Den tidlige historie
Cagliari er beliggende på en strategisk god position mellem Middelhavet og Sardiniens indre landområder. Naturlig beskyttelse i form af sumpe omkring området har gjort, at stedet har været beboet gennem årtusinder og siden neolitisk tid.
Første egentlige bosættelse var Krly, der blev etableret af fønikierne i 600-700-tallene f.Kr. På latin blev byen kaldt Caralis, og den lå lidt vest for det nuværende Cagliari. Stedet blev valgt for sin gode naturhavn og beliggenheden på de primære handelsruter til Afrika.
I 400-tallet kom Karthago til Sardinien, som de vandt herredømmet over. Med dem udviklede Caralis sig betydeligt, og karthagenernes by lå omkring det nuværende Marina-kvarter. I denne periode blev der bygget en del, som der fortsat ses rester af; et eksempel er Tuvixeddu Nekropolis.
Romerrigets Cagliari
Århundrederne før Kristi fødsel var en tid, hvor Romerriget ekspanderede i området i og omkring Middelhavet, og i 238 f.Kr. fik Sardinien romersk styre med Roms sejr over Karthago ved Tiberius Sempronius Gracchus. Cagliari og andre byer på Sardinien var de følgende århundreder tro mod Romerriget og Cæsar, da hans tid kom.
Som by var Caralis at regne som Sardiniens hovedby, og den opnåede status af municipium, og byens indbyggere blev romerske borgere. Caralis var administrativt sæde for det romerske styre over både Sardinien og nordligere beliggende Korsika, som også blev romersk i 238 f.Kr.
Med omkring 20.000 indbyggere var Caralis en betydelig storby i den vestlige del af romernes rige, og dens udvikling fortsatte gennem romertiden. Byen blev udbygget med flere anlæg typiske for riget; fx blev der anlagt betydelige vejanlæg, en akvædukt til vandforsyningen og et større amfiteater, der stadig kan ses. Rester af øvrige offentlige bygningsværker er fundet i kvarteret omkring Piazza del Carmine, og andre steder er der fundet både almindelige huse og større boliger.
Kristendommen kom til Caralis allerede i 200-tallet, og byen var blevet etableret med en biskop inden århundredets udgang. Claudius Claudianus foretog omkring år 400 en beskrivelse af Caralis, og han tegnede et billede af en by med stor trafik i havnen. Økonomisk var byen funderet på blandt andet saltproduktion, som fortsat finder sted i området syd for bycentrum.
Det var denne by, der med Det Vestromerske Riges nedgang kom i hændernes på afrikanske vandaler i midten af 400-tallet. Deres styre varede en tid, hvorunder øen Sardinien fungerede en tid som et selvstændigt kongerige.
Byzantinernes æra
Det politiske styrkepunkt i Romerriget var blevet flyttet fra Rom til Konstantinopel i 300-tallet, og efter Roms fald blev det østlige rige dagligdag for indbyggerne i Cagliari. I 534 erobrede østromerske hære Sardinien under kejser Justinian. Der var kampe mellem Belisarius’ byzantinske hære og vandaler, og goter opnåede en periode også kontrol over Cagliari.
Det byzantinske styre kom formelt til at være mange århundreder, men med afstanden til Konstantinopel og nye trusler fra ikke mindst muslimske arabere og maurere gjorde situationen særligt for Cagliari og Sardinien, der med tiden nærmest opnåede en slags selvstyre. Da arabere søgte en erobring af øen i 827 blev forbindelserne til Konstantinopel yderligere besværliggjort, og et lokalt styre blev etableret; derved fungerede Sardinien som selvstændigt med regering af en dommer og magistrat.
I starten af 1000-tallet forsøgte muslimer fra Spanien at erobre Sardinien, hvilket ikke lykkedes. I tiden derefter blev øen opdelt i fire administrative område; de såkaldte judicati. Callaris udgjorde en judicatus, og den strakte sig omkring hovedbyen; det nuværende Cagliari.
Pisas storhedstid
Sardinien og Cagliari lå strategisk godt på handelsruterne mellem Italien og Nordafrika, og det gjorde stedet interessant for de velstående italienske bystater. I 1000-tallet søgte Republikken Pisa stadig større indflydelse over det lokale styre i Cagliari, og med tiden blev deres resultat meget manifest.
