Torino Rejseguide

Mole Antonelliana

Mole Antonelliana er en karakteristisk bygning i Torino, som er opkaldt efter arkitekten Alessandro Antonelli, der stod bag designet af den. Tilnavnet mole er italiensk med en betydning, der indikerer, at bygningen har monumentale dimensioner, hvilket også er tilfældet med Mole Antonelliana.

Den 167,5 meter høje bygning blev opført fra 1863 som Europas højeste murstensbygning. Det var en tid, hvor Torino i få år var hovedstad i den nye italienske stat, og derfor skulle man have et bygningsværk, der var byen og landet værdigt.

Bygningen stod færdig i 1889 efter et ophold i opførelsen undervejs. Opholdet skete grundet store budgetoverskridelser, som fik byens jødiske menighed til at trække sig fra projektet, som byen Torino i stedet overtog. Derfor blev Mole Antonelliana da heller ikke åbnet som synagoge.

Hovedstaden var flyttet til Firenze i 1864, og derfor kunne projektet have været nedskaleret, men Alessandro Antonellis ambitioner steg løbende, og Mole Antonelliana endte med at blive meget højere end først planlagt. Øverst kan man se en stjerne, der afløste den statue af en engel, som oprindeligt kronede Antonellis værk.

Det høje bygningsværk har gennem årene været anvendt til at huse forskellige museer, og i dag kan man besøge filmmuseet Museo Nazionale del Cinema ligger her. På museet kan man også opleve Mole Antonellianas arkitektur, og via en panoramaelevator kan man komme op til nogle fantastiske udsigter fra bygningens ydre terrasser.

Madama Palæ
Palazzo Madama

Palazzo Madama er et palæ i Torino med en lang og spændende historie bag sig. I 1300-tallet overtog huset Savoyen bygningen og ombyggede den til et borglignende slot. Efter ombygningen benyttede huset slottet, indtil Marie Jeanne af Savoyen ønskede at ombygge stedet til et elegant og moderne slot.

Det var i slutningen af 1600-tallet, hvor arbejdet med slottet gik i gang. I 1721 stoppede arbejdet dog for ikke senere at blive færdiggjort. Derfor kan man se den nye facade med borgen som bagside, og det giver både en historisk og arkitektonisk interessant kontrast i gadebilledet.

Palæet ligger desuden på det sted, hvor en romersk byport lå, og hvorfra gaden Decumanus Maximus udgik. Der er derfor også rester fra den romerske tid her. Dagens bygning er sammensat af arkitekten Filippo Juvarras barokfacade, der som den eneste del af modernisering blev færdigbygget, og det ældste slot med fire tårne.

Palazzo Madama kom senere til at spille en politisk-historisk rolle i Italien, idet palæet blev sæde for det første senat efter landets samling, hvor Torino var hovedstad fra 1860-1864. I dag er palæet indrettet som museum for antik kunst, Museo Civico d'Arte Antica, hvor man fx kan se fine værker fra gotikken, renæssancen og barokken.

Via Roma

Via Roma er en af hovedgaderne i det centrale Torino. Den forbinder Piazza Castello med Corso Vittorio Emanuele II, og undervejs krydser gaden blandt andet Piazza San Carlo. Det er en gade, der oprindeligt blev anlagt i slutningen af 1500-tallet på initiativ af hertug Carlo Emanuele I af Savoyen.

Gennem århundrederne blev gaden bebygget med blandt andet byhuse i barok stil. Den fik navnet Via Roma i 1871, og helt til 1900-tallets begyndelse stod de oprindelig huse stadig på række uden harmonisk arkitektur gennem gaden, der også var præget af meget trafik.

I 1931 startede et stort fornyelsesprojekt, og det blev et smukt eksempel på den såkaldte italienske rationalisme, der blev udviklet under Benito Mussolini i 1920-1930ernes Italien. Nyopførelser i eklektisk inspiration nord for Piazza San Carlo og i rationalisme mod syd erstattede dengang de daværende bygninger. Rationalismen ses særligt ved Piazza CLN.

Det Kongelige Teater
Teatro Regio

Teatro Regio er navnet på Torinos opera, som åbnede første gang i 1740. Der havde været operaopsætninger i byen inden da, men med arkitekten Filippo Juvarras bygningsværk, fik Torino sit første egentlige operahus. Det vr hertug Carlo Emanuele III, der lagde grundstenen til scenen, hvor Giacomo Puccinis La Bohème havde premiere i 1896.

Det oprindelige kongelige operahus havde et smukt interiør med 1.500 tilskuerpladser og loger i flere etager. Teatret blev ombygget i starten af 1900-tallet, men det gik desværre til grunde i en brand i 1936. Teatret blev genåbnet i nyt design i 1973 med en spændende moderne design, som man kan nyde bag den bevarede facade fra det gamle Teatro Regio.

Piazza San Carlo

Piazza San Carlo er en af Torinos centrale pladser, og den ligger i bybilledet som et godt eksempel fra barokken. Midt på pladsen kan man se en rytterstatue af hertug Emanuele Filiberto, Caval ’d brons, der på piemontesisk betyder bronzehesten. Monumentet blev stillet op i 1838, og det var Carlo Marochetti, der producerede værket.

Det er et elegant bygningsensemble, man kan se på Piazza San Carlo. Mod syd står tvillingekirkerne Chiesa di Santa Cristina og Chiesa di San Carlo Borromeo. Kirkerne blev tegnet af Carlo di Castellamonte og opført fra 1620 til 1638, hvorefter der gik til 1718, før Filippo Juvarra færdiggjorde den ene af de ufærdige kirker.

De to kirker er ikke helt ens i udsmykning og arkitektur. På facaden af Chiesa di Santa Cristina kan man se statuer af helgener og allegorier af dyderne, mens den mere stringente facade på Chiesa di San Carlo Borromeo blev færdigbygget i 1830 i tidens nyklassicisme.

Piazza San Carlo har i øvrigt haft flere navne gennem tiden. Den har således heddet Piazza Reale og Piazza d'Armi, og under Napoleonstidens Torino hed den Place Napoléon. I dag ligger den centralt i Torino og gennemskæres af Via Roma.

Torino Porta Nuova

Torino Porta Nuova er Torinos hovedbanegårde, og den er en af Italiens mest travle jerbaneknudepunkter. Den smukke stationsbygning blev opført i 1860erne og står som et af samtidens fine arkitektoniske værker, der udstråler datidens hastige og prestigerige udvikling af jernbanerne.

Porta Nuova er en sækbanegård, hvor sporene ender ved den store plads Piazza Carlo Felice, der ad Via Roma danner indgangen til byens centrum. Placeringen af banegården er årsagen til navnet Torino Porta Nuova, idet en af byens nu historiske byporte netop stod tæt ved den nuværende stationsbygning.

Sankt Laurentius Kongelige Kirke
Real Chiesa di San Lorenzo

Real Chiesa di San Lorenzo er en storslået barokkirke i Torino, som blev opført i årene 1668-1687. Det skete efter design af Guarino Guarini. Kirken blev opført som monument over sejre i Slaget ved Saint-Quentin i 1557, og den ligger ved siden af Palazzo Reale, der var residensslot for huset Savoyen.

Kirkens facade står som et barokpalæ, og den skjuler derfor det smukke interiør, man kan opleve i kirkerummet. Guarini var inspireret af Francesco Borrominis barokværker i Rom, og med Real Chiesa di San Lorenzo skabte arkitekten en fornyet version af denne barok gennem optiske effekter og en form for dekonstruktion af de klassiske former.

Nogle af de spændende detaljer kan man se i kuplen, som bliver understøttet af otte krydsende buer, som danner en slags ottetakket stjerne, der sjældent ses i kirker. Der er mindre vinduer mellem buerne, og øverst er kuplens lanterne omgivet af en ottekantet form. Kombinationen af ​​disse geometriske træk og reflektionen af ​​lys skaber former, der ligner ansigter.

Det Egyptiske Museum
Museo Egizio

Museo Egizio er et museum i Torino, hvor man kan opleve en fornem arkæologisk og antropologisk samling egyptiske fund og effekter. Samlingen er en af verdens største af sin slags, som kan opleves uden for Egypten. Det regnes som det vigtigste egyptiske museum efter Museum of Egyptian Antiquities i Cairo.

Den første objekt med egyptisk forbindelse kom til Torino i 1630, og denne tavle fik i 1753 hertug Carlo Emanuele III til at sende Vitaliano Donati til Egypten for at erhverve flere genstande. Donati kom hjem med cirka 300 effekter fra ikke mindst udgravninger i Karnak og Coptos, der i dag kendes som Qift, som han havde købt på vegne af hertugen i det egyptiske.

Gennem tiden siden Carlo Emanuele III's køb voksede samlingerne løbende med erhvervelser af store samlinger ad flere gange. I dag består samlingerne af over 37.000 genstande, som repræsenterer forskellige perioder i den egyptiske udvikling, og med udstillinger af alt fra papyrus til sarkofager.

Fiat Lingotto

Fiat Lingotto er Fiats berømte fabrik, der åbnede på Via Nizza i Torino i 1923. Fabrikken er også en kuriøs seværdighed, som ikke har sin lige noget sted i verden grundet den særlige opbygning af bilproduktionen og anvendelsen af bygningens tagkonstruktion.

Fabrikken blev anlagt, så der blev leveret råvarer ind i stueetagen, og bilerne blev derefter bygget i opadgående retning, så de færdige biler endte på en 1.500 meter lang testbane på taget. Her lå der en oval bane, hvor man kunne køre med de producerede biler, før de blev sendt på markedet.

Det var arkitekten Giacomo Matté-Trucco, der tegnede den nyskabende bygning, der åbnede som verdens største bilfabrik. Der blev gennem årene produceret utallige bilmodeller i Lingotto-bygningen som fx den berømte Fiat 500 med tilnavnet Topolino.

Fiat Lingotto lukkede i 1982, hvor bilproducenten havde åbnet en moderne fabrik i bydelen Mirafiori. Den gamle fabrik blev senere restaureret og ombygget til et moderne kompleks med koncertsale, teater, et kongrescenter, indkøbsarkader og et hotel. Testbanen på toppen blev ved den lejlighed bevaret som seværdighed.

Carignano Palæ
Palazzo Carignano

Palazzo Carignano er et 1600-talspalæ, hvor man kan besøge museet Museo Nazionale del Risorgimento Italiano, der skildrer historien om den italienske samling, hvor forskellige stater på den italienske halvø dannede Kongeriget Italien startende fra 1800-tallet. Palæet var i øvrigt indrettet som parlament i årene 1848-1861 og spillede derved en politisk rolle i Italien.

Palazzo Carignano er opkaldt efter prinserne af Carignano, som havde privat residens i palæet. Prinserne hørte til huset Savoyen. Palæet blev bygget på initiativ af prins Emanuele Filiberto, der fik arkitekten Guarino Guarini til at designe residensen. Resultatet blev et smukt barokpalæ og fornemme indretninger, og ved et besøg på museet i palæet, kan man også se dele af interiøret.