Podgorica rejseguide

Byens forhistorie

I det frodige land omkring Shkodërsøen og langs floderne Ribnica og Morača har der været menneskelig aktivitet siden stenalderen.

Illyriske stammer kom til og gennemførte en egentlig bosættelse i området omkring det nuværende Podgorica, og tidligt voksede det til en efter datidens skal anselig bebyggelse. Flere tusind menes at have boet og levet i datidens Doclea, der nævnes i århundrederne e.Kr.

Selve bosættelsernes udbredelse var mellem dagens Podgorica og Shkodër, og illyrernes befæstning lå i Meteon, der i dag hedder Medun.

Ribnica grundlægges

Efter århundreder med Romerrigets fremmarch og ekspansion, startede nedgangen for det mægtige rige. Det blev startskuddet til ny indvandring af ikke mindst slovenske stammer fra 400-tallet.

Doclea var blevet ødelagt, og de nye indbyggere kæmpede mod byzantinerne i Det Østromerske Rige for territoriet. I denne tid grundlagde stammerne bosættelsen Ribnica.

Ribnica er floden, der stadig løber gennem det centrale Podgorica, og netop vandvejene, ikke mindst ad Morača, gjorde stedet strategisk gunstigt for den udvikling, der kom gennem de følgende århundreder og til middelalderen.

Der var dog også lange perioder, hvor Ribnica ikke nævnes, og det kan indikere, at på trods af gunstige geografiske forhold, frodighed med videre ikke var en permanent bymæssig bebyggelse. Således kendes ikke til eksistensen af en landsby gennem 900-1000-tallene.

Podgorica i 1300-1400-tallene

Navnet Podgorica er nævnt første gang i 1326 i et dokument i byen Kotor ved bugten af samme navn. Podgorica var på det tidspunkt en udviklet og velhavende by, og det nye navn havde med tiden afløst Ribnica, der muligvis ved en betegnelse for et større område snarere end en specifik bosættelse.

Podgorica lå ved handelsvejen fra Dubrovnik ved Adriaterhavet, og den lå desuden ved andre krydsende handelsveje, hvilket gav meget handel og generelt flere aktiviteter i byen. Med indgangen til 1400-tallet var det derfor en rig og væsentlig by i regionen.

I 1400-tallet var Det Osmanniske Rige på fremmarch med erobringskrige på Balkan. Fortet i Medun faldt til tyrkerne i 1455, og Podgorica og andre byer støttede herefter Republikken Venedig i håbet om at undgå tyrkisk besættelse.

Tyrkiske tropper angreb og erobrede dog Podgorica i 1474, og med deres indtog stoppede byens økonomiske udvikling fra den travle handel. Tyrkerne ombyggede i det store hele Podgorica til et forsvarsværk med mure, tårne og bastionerne, og det ændrede naturligt nok byens rolle.

Den tyrkiske tid blev en tid, hvor det militære var i fokus, og i senere århundreder blev Podgorica anvendt som angrebsmæssigt udgangspunkt mod omkringliggende byer og områder. Med Det Osmanniske Riges nedgang i 1700-1800-tallene blev både tonen og repressalierne også skarpere i selve Podgorica som reaktion på tyrkerne svagere position.

I midten af 1800-tallet var der dog også en vis handel i Podgorica, men indbyggertallet lå på beskedne 6.540 i en beretning fra tiden. En tredjedel var ortodokse kristne i det ellers muslimske rige, og det montenegrinske frihedsønske fik en uafhængighedskrig til at bryde ud i 1875. Montenegro vandt krigen, og Montenegros status som montenegrinsk var et af målene med kampene.

Berlinerkongressen 1878

Med de tyrkiske osmanneres nedgang blev Podgorica efter godt 400 års tyrkisk styre en del af Montenegro. Herefter kunne en kraftig byudvikling starte, og der skete meget de første årtier som montenegrinsk by.

Der blev anlagt en ny bydel nord for floden Ribnica, hvor der blev bygget efter europæisk mønster og i europæisk arkitektur. Der blev også anlagt veje til de omkringliggende byer, så Podgorica igen opnåede status som handelsby; lige som i 1300-1400-tallene. I disse år blev der også etableret forskellige institutioner som fx banker til understøttelse af det nye Podgorica.

Der begyndte også en industrialisering i Podgorica i årtierne omkring år 1900. Den første større fabrik producerede tobak, og med nye arbejdspladser flyttede flere folk til byen. I årene efter 1. Verdenskrig var indbyggertallet kommet op på over 30.000.

2. Verdenskrig og socialismen

Podgoricas beliggenhed for 2. Verdenskrigs gang var meget uheldig, hvilket resulterede i flere end 70 bombetogter over byen. De lagde det mest af byen i grus, så en storstilet genrejsning måtte sættes i gang i det socialistiske Jugoslavien, som blev en realitet efter 2. Verdenskrig.

Den 13. juli 1946 blev Podgorica under navnet Titograd udnævnt til hovedstad for Montenegro, der var en af staterne i føderationen Jugoslavien. Denne status som hovedstad var startskuddet til en storstilet udbygning gennem de socialistiske år.

Gennem årtierne efter 2. Verdenskrig blev der opført et helt nyt bycentrum, hvor mange nye statsinstitutioner blev etableret og indviet. Museer, uddannelsessteder og et massivt boligbyggeri formede Podgorica, der gennem den socialistiske tid blev Montenegros økonomiske, kulturelle og politiske centrum.

De seneste årtier

Navnet Titograd blev fastholdt til 1992, hvor Podgorica igen blev det officielle navn for den montenegrinske hovedstad. Landet blev i union med Serbien til 2006, hvor Montenegro blev selvstændigt med Podgorica som hovedstad.

Siden 1990erne er der sket meget i Podgoricas bybillede. Flere storstilede og ambitiøse bygge- og anlægsplaner er gennemført, så centrum i dag står med en blanding af nyt og gammelt. Den socialistiske tid havde sine arkitektur, der blandt andet havde dele af brutalisme, og den uafhængige Montenegro bygger og eksperimenterer i moderne arkitektur.