Site logo
Se på kortet
  • Old State House Museum, West Markham Street, Little Rock, Arkansas, USA

Læs om byen

Little Rock er den største by og hovedstaden i den amerikanske stat Arkansas. Dens historie går tilbage til 1800-tallet, men det var franske Jean-Baptiste Bénard de la Harpe, der i 1722 navngav området Little Rock efter et klippefremspring, som rejsende gennem tiden brugte som et pejlemærke mellem Mississippi-deltaet og Quachitabjergene. I 1812 etablerede pelshandleren William Lewis sig her, og de følgende år blev der etableret færgeforbindelse over Arkansas River, og der blev udstationeret en mindre garnison her. I 1819 blev Arkansas Territory grundlagt, og Little Rock blev hovedstad i 1821, og en kort overgang blev byen kaldt Akropolis. I 1850 boede der flere end 2.500 i Little Rock, og byen voksede gennem århundredet til 38.000 indbyggere. Gennem 1900-tallet voksede byen fortsat støt, og Little Rock blev udbygget i højden og med anlæg af mange nye forstæder.

I dag kan man gå nogle spændende ture i downtown Little Rock og langs Arkansas River. Man kan starte ved Little Rock City Hall, der blev opført i nyrenæssance i 1907. Over for rådhuset ligger det nyklassicistiske Robinson Center Music Hall fra 1939, der også kendes som Joseph Taylor Robinson Memorial Auditorium. Centret er hjemsted for Arkansas’ symfoniorkester. Fortsætter man mod øst, kommer man til et af Little Rocks mest kendte bygningsværker, Old State House, der blev bygget 1833-1842 som Arkansas’ regeringsbygning. Det var her i Old State House, at Arkansas’ løsrivelse fra unionen blev vedtaget i 1861. Old State House var statens Arkansas’ Capitol indtil 1912, statens nye og nuværende regeringsbygning blev taget i brug. Det smukke hus har været indrettet som museum siden 1947, og det var her, Bill Clinton i 1991 annoncerede sit kandidatur til præsidentposten.

Langs Arkansas River er der i det centrale Little Rock mange dejlige parker og stien Arkansas River Trail, som man kan følge. På turen kan man også krydser floden ad The Junction Bridge, der er en tidligere jernbanebro, som blev opført i 1884. Ved broens sydlige fæste kan man se det resterende af det klippefremspring, der i sin tid gav byen navnet Little Rock. Man kan fortsætte på nordsiden og krydse tilbage over floden mod øst ad Clinton Presidential Park Bridge, der også blev bygget som jernbanebro og åbnet 1899. Tilbage i Little Rock på sydbredden kan man besøge William J. Clinton Presidential Library and Museum. På museet får man et fornemt indblik i Bill Clintons to præsidentperioder, og her er bl.a. en kopi af The Oval Office i Det Hvide Hus i Washington, som det så ud i Clintons embedstid. På det store område omkring det præsidentielle museum kan man bl.a. se den gamle Choctaw Station, der er en banegård fra 1901, som i dag huser The Clinton Foundation og andre institutioner.

I downtown kan man besøge River Market District, der er Little Rocks underholdningskvarter med hyggelige gader, butikker, caféer og restauranter. I området kan man også besøge Historic Arkansas Museum, der giver et indblik i Arkansas’ historie gennem flere bevarede huse fra det gamle Little Rock og huse, som er blevet flyttet hertil fra andre steder i staten. På museet kan man se en varieret samling af bl.a. kunst og indbo, og blandt husene er Jesse Hinderliter House, der stammer fra 1820erne og er derved byens ældste bygning. Man kan gå videre gennem downtown ad de centrale gader, Main Street og Capitol Avenue, og man kan besøge den nygotiske Cathedral of St. Andrew, der er byens romerske katedral. Den blev bygget 1878-1887 og har et stemningsfuldt kirkerum. I den vestlige del af downtown Little Rock kan man se regeringsbygningen Arkansas State Capitol, der blev opført i årene 1899-1915. Capitol er bl.a. kendt for dens store kuppel og for de mange monumenter og mindesmærker, man kan se i området omkring bygningen.

Topseværdigheder

    • Historic Arkansas Museum
    • Arkansas State Capitol
    • William J. Clinton Presidential Library and Museum
    • Little Rock City Hall
    • Robinson Center Music Hall
    • Old State House
    • Arkansas River Trail
    • The Junction Bