Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Sardinien er med sin beliggenhed i Middelhavet mellem det europæiske fastland og Afrika en unik del af Italien, og hovedbyen Cagliari byder på mange spændende oplevelser med rødder blandt andet sardinske og italienske traditioner.

Cagliari er en storby med travle strøggader, stemningsfulde kirker, informationsrige museer, gamle paladser og solide befæstninger, men den har på samme tid en dejlig overskuelighed, der gør besøget afslappende med kort afstand mellem seværdighederne i byen.

Bycentrum består af både ældre og nyere kvarterer og tilsvarende arkitektur, hvorved man kan finde spor fra mange dele af Cagliaris lange historie. Domkirken, bastionerne og de smalle strøggader mod Via Romas arkader er blandt højdepunkterne i denne del, mens naturen er et andet perspektiv ved et besøg her. Lyserøde flamingoer og et væld af andre fugle trives i saltlagunerne syd og vest for byen, hvor man også finder skønne.

Området omkring Cagliari byder på gamle miner, bjergbyer, termalbade, tårne fra det gamle narughe-kultur og de billedskønne strande, man ser overalt på den smukke middelhavsø.

Topseværdigheder

    Via Roma, Cagliari

    Via Roma

    Gaden Via Roma er Cagliaris pragtgade langs havnefronten, hvor arkader, elegant arkitektur og palmer giver en fin samlet atmosfære. En tur langs gaden og et besøg på en café under arkaderne er nærmest et must i Cagliari med den fine stemning, man finder her, hvor byens puls slår få meter herfra.

    Gaden blev indviet i 1883 på den strækning, der tidligere havde været mure og volde som beskyttelse af byen mod angreb fra havnen. Der blev anlagt en sporvognslinje her, og fine facader og huse blev bygget på stribe. Det kan man nyde i dag, hvor der også kan betale sig at kigge ind i de smalle sidegader.

     

    Sankt Mikael Kirke
    Chiesa di San Michele

    Dette er en af Cagliaris mest seværdige kirker. Chiesa di San Michele er en barokkirke, der som bygningskompleks er sammenbygget med en tidligere jesuiterresidens. Jesuiterordenen kom til Sardinien i 1559, og de startede deres virke i Sassari. Fem år senere kom de til Cagliari.

    Byggeriet af den nuværende kirke startede i 1677, og Chiesa di San Michele blev indviet i 1697. Der blev fortsat bygget de første årtier af 1700-tallet, og biskoppen af Usellus-Terralba indviede den udbyggede kirke i 1738. Ved kirken blev et kloster opført, og det var med tiden indrettet som militærhospital med mere.

    Kirken er fortsat en jesuiterkirke, og den er den måske fineste barokkirke på hele Sardinien. Udefra dominerer den søjle- og vinduesprydede facade sammen med kirkens store kuppel. I kirkerummet under kuplen åbner den imponerende barokudsmykning sig for alvor. Smuk kunst pryder vægge og lofter, og både hovedalteret og øvrige kapeller og altre er seværdige og danner et sprudlende interiør fra barokken omkring år 1700.

     

    Elefanttårnet, Cagliari

    Elefanttårnet
    Torre dell’Elefante

    Torre dell’Elefante er et af Cagliaris bevarede befæstede middelaldertårne. Tårnet blev opført i 1307, der var en tid, hvor Cagliari hørte under Pisa. Tårnets funktion var at virke som en del af byens forsvarsværker mod eventuelle angreb fra mauriske eller genovesiske styrker.

    Bygningsmæssigt blev Torre dell’Elefante opført med murværk på de tre sider, der skulle være befæstede, og gallerier af træ mod den fjerde side. Tårnet blev ud over befæstningen også bygget som en portbygning, der ledte ind til Cagliaris kastel.

    Torre dell’Elefante måler 31 meter i højden, og det er opkaldt efter en skulptur af en elefant, som man kan se i murværket. På murværket blev der en overgang hængt hoveder fra halshuggede fanger, som havde siddet i fængsel i tårnet. Denne funktion havde det en tid under det aragonesiske styre.

     

    Umberto I Terrasse
    Terrazza Umberto I

    På toppen af Sankt Remy Bastion ligger Terrazza Umberto I, der er en storslået terrasse med en vid udsigt over store dele af Cagliari og byens havn. Terrassen blev designet og anlagt fra 1896 af Giuseppe Costa og Fulgenzio Setti. Terrassen blev åbnet i 1901, og anlægget inklusive der overdækkede galleri, Passeggiata Coperta, hører til Cagliaris mest berømte seværdigheder og udflugtsmål.

     

    Antiteatro Romano, Cagliari

    Det Romerske Amfiteater
    Anfiteatro Romano

    Fra Cagliaris romerske tid er der bevaret flere konstruktioner til i dag, og den måske mest imponerende er byens historiske amfiteater; Anfiteatro Romano. Teatret blev anlagt i 100-tallet, og det blev dels hugget ud i den bagvedliggende klippe og dels bygget op af lokale kalksten. Ud over de mange tilskuerrækker stod der en over 20 meter høj facade.

    Teatret havde en kapacitet på 10.000 tilskuere, og de kunne se mange forskellige kampe og konkurrencer i amfiteatret som fx de berømte gladiatorkampe. Stedet blev benyttet som teater til 400-tallet, hvorefter det forfaldt og gennem de mange følgende århundreder anvendt som byggematerialer til andre opførelser i Cagliari og på Sardinien.

    Teatret blev erhvervet af bystyret i Cagliari i 1800-tallet, og de gennemførte en restaurering af det smukke sted. I dag bliver teatret igen anvendt til forskellige opsætninger.

     

    Cagliari Domkirke & Domkirkemuseet
    Duomo di Cagliari & Museo del Duomo

    Duomo er Cagliaris domkirke og derved sædet for byens biskop. Kirken kaldes Duomo, men bærer det officielle navn Cattedrale di Santa Maria e Santa Cecilia. Kirken er således dedikeret Jomfru Maria og Sankt Cecilia.

    Domkirken stammer fra 1200-tallet, hvor den også blev ophøjet til katedral, hvilket skete i 1258. Den arkitektoniske stil er romansk med særlig inspiration fra byggestilen i Pisa. Den er dog blevet ombygget senere med blandt andet en udbygning i 1300-tallet. I 1600-1700-tallene fik kirken et delvist barokt udseende, mens den nuværende nyromanske facade blev fuldført i 1930erne. Inspirationen fra Pisa var naturlig, eftersom bystaten Pisa i samtiden kontrollerede Cagliari. Det skete fysisk med befæstningen Castel di Castro, og i forbindelse med forsvarsværkerne blev byens domkirke anlagt.

    Kirken er som bygning ganske seværdig, og den er også spændende ting at opleve i dens interiør. Blandt de mest berømte kunstværker er to 1100-talsprædikestole, som blev udarbejdet af mesteren Guglielmo. Stolene var oprindeligt bygget til domkirken i Pisa, men siden de kom til Cagliari i 1312 har de været her. I 1669 blev de tidligere samlede stole delt i to, og værkets fire marmorløver blev placeret andre steder i kirken. Flere historisk kendte personer er gennem tiden blevet begravet i kirken, og den aragonesiske kong Martin I af Siciliens mausoleum fra årene 1676-1680 bør man også bemærke.

    Man kan se flere religiøse kunstværker på Domkirkemuseet, der ligger i en gade ved siden af domkirken. Man finder indgangen i Via del Fossario umiddelbart syd for kirken.

     

    Tuvixeddu Nekropolis, Cagliari

    Tuvixeddu Nekropolis
    Tuvixeddu Necropolis

    Der er mange ting fra historiens mange forskellige herskere og folkeslag i Cagliari, der er blevet bevaret til i dag. Blandt de mest interessante anlæg er den omfangsrige nekropolis Tuvixeddu, der stammer fra 500-tallet f.Kr. Gennem århundreder begravede punerne fra Kartago deres døde her på bjergskråningen, og den aktivitet har skabt de utallige og karakteristiske huller, man kan se i det udgravede landskab, man nu møder.

    På sardinsk betyder Tuvixeddu bakken med de små huller, og man ser straks hvorfor, når man går gennem området. Mange af hullerne gav adgang til anlagte gravkamre, der for manges vedkommende var udsmykket og udstyret med fx amforaer og ampuller med dufte. Der er fortsat bevaret grave med malerier som eksempler herpå.

    Punerne anvendte dette sted som nekropolis fra 500-tallet til 200-tallet f.Kr., og ved siden af deres anlæg begravede romerne siden hen deres døde. De romerske anlæg havde lidt anderledes opbygning og karakter end de puniske, men samlet set udgør de et ganske stort og særdeles interessant arkæologisk område.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Cagliari her.

Andre seværdigheder

    La Rinascente, Cagliari

    La Rinascente

    La Rinascente er Italiens førende varehuskæde med forretninger i mange storbyer omkring i landet. I Cagliari ligger butikken centralt på en af byens fornemste beliggenheder, og palæet Palazzo della Rinascente hører til blandt de smukkeste bygninger langs hovedgaden Via Roma.

     

    Vor Frue af Bonaria Basilika
    Basilica de Nostra Signora di Bonaria

    Basilica de Nostra Signora di Bonaria er en kirke, der er dedikeret Jomfru Maria, og som hører under den katolske Mercedarierorden, som blev grundlagt i 1200-tallets Aragonien med formål at løskøbe kristne fanger i fangenskab hos de muslimske maurere. Ordenen har passet stedet i Cagliari siden 1335, og det gælder både det oprindelige kapel og den nyere basilika.

    Mercedarierordenen ønskede fra 1700-tallets start at opføre en ny basilika, hvor stedets daværende kapel kunne indgå som bygningsdel i form af et kapel. I 1704 blev opførelsen igangsat, og grundet diverse årsager til forsinkelser blev kirken først færdig i 1960 og ikke med det gamle kapel som en integreret del af basilikaen. Stilen skulle have været Piemontebarok, men i løbet af den lange opførelsestid blev en mere klassisk kirkestil i stedet valgt. Vor Frue af Bonaria Kapel/Santuario di Nostra Signora di Bonaria ligger umiddelbart op ad den større basilika.

    Stedets religiøse vigtighed kommer af en gammel historie. Ifølge overleveringen nærmede et skib sig fra Spanien den 25. marts 1370. Det kom ud for en hård storm, som satte mandskabet på prøve for at ride stormen af og overleve. Skibets last blev smidt overbord, og da de som den sidste ting smed en kasse i bølgerne, løjede stormen af. Kassen skyllede i land ved Bonaria ved Cagliari, og lokale forsøgte både at løfte og åbne den, men uden held. Et barn råbte, at Mercedarierordenen kunne hjælpe, og de kom til stedet og løftede straks kassen til deres kirke og åbnede den. Der åbenbarede sig en smuk statue af Jomfru Maria med Jesus i sine arme.

     

    Piazza Constituzione, Cagliari

    Forfatningspladsen
    Piazza Constituzione

    Piazza Constituzione er en af de centrale pladser i Cagliari, og der er en særlig årsag til at tage en tur hertil. Pladsen ligger umiddelbart ved foden af Sankt Remy Bastion/Bastione di Saint Remy, der i sig selv er et must at stå på toppen af. Herfra er der nemlig et smukt kig ud over byen.

    Den gamle bastion er mod netop Piazza Constituzione bygget som en imponerende konstruktion, der minder om en stor indgangsportal mod Cagliaris øvre bydele. Nogle steder er bygningsværket omtalt som Cagliaris Triumfbue/Arco Trionfale.

     

    Palazzo Civico, Cagliari

    Rådhuset
    Palazzo Civico

    Palazzo Civico er Cagliaris rådhus og på samme tid et af byens mest iøjnefaldende arkitektoniske værker. Rådhuset blev opført i hovedsageligt nygotisk stil fra 1899 med indvielse i 1907. Designet blev fundet ved en arkitektkonkurrence, og grundstenen blev lagt under overværelse af kong Umberto I.

    Som mange andre bygninger med Cagliaris vigtige havn blev også Palazzo Civico ødelagt under bombardementer i 1943. Genopbygningen fandt sted i årene 1946-1953. I arkitekturen er der mange interessante elementer; her er inspiration fra catalansk gotik, og samtidens jugendstil kan man også se i dekorationen af den store kalkstensprydede bygning.

    Facaden mod Via Roma har to tårne, som måler 38 meter i højden. Her er også arkaden som langs den øvrige del af gaden, og det er her, indgangen til rådhusgården findes. Der er desuden udsmykninger, der symboliserer handel, industri og landbrug.

     

    Havneterminalen
    Stazione Marittima

    Stazione Marittima er en af bygningerne på havnefronten i Cagliari. Den er i sig selv ikke den store seværdighed, men en tur i havneområdet kan anbefales. Her er alt fra fiskebåde til de mange store færger, der sejler til det italienske fastland.

     

    Palazzo Regio, Cagliari

    Kongeslottet
    Palazzo Regio

    Palazzo Regio er en af Cagliaris store og historisk berømte bygninger. Det var herfra, kongerne og vicekongerne af Sardinien regerede; både i perioderne under Aragonien, Spanien og Savoyen.

    Slottet blev bygget som residens i sin tidligste udgave i 1337 i den aragonesiske tid. Med tiden blev slottet udbygget, hvilket i særlig grad skete i 1700-tallet med mange nyindretninger i mange rum og sale. Den elegante facade er fra samme århundrede; den blev ændret i tidens stil med færdiggørelse i 1769.

    I årene 1799-1815 dannede Palazzo Region efter en tid med vicekonger igen rammen om kongen og hans familie. De skete, idet franske Napoleon havde besat Torino, hvor hoffet ellers hørte hjemme. I 1885 blev slottet offentlig ejendom og indrettet som Cagliari-provinsens politiske sæde. I den forbindelse blev den smukke rådssal nyindrettet med blandt andet fresker af Domenico Bruschi.

     

    Poetto Beach, Cagliari

    Poetto

    Poetto er navnet på det område syd for Cagliari centrum, der ligger langs vandet og den smukke kilometerlange strand, som byens indbyggere benytter flittigt. Stranden Spiaggia del Poetto ligger kilometer efter kilometer fra Marina Piccolo i vest til bydelen Quartu Sant’Elena i øst.

    Marina Piccolo er et populært sted at tage til, hvis man vil have hurtigst adgang til stranden og nogle af de aktiviteter, der er i området. Fra stranden i Poetto kan man også nyde udsigten til bjerget Djævlens Saddel/Sella del Diavolo.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Cagliari her.

Ture fra byen

    Pula, Sardinien

    Pula

    Byen Pula er en hyggelig og velbesøgt by langs kysten sydvest for Cagliari. Pula blev i sin tid bygget ovenpå en tidligere bosættelse, og derved er der et sted, hvor der i årtusinder har været menneskelig aktivitet. Pula-områdets historie ses bedst ved det arkæologiske område Nora, der ligger syd for byen, mens Pula selv er en mindre by, hvor man nemt kan tage en vandretur i de smalle gader.

    I Pula kan man opleve Giovanni Patroni Museum/Museo Civico Giovanni Patroni (Corso Vittorio Emanuele 67), som udstiller forskellige effekter, der gennem tiden er blevet udgravet i Nora. Syd for byen og tæt på Nora kan man se den stemningsfulde Sankt Ephysius Kirke/Chiesa di Sant’Efisio (Via Bostares 9), der står smukt i sin rustikke stil fra byggeriet i slutningen af 1000-tallet. Kirken blev bygget netop der, hvor Sankt Ephysius’ martyrdom fandt udspillede sig.

     

    Nora Arkæologiske Område
    Area Archeologica di Nora

    Nora er en gammel by fra den romerske og førromerske tid, som i dag smukt henligger som et stort og spændende arkæologisk område på en halvø umiddelbart syd for byen Pula.

    Nora ligger godt for en bosættelse, og tidligere sardinske folk boede her, før fønikierne og senere Karthago erobrede stedet og gjorde det til en vigtig havn for transport fra Nordafrika. I 1773 fandt man i Nora en sten, der siden er blevet dateret til omkring år 800 f.Kr. Stenen menes at være vidnesbyrd om Fønikiens sejr over Nora ved deres erobring.

    Nora kom med romernes erobring af Sardinien under Rom i år 238 f.Kr., og byen var i aktiv udvikling indtil vandalernes hærgen i 300-tallet, hvorefter den langsomt forfaldt, før den blev forladt i 700-tallet. Gennem den romerske tid havde byen været så vigtig, at den en kort overgang var hovedby for Korsika og Sardinien, før det nuværende Cagliari fik denne status.

    Ved et besøg i dag kan man se ruinerne af de dele af Nora, der ikke er sunket i havet, som det er tilfælde for denne del af Sardinien. Der var en havn på begge sider af halvøen og mellem dem forskellige anlæg, huse, tempel, forum, teater med videre. Turen hertil er meget interessant, og også naturskønheden er en oplevelse.

     

    Chia Beach, Italien

    Chia Strand
    Spiaggia di Chia

    Sardinien er blandt andet kendt for at hjemsted for mange af Europas smukkeste strande, og nærmest overalt på øen bliver man overrasket over de flotte kyststrækninger, man møder. En af de mest kendte strande i den sydvestlige del af øen er Chia, som er en af de mest fotograferede strande på Sardinien med sit sart tonede sand og azurblå vand i en fin halvcirkel.

     

    Iglesias

    Iglesias er en by i det tidligere så aktive mineområde i det sydvestlige Sardiniens bjergrige område. Historisk var byen en af de vigtigste på øen under den spanske tid. I dag kan man opleve en hyggelig provinsby med forskellige seværdigheder.

    Iglesias’ tidligere bymure er delvist bevarede, og her er også nogle kirker at se. Som centrum for øens minedrift kan man også besøge museet for regionens miner, som ligger i byens mineinstitut; Museo dell’arte Mineraria (Via Roma 47). Omkring Iglesias kan man se en del nedlagte minekomplekser, hvilket er et industrihistorisk mindesmærke om den store brydning af mineraler, der ikke mindst fandt sted i 1900-tallet.

     

    Su Nuraxi di Barumini, Sardinien

    Su Nuraxi di Barumini

    Bag navnet Su Nuraxi di Barumini gemmer sig et stort og særdeles interessant nuraghkompleks fra Sardiniens historie. Nuragher er de 3.000-4.000 år gamle stentårne, man nærmest ser over hele øen, og Su Nuraxi di Barumini hører til de største og mest velbevarede tårne med øvrige bygninger omkring; samlet dannede de en landsby omkring det store tårn.

    Siden 1997 har Su Nuraxi di Barumini været optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, og man ser hurtigt hvorfor, når man kommer til det store bronzealderanlæg. Su Nuraxi di Barumini blev grundlagt i 1600-tallet f.Kr., og det var et aktivt sted indtil 500-tallet f.Kr. Selve landsbyen omkring den femtårnede bastion i midten menes dog først at være blevet anlagt fra 1200-tallet f.Kr.

     

    San Salvatore, Sardinien

    San Salvatore

    Landsbyen San Salvatore er et af stederne, hvor de verdensberømte italienske spaghettiwesterns blev indspillet i 1960erne. Blandt skuespillerne var Clint Eastwood, Jack Palance, Henry Fonda og Charles Bronson, og filmene er for manges vedkommende stadig ikoniske gennem instruktøren Sergio Leones produktion og Ennio Morricones musikstykker.

    Der var flere locations til filmproduktionerne, der blev filmet i både Italien og Spanien. San Salvatore og andalusiske landskaber var billedligt gengivelser af det sydvestlige USA, som var rammen om de italienske westerns.

    Sal Salvatore er i dag som en slags spøgelsesby, hvor man straks får fornemmelsen af at være i det vilde vesten eller i en mexicansk landsby i sidste halvdel af 1800-tallet. Ser man en spaghettiwestern inden turen hertil, vil man med det samme kunne leve sig ind i stemningen. Husene i San Salvatore er i privat eje og benyttes af lokale, men dette opleves ikke som noget, der dominerer. Gaderne omkring det centrale torv, hvor saloon-kulissen i sig tid lå, er fri for biltrafik, og man går derfor rundt i de støvede gader.

     

    Tharros

    Tharros er navnet på en arkæologisk udgravning af den antikke by med samme navn. Stedet ligger meget malerisk på halvøen Sinis på den nordlige side af Oristano-bugten, og netop dette sted menes beboet allerede fra den nuraghiske tid på øen.

    Det nuværende udgravningsområde er af en større by, som blev beboet af fønikiere, punere og romere fra 700-tallet f.Kr. til 1000-tallet e.Kr. Tharros vurderes til en overgang at have været den vigtigste by på Sardinien. Tharros blev forladt efter at have været hovedby i det administrative område Arborea, men byens geografiske beliggenhed gjorde den udsat for angreb. En konsekvens var, at administrationen blev flyttet til Oristano, og gennem århundreder efter 1000-tallet blev Tharros benyttet som stenbrud af byggematerialer.

    Ved et besøg i Tharros i dag kan man se betydelige rester af byens struktur; blandt andet fundamentet af et tempel, boliger og badefaciliteter. Tharros’ mest kendte rester er to bevarede søjler, der står smukt i den korintiske orden. Mange udgravede effekter kan ses på det arkæologiske museum i Cagliari.

    Man kan også besøge stedet for blot at betragte Tharros udefra og nyde landskabet på Sinis-halvøen, der ender i Capo San Marco. Man bliver belønnet af udsigter over både Oristanobugten og Middelhavet, og man kan også besøge fæstningstårnet Torre di San Giovanni, der rejser sig umiddelbart vest for det antikke Tharros. Tårnet blev bygget i årtierne omkring år 1600 af den spanske krone som forsvar af deres herredømme over Sardinien. Længst mod syd på Capo San Marco ligger fyrtårnet Faro Capo San Marco.

     

    Is Arutas Beach, Sardinien

    Is Arutas Strand
    Spiaggia Is Arutas

    På vestkysten af Sardinien ligger en ganske speciel af øens utallige billedskønne og dejlige strande. Det er Is Arutas, hvor strandens farver domineres af krystalklart vand og små hvide krystalsten, der i risstørrelse danner sandet på Is Arutas.

    De særlige krystaller kommer fra den ubeboede naboø, Isola di Mal di Ventre, der ligger godt seks kilometer fra Sardinien. Gennem årene er krystaller fra Isola di Mal di Ventre afvasket og skyllet over på området ved Spiaggia Is Arutas. Fænomenet er unikt, og krystallerne giver en strandoplevelse, der er værd at køre efter.

    Der er parkeringspladser lige ved stranden, hvor der også er en café og spisested. Bemærk desuden, at det er forbudt at tage krystallerne med hjem fra stranden.

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn

    Strand

    Spiaggia di Poetto
    Viale Lungomare Poetto

     

    Bussightseeing

    City Tour Cagliari
    Piazza Yenne

     

    Vandland

    BluFan Parco Acquatico
    SS195, Sarroch
    blufan.net

Gode links
Historisk overblik

    Den tidlige historie

    Cagliari er beliggende på en strategisk god position mellem Middelhavet og Sardiniens indre landområder. Naturlig beskyttelse i form af sumpe omkring området har gjort, at stedet har været beboet gennem årtusinder og siden neolitisk tid.

    Første egentlige bosættelse var Krly, der blev etableret af fønikierne i 600-700-tallene f.Kr. På latin blev byen kaldt Caralis, og den lå lidt vest for det nuværende Cagliari. Stedet blev valgt for sin gode naturhavn og beliggenheden på de primære handelsruter til Afrika.

    I 400-tallet kom Karthago til Sardinien, som de vandt herredømmet over. Med dem udviklede Caralis sig betydeligt, og karthagenernes by lå omkring det nuværende Marina-kvarter. I denne periode blev der bygget en del, som der fortsat ses rester af; et eksempel er Tuvixeddu Nekropolis.

     

    Romerrigets Cagliari

    Århundrederne før Kristi fødsel var en tid, hvor Romerriget ekspanderede i området i og omkring Middelhavet, og i 238 f.Kr. fik Sardinien romersk styre med Roms sejr over Karthago ved Tiberius Sempronius Gracchus. Cagliari og andre byer på Sardinien var de følgende århundreder tro mod Romerriget og Cæsar, da hans tid kom.

    Som by var Caralis at regne som Sardiniens hovedby, og den opnåede status af municipium, og byens indbyggere blev romerske borgere. Caralis var administrativt sæde for det romerske styre over både Sardinien og nordligere beliggende Korsika, som også blev romersk i 238 f.Kr.

    Med omkring 20.000 indbyggere var Caralis en betydelig storby i den vestlige del af romernes rige, og dens udvikling fortsatte gennem romertiden. Byen blev udbygget med flere anlæg typiske for riget; fx blev der anlagt betydelige vejanlæg, en akvædukt til vandforsyningen og et større amfiteater, der stadig kan ses. Rester af øvrige offentlige bygningsværker er fundet i kvarteret omkring Piazza del Carmine, og andre steder er der fundet både almindelige huse og større boliger.

    Kristendommen kom til Caralis allerede i 200-tallet, og byen var blevet etableret med en biskop inden århundredets udgang. Claudius Claudianus foretog omkring år 400 en beskrivelse af Caralis, og han tegnede et billede af en by med stor trafik i havnen. Økonomisk var byen funderet på blandt andet saltproduktion, som fortsat finder sted i området syd for bycentrum.

    Det var denne by, der med Det Vestromerske Riges nedgang kom i hændernes på afrikanske vandaler i midten af 400-tallet. Deres styre varede en tid, hvorunder øen Sardinien fungerede en tid som et selvstændigt kongerige.

     

    Byzantinernes æra

    Det politiske styrkepunkt i Romerriget var blevet flyttet fra Rom til Konstantinopel i 300-tallet, og efter Roms fald blev det østlige rige dagligdag for indbyggerne i Cagliari. I 534 erobrede østromerske hære Sardinien under kejser Justinian. Der var kampe mellem Belisarius’ byzantinske hære og vandaler, og goter opnåede en periode også kontrol over Cagliari.

    Det byzantinske styre kom formelt til at være mange århundreder, men med afstanden til Konstantinopel og nye trusler fra ikke mindst muslimske arabere og maurere gjorde situationen særligt for Cagliari og Sardinien, der med tiden nærmest opnåede en slags selvstyre. Da arabere søgte en erobring af øen i 827 blev forbindelserne til Konstantinopel yderligere besværliggjort, og et lokalt styre blev etableret; derved fungerede Sardinien som selvstændigt med regering af en dommer og magistrat.

    I starten af 1000-tallet forsøgte muslimer fra Spanien at erobre Sardinien, hvilket ikke lykkedes. I tiden derefter blev øen opdelt i fire administrative område; de såkaldte judicati. Callaris udgjorde en judicatus, og den strakte sig omkring hovedbyen; det nuværende Cagliari.

     

    Pisas storhedstid

    Sardinien og Cagliari lå strategisk godt på handelsruterne mellem Italien og Nordafrika, og det gjorde stedet interessant for de velstående italienske bystater. I 1000-tallet søgte Republikken Pisa stadig større indflydelse over det lokale styre i Cagliari, og med tiden blev deres resultat meget manifest.

    I 1215 tiltvang Pisa sig et bjerg ved datidens adminstrative centrum i Santa Igia, og de følgende år etablerede købmænd sig fra den italienske bystat i det, der blev den befæstede bydel Castel di Castro. Pisanernes bydel blev starten på den byudvikling, der med årene blev til det moderne Cagliari. Som befæstning var der forsvarsværker omkring Castel di Castro; de bestod blandt andet af tre porte med tilhørende tårne.

    I starten af 1200-tallet var det stadig dommeren i Cagliaris judicatus, der var lederen af den sydlige stat på Middelhavsøen. I 1258 døde Guglielmo III som den sidste dommer, og det benyttede Pisa til sammen med sine allierede judicati på øen, Arborea, Gallura og Logudoro, at angribe Cagliari ved at ødelægge hovedbyen Santa Igia. Herefter blev Cagliari judicatus inddelt i tre dele, hvoraf en del blev givet til Pisas della Gherardesca-familie. Staten Pisa beholdt kontrollen over Castel di Castro.

    Pisas kom dog ikke til at sidde på deres besiddelser på Sardinien i mange år. Allerede med nederlaget til Genova i Slaget ved Meloria i 1284 blev staten svækket; blandt andet med tabet af Korsika. De følgende årtier udbyggede pisanerne nogle af deres forsvarsværker og tog mere direkte kontrol over styret af deres kontrollerede dele af Sardinien. Truslen kom nu fra vest og Aragonien på den iberiske halvø.

     

    Aragoneres æra

    I 1324 igangsatte Aragonien en invasion af Pisas Sardinien. En betydelig flåde sejlede fra Barcelona og Valencia, og efter landsætning i den sydvestlige del af Sardinien belejrede tropperne Castel di Castro. Efter få måneders belejring overgav Pisa byen og Sardinien til kongen af Aragonien, og efter den begivenhed blev Kongeriget Sardinien etableret med Cagliari som hovedstad; på det tidspunkt med det catalanske navn Callér.

    Med det aragonesiske styre blev pisanerne i Cagliari sendt væk, og tilflyttere kom hertil fra områderne omkring Barcelona og Valencia. Byen blev styret af en vicekonge, der repræsenterede kongen af Aragonien. Gennem det følgende århundrede blev Cagliaris befæstning udbygget, hvilket ikke mindst skete for at modstå angreb fra Arborea, der fortsat var et judicatus på øen. Krigen mellem aragoneserne og Arborea varede fra midten af 1300-tallet til 1420, hvor Arborea var nedkæmpet.

     

    Den habsburgske Sardinien

    Med blandt andet giftermål blev Aragonien med årene i stigende omfang domineret af opstående spanske kongerige, der også fik herredømmet over Cagliari og Sardinien. I Aragoniens tid havde sproget i hoffet på øen været catalansk. Sardinsk blev anvendt i hverdagen af høj og lav i byen, men med det spanske styre blev regeringssproget spansk.

    Cagliari var som hovedstad sæde på den spanske vicekonge og en række andre spanske institutioner, der fulgte med administrationen af denne del af riget. Byens beliggenhed, befæstning og store havn gjorde også Cagliari til et både militært og handelsmæssigt styrkepunkt i det vestlige Middelhav.

    Livet i Cagliari var at sammenligne med mange andre steder i det habsburgske rige. Byen var den største og mest velstående på Sardinien, og kulturlivet blomstrede gennem 1500-1600-tallene. I 1607 blev byens universitet og første offentlige hospital åbnet, og der var allerede en velestimeret kunstskole i form af Stampace.

     

    1700-tallets Cagliari

    Efter af have siddet på magten over Sardinien gennem flere århundreder, overgik øen til de østrigske habsburgere i begyndelsen af 1700-tallet. Dette blev dog ganske kortvarigt, idet dynastiet Savoyen opnåede magten over Kongeriget Sardinien i 1718. Sardinien forblev dog nærmest autonom i forhold til de kontinentale dele af Savoyen, men formelt respekterede de rigets overherredømme.

    Savoyens styre overtog et kongerige, der var formet under Aragonien og ændret under spanierne. De nye magthavere reformerede østaten, men det skete skridt for skridt. Således forblev spansk det officielle sprog langt ind i 1700-tallet, og monarken øgede ikke beskatningen af borgerne. Politisk blev de væsentligste beslutninger dog flyttet fra parlamentet i Cagliari til Turino.

    For Cagliari og Sardinien blev 1700-tallet til et århundrede med fin vækst gennem adgang til nye markeder i Italien samt Centraleuropa, og oplysningstidens tanker påvirkede også samfundet; fx gennem restrukturering af universitetet.

    Under Savoyen blev Cagliaris forsvarsværker også udbygget grundet byens strategisk vigtige beliggenhed. Af samme årsag forsøgte Frankrig at erobre øen i slutningen af 1700-tallet. En fransk styrke blev landsat ved stranden i Poetto og marcherede mod Cagliari få kilometer mod nord. Franskmændene blev dog nedkæmpet af sardinierne.

    Sardinien ønskede efter det succesrige forsvar at opnå øgede privilegier i Savoyen; fx i form af en repræsentant fra øen i rigets parlament. Det blev ikke imødekommet, hvilket resulterede i, at rigets repræsentanter og folk fra Piemonte blev tvunget væk, og der blev etableret et selvstændigt styre. Det kom kun til at regere kort tid, før Savoyen genvandt kontrollen i Cagliari.

     

    Italienske Sardinien

    I 1800-tallet gennemgik Cagliari og Sardinien betydelige forandringer. Den moderne tid kom til byen, hvor man sløjfede de gamle bymure for at give plads til ny udvikling. En ny byplan blev etableret, og nye store gader blev anlagt. I 1807 var de første gadelamper sat op, og i 1868 startede gaslampernes tid. Året inden var der blevet etableret en egentlig vandforsyning til byen, der tidligere havde måttet nøjes med brøndvand.

    Århundredet blev også tiden, hvor den nye italienske stat opstod efter Garibaldis samling af landet. Sardinien blev en del af Italien, og det medvirkede til at væsentlig økonomisk udvikling i Cagliari med blandt andet en stor byggeaktivitet. I byens gadebillede ses de mange fine bygninger fra slutningen af 1800-tallet til starten af 1900-tallet fortsat som et resultat af tiden.

    Andre tegn på udbygningen og industrialiseringens tid var nye produktionsanlæg og også Sardiniens jernbaner. I 1871 blev etableringen af linjen mellem de to største byer, Cagliari i syd og Sassari i nord, påbegyndt. Jernbanen blev fuldført i 1881, og jernbanenettet bredte sig også på andre dele af øen. I Cagliari blev der også anlagt sporvognslinjer; fra 1893 med dampdrevne vogne og elektriske fra 1915.

     

    1900-tallet til i dag

    Ved indgangen til det 20. århundrede var Cagliari en by med stor befolkningsmæssig vækst. Sardiniens hovedby nåede i 1930erne op på 100.000 indbyggere, hvilket var en vækst på flere hundrede procent siden sidste halvdel af 1800-tallet.

    Benito Mussolini blev leder af Italien i 1920erne, og tidens monumentale arkitektoniske stil blev også synlig i Cagliari med store nye anlæg som fx det klassicistisk inspirerede domhus. Byens strategisk gode beliggenhed bestod fortsat som blandt andet en stor havneby.

    Med 2. Verdenskrig kom allierede bombardementer af Cagliari. Bombernes mål var både militære og civile for at terrorisere befolkningen, der for hovedpartens vedkommende forlod byen til fordel for landet hos venner og bekendte. Cagliari blev nærmest lagt øde under det, der kendes som deserteringen; sfollamento.

    Bombardementerne var hårde i februar 1943 med tiltagende kampe de følgende måneder. Fra september samme år overtog tyske tropper kontrollen med byen, som var faldet med den italienske våbenhvile med de allierede magter. Tyskerne valgte dog at trække sig tilbage snart efter for at styrke sit forsvar i det kontinentale Italien. Amerikanerne kom herefter til Sardinien, hvor de blandt andet etablerede baser.

    Det var en ødelagt by, borgerne vendte tilbage til efter bomberne og krigens hærgen. Omkring 80 % af Cagliaris bygninger var beskadiget, og flere tusind var omkommet. Det store genopbygningsarbejde tog hurtigt fart, og byens boligkvarterer genopstod snart, og nye boligblokke blev opført. I middelalderbydelen blev en del gamle bygninger dog ikke reddet, hvilket fx gjaldt flere kirker.

    Som administrativ hovedby og regionalt vækstcenter voksede befolkningen i og omkring Cagliari voldsomt efter 2. Verdenskrig. Urbaniseringen gjorde, at storbyområdet nåede over 200.000 borgere i 1950, og tallet ligger i dag over 450.000. Byen er relativt velstående og præget af både kultur, handel, produktion og en tiltagende turisme, der kommer til både Cagliari og resten af Sardinien.