Se på kortet
Piazza Unità d'Italia, Trieste, Italy
Læs om byen
Trieste er den østligste storby i Norditalien, og dens beliggenhed på handelsvejene mellem latinske, germanske og slaviske folk har givet den en rig historie. Byen hørte fx under det habsburgske monarki gennem århundreder fra 1382 til 1918, og den var en overgang Østrig-Ungarns fjerdestørste by.
Det smukke centrum i Trieste byder på smukke bygninger og elegante pladser med fantastiske Piazza Unità d'Italia som den mest berømte. Her ligger fine bygninger på tre sider, og i sidegaderne er der mange andre seværdige steder. Det gælder fx Canal Grande i kvarteret Borgo Teresiano.
Som storby er Trieste et sted, hvor der aldrig er langt mellem højdepunkterne, og byens havnefront og promenader er et stort aktiv. Mod nord ligger der dejlige strande, som nemt nås fra centrum, og det er også her, man kan besøge lystslottet Miramare.
Der er mange udflugtsmuligheder i området omkring Trieste. Slovenien ligger få kilometer øst og syd for byen, og her er der både hyggelige byer, strande og bjerge med smukke grotter. Man kan også køre omkring 30 kilometer mod syd, hvor Kroatien ligger med flere seværdige byer som fx en del på Istrien.
Topseværdigheder
Piazza Unità d’Italia
Piazza Unità d’Italia er Triestes centrale plads. Den er opkaldt efter den italienske samling i 1800-tallet, og den ligger ned mod vandet som en af Europas mest elegante pladser med fornemme byggerier på tre sider. Pladsens anlæg stammer dog ikke fra Triestes italienske tid, men derimod fra dengang, hvor Trieste var den vigtigste havneby i den østrig-ungarske rige.
I Romerrigets tid var der hav på det sted, hvor Piazza Unità d’Italia ligger i dag. Med tiden tilsandede datidens havn, og man udvidede byen med opfyldninger af området. I middelalderen var der opstået en plads her, men den var mindre end i dag og lå inden for Triestes fæstningsmure og derved ikke ned til Triestebugten.
Den store ændring af området og byen skete fra 1700-tallet, hvor upegningen af Trieste som frihavn i 1719 medførte et enormt økonomisk boom i byen. Befolkningen og økonomien voksede, og det skulle der gøres plads til. Østrigske Maria Theresia fik nedrevet Triestes bymure, og hun igangsatte anlægget af Theresienvorstadt, der på italiensk hedder Borgo Teresiano.
Med udvidelserne af byen og dens nye økonomiske formåen, blev bydelens centrale plads ændret og udbygget, og det nuværende udseende stammer fra slutningen af 1800-tallet, hvor bygningsensemblet med nyklassicistiske og barokke opførelser langs tre af pladsens sider stod færdige.
Den centrale bygning over for havet er Triestes rådhus, Palazzo del Municipio, der blev bygget i storladen eklektisk stil af arkitekten Giuseppe Bruni i årene 1872-1875. Tættest på havet kan man se regeringsbygningen Palazzo del Governo fra 1901-1905 mod nord og Palazzo del Lloyd Triestino fra 1883 mod syd. Navnet Lloyd Triestino kommer af, at huset oprindeligt var ejet af rederiet Österreichischer Lloyd. Det blev tegnet af Heinrich von Ferstel, der også var arkitekten bag Votivkirche i Wien.
Man kan også bemærke hotellet Grand Hotel Duchi d’Aosta, der er et af Triestes fineste hoteller. Oprindelsen går tilbage til 200-tallet, hvor der på dette sted lå et herberg med navnet Hospitium Magnum. I 1700-tallet blev Hotel Osteria Grande på samme sted, og i 1873 blev det nuværende hotel opført af arkitekten Eugenio Geiringer.
Skt. Justus Katedral
Cattedrale di San Giusto
Cattedrale di San Giusto er navnet på Triestes katedral, der har status af katedralbasilika. Katedralen er den vigtigste katolske kirke i byen, og den ligger på en bakke og derved på en dominerende plads. Den første kirke på dette sted var en bygning fra 500-tallet, som blev opført på toppen af en tidligere romersk konstruktion.
Den nuværende katedral blev skabt ved at sammenlægge de to eksisterende kirker, Chiesa di Santa Maria og Chiesa di San Giusto. Det skete i årene 1302-1320 for at give Trieste en egentlig katedral. Arbejdet med klokketårnet fortsatte til 1343, og gennem resten af århundredet blev der i varierende grad bygget på kirken.
Katedralens facade står i enkelt design med et stort rosettevindue som den dominerende udsmykning. Kigger man på facaden og på kirkens klokketårn, kan man se, at der også blev anvendt gamle romerske byggesten til opførelsen; fx er indgangsportalen skabt ved hjælp af et gammelt begravelsesmonument. Der er også tre bronzebuster på piedestaler sat ind i facaden. De forestiller biskopperne Enea Silvio Piccolomini, der blev pave Pius II, Rinaldo Scarlicchio og Andrea Rapicio.
Når man går ind i kirkerummet, bliver man mødt af et interiør, der som facaden fremstår enkelt. Der er dog både bevarede fresker fra 1300-talletm mosaikker, relikvier og anden udsmykning. De to laterale apsiser, der svarer til henholdsvis basilikaen Santa Maria og kapellet San Giusto, er eksempelvis dekoreret med storslåede mosaikker, som blev udført af kunstnere fra Venedig og Konstantinopel.
Santa Marias apsis bærer en pragtfuld afbildning af Theotókos siddende på en trone på guldbaggrund med Jesusbarnet i armene og flankeret af to ærkeengle. I San Giustos apsis kan man se Kristus Pantokrator i en traditionel byzantinsk ikonisk stil. Meget af kirkens øvrige kunst består af delvist bevarede fresker.
Miramare Slot
Castello di Miramare
Castello di Miramare er et slot, der ligger malerisk langs Triestebugten nord for Trieste. Slottet er en af områdets mest kendte bygninger og et af Triestes vartegn. Det lille slot blev opført 1856-1860 efter design af den østrigske arkitekt og ingeniør Carl Junker.
Den udsøgte stil og beliggenhed skyldtes, at slottet blev bygget til Østrigs ærkehertug Ferdinand Maximilian og hustruen Charlotte. Ferdinand Maximilian var bror til den østrigske kejser Franz Joseph I, og han blev selv mexicansk kejser med navnet Maximilian I fra 1864 til 1867. Maximilian var kommet til Trieste i 1850, og herfra stævnede han til søs. I 1854 blev han kommandør for den kejserlige flåde, og han besluttede at flytte til kystbyen.
Ifølge overleveringen var ærkehertugen blevet fanget i en storm i Triestebugten, og han søgte ly for stormen i Grignano. Ved den lejlighed skulle Ferdinand Maximilian angiveligt have valgt klippepynten som sit fremtidige hjem. Stedet hed Miramare, og ærkehertugen erhvervede det i 1856, hvorefter byggeriet startede.
Arkitekturen blev en blanding med inspiration fra samtidens eklektiske stile i Østrig, Tyskland og England.
Ærkehertugen var selv meget engageret i indretningen, og en detalje er genskabelsen af interiør fra fregatten Novara, som Ferdinand Maximilian sejlede med 1857-1859 som flådens kommandør. Man kan også se udsmykninger med motiver fra det mexicanske kejserrige, og i det hele taget er interiøret både seværdigt og originalt fra 1800-tallet.
Ved Castello di Miramare kan man også se og nyde Carl Junkers slotspark. Parken ligger på et 22 hektarer stort område med mange fine anlæg og udsigt over Triestebugten og Adriaterhavet. Parken blev som slottet indrettet efter ærkehertugens ønsker og tanker, og de var blandt andet en tæthed til naturen. Parken blev anlagt som en privat have, med Ferdinand Maximilian åbnede jævnligt for offentligheden.
Maximilian døde som mexicansk kejser i 1867, og Charlotte rejste til Belgien, hvorfra hun oprindeligt kom. Castello di Miramare forblev i habsburgernes ejerskab, og blandt mange besøg og besøgende var kejser Franz Josephs officielle besøg i Trieste i 1882, hvor han boede her. I 1914 besøge ærkehertug Franz Ferdinand og tyske kejser Wilhelm slottet.
Trieste blev italiensk efter 1. Verdenskrigs traktater, og den italienske regering gav slottet til hertug Amedeo af Savoyen-Aosta, der boede her indtil 1937, hvor han blev vicekonge og generalguvernør af det italienske Østafrika. Efter 2. Verdenskrig er både Castello di Marimare og slottets park blevet åbnet for besøgende, og på en tur hertil kan man se det spændende hus og smukt interiør.
