Se på kortet
Stari Most Mostar, Mostar, Bosnien-Hercegovina
Læs om byen
Mostar er en af hovedbyerne i Hercegovina, og dens navn kommer af mostari, der henviser til de folk, der holdt vagt ved byens gamle bro. Mostar ligger strategisk godt mellem Adriaterhavet og det ressourcerige centrale Bosnien, og det gav Mostar vækst gennem årene. I 1468 kom byen under osmannisk styre, og Mostar blev befæstet i perioden 1520-1566, der også var året, hvor sultan Suleiman den Mægtige erstattede byens gamle træbro af den nuværende af sten, der er Mostars vartegn.
Stari Most er den centrale og mest berømte af Mostars broer. Både broen og den omkringliggende del af Mostars gamle by blev optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv i 2005. Stari Most binder byens to halvdele sammen, og der har gennem årene været springkonkurrencer fra broen ned i floden Neretva. Man kan nyde broen fra turen over den og fra det tilgængelige område ved floden neden for.
Mostars gamle bydel er et spændende sted at gå på opdagelse. Vest for Stari Most kan man gå tur i byens basarområde med smalle gader og mange butikker, mens man på den østlige side fx kan besøge museet Muzej Stari Most og nyde udsigten til Stari Most fra det måske mest kendte udsigtspunkt. Der er også flere seværdige moskéer i kvarteret som fx Koski Mehmed-pašina džamija, der blev opført 1617-1618.
Der ligger også fine bygningsværker andre steder i Mostar end i den gamle del omkring Stari Most. Et eksempel er Mostar Gymnasium, der blev bygget i nymaurisk stil i 1893. Byens badehus, Mostarskog bataljona, står i samme stil som gymnasiet. Man kan også se byens smukke ortodokse kirke fra årene 1863-1873, den moderne katolske kirke fra 1980erne og kulturhuset Hrvatski Dom Herceg Stjepan Kosača fra 1959, der står som Mostars mest imponerende byggeri fra sin tid.