Rijekas forhistorie
Det første moderne bosættelse omkring det nuværende Rijeka var keltiske Tharsatica, der lå i højdedragene ved Adriaterhavet med en havn neden for. Romerne overtog stedet, og de udbyggede den som by i provinsen Dalmatia.
Med Romerrigets nedgang og det byzantinske riges vækst kom området omkring Tharsatica til at skifte herskere nogle gange. Således var der fx goter, byzantinere og lombarder i spidsen for byen fra 400-tallet.
Kroater slog sig ned i regionen fra 600-tallet, og de gav byen navnet Rika svetoga Vida, der henviser til, at stedet var Sankt Veits by. Der skulle dog gå tid, før byen selv blev kroatisk.
I 1100-tallets Tysk-Romerske Rige blev området kaldt Merania, som hentydede til, at det var et område langs kysten. Den germanske magt i området ansås som væsentlig for at undgå udbredelse af den ventianske republik langs den nordlige del af Adriaterhavet.
Navnet Fiume kom efterhånden til, og byen udviklede sig. Den blev ledet af grever som feudale herrer indtil 1337, og i denne tid blev Fiumes handel og generelle logistik etableret. Idet der kun begrænset forbindelse til det kroatiske bagland mod øst, skete trafik og samhandel hovedsageligt over havet og med italienske byer som Ancona, Fermo og Venedig.
Habsburgernes tid
I 1399 overtog den tyske Walsee-familie regionen, og de regerede Fiume indtil 1465, hvor slægten Walsee uddøde. Området blev herefter arvet af habsburgerne, der bevarede kontrollen med Fiume gennem århundreder.
Med habsburgerne kom en ny tid med vækst i Fiume, der opnåede status af fristad med de privilegier, der indebar. Fiume blev i den forbindelse en del af hertugdømmet Carniola, men som fristad var byen direkte underlagt den tysk-romerske kejser og hoffet. Byen kunne blandt andet selv opkræve skatter og opretholde sit eget juridiske stystem.
Venetianske styrker angreb og plyndrede byen i 1509, og der kom også senere angreb fra de muslimske osmannere, der dog aldrig indtog Fiume. 1500-tallet var også perioden, hvor en større byggeaktivitet i renæssance og barok gik i gang.
I 1599 blev Fiume udskilt fra Carniola som en de facto uafhængig by, selv om hertugdømmets styre fortsat gjorde krav på byen. Fiume blev herefter regeret af et tokammersystem med et storråd på 50 medlemmer og et lille råd på 25 patriciere. Rådskaptajnen var repræsentant for det habsburgske overherredømme. Styreformen var blevet manifesteret i 1530, og som styre fastholdt man formen til midten af 1800-tallet.
Maria Theresia og Ungarn
I 1719 fik havnene i Rijeka og Trieste status af frihavne, hvilket naturligt nok skabte øget aktivitet og handel. Blandt andet udviklede handelsruten til Venedig som betragteligt fra 1725.
Maria Theresia kom på tronen i 1740, og hun regerede til sin død i 1780. I 1779 besluttede Maria Theresia at lade Fiume blive en del af Ungarn med et styre direkte under kongerigets hovedstad i Budapest. En guvernør var lokal repræsentant, og Fiume var herefter Ungarns eneste havneby.
1800-tallets industrialisering
I 1804 blev Fiume en del af det østrigske imperium. Byen havde gennem århundrederne udviklet sig ganske kraftigt, og i 1800-tallet var byen den vigtigste havn i den østlige del af det habsburgske rige. Der lå også en flådebase i byen, der i midten af århundredet blev hjemsted for det østrig-ungarske flådeakademi.
I tiden 1872-1896 var Giovanni de Ciotta borgmester i Fiume, og i disse år og generelt i sidste halvdel af 1800-tallet gennemgik byen en hastig udvikling. Havnen blev udvidet, og der skød flere fabrikker op i byen og dens omegn. Det gjaldt blandt verdens første torpedofabrik i 1866 og et olieraffinaderi i 1882.
Fiume blev også forbundet med Østrig-Ungarns jernbanenetværk. Det skete i 1873, og med jernbanen blev byen logistisk knyttet tættere til andre dele af riget.
Byen var efterhånden blevet en større havneby med elegante forretningsstrøg, butikker, cafeer og hvad, der ellers hørte sig til.
Fra Ungarn til fristat
Begyndelsen af det nye århundrede gav fortsat stor økonomisk vækst til Fiume. Befolkningstallet var steget fra 21.000 i 1880 til 50.000 i 1910, og havnen var blevet den femtetravleste i Middelhavet efter Marseille, Genova, Napoli og Trieste.
En stor del af væksten skyldtes ikke mindst mange års store ungarske investeringer. Der var rivalisering mellem Fiume og nærliggende Trieste, der hørte under henholdsvis Ungarn og Østrig. Dobbeltmonarkiet søgte at dele sol og vind lige ved blandt andet at lægge ordrer til flåden i begge byer.
Østrig-Ungarn kollapsede med afslutningen af 1. Verdenskrig, og Fiumes situation blev meget uklar med mange etniske grupper blandt byens indbyggere. Både Italien og det nyetablerede kongerige af Serbien, Kroatien og Slovenien gjorde krav på byen.
Slaverne indtog byen en overgang, men allierede styrker fra England, Frankrig, Italien og USA gik ind i Fiume i november 1918. Deres tilstedeværelse skabte muligheden for at tage områdets status med fredskonferencerne i kølvandet på den afsluttede verdenskrig.
Italien gjorde krav på Fiume, idet der boede omkring 65 % italienere i byen. Kroater udgjorde hovedparten af den øvrige befolkning, og de beboede også områderne omkring byen. Italienske Gabriele d’Annunzio etablerede et lokalt styre, men Italien ville i respekt for internationale aftaler ikke annektere byen. Resultatet af denne tid blev oprettelse af Fristaten Fiume i 1920.
Fristaten Fiume blev anerkendt af Folkeforbundet og af både Italien og det jugoslavske kongerige, og dermed var byens uafhængige fremtid sikret. Der kom dog kun til at gå fire år, før den politiske status skiftede. Facisterne kom til magten i Italien, og deres ambitioner indeholdt en annektering af Fiume. Italien og Jugoslavien indgik en aftale i Rom i 1924. Aftalen fik effekt fra 16. marts 1924, og med den blev Fiume en del af Italien og Sušak en del af Jugoslavien.
Det jugoslaviske Rijeka
Fiume var herefter italiensk i tyve år. Sporvognene kørte i byen, der fortsatte sin udvikling under det italienske styre. Den geografiske placering langt fra Italien og omringet af en potentiel fjende skabte dog hurtigt udfordringer med udbruddet af 2. Verdenskrig.
Partisaner angreb Fiume fra Jugoslavien, og den kontrollerende tysk-italienske alliance gengældte disse angreb. I september 1943 måtte Italien overgive sig til de allierede magter, og resultatet for Fiume blev, at Tyskland besatte byen, der blev en del af regionen Operationszone Adriatisches Küstenland.
Mod slutningen af 2. Verdenskrig var Fiume udsat for en del bombardementer grundet dens store havn, raffinaderi og våbenindustri. Det kom også til et kolossalt slag på land i april 1945, hvor jugoslaviske tropper nærmere sig byen, der aktivt blev forsvaret af ikke mindst 27.000 tyskere. Den 3. maj invaderede jugoslaverne byen, hvorved krigens kampe var overstået på dette sted. I alt var over halvdelen af Fiumes bygninger blevet ødelagt.
Efter krigen blev de italienske landområder sydøst for Trieste til en del af Jugoslavien. Det gjaldt også for Fiume, der som en del af den føderale stat Kroatien blev til Rijeka. På det tidspunkt var der omkring 66.000 italienere, der blev tvunget til Italien eller udsat for en hård tid under det stalinistisk inspirerede styre i den slaviske republik.
Rijeka blev genbefolket fra mange dele af Jugoslavien, og det skabte grundlaget for det Rijeka, man besøger i dag. 1950-1980erne var en tid, hvor Rijeka igen voksede; den blev blandt andet Jugoslaviens største havneby med den økonomiske fremgang, det medførte.
Efter den kroatiske selvstændighed i 1991 oplevede Rijeka en periode med stagnation og lukning af mange af de industrier, der tidligere havde kendetegnet byen. Som havneby var byen blevet afskåret fra store dele af det naturlige bagland, der ikke længere lå i samme land som Rijeka. Befolkningstallet er siden dengang faldet fra omkring 165.000 til knap 130.000.
I dag er Rijekas udviklet ikke mindst båret af serviceindustrien og turismen, der skyldes egnens gode klima og beliggenheden ved vandet, som også er en integreret del af Rijekas byliv.