I 1215 tiltvang Pisa sig et bjerg ved datidens adminstrative centrum i Santa Igia, og de følgende år etablerede købmænd sig fra den italienske bystat i det, der blev den befæstede bydel Castel di Castro. Pisanernes bydel blev starten på den byudvikling, der med årene blev til det moderne Cagliari. Som befæstning var der forsvarsværker omkring Castel di Castro; de bestod blandt andet af tre porte med tilhørende tårne.
I starten af 1200-tallet var det stadig dommeren i Cagliaris judicatus, der var lederen af den sydlige stat på Middelhavsøen. I 1258 døde Guglielmo III som den sidste dommer, og det benyttede Pisa til sammen med sine allierede judicati på øen, Arborea, Gallura og Logudoro, at angribe Cagliari ved at ødelægge hovedbyen Santa Igia. Herefter blev Cagliari judicatus inddelt i tre dele, hvoraf en del blev givet til Pisas della Gherardesca-familie. Staten Pisa beholdt kontrollen over Castel di Castro.
Pisas kom dog ikke til at sidde på deres besiddelser på Sardinien i mange år. Allerede med nederlaget til Genova i Slaget ved Meloria i 1284 blev staten svækket; blandt andet med tabet af Korsika. De følgende årtier udbyggede pisanerne nogle af deres forsvarsværker og tog mere direkte kontrol over styret af deres kontrollerede dele af Sardinien. Truslen kom nu fra vest og Aragonien på den iberiske halvø.
Aragoneres æra
I 1324 igangsatte Aragonien en invasion af Pisas Sardinien. En betydelig flåde sejlede fra Barcelona og Valencia, og efter landsætning i den sydvestlige del af Sardinien belejrede tropperne Castel di Castro. Efter få måneders belejring overgav Pisa byen og Sardinien til kongen af Aragonien, og efter den begivenhed blev Kongeriget Sardinien etableret med Cagliari som hovedstad; på det tidspunkt med det catalanske navn Callér.
Med det aragonesiske styre blev pisanerne i Cagliari sendt væk, og tilflyttere kom hertil fra områderne omkring Barcelona og Valencia. Byen blev styret af en vicekonge, der repræsenterede kongen af Aragonien. Gennem det følgende århundrede blev Cagliaris befæstning udbygget, hvilket ikke mindst skete for at modstå angreb fra Arborea, der fortsat var et judicatus på øen. Krigen mellem aragoneserne og Arborea varede fra midten af 1300-tallet til 1420, hvor Arborea var nedkæmpet.
Den habsburgske Sardinien
Med blandt andet giftermål blev Aragonien med årene i stigende omfang domineret af opstående spanske kongerige, der også fik herredømmet over Cagliari og Sardinien. I Aragoniens tid havde sproget i hoffet på øen været catalansk. Sardinsk blev anvendt i hverdagen af høj og lav i byen, men med det spanske styre blev regeringssproget spansk.
Cagliari var som hovedstad sæde på den spanske vicekonge og en række andre spanske institutioner, der fulgte med administrationen af denne del af riget. Byens beliggenhed, befæstning og store havn gjorde også Cagliari til et både militært og handelsmæssigt styrkepunkt i det vestlige Middelhav.
Livet i Cagliari var at sammenligne med mange andre steder i det habsburgske rige. Byen var den største og mest velstående på Sardinien, og kulturlivet blomstrede gennem 1500-1600-tallene. I 1607 blev byens universitet og første offentlige hospital åbnet, og der var allerede en velestimeret kunstskole i form af Stampace.
1700-tallets Cagliari
Efter af have siddet på magten over Sardinien gennem flere århundreder, overgik øen til de østrigske habsburgere i begyndelsen af 1700-tallet. Dette blev dog ganske kortvarigt, idet dynastiet Savoyen opnåede magten over Kongeriget Sardinien i 1718. Sardinien forblev dog nærmest autonom i forhold til de kontinentale dele af Savoyen, men formelt respekterede de rigets overherredømme.
Savoyens styre overtog et kongerige, der var formet under Aragonien og ændret under spanierne. De nye magthavere reformerede østaten, men det skete skridt for skridt. Således forblev spansk det officielle sprog langt ind i 1700-tallet, og monarken øgede ikke beskatningen af borgerne. Politisk blev de væsentligste beslutninger dog flyttet fra parlamentet i Cagliari til Turino.
For Cagliari og Sardinien blev 1700-tallet til et århundrede med fin vækst gennem adgang til nye markeder i Italien samt Centraleuropa, og oplysningstidens tanker påvirkede også samfundet; fx gennem restrukturering af universitetet.
Under Savoyen blev Cagliaris forsvarsværker også udbygget grundet byens strategisk vigtige beliggenhed. Af samme årsag forsøgte Frankrig at erobre øen i slutningen af 1700-tallet. En fransk styrke blev landsat ved stranden i Poetto og marcherede mod Cagliari få kilometer mod nord. Franskmændene blev dog nedkæmpet af sardinierne.
Sardinien ønskede efter det succesrige forsvar at opnå øgede privilegier i Savoyen; fx i form af en repræsentant fra øen i rigets parlament. Det blev ikke imødekommet, hvilket resulterede i, at rigets repræsentanter og folk fra Piemonte blev tvunget væk, og der blev etableret et selvstændigt styre. Det kom kun til at regere kort tid, før Savoyen genvandt kontrollen i Cagliari.
Italienske Sardinien
I 1800-tallet gennemgik Cagliari og Sardinien betydelige forandringer. Den moderne tid kom til byen, hvor man sløjfede de gamle bymure for at give plads til ny udvikling. En ny byplan blev etableret, og nye store gader blev anlagt. I 1807 var de første gadelamper sat op, og i 1868 startede gaslampernes tid. Året inden var der blevet etableret en egentlig vandforsyning til byen, der tidligere havde måttet nøjes med brøndvand.
Århundredet blev også tiden, hvor den nye italienske stat opstod efter Garibaldis samling af landet. Sardinien blev en del af Italien, og det medvirkede til at væsentlig økonomisk udvikling i Cagliari med blandt andet en stor byggeaktivitet. I byens gadebillede ses de mange fine bygninger fra slutningen af 1800-tallet til starten af 1900-tallet fortsat som et resultat af tiden.
Andre tegn på udbygningen og industrialiseringens tid var nye produktionsanlæg og også Sardiniens jernbaner. I 1871 blev etableringen af linjen mellem de to største byer, Cagliari i syd og Sassari i nord, påbegyndt. Jernbanen blev fuldført i 1881, og jernbanenettet bredte sig også på andre dele af øen. I Cagliari blev der også anlagt sporvognslinjer; fra 1893 med dampdrevne vogne og elektriske fra 1915.
1900-tallet til i dag
Ved indgangen til det 20. århundrede var Cagliari en by med stor befolkningsmæssig vækst. Sardiniens hovedby nåede i 1930erne op på 100.000 indbyggere, hvilket var en vækst på flere hundrede procent siden sidste halvdel af 1800-tallet.
Benito Mussolini blev leder af Italien i 1920erne, og tidens monumentale arkitektoniske stil blev også synlig i Cagliari med store nye anlæg som fx det klassicistisk inspirerede domhus. Byens strategisk gode beliggenhed bestod fortsat som blandt andet en stor havneby.
Med 2. Verdenskrig kom allierede bombardementer af Cagliari. Bombernes mål var både militære og civile for at terrorisere befolkningen, der for hovedpartens vedkommende forlod byen til fordel for landet hos venner og bekendte. Cagliari blev nærmest lagt øde under det, der kendes som deserteringen; sfollamento.
Bombardementerne var hårde i februar 1943 med tiltagende kampe de følgende måneder. Fra september samme år overtog tyske tropper kontrollen med byen, som var faldet med den italienske våbenhvile med de allierede magter. Tyskerne valgte dog at trække sig tilbage snart efter for at styrke sit forsvar i det kontinentale Italien. Amerikanerne kom herefter til Sardinien, hvor de blandt andet etablerede baser.
Det var en ødelagt by, borgerne vendte tilbage til efter bomberne og krigens hærgen. Omkring 80 % af Cagliaris bygninger var beskadiget, og flere tusind var omkommet. Det store genopbygningsarbejde tog hurtigt fart, og byens boligkvarterer genopstod snart, og nye boligblokke blev opført. I middelalderbydelen blev en del gamle bygninger dog ikke reddet, hvilket fx gjaldt flere kirker.
Som administrativ hovedby og regionalt vækstcenter voksede befolkningen i og omkring Cagliari voldsomt efter 2. Verdenskrig. Urbaniseringen gjorde, at storbyområdet nåede over 200.000 borgere i 1950, og tallet ligger i dag over 450.000. Byen er relativt velstående og præget af både kultur, handel, produktion og en tiltagende turisme, der kommer til både Cagliari og resten af Sardinien.
