Keltiske stammer
Prag-området har været beboet gennem flere årtusinder, hvilket skyldes stedets gode beliggenhed ved handelsvejene mellem nord og syd, som her fulgte floden Vltava.
De første kendte stammer, der bosatte sig her, var boii, der var keltere. De kom hertil omkring år 500 f.Kr., og det menes, at de gav Böhmen sit oprindelige navn.
Godt 500 år senere kom den germanske stamme marcomanni hertil. Nogle af kelterne fortrak mod syd, mens andre blev integreret med germanerne, der var under ledelse af kong Maroboduus.
Slavernes by
200-tallet og de følgende mange århundreder blev folkevandringernes tid i Europa, og fra midten af 500-tallet kom slaver til området, og de kom med tiden til at etablere Prag og Tjekkiet. Mange af de germanske bosættere drog videre med longobarderne til det norditalienske område, mens de tilbageværende blev assimileret blandt vestslaverne.
I følge overleveringerne blev et tjekkisk dynasti etableret, da prinsesse Libuše giftede sig med Přemysl, der kom fra ydmyge kår. Efter sigende forudså Libuše, at en stor by ville rejse sig og nå stjernerne langs floden Vltava, og at der her ville blive anlagt et slot med navnet Praha. Hvorvidt historien er sand eller ej, må stå hen i det uvisse, men Prags borg blev grundlagt i 800-tallet, og det blev startskuddet til den første egentlige bydannelse.
Det var prins Borivoj af Böhmen, der regerede fra anden halvdel af 800-tallet, og han flyttede sin residens fra Levý Hradec til Prag, og siden hans tid han Prags borg og slot været det politiske centrum for det tjekkiske område. Borgen blev tilmed en af Europas største befæstede residenser.
Václav og kristendommen
I 921 kom fyrst Václav, der er Tjekkiets nationalhelgen, til magten. Før hans tid tilhørte Prag og Böhmen Det Stormähriske Rige, men Václav gjorde tilnærmelser til det tyske ottorianske dynasti for at styrke tjekkernes indflydelse. Tilnærmelserne gav modstandere, og Václav blev myrdet i 929 efter otte år som leder.
Václav blev helgenkåret og begravet i den kirke, han grundlagt på det sted, hvor Václavkapellet i Sankt Vitus Katedral i dag ligger. Han var opdraget med en kristen far, hvilket var i modsætning til mange af de hedenske skikke, adelen holdt fast i, indtil kristendommen fik overtaget. Václav blev katolsk helgen og starten på kristendommen i det tjekkiske område.
Senere i 900-tallet underlagde de saksiske ottorianere sig Prag, der i begyndelsen af 1000-tallet blev en del af Det Tysk-Romerske Rige med et politisk autonomt styre.
Prag havde hastigt udviklet sig til at være en driftig handelsby. Magthaverne inviterede mange tyske købmænd til Prag, og de udgjorde en stadigt større del af byens befolkning, hvilket ikke mindst satte sit præg kulturelt og sprogligt. Der kom også andre etniske befolkningsgrupper til byen. Dette var fx starten på Prags store jødiske koloni. I det hele taget blomstrede byen med stor international handel fra slutningen af 900-tallet, og fra 973 blev Prag også etableret som kirkeligt stift med en biskop inden for murene af Prags borg.
Nye byggerier og to residenser
Prags borg kom ikke til at være det eneste magtcentrum i byen. Omkring år 1000 blev Vyšehrad anlagt som et nyt befæstet sted, og det lå på den modsatte side af Vltava i forhold til borgen, der også var byens residensslot.
Vyšehrad kom til at udvikle sig separat, og ikke mindst da Vratislav II af Böhmen som konge flyttede sin residens fra borgen til Vyšehrad. Det skete i 1080erne, men denne politiske status beholdt stedet dog kun til 1140, hvor prins Soběslav flyttede hoffet tilbage til borgen.
1100-tallet blev en stor periode for byggerier i den böhmiske hovedstad. Klostre og kirker skød op, og i 1170 blev den første bro over Vltava etableret. Væksten fortsatte de følgende århundreder, hvor flere bydele fik tildelt købstadsrettigheder. Staré Město er i dag den gamle bydel, og den fik som den første sine privilegier i 1230 fulgt af Malá Strana i 1257 og Hradčany i 1320.
Karl IV og renæssancen
Prags indbyggertal voksede støt, og i 1300-tallet var den en af Europas større byer med 35.000 beboere. Nye institutioner var kommet til, hvilket blandt andet talte byens universitet, som blev grundlagt i 1348.
Prag i 1300-tallet var ikke mindst kendetegnet ved den aktivitet og de anlæg, som Karl IV skabte. Karl IV blev født i Prag i 1316 og blev først konge af Bøhmen og siden da tysk-romersk kejser. Under Karl IV, der regerede som kejser i årene 1346-1378, blomstrede byen med et kolossalt nybyggeri, og det var ikke kun universitetet, han grundlagde.
Karl IV udvidede byen med Nové Město, startede opførelsen af Sankt Vitus Katedral, Tyn Kirke og meget andet. Mest kendt i dag er nok Karlsbroen med sine mange smukke statuer; den stammer også fra Karl IVs tid. Med broen og de mange andre byggerier grundlagde han på mange måder datidens fremadskuende Prag, som man fortsat kan se konturerne af eksempler på mange steder i byen. Det var også det, der var Karl IVs ambition; han ville gøre Prag til en af verdens fornemste byer og til centrum i kejserriget.
Jan Hus og kong Sigismund
Efter Prags storhedstid under Karl IV i 1300-tallet gik det ned ad bakken på byen og Bøhmen i form af flere opgør i det følgende århundrede. Václav IV overtog tronen og regerede 1378-1419.
Under Václav IV kom det til et opgør med den katolske kirke. Prædikanten Jan Hus fra Betlehem-kapellet førte an i oprøret, der mindede noget om den senere reformation, der byggede på Martin Luthers teser. Hus prædikerede så vidt muligt på tjekkisk, og det i sig selv var i opposition til den katolske kirke i landet.
Jan Hus’ følgere var husitter, som støttede Hus’ reformation. Kongens bror Sigismund lokkede Jan Hus til et kirkeligt møde i Konstanz i 1415, hvor han havde lovet frit lejde for Jan Hus. Sigismund holdt ikke ord, og Jan Hus blev dømt som kætter og brændt på bålet. Fire år senere stormede nogle utilfredse borgere byens nye rådhus og smed bogstaveligt talt nogle katolske embedsmænd ud af vinduet, hvilket udviklede sig til husitterkrigen.
Kong Václav IV døde får uger senere, og Sigismund krævede tronen, men var udfordret af husitterne, der ville forsvare Prag mod Sigismund, som samlede en hær på 30.000 soldater. Anført af generalen Jan Žižka vandt husitterne i 1420 over den katolske hær i Slaget på Vitkov, som blev en af de store nationale fortællinger i det tjekkiske land. Jan Žižka holdt stand mod flere angreb senere, men efter hans død mistede husitterne deres styrke. Det sidste slag stod i 1434, hvorefter Sigismund kunne lade sig krone til Bøhmens konge.
Habsburgernes tid starter
Efter kong Sigismunds død i 1437 gik der mange årtier med stridigheder om den bøhmiske krone, og en del konger var monark i denne tid. Husitterne opnåede også at se en af deres som bøhmisk konge, men dette fik paven stoppet ved at sende et korstog mod Prag.
Tiden med skiftende dynastier sluttede i 1526, da Ferdinand besteg tronen. Han var habsburger og katolik, og det lagde en dæmper på de spredte kampe.
Prag oplevede med habsburgerne og den tættere tilknytning til Østrig en stor opblomstring, der specielt gjaldt under Rudolf II i perioden 1576-1611. Prag blev Rudolf IIs hjemby, og han gjorde den til et europæisk fristed for videnskabsfolk. En af de tilkommende var den danske astronom Tycho Brahe. Rudolf II var også meget liberal i forhold til kultur og arkitektur. Mange italienske kunstnere satte deres præg på byen, blandt andet via de mange renæssancebygninger, man fortsat kan opleve i gadebilledet.
