Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Valley of Fire State Park er et stort område, der er udlagt som en statspark i Nevada. Parken har fået sit navn fra de smukke sandstensformationer af aztekiske sandsten, som blev dannet af sandklitter for omkring 150 millioner år siden. De røde formationer lyser nærmest, som om der er blevet sat ild til dem, når de reflekterer Solens stråler.

Farverne og formationerne er statsparkens store seværdigheder, og man kan opleve en enorm variation i landskabet på en køretur gennem området. Landskabet blev geologisk skabt gennem en kombination af landhævninger, forskydninger i forkastninger og kraftig erosion. Sandsten og gamle klitter dominerer landskabet, og klippeformationerne består også af blandt andet kalksten og skifer.

Man kan også se spor fra områdets forhistoriske anasazi-indbyggere, der var bønder fra den nærliggende og frugtbare Moapa-dal. De besøgte og anvendte området fra cirka år 300 f.Kr. til år 1150 e.Kr. Deres aktiviteter involverede sandsynligvis jagt, indsamling af forråd og religiøse ceremonier, men knapheden på vand menes at have begrænset deres ophold. Der er fine eksempler på helleristninger fra anasazi-folket flere steder i parken.

Valley of Fire State Park kunne etableres med overførslen af 3.550 hektarer føderal jord til staten Nevada i 1931. Arbejdet på parken blev indledt af Civilian Conservation Corps i 1933, og statsparken åbnede i 1934. I dag kan man nyde de smukke omgivelser, når man kører ad Valley of Fire Road, der over cirka 17 kilometer forbinder parkens østlige og vestlige indgange.

I parken kan man blot nyde landskabet fra den smukt anlagte vej, men man kan med fordel tage forbi besøgscentret Valley of Fire Visitor Center, der ligger langs Mouse’s Tank Road. I centret kan man få fin viden om parken. Lidt nord for centret kan man gå ad Petroglyph Canyon Trail, hvor man går i fantastisk natur til et af de bedste steder at se petroglyffer. Atlatl Rock mod vest er et andet godt sted at se den fine klippekunst, og dette sted er særdeles let tilgængeligt. På den modsatte af vejen fra Atlatl Rock kan man i øvrigt gå ad Petrified Logs Loop til forstenede træstammer, og der er også mange andre gode vandreruter, man kan gå ad.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev