Split rejseguide

Den græske grundlæggelse

I 300-tallet f.Kr. etablerede græske kolonister sig ved det nuværende Split. Det skete i form af bosættelsen Spalathos.

Spalathos’ indbyggere kom fra bystaten Issa, der selv var en koloni af Syrakus, hvis indbyggere oprindeligt var kommet fra Korinth. Grækerne i Spalathos levede af handel med illyriske stammer i omegnen.

Den romerske republik

Rom blev med årene stærkere, og republikkens magt kom i 200-tallet f.Kr. til at strække sig til regionen omkring dagens Split. Det skete, da Rom erobrede området i de Illyriske Krige, der fandt sted i årene 229-219 f.Kr. Romerne dannede provinsen Dalmatia, og Salona, der ikke lå langt fra Spalathos, blev hovedbyen i provinsen.

Diokletians tid og palads

Efter nogle århundreder som romersk provins kom kejser Diokletian, der regerede år 284-305, for alvor til at sætte det nuværende Split på landkortet.

Diokletian var født i Salona, og i år 293 igangsatte han byggeriet af et mægtigt palads med fæstningsværker tæt på sin hjemby; han valgte Spalathos, der på latin hed Spalatum, til stedet for opførelsen. Det menes, at Spalatums placering tættere på åbent hav end Salona var afgørende for placeringen.

Diokletian havde reformeret den politiske struktur i Romerriget, og han erklærede i 303, at han ville trække sig som kejser i 305, når paladset efter planen skulle stå færdigt.

Det mægtige palads kom til at dominere Split med sin beliggende til vandet og den imponerende størrelse mure, der omgav et område på 170×200 meter. Murene selv var op til 20 meter høje, og inden for murene og i det omkringliggende Spalatum boede op mod 10.000 indbyggere.

Efter Diokletians død mistede paladset og byen Salona betydning; dog kom også den sidste officielt indsatte vestromerske kejser til at bosætte sig her. Det var Flavius Julius Nepos, der blev kejser i 473. Han forsøgte at etablere sig i Ravanna på den italienske kyst, men han måtte drage bort igen og valgte Diocletians palads og Spalatum som residens to år senere. Nepos regerede som en kejser af Dalmatien fra 475 til 480, hvor han blev dræbt af politiske fjender, og herefter blev den tilbageværende del af Det Vestromerske Rige underlagt Konstantinopel.

Østgoterne, romerne og kroaterne

I 493 erobrede østgoterne Salona-området og store dele af Dalmatien, og dermed faldt også Diokletians Palads og by i gotiske hænder. I 535 var kejser Justinian den Store dog klar med en hær til en generobring, hvilket lykkedes i 536 efter kampe frem og tilbage.

En markant begivenhed i Split og Dalmatiens historie indtraf med ødelæggelsen af Salona i 639. Rytterfolket avarerne angreb og lagde nærmest Salona totalt i grus, og byens befolkning måtte flygte til omkringliggende øer. Hele regionen var nærmest blevet tømt for den romerske befolkning, og i stedet begyndte en indvandring af de sydslaviske kroater.

De flygtede romere levede under beskedne kår og ofte uden vand på øerne ud for Dalmatiens kyst, og med Severus den Store i spidsen ville de forsøge at erobre og bosætte et område på selve kontinentet. Salona lå i ruiner og ville ikke kunne forsvares, så de valgte Diokletians palads, som de erobrede i årene omkring 650.

Kroaterne modsatte sig romernes tilstedeværelse, men kejser Constans II intervenerede og tillod etableringen af deres bosættelse i Spalatum og derved Diocletians palads som en kejserlig by.

Den byzantinske tid

Gennem de følgende århundreder og indtil belejringen af Konstantinopel i 1204, hørte Split til Det Byzantinske Rige. Dette på trods af, at regionen omkring byen tilhørte de slaviske kroater som et hertugdømme.

Dalmatiens øer og kystbyer blev regeret som et byzantinsk hertugdømme, og det var underlagt eksarkatet Ravenna. Da dette faldt til de germanske longobarder i 751, blev styret af Dalmatien flyttet til det nuværende Zadar. Kystbyerne fungerede dog som byer med udstrakt autonomi.

I 925 erobrede den kroatiske hertug Tomislav land tæt på Dalmatien, og Kongeriget Kroatien blev etableret som en magtfaktor med stigende styrke. Tomislav regerede fra Nin, hvis biskopper fik midlertidigt held med at underlægge sig det kroatiske land rent kirkeligt. Et forsøg på at indføre kroatisk sprog i kirken lykkedes dog ikke, idet kirken i 925 holdt synode i Split, og der blev det slået fast, at Spalatums biskop var kirkelig leder for kroaterne. Desuden blev det fastslået, at der kun måtte holdes gudstjenester på latin eller græsk.

Alliancen med Venedig

I 800-900-tallene kæmpede bystaten Venedig og sydslaver fra Pagania syd for Dalmatien. Det skete til søs, og Split lå i centrum for stridighederne, hvilket førte diverse angreb fra både Pagania fra havet og kroater fra land med sig.

Dalmatien allierede sig med Venedig, hvis doge lovede split og Dalmatien beskyttelse. I 998 indledte doge Pietro II Orseolo et større togt langs Dalmatiens kyst, og han blev budt velkommen af Splits befolkning. Orseolo besejrede endeligt Pagania samme år, og med kejserens tilladelse kaldte han sig herefter også for hertug af Dalmatien.

I 1084 truede blandt andet ungarere Split og Dalmatien. Den byzantinske kejser så som udvej at de facto underlægge provinsen Venedig, der i sig selv formelt set var en byzantinsk lydstat. Suverænitet blev overdraget Venedig, der dette år startede en regering af Dalmatien, som over de følgende århundrede kom til flere kampe med Ungarn.

Skiftende herskere

Sammen med blandt andet kystbyen Trogir var Split at regne blandt Dalmatiens førende byer, og det var et område, Kongeriget Ungarn kom tættere på med kong Kolomans sejr over det kroatiske bagland i 1097. Koloman lod sig krone til konge af Kroatien og Dalmatien i 1102, og Venedig forholdt sig passivt hertil, idet ungarerne lovede at respektere det venetianske styre i Split og andre byer langs Adriaterhavet.

Efter få år med en alliance mellem Ungarn og Venedig afbrød Koloman samarbejdet og belejrede i stedet Zadar for efterfølgende at ville kæmpe mod Trogir og Split, der dog begge overgav sig mod at bevare tidligere opnåede rettigheder. Nye aftaler blev indgået, og Split fik udstrakt selvstyre med eget valg af greve og ærkebiskop. Byen skulle heller ikke betale tribut, og ingen udlændinge måtte slå sig ned indenfor bymurene, hvis Splits borgere ikke kunne acceptere disse.

De følgende årtier blev nogle med gentagne magtskifter. Da den ungarske ærkebiskop Manasses prøvede at tage magten i byen ved hjælp af den lokale ungarske garnison, blev det starten på et fornyet ventianske styre, der kom til efter en offensiv 1117, og året efter blev styret formelt. I det store hele forblev Split under Venedig indtil starten af 1140erne, hvor Ungarns kong Geza II marcherede mod de venetianske kystbyer. Han vandt blandt andet Split, som først skulle komme under venetiansk styre igen i 1300-tallet.

Fornyet byzantinsk kamp

Venedig var efter 1140erne ikke i kamp for at genvinde Split og andre tabte kystbyer, men i stedet iværksatte Det Byzantinske Rige militære kampagner mod Ungarn. Det skete under kejser Manuel I Comnenus og varede fra 1151. I 1164 havde han sikret sit rige styret i Dalmatiens kystbyer; herunder Split.

Split forblev under byzantinsk kontrol og styre indtil Manuels død i 1180, og herefter genvandt ungarerne under kong Bela III byen og regionen, der ikke igen kom under styret i Konstantinopel.

377 år under Venedig

Under borgerkrigen i Ungarn i 1400-tallet solgte den tabende part, Ladislaus af Neapel, sine omdiskuterede rettigheder til Split til Republikken Venedig for 100.000 dukater. Styret blev formaliseret i 1420, og det kom til at vare til 1797.

Ved overtagelsen af Split var byen en mere kroatisk by, end da Venedig sidst havde regeret. Der taltes primært kroatisk, og kroaterne var i flertal. Der var dog fortsat en italiensk minoritet til stede i byen.

En stor forskel fra den seneste tid under ungarsk styre var, at Split igen opnåede at få rettigheder om blandt andet udvidet selvstyre. Disse var mistet under tidligere oprør under det ungarske styre.

Venedigs styre havde fokus på handel, og gennem århundrederne udviklede Split sig til at blive en betydelig havneby, hvor handelen ikke mindst voksede til det voksende Osmanniske Rige, der efterhånden besad store dele af indlandet bag Split og Adriaterhavskysten. Det Osmanniske Rige var samtidig en udfordrer til Venedig, der blev svækket gennem 1600-1700-tallene. Den sidste krig mellem de to stater blev ført 1716-1717, og resultatet blev et venetiansk tab af dets græske besiddelser. Det muslimske osmanniske styre havde også ført til, at flere kristne flyttede til de kristne venetianske kystbyer, herunder Split, hvis befolkning således var i naturlig opposition til det fysiske bagland.

Republikken Venedig kom til at eksistere i cirka 1.000 år. Den ophørte med at være en selvstændig republik i 1797, da Napoleons franske tropper invaderede området. Derved endte det venetianske styre over Dalmatiens kystbyer og Split også.

Napoleonstiden og Østrig

Fra Napoleons indmarch i Venedig til efter Napoleons æra var der mange styreforme af de nu tidligere venetianske områder i Dalmatien. I 1805 oprettede Napoleon Kongeriget Italien, hvorunder Dalmatien fra Istrien til byen Kotor hørte. I 1809 blev De Illyriske Provinser skabt som en autonom del af Det Franske Imperium, og denne konstruktion havde effekt til afslutningen på Napoleonstiden med Wienerkongressen i 1815. På kongressen blev Østrig tildelt Dalmatien som provins; formelt var det som Kongeriget Dalmatien.

Under Napoleons styre i Split blev der investeret i nye anlæg i byen. Nye gader blev anlagt, og forældede forsvarsværker blev revet ned. Det var en udvikling, der var skabt på grundlagt af øgede skatter, og generelt var årene trods udvikling en tid med oprør mod styret.

Vejen mod Jugoslavien

I midten af 1800-tallet kom det til et oprør mange steder i Europa; dog ikke direkte i Split, men flere steder i Østrgi. Det østrigske styre fastholdt sin magt i Split, men en kroatisk nationalisme voksede frem, og flere partier med vægt på sammenslutning med Kongeriget Kroatien-Slavonien voksede i tilslutning. Kroatien-Slavonien var etableret i 1868 som en autonom del af det østrig-ungarske dobbeltmonarki. Den lokale søgen mod dette kongerige blev startet på den jugoslaviske og senere kroatiske stat.

Split forblev under Østrig-Ungarn til dette riges fald efter 1. Verdenskrig. Herefter blev byen en vigtig havneby i Staten af Slovener, Kroater og Serbere, der var i kortvarig statsdannelse i det hedengangne Østrig-Ungarns sydslaviske områder. Inden udgangen af samme år, 1918, var Kongeriget Jugoslavien blevet dannet med deltagelse af Serbien.

Splits vigtighed ved havet blev styrket af, at byerne Trieste, Rijeka og Zadar var en del af Italien, og derved blev der investeret i ikke mindst ny infrastruktur. Jernbanen kom fx hertil i 1925, hvorefter Split var forbundet med resten af Jugoslavien ad denne vej også.

2. Verdenskrig i Split

I april 1941 blev Split besat af Italien efter den tyske invasion i Jugoslavien. Kort tid efter blev byen en del af Italien, hvilket skabte en hård og løbende modstand i byen mod det fascistiske styre blandt kroaterne.

Med Italiens overgivelse i september 1943 blev byen en overgang kontrolleret af Titos brigader, og tusinder af borgere valgte frivilligt at støtte Tito, der blev Jugoslaviens leder efter krigens afslutning.

Denne status varede til indlemmelsen i den tyske marionetstat, Den Uafhængige Stat Kroatien, der fungerede 1941-1945. De jugoslaviske partisaner erobrede dog byen allerede 26. oktober 1944. Split havde både været udsat for tyske og allierede bomber, og 12. februar 1945 gennemførte Kriegsmarine et tysk angreb mod Splits havn.

1945 til i dag

Split blev efter 2. Verdenskrig en del af den socialistiske stat Kroatien, som selv var en del af det socialistiske Jugoslavien. Det blev en tid med stort økonomisk boom og en følgende befolkningsvækst i byen.

Fabrikker blev anlagt i den strategisk velbeliggende by. Det skete som en del af landets generelle industrialiseringsplaner, der blev gennemført af styret i Beograd. Som vigtig havneby blev Split også hovedsæde for den jugoslaviske flåde, og der blev også lagt andre offentlige hovedsæder i byen, der hurtigt voksede til en af landets største og økonomisk vigtigste byer.

Med den kroatiske selvstændighed i 1991 blev Splits rolle igen omdefineret. Store kontingenter af fællesjugoslaviske soldater i byen skabte en vis usikkerhed i starten, og de generelle tilstande i de lande, der brød med Jugoslavien i 1990erne, var stilstand og manglende udvikling.

Den kom dog efter år 2000, hvor turisme har været en drivende faktor i Splits nye økonomi. Hoteller og andre industrier i turismen skød op, og også andre virksomhedstyper har i stigende grad set dagens lys de senere år i den voksende kroatiske kystby, der i dag hører til blandt de vigtigste i Kroatian.