1618 og Trediveårskrigen
Habsburgerne gav en vis stabilitet, men der var fortsat spændinger og oprørstanker i Bøhmen, og der var ikke mindst Prags protestantiske befolkning, der var utilfredse med katolikkerne, der regerede.
Uroen kulminerede den 23. maj 1618, hvor protestanter smed de katolske guvernører ud af vinduerne på Prags borg. Guvernørerne overlevede, men politisk overtog protestanterne styringen af byen. Da Ferdinand II besteg kejsertronen i Det Tysk-Romerske Rige i 1619 blev han ikke accepteret af protestanterne i Prag som konge af Bøhmen. De valgte i stedet den calvinistiske Frederik V af Pfalz, hvilket ikke blev vel modtaget af hverken kejseren, katolikker eller Sachsens protestanter, der ikke brød sig om calvinister.
Ferdinand II så begivenhederne i Prag som et oprør, og det kom til et endeligt opgør den 8. november 1620 med Slaget ved Det Hvide Bjerg. Slaget stod mellem protestanter og katolikker, og med katolikkernes sejr blev Ferdinand II udnævnt til konge af Bøhmen.
Med den katolske sejr gennemtvang Ferdinand II katoliscismen i Prag og Bøhmen. 27 protestantiske ledere blev henrettet på byens rådhusplads den 21. juni 1621, og mange foranstaltninger blev indført for at tvinge protestanter til at blive katolikker. Adelen kunne vælge at emigrere eller konvertere, katolicismen blev den eneste tilladte trosretning og tysk blev sidestillet med tjekkisk.
De følgende årtier rasede Trediveårskrigen i Europa, og den ramte også Prag. I 1648 belejrede og plyndrede svenske tropper området vest for Vltava, og det kom til kampe på Karlsbroen. Svenskerne erobrede dog ikke byen, og snart efter kom freden.
Med Den Westfalske Fred i 1648 blev Trediveårskrigen afsluttet, og med freden flyttede Ferdinand II hoffet til Wien, hvorefter omkring 300 år under østrigsk herredømme startede for Prag og Bøhmen. Disse år og indførte regler blev startskuddet til en nedgangstid for Prag, der inden kampene havde omkring 60.000 indbyggere. Efter Freden i Vestfalen var tallet faldet til cirka 20.000.
Den østrigske tid begynder
Med østrigerne som nye herskere, kom der en ny østrigsk overklasse til Prag. De byggede og udviklede byen, der hurtigt kom tilbage på vækstsporet. Østrigerne opførte mange nye barokpalæer, og i meget af den østrigske tid var der en stor udvikling. I en del af denne periode blev Prag og kejserriget regeret af Maria Theresia, der igangsatte store anlæg og ombygninger af blandt andet residensslottet i Prags Borg.
Maria Theresia var regent fra 1740, og hendes styre havde også konsekvenser for Prags store jødiske befolkning. I 1600-tallet udgjorde den omkring 30 % af byens indbyggere, og Prag var et af verdens store jødiske centre. Maria Theresia forviste jøderne fra Prag i 1745 grundet antagelse om, at de samarbejdede med den prøjsiske hær, der havde besat byen året inden. Tre år senere fik jøderne dog lov til at vende tilbage, og ghettoen i Josefov kunne fortsat udvikle sig.
I 1770erne boede der 80.000 i byen, der på dette tidspunkt havde oplevet et stort boom i byggerier. Utallige pragtpalæer og et væld af ny- eller ombyggede kirker i storslået barok havde set dagens lys i årene siden 1600-tallet. Det store boom i de forskellige bydele i Prag gjorde, at de fire selvstændige købstæder i det centrale Prag blev administrativt slået sammen i 1784.
