Se på kortet
Pernštýnské náměstí, Pernštýnské náměstí, Pardubice I, Tjekkiet
Læs om byen
Pardubice er en by, der ligger på det sted, hvor floden Chrudimka munder ud i Elben. Den blev første gang omtalt som en by i 1340 og blev løbende udbygget. Det skete ikke mindst, efter adelsmanden Vilém II. z Pernštejna overtog Pardubice i 1491. Pernštejn-familien byggede hele byens centrum, og de udbyggede byens slot til en fornem residens. Gennem de følgende århundreder bevarede byen sin stil og bygninger.
Den gamle bydel i Pardubice er derfor fuld af hyggelige gader og pladser, og torvet Perštýnské náměstí er det smukkeste sted at starte. Her ligger huse fra sengotikken og renæssancen side om side og udgør et meget fint byrum, hvor man på nordsiden kan se Pardubices fine rådhus. Foran rådhuset kan man se Pestsøjlen fra 1698, som blev rejst i taknemlighed over, at pesten forbigik byen i 1680.
Fra Perštýnské náměstí kan man gå mod vest til tårnet Zelená brána, der er et af byens vartegn. Zelená brána består både af et 59 meter højt tårn og en renæssancebyport. Anlægget var en del af Pardubice gamle befæstning, og i dag er der adgang til tårnet, hvorfra der er en meget udsigt over byen og området. Vest for Zelená brána ligger pladsen náměstí Republiky, der danner det moderne centrum.
På náměstí Republiky ligger byens teater, og herfra udgår strøggaden tř. Míru, hvor man kan prøve Pardubices berømte peberkager, pardubický perník, der bliver bagt traditionelt flere steder i byen. Fra pladsen kan man også besøge slottet Zámek Pardubice, der hovedsageligt blev opført i 1500-tallet. Slottet ligger i en dejlig park, og det er indrettet som et regionalt museum, hvor man bl.a. kan se det smukke interiør.