Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Telč er en mindre by, der er berømt for at have et stemningsfuldt gammelt centrum med en af Tjekkiets smukkeste markedspladser. Byen menes grundlagt i 1099, og den kendes fra skiftlige fra 1335. Fra midten af 1500-tallet blev Telč' middelalderborg ombygget i renæssancestil, og gotiske huse blev ombygget i samme stil.

Til trods for byens beskedne størrelse, er der store seværdigheder i Telč, der siden 1992 har været optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv. Byens centrum er den langstrakte markedsplads, Náměstí Zachariáše z Hradce, der er opkaldt efter Zacharias af Hradec, der stod bag 1500-tallet renæssanceby.

Omkring den lange plads ligger rækker med fine gavlhuse med arkader fra renæssancen og barokken, og de står harmonisk og samlet som et urbant monument fra sin tid. Husene blev bygget i renæssance, men nogle blev senere ombygget i barokkens arkitektur. Pladsens bygninger og atmosfære er som helhed det, der fik Telč optaget på listen over verdens kulturarv.

I den nordvestlige ende af markedspladsen ligger byslottet Státní zámek Telč, der er et renæssanceslot fra 1600-tallet. Ved slottet ligger der en park i engelsk stil, og i dette område kan man også se kirkerne Kostel svatého Jakuba Staršího og Kostel Jména Ježíš. Går man uden for bykernen, kan man vælge at gå gennem Den Øvre Port/Horní brána og Den Nedre Port/Dolní brána.

Ture fra byen

    České Budějovice, Tjekkiet

    České Budějovice

    České Budějovice er en smuk by, der ligger i det sydlige Bøhmen på det sted, hvor floden Malše munder ud i den større Vltava. Byen blev grundlagt af den bøhmiske kong Ottokar II i 1265, og den kongelige by skulle styrke Ottokars position i regionen. Gennem århundrederne er byen blevet påvirket af både tysk og tjekkisk kultur; bl.a. som en del af Habsburgernes rige.

    Den gamle bydel i České Budějovice ligger som en ø ved flodernes sammenløb, og pladsen Náměstí Přemysla Otakara II er byens centrum. Hele vejen rundt om den store plads ligger der smukke huse, og på pladsens midte kan man se Samsonspringvandet fra 1720erne, der er et af byens vartegn. Mod sydvest kan man se České Budějovices barokrådhus, der blev opført i årene 1727-1730.

    Læs mere om České Budějovice

     

    Panorama, Brno

    Brno

    Brno er Mährens hovedby og den næststørste by i Tjekkiet. Det er en by, der er vokset frem ved sammenløbet af floderne Svitava og Svratka, selv om disse floder ikke er synlige i det stemningsrige centrum, man som turist kan tage mange dejlige spadsereture i.

    Brnos højdepunkter er bogstaveligt talt Sankt Peter og Paul Katedral og Špilberk Slot, der begge ligger på toppen af en af de bakker, der tegner byens landskab og skyline. De to seværdigheder hører også til de mest besøgte steder i Brno, men der er også meget andet at se.

    Læs mere om Brno

Tilmeld dig vores nyhedsbrev