Se på kortet

Mariánske námestie, Mariánske námestie, Žilina, Slovakiet

Læs om byen

Žilina er en by i det nordvestlige Slovakiet, som ligger der, hvor floden Rajčanka munder ud i den større Váh. Byen kendes fra 1200-tallet, og den fik allerede status som kongelig fri by i 1321, hvilket gav gode muligheder for yderligere udvikling. I 1600-tallet blev Žilina en stor handelsby, og i 1800-tallet boomede byen gennem industrialisering og ankomsten af jernbaner til bl.a. Bratislava.

I dag kan man opleve en fin og hyggelig gammel bydel i Žilina, hvor pladsen Mariánske námestie danner det naturlige centrum. Rundt om pladsen ligger borgerhusene side om side, og kirken Kostol Obrátenia sv. Pavla ligger som den dominerende bygning. På pladsens østlige hjørne kan man se det lille, men meget fine rådhus, der blev opført i begyndelsen af 1500-tallet.

I centrum af Žilina kan man også se den imponerende Treenighedskatedral, der blev bygget omkring år 1400, men som er brændt og genopbygget flere gange gennem århundrederne siden da. Katedralens tårn danner sammen med nabobygningen, tårnet Burianova veža, byens profil. Burians Tårn blev opført i 1520erne og fungerede som klokketårn og vagttårn. I dag er der en udstilling i det 46 meter høje tårn, hvorfra der er en smuk udsigt over Žilina.

I den nordlige del af Žilina ligger slottet Budatínsky hrad. Slottet blev opført som en fæstning i 1200-tallet ved sammenløbet af to floder, og på dette sted blev der krævet told. Senere blev fæstningen ombygget til en renæssanceresidens, og i dag kan man nyde stedet, der er museum. Man kan også tage mod sydvest i byen, hvor den gamle Sankt Stefan Kirke ligger. Kirken er fra 1200-tallet med et smukt indre, hvor der er fint bevarede malerier.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev