Site logo
Se på kortet
  • Piazza del Duomo in Siracusa, Piazza Duomo, Siracusa, provinsen Siracusa, Italien

Læs om byen

Siracusa er en by, der blev grundlagt som en græsk koloni med navnet Syrakus i 734 f.Kr., da grækerne kom til Sicilien. Området var allerede beboet af sikelerne, men det græske Syrakus voksede hurtigt, og byen blev i løbet af få århundreder en af datidens største byer med en vigtighed som fx Athen og Sparta. Den gamle græske start var på øen Ortigia, men Syrakus bredte sig til fastlandet og voksede der. Kulturelt var Syrakus også en af de førende græske byer, og store kunstnere og tænkere arbejdede her.

Det ekspanderende Romerrige erobrede Syrakus i 212 f.Kr., og byen blev nu hovedstad i en romersk provins. Efter Roms fald kom vandaler til, og senere blev det til flere århundreder under Det Østromerske Rige; en tid under kejser Konstans II var Syrakus endda regeringssæde for riget. Dette var i årene 660-668.

Arabere indtog Sicilien i 800-tallet, og de gjorde Palermo til deres regionale hovedstad. Syrakus blev dog den kulturelle højborg for arabernes religiøsitet. Denne tid varede til 1038, hvor de muslimske arabere blev overvundet af den byzantinske general Maniakes, og gennem de senere århundreder var der mange dynastier og riger, der herskere i området. Historisk blev 1693 et skæringspunkt for byen, da som andre dele af Sicilien blev ramt af et voldsomt jordskælv, der ødelagde store dele af byen, der efterfølgende blev genopbygget i tidens barokke stil.

Det er mange seværdigheder i dagens Siracusa fra forskellige æraer af byens historie. Apollontemplet/Tempio di Apollo (Piazza Pancali) er et af de mest imponerende antikke græske monumenter i byen. Det blev bygget i dorisk stil i 500-tallet f.Kr., og det er bygget som et klassisk peripteros; et klassisk tempel, der i sin helhed er omgivet af en søjlerække. Templet blev i sin senere tid omdannet til byzantinsk kirke, islamisk moske og igen en kirke, før det blev anvendt som kaserne og beboelse. Templets stylobat måler 55x21 meter, og antallet af ydre søjler er 17 på langs og 6 på tværs.

Det Græske Teater/Teatro Greco (Viale Paradiso) blev bygget i 400-tallet f.Kr. og ombygget under Hieron I i 200-tallet f.Kr. Det er velbevarede rester af denne ombygning, man kan se i dag. Teatret blev bygget som et af datidens største græske teatret med 67 rækker inddelt i 9 sektioner. Det ligger smukt op ad en bakke, og stenene til anlægget er brudt i omegnens såkaldte latomìer. Det mest kendte af disse stenbrud er Dionysos Øre/Orecchio di Dionisio (Via Giuseppe Agnello), der i sig selv er en seværdighed med sine udskårne 23 meter i højden og 65 meter ind i klippen.

Fra den græske tid kan man også se matematikeren Archimedes grav (Via Giuseppe Agnello 26). Han blev dræbt i forbindelse med romerne besejring af det græske Syrakus i 212 f.Kr., og det efter sigende, da han havde sagt de berømte ord: "Forstyr ikke mine cirkler".

I Syrakus lå også et romersk amfiteater, Anfiteatro romano di Siracusa (Viale Paradiso), som fik sin endelig udformning i 200-300-tallene. Det var blandt de største i det italienske område med mål på 140x119 meter. I arenaen blev der udkæmpet gladiatorkampe og kampe mod dyr. Det var skåret ud i klippen og ombygget derover med udskårne blokke, som spaniere genbrugte andetsteds i byen i 1500-tallet. På trods af denne fjernelse af strukturen kan man stadig se teatrets imponerende dimensioner og forestille sig de kampe, der har foregået her.

Domkirken/Duomo (Piazza Duomo) blev grundlagt af biskop Zosimo i 600-tallet, og den blev anlagt over et tidligere græsk Athenetempel fra 400-tallet f.Kr. Templet havde 14 søjler på langs og 6 på tværs, og strukturen kan fortsat ses indarbejdet i den nuværende kirkebygning. Domkirken stammer fra mange æraer; navets tagkonstruktion og mosaikkerne i apsis er fra normannernes tid, mens fx facaden blev ombygget af Andrea Palma i 1725-1753.

En anden kirke er Chiesa di Santa Lucia al Sepolcro (Piazza Santa Lucia), der blev opført som byzantinsk kirke. Det nuværende udseende stammer dog fra 1400-1500-tallene. Interessant er det, at kirken rummer Sankta Lucias grav; den er i et ottekantet kapel ved siden af selve kirken. Sankta Lucia var en kristen jomfru, der døde som martyr i 304. Hun er Siracusas skytshelgeninde og bliver fejret på luciadagen den 13. december. Italienske Caravaggio malede Sankta Lucias Begravelse/Seppellimento di santa Lucia til denne kirke i 1608. Kunstværket hænger dog i dag i Siracusas Chiesa di Santa Lucia alla Badia-kirke (Piazza Duomo), der er en barokkirke fra tiden efter jordskælvet i 1693.

Forsvarsværker har Siracusa også. Maniace Fæstning/Castello Maniace (Via Castello Maniace) er både et citadel og en residens, som blev bygget under kejser Fredrick II 1232-1240. Det er opkaldt efter den byzantinske general Maniakes, der vandt over de muslimske arabere i 1038 og derved genindtog byen for det kristne Europa. Dengang lå fæstningen som et søfort, hvor der kun var adgang over en nu opfyldt voldgrav. Med årene blev Castello Maniace blandt andet benyttet som bolig af flere dronninger, og det indgik også i byens forsvar.

Af museer bør Arkæologisk Museum/Museo Archeologico (Viale Teocrito 66) besøges. Museet hører til blandt de førende af sin slags i Europa. Her er højdepunkterne fund fra præhistorien samt fra byens græske og romerske perioder. På det spændende museum er de rige samlinger inddelt i temaer fra historiens epoker.

Der er også moderne bygninger, hvoraf kirken Chiesa Santuario della Madonna delle Lacrime (Viale Luigi Cadorna 139) skiller sig ud. Det er en valfartskirke, hvis historie startede den 29. august 1953. Her begyndte der efter sigende at løbe tårer fra et billede hos en landmand. Nyheden om miraklet bredte sig, og det endte med, at biskoppen af Palermo erklærede tårerne for ægte og derved tillod et valfartssted at blive bygget. Kirken blev bygget fra 1966 og stod færdig i 1994. Det mirakuløse billede blev placeret i krypten, mens en 74,50 meter høj kirke i beton rejste sig over jorden. Den står i dag som et af Siracusas mest karakteristiske bygningsværker.

Ture fra byen

    Noto Cathedral

    Noto

    Noto er en af de gamle sicilianske byer, hvis historie startede med folkeslaget sikelerne. Byen kendes fra flere steder i græsk mytologi, idet Daedalus efter sigende skulle have overfløjet den, og Herkules skulle også have været her. Byen gennemgik samme historie som området med Romerriget, før den blev erobret af arabere i 866. Normannerne vandt senere over det arabiske styre, og Noto blev en af deres velstående byer.

    I Noto trivede kulturen, og gennem århundrederne blev byen udbygget i forhold til den begrænsende middelalderby. Jordskælvet, der ramte det sydøstsicilianske område med kolossal kraft i 1693, lagde dog også Noto i grus, hvorved den skulle genopbygges. Det nye Noto blev anlagt tættere på havet end det antikke Noto, og det blev på alle måder en ny by. Byplanen var moderne og anlagt af Giovanni Battista Landolina, og flere dygtige arkitekter skabte en samlet perle i siciliansk barok i byens gader.

    Noto er optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv for sine fine 1700-talsbygninger. Blandt dem er Noto Katedral/Cattedrale di Noto (Corso Vittorio Emanuele) et fint eksempel. Kirken blev opført fra starten af 1700-tallet, og den stod færdig i 1776. Facaden står i fin barok, og her kan man se helgenstatuer. Det indre af kirken er i dag enkel i sin udsmykning, hvilket skyldes, at dele af kirken kollapsede i 1996, hvorved vægmalerier gik tabt. En anden smuk bygning er byens rådhus, Palazzo Ducezio (Corso Vittorio Emanuele), der stammer fra midten af 1700-tallet.

     

    Catania, Italien

    Catania

    Den sicilianske storby Catania ligger ved vulkanen Etna, og det har præget historien, ligesom det præger bybilledet med de mange bygninger, der gennem tiden er blevet opført i sort lavasten.

    Geologiske begivenheder har flere gange sat sit fysiske og ødelæggende aftryk på Catania, der flere gange har måttet genopbygges. Dagens Catania er således et resultat af en kolossal mængde nyanlæg efter det jordskælv, der lagde byen og området i grus den 11. januar 1693.

    Catanias dominerende historiske arkitektoniske stil er siciliansk barok, som ikke mindst bycentrums mange kirker er opført i. Kirkerne med byens katedral i spidsen er en oplevelse i sig selv, hvor det ene smukke og righoldigt dekorerede ydre og indre afløser det andet. Nogle steder ligger kirkerne nærmest dør om dør, og det gælder blot om at gå på opdagelse i dem.

    Rundt omkring i byen kan man også opleve Catanias græske og romerske fortid. Odeon, et amfiteater og et teater med op til 20.000 tilskuere ligger således mellem den moderne bys fine bygninger, og de giver en spændende kontrast i gadebilledet.

    Læs mere om Catania

Tilmeld dig vores nyhedsbrev