1800-tallets Prag
Efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet indvarslede 1800-tallet nye tider overalt i Europa og således også i Prag og Bøhmen. Det var et århundrede, hvor industrialisering og national identitet blev toneangivende, hvilket tydeligt kunne ses i Prag og på de mange byggerier, der fandt sted i denne tid.
I 1848 blev der holdt en slavisk kongres i Prag, og det underliggende tema var den tjekkiske og slaviske nationalitetsfølelse i et rige, der var domineret og regeret af kejseren i Wien som en fremmed magt. Kongressen blev gennemført 2.-12. juni, og blot fem dage efter dens ophør kom det til et revolutionært oprør mod østrigerne og kejsermagten. Oprøret blev dog slået af kejserens soldater, men bevægelsen med øget tjekkisk bevidsthed var sat i gang.
Den jødiske befolkning levede på denne tid koncentreret i den jødiske ghetto i Josefov. Ghettoen var blevet etableret med delvist autonomt styre grundet de mange jøder, der boede netop her. I 1850 fik området navnet Josefov efter kejser Josef II, der havde givet jøderne frihed gennem sit toleranceedikt, og samme år blev Josefov officielt en del af Prag.
I sidste halvdel af 1800-tallet blev tjekkisk sprog, kultur og historie stadig mere tydeligt i gadebilledet og i den udvikling, Prag tog. I 1861 overvandt tjekkiske kandidater de tyske ved byrådsvalget, og det var blot et eksempel på nye tider i byen.
I samme periode blev tjekkisk sprog anvendt i stadigt flere sammenhænge, og kunstnerisk havde flere tjekker fremgang gennem den nationale identitet; det gjaldt blandt andet de to komponister Dvořák og Smetana. Store institutioner med betydning for det tjekkiske folk blev også grundlagt i denne tid, og således så både Nationalmuseet og Nationalteatret dagens lys her; det gamle Karlsuniversitet blev desuden delt i to ligevægtige universiteter med henholdsvis tysk og tjekkisk som sprog.
Art nouveau og selvstændighed
1900-tallet tog fat, hvor 1800-tallet slap. Der blev udbygget voldsomt i byen i starten af 1900-tallet, hvor arkitekter arbejdede i forskellige af tidens stilretninger. Art nouveau var blandt de populære, og fra årtierne efter år 1900 blev der opført mange smukke og elegante bygninger. Der blev også prøvet kræfter med kubisme i arkitektur, og det var noget, der blev prøvet mere her end noget andet sted på Jorden.
Kort efter år 1900 var indbyggertallet steget til over 400.000, og tallet voksede fortsat i byen, hvor de nationale tanker stadig florerede. Tankerne og de tjekkiske strømninger kulminerede med 1. Verdenskrig, hvor kejserriget Østrig-Ungarn led nederlag.
Kejserrigets nederlag blev også dets undergang, og for første gang i flere århundreder kunne det tjekkoslovakiske område igen kalde sig for et selvstændigt land. I 1918 blev Tjekkoslovakiet etableret som en republik med Prag som hovedstad. Det gav naturligt nok grobund for et nyt boom, hvor der blandt andet skulle etableres en række nye institutioner til statsadministrationen i form af fx ministerielle hovedsæder.
Mellemkrigstiden og 2. Verdenskrig
Prag havde gennem 1800-tallet udviklet sig til en industriby, og med Tjekkoslovakiets grundlæggende blev den også politisk centrum. Alt i alt voksede Prag støt, og med udgangen af 1920erne var indbyggertallet steget til omkring 850.000.
Livet i landet og i hovedstaden var meget levende og positivt mellem de to verdenskrige. Især kulturlivet blev udviklet og understøttede den nye stat og det faktum, at byen på dette tidspunkt var blevet meget tjekkisk i forhold til fx midt i 1800-tallet, hvor næsten halvdelen var tysktalende. I 1930erne åbnede byens zoologiske have og symfoniorkester som eksempler på nye tiltag.
1930erne endte dog trist med en tysk besættelse fra marts 1939. Prag blev gennem den følgende verdenskrig reelt ikke længere styret af tjekker, men af tyskere gennem Protektoratet Bøhmen og Mæhren. Protektoratet blev etableret 15. marts 1939 efter proklamation af Adolf Hitler fra Prags Borg.
Under 2. Verdenskrig var Prag besat, men formelt fortsatte bestred tjekken Emil Hácha posten som statsoverhoved; dog var byen og landet under opsyn af rigsprotektorerne Konstantin von Neurath og Wilhelm Frick. Undervejs var Reinhard Heydrich og Kurt Daluege fungerende protektorer, og særligt drabsforsøget på Heydrich på hans køretur fra sin bolig til kontoret i Prag den 27. maj 1942 blev kendt og fik betydning for Prag og Bøhmen. Heydrich døde den 4. juni i Prag, hvor det var kommet til kampe i tyskernes jagt på gerningsmændene. Tysklands nederlag i krigen kom i 1945, men inden da havde amerikanske fly udført et bombardement af Prag den 14. februar samme år. 152 ton bomber blev smidt, og 701 indbyggere blev dræbt. Prags befrielse fandt sted den 11. maj efter den sovjetiske Røde Hærs succesrige fremmarch.
Den kommunistiske æra
Ved parlamentsvalget i maj 1946 blev kommunistpartiet det største, og de indgik i en koalitionsregering. Den tilstand varede til 25. februar 1948, hvor kommunisterne overtog magten i Tjekkoslovakiet i det, der blev kaldt Pragkuppet. Kuppet bragte Klement Gottwald og kommunisterne til hele regeringsmagten, og to år senere blev Gottwald landets præsident.
Det kommunistiske tid indledtes med Josef Stalin som absolut leder af Østblokken, og en statue af ham blev stillet op i Prag i 1955. Der var streng kommunisme styret af partiet, og det var først i 1968, det politiske system så et skifte. Det skete med Alexander Dubček som landets leder. Dubček iværksatte reformer, der skulle liberalisere og demokratisere Tjekkoslovakiet, men gennem foråret blev situationen stadig mere anstrengt mellem befolkningen, partiet og hensynet til Sovjetunionen. Situationen kulminerede den 20. august, hvor Sovjetunionen, DDR, Polen, Ungarn og Bulgarien startede en besættelse af landet, der derefter blev rettet ind på kommunismens vej igen.
Den kommunistiske æra bragte også ny udvikling med sig. Mange nye bygninger blev opført, og institutioner blev grundlagt. Det drejede sig blandt andet om teatre, hvoraf nationalteatret blev udvidet med en ny scene. Der blev holdt kolossale gymnastikturneringer, de såkaldte spartakiader, på Strahov Stadion, der i denne periode var blevet udvidet til at være verdens største, og generelt var sport og kultur nogle af de ting, styret fokuserede på.
Indbyggertallet steg også betydeligt gennem årtierne efter 2. Verdenskrigs afslutning, og mange nye bydele blev anlagt. Byen voksede markant i størrelse, og metro og sporvogne bragte Prags befolkning tættere sammen rent logistisk. De mange nye boligområder var hovedsageligt større blokbebyggelser efter det mønster, der i 1960erne og 1970erne var fremherskende mange steder i Europa. Fra et indbyggertal på omkring 930.000 i 1950 boede der knap 1.200.000 i 1980.
Dagens tjekkiske hovedstad
I kølvandet på Berlinmurens fald i 1989 fyldte befolkningen Prags gader, og resultatet blev den såkaldte fløjlsrevolution, der kom til at markere overgangen fra kommunistisk etpartistyre til et nyt demokrati. Prag var fortsat hovedstad, men men Slovakiets selvstændighed var det kun for Tjekkiet.
Tiden efter 1989 bød på politisk omstilling, men der skete også meget andet i Prag og Tjekkiet. Mest tydeligt for de mange turister i byen var den storstilede restaurering af mere eller mindre hele den historiske bykerne. Vedligeholdelsen af ejendomsmassen fik ny prioritet, og på få år strålede Prag atter af fordums storhed, hvilket ses tydeligt i dag i den historisk vigtige hovedstad.
