire såkaldte patriarkalkirker i Rom og derved i religiøs betragtning en af flere af Roms hovedkirker.
Peterskirkens ydre dimensioner er enorme. Den er 135 meter høj og 200 meter lang, og med dens kolonnader omkring Peterspladsen er den et imponerende syn; mod pladsen er facaden 114 meter bred og 51 meter høj. Og indvendigt folder storheden som rigtigt ud, for her er dimensionerne tilsvarende enorme, hvilket mange sikkert vil nikke genkendende til, hvis man fx har set tv-transmissioner fra midnatsmessen ved juletid.
Der er meget at se i det enorme kirkerum, hvor der være omkring 60.000 mennesker. Det centrale element og årsagen til det imponerende byggeri er Sankt Peters grav. Over den står kirkens 30 meter høje alter, og her er der 115 meter op til Michelangelos kuppel.
Noget af det første, man ser, når man træder ind i kirken, er en rød porfyrsten i gulvet. Efter sigende var det netop her, Karl den Store stod, da pave Leo III kronede ham til kejser i år 800. Til højre i det første sidekapel kan man opleve Michelangelos Pietà, som afbilleder Jomfru Maria med Jesus i sine arme, efter han var blevet korsfæstet.
I højre side fra indgangen er der flere sidekapeller, og i venstre side kan man se pavegrave og monumenter for flere paver. Det drejer sig blandt andet om den danske billedhugger Bertel Thorvaldsens imponerende gravmonument for pave Pius VII; monumentet er fra 1831. Umiddelbart ved siden af det ligger pave Innocent VIIIs grav. For enden af kirken og derved bag Sankt Peters højalter ligger paverne Urban VIII og Paul III begravet.
Det er også her, man kan opleve den såkaldte Catedra Petri. Cathedra Petri er en stol, der betragtes som et af kirkens relikvier. Stolen menes anvendt af Sankt Peter, selv om undersøgelser har indikeret, at stolen ikke kan dateres længere tilbage end til 500-tallet. Stolen står i dag som den centrale del af et barokværk, som Gian Lorenzo Bernini designede og udførte i årene 1647-1653.
Selve alteret og baldakinen over Sankt Peters grav var den første opgave, som Bernini fik under sin lange tid med udsmykning af kirken. Som barn havde Bernini besøgt Peterskirken og udtrykt ønske om at kunne skabe et monument for Sankt Peter, og det ønske kom til at gå i opfyldelse. Berninis baldakin er af bronze og bygget for at skabe et slags helligt rum over selve alteret.
Inspirationen til baldakinen fik Bernini fra flere steder; dels fra baldakiner over pavelige processioner, dels fra et værk med otte søjler fra den oldkristne kirke på stedet og dels fra snoede søjler fra Templet i Jerusalem. Søjlerne blev yderligere udsmykket med laurbærblade og bier, som var pave Urban VIIIs symbol. Baldakinens størrelse blev skabt ud fra at skabe en slags bindeled mellem kirken og Michelangelos enorme kuppel, og den gennemsigtighed muliggjorde synet af Cathedra Petri og statuer i sideskibene gennem baldakinen.
Bernini udførte også andre arbejder i kirken som fx skulpturen af Sankt Longinus fra 1639, og kunstneren fik i øvrigt også til opgave at udstyre Peterskirken med tårne, hvor pave Urban VIII ønskede at se et forslag til tårne. Paven godkendte planen, men endte med at kræve det første færdiggjorte tårns top revet ned for at kunne bygge tårnene højere. I 1642 blev tårnbyggerierne standset, og Bernini måtte bekoste en nedrivning af dem.
Under kirkegulvet er der en stor krypt, hvor der er utallige grave. Her findes Sankt Peters grav umiddelbart under kirkens alter, og der er også adskillige pavegrave i den øvrige del af krypten. Der er også andre begravet som fx den tysk-romerske kejser Otto II og Sverige dronning Christina, som abdicerede i 1654 for at kunne følge sin katolske tro.
Det er ofte vigtigt at væbne sig med tålmodighed, når man skal besøge Peterskirken, idet det nærmest altid er lang kø til at se kirken. Man kan eventuelt komme allerede før åbningstid, hvor der ofte er færre besøgende, der tager plads i køen, eller også kan man besøge Vatikanmuseerne først, idet der fra Det Sixtinske Kapel er en direkte vej til kirken. Dette kan spare ganske lang tid.
Vatikanmuseerne
Musei Vaticani
Vatikanmuseerne er et af højdepunkterne under et besøg i Rom. Samlingerne på museerne er så righoldige og overdådige, at der nærmest aldrig vil være tid nok til at nyde det hele.
Selve bygningerne, hvor museerne er indrettet, er pavepaladser, der gennem tiden er blevet opført som pavelige residenser. Det første palads blev grundlagt af Innocens III i 1198. Senere lod Pave Innocens VIII Belvedere-slottet opføre i slutningen af 1400-tallet, og i starten af 1500-tallet blev Belvedere forbundet med de øvrige dele af komplekset; det var under Julius II. Senere, ikke mindst i 1700-tallet, er komplekset udvidet og til dels ombygget, fx blev den ottekantede gård i Belvedere skabt i 1773.
Af de bygningsmæssigt interessante ting kan man se Bramantes Trappe/La Scala del Bramante fra Julius II’s tid, og udsmykningen af gården foran Belvedere-slottet, Cortile della Pigna. Her ses pinjekogleskulpturen, der stammer fra det antikke Rom.
Selve museerne udstiller blandt andet assyrisk, egyptisk, etruskisk, græsk, romersk og middelalderlig kunst. Her beskrives kun de absolutte højdepunkter. Af skulpturer bør man se marmorgruppen Laokoon, der menes udarbejdet på Rhodos i århundredet f.Kr., den blev fundet i 1506. Af relieffer og mosaikker er her eksempler fra oldtidens Egypten og fra Caracallas Termer.
Malerier er her også i overflod, ikke mindst fra renæssancen, hvor Rafael og Michelangelo nok er de mest profilerede på museerne. Rafael-salene, Stanze di Raffaello, er dekorerede af Rafael og nogle af hans elever. Salene består af Konstantins Sal, Sala di Constantino, Heliodorus’ Værelse, Stanza di Eliodoro, Segnaturaens Værelse, Stanza della Segnature, og Salen med Branden i Borgo, Stanza dell’incendio del Borgo. Salenes dekorationer blev bestilt af pave Julius II, og de er malet fra 1508. I alle salene med undtagelse af Konstantins Sal har Rafael selv malet værkerne, tegnet skitserne eller deltaget. I Konstantins Sal menes Rafael ikke selv at have været særligt involveret.
Det Sixtinske Kapel/Cappella Sistina fra 1481 er rummet, hvor kardinaler vælger nye paver. Kapellet er det vigtigste i paladskomplekset, og også det vigtigste at se, hvis man ikke har så god tur til turen rundt i de store museer. Kapellet er berømt for sine væg- og loftfresker, som blev færdiggjort i 1541. På væggene er der tolv malerier, der omkranser Michelangelos centrale værk, Dommedag, Giudizio Universale. De tolv malerier vises episoder i Moses’ og Jesu liv, og de er malet af Botticello, Ghirlandao, Michelangelo, Perugina, Rosselli og Signorelli. Loftet i Det Sixtinske Kapel er et mesterværk af Michelangelo, der malede loftet i årene 1508-1512. Værket viser blandt andet Skabelsen og forskellige personer fra Bibelen.
Caracallas Bade
Terme di Caracalla
Det gamle Roms mange termer var romernes bade, og samtidigt fungerede de som mødesteder. Kejser Caracallas termer er de mest imponerende og sætter selv moderne wellness-steder i relief.
Badene blev opført i årene 212-216, og de imponerende dimensioner af anlægget er 228x116 meter med en højde på 38 meter. Det menes, at 1.600 kunne bade her på samme tid, og blandt faciliteterne var et caldarium (varmt rum), et frigidarium (koldt rum), en swimmingpool, flere træningsrum og et bibliotek for ekstra rekreation.
Badenes vandforsyning kom fra akvædukten Aqua Marcia, der var den længste af det antikke Roms mange akvædukter. Opvarmningen foregik ved afbrænding af kul og træ i et system til opvarmning og cirkulation af vand. Badene blev benyttet indtil en ødelæggelse i år 537. Ruinerne giver i dag besøgende et godt billede af datidens forhold.