Dubrovnik rejseguide

Pila Port
Vrata od Pila

Pila Port var Dubrovniks primære byport, der ledte gennem byen tykke fæstningsmure. Portens forsvar bestod af både voldgrave, vindebro og Fort Bokar. Allerede i 900-tallet blev den første mindre borg bygget her, og en del af den blev bevaret med byggeriet af Pila Port, hvis ydre renæssanceindgang stammer fra 1573. Den indre port er i gotik og blev opført omkring 1460.

I dag er voldgraven ved porten tørlagt, men ellers er indgangen til byen den samme som i murenes højtid. Over selve portens indgang kan man se en statue af Sankt Blasius/Sveti Vlaho, der er Dubrovniks skytshelgen. Statuen blev udført af den kroatiske billedhugger Ivan Meštrović.

Minčeta

Minčeta-tårnet er et af de mest solide og imponerende af Dubrovniks fæstningsbyggerier. Det blev opført i det nordlige hjørne af byens mure, og det er den højeste del af byens forsvar.

Det første fort på dette sted blev bygget i 1319, og det stod indtil Konstantinopels fald til tyrkerne i 1453. Denne begivenhed fik Dubrovnik til at ville styrke Minčeta, og de tilkaldte arkitekten Michelozzo di Bartolomeo fra Firenze. Han byggede det runde tårn med seks meter tykke mure fra 1461. Di Bartolomeo tog dog fra byen i 1464, og Juraj Dalmatinac kom til at bygge det meste af tårnet.

I dag troner Minčeta fortsat højt over Dubrovnik, og ud over det spændende forsvarsværk er det en fantastisk oplevelse at nyde synet af byen og havet fra toppen af tårnet. Navnet Minčeta kommer af i øvrigt fra Menčetić-familien, der var dem, som ejede dette sted, før tårnet blev opført.

Bebudelseskirken
Crkva sv. Blagovijesti

Den elegante Bebudelseskirke er Dubrovniks serbisk-ortodokse kirkebygning. Selve bygningen blev opført i 1877, men man kan se en del ældre ikoner fra 1400-1500-tallene i dens interiør. Ud over selve kirkerummet kan man se et museum i kirken, og her opbevares religiøse kunstværker.

Kirkens relativt sene opførelse skyldes ikke mindst, at det var forbudt i Republikken Dubrovnik at praktisere andre trosretninger end den katolske endsige opholde sig som fx ortodoks indenfor byens mure. Den eneste undtagelse var en enkelt aktiv synagoge. Denne politik blev med tiden svækket, og i 1790 blev der etableret en ortodoks menighed på det tidligere forbudte område i byens centrum.

I 1804 blev den første ortodokse kirke opført, hvilket fandt sted uden for murene, og i 1877 blev denne altså bygget gennem blandt andet lobbyvirksomhed fra den russiske konsul og biskoppen i Montenegro.

Sankt Blasius Kirke
Crkva sv. Vlaha

Sankt Blasius Kirke er opkaldt efter Dubrovniks skyltshelgen og ligger som en smuk barokkirke i byens centrum. Blasius var biskop i Sebaste i Armenien og levede i årtierne omkring år 300. Folk kom til ham for åndelig og fysisk helbredelse, og selv på vej mod den død, kejseren udsatte ham for som kristen, reddede han en dreng med et fiskeben i halsen fra kvælning. Blasius blev kanoniseret, og han fejres i dag i Dubrovnik hver den 3. februar.

Kirken med hans navn blev opført 1706-1715 af den venetianske bygherre Marino Gropelli. Stilen er smuk barok, og tidligere havde her ligget en romansk 1300-talskirke, der overlevede jordskælvet i 1667, men som blev ødelagt af en brand i 1706. I kirken kan man blandt andet se højalteret med en forgyldt sølvstatue af Sankt Blasius. Statuen overlevede kirkebranden i 1706 og er fra 1400-tallet.

Rolandsøjlen
Orlandov Stup

Rolandsøjlen er en statuesøjle, der regnes som Dubrovniks ældste monument. Det forestiller Roland, der er en middelalderridder med et sværd i sin hånd. Rolandstatuer var i samtiden et tegn på friheden i mange tyske byer, og ifølge vurderingen var det den bøhmiske kong Sigismund, der bragte dette ellers nordeuropæiske symbol til den adriatiske kystby.

Statuen blev lavet i 1418 af Bonino fra Milano. Navnet Roland kommer fra det franske heroiske digt ”La Chanson de Roland”, der var baseret på grev Roland, der faldt i bagholdsangreb under Slaget ved Roncevaux i 778.

Byens Klokketårn
Gradski Zvonik

Klokketårnet i Dubrovnik er en af byens kendte bygninger. Det er 31 meter højt og blev opført i år 1444. Tårnet har overlevet jordskælv i byen og stod til 1906, hvor sammenstyrtningsrisiko gjorde, at man rev det ned for at genopføre det i 1929.

En detalje i tårnet er de to bronzefigurer, der slår på klokkerne. De kaldes for Maro og Baro og afløste to oprindelige figurer af træ. De to bronzefigurer er i dag kopier af de originale Maro og Baro, som findes i Sponza Palæ overfor klokketårnet.

Sponza Palæ
Palača Sponza

Sponza Palæ er et smukt 1500-talspalæ, der blev opført i en blanding af gotik og renæssance. Opførelsen fandt sted i årene 1516-1521, og dets oprindelige formål var som handelsplads og fortoldningssted.

Arkaderne i palæets atrium virkede som livlig markedsplads for handelsrejsende under Republikken Dubrovnik, hvorunder huset også tjente mange andre formål. Blandt dem var som litterært mødested for de veluddannede borgere, som skole og som sæde for forskellige finansielle institutioner.

I palæet ligger Statsarkiverne/Državni arhiv i bygningen, og i de fornemme rammer er en stor samling dokumenter, der tidsmæssigt går omkring tusind år tilbage. Man kan også se en udstilling om forsvaret af Dubrovnik under krigene i Jugoslavien i 1990erne.

Rektors Palæ
Knežev dvor

Rektor-palæet i Dubrovnik blev bygget som sæde for regeringen og bopæl for prinsen, der var de højeste politiske embeder i Republikken Dubrovnik. Den politiske leder bar titlen rektor, og deraf kommer navnet Rektors Palæ. Der var rektorer som ledere af Ragusa, Republikken Dubrovnik, i perioden 1358-1808. Dette var perioden som bystat samt to år efter franske Napoleons besættelse af byen i 1806. Den sidste rektor sad dog i spidsen for Dubrovnik i 11 dage i 1814. Det var i dagene 18.-29. januar, hvor republikken var blevet befriet for de franske tropper, men de blev hurtigt afløst af den følgende østrigske erobring.

Rektor blev valgt for en periode på en måned, og i løbet af denne tid boede han adskilt fra sin familie, idet der var kontorer og en lejlighed i Rektors Palæ. Kun såfremt der var protokolårsager, kunne han forlade stedet og byen under sin tid som rektor. Han opbevarede desuden byens nøgler om natten og gav dem tilbage til folket ved en ceremoni om morgenen. Denne arbejdsomme rolle understreges af den latinske indskrift ved indgangen: "Obliti privatorum publica curate", der betyder, at man skal glemme det private og bekymre sig om det offentlige.

Historisk omtales der en bygning på dette sted fra 1200-tallet, mens huset gradvist blev ombygget til politisk residenspalæ gennem 1300-tallet. Der var mange faciliteter i bygningen fra fx offentlige kontorer og retslokaler til arsenal og krudtmagasin. En eksplosion i dette tøjhus ødelagde det oprindelige palæ i 1435, og et nyt måtte bygges.

I perioden 1435-1463 byggede italienske Onofrio de la Cava det nye og nuværende rektorpalæ i en blanding af gotisk stil og renæssancearkitektur. Kort efter færdiggørelsen og ved jordskælvet i byen i 1667 led bygningen større skader og måtte restaureres. I 1689 ombyggede arkitekten Tommaso Napoli bygningens atrium i barok.

I dag huser bygningen et museum for republikken, palæet og Dubrovniks historie. Her kan man opleve indbo fra den sidste periode af Republikken Dubrovniks levetid og fra 1800-tallet. Møblerne til indretningen blev indsamlet fra byen gamle palæer, villaer og byhuse, så der kunne dannes et korrekt indtryk fra tiden. Der er også et galleri med værker af mestre fra 1400-1800-tallene i Rektors Palæ, hvis stemningsrige atrium i sæsonen anvendes til diverse arrangementer.

Den Gamle Havn
Stara Luka

Stara Luka er den havn, hvor Republikken Dubrovniks store handelsskibe stævnede ud og bragte varer hjem til byen. Som en bystat ved Adriaterhavet var havnen økonomisk livsvigtig for Dubrovnik, der med sin gunstige naturlige beliggenhed og den befæstede havn kunne forsvare Stare Luke ganske effektivt.

I dag er havnen en dejlig marina med utallige lystbåde. Fra stedet kan man se Dubrovniks solide forsvaremure og forestille sig, hvordan historien blev skrevet i havnen. Man kan også få et indtryk af de imponerende dimensioner af byen og statens bymure og andre forsvarsbyggerier.

Collegium Ragusinum

Jesuiterpræster kom til Dubrovnik i første halvdel af 1500-tallet, og de ønskede blandt andet at åbne en jesuiterskole, som præsteordenen gjorde over det meste af verden. I Dubrovnik åbnede de skolen i 1658, hvor det senere så berømte Collegium Ragusinum blev etableret.

Jesuitterne ledte skolen, til deres orden blev nedlagt af pave Klement XIV i 1773. Herefter blev skolen overtaget af piaristerne, der ligeledes er en romersk-katolsk orden med uddannelse og opdragelse som omdrejningspunkt. I dag fungerer bygningen og derved skolen som et klassisk gymnasium.

Sankt Ignatius Kirke
Crkva Sv. Ignacija

Sankt Ignatius Kirke er en jesuiterkirke i Dubrovnik, der blev bygget efter inspiration fra kirken af samme navn i Rom. Den smukke barokkirke stod færdig i 1725 efter Andrea Pozzos design.

Både udvendigt og indvendigt er kirken seværdig. På pladsen foran Sankt Ignatius Kirke er der en imposant trappe, som blev modelleret efter Den Spanske Trappe i Rom. På toppen står kirken med sin fornemme facade. Bag den kan man i kirkerummet opleve illusionistiske fresker, der var typiske i barokke kirker. Freskerne afbilleder scener fra Ignatius af Loyolas liv.

Ignatius af Loyola var ham, der i 1534 grundlagde Jesuiterordenen, som blev stadfæstet af paven i 1540. Ordenen bestod af præster, der ubetinget skulle stå til rådighed for paven, og de kæmpede for den katolske kirkes overherredømme og indflydelse. Den rette religiøse opdragelse og uddannelse var i fokus, hvorfor ordenen etablerede kirker og skoler over hele verden. Ordenen blev ophævet i 1773 af paven, men genskabt i 1814, og den er fortsat aktiv i dag.

Flere seværdigheder og mere info

Køb pdf-bogen om Dubrovnik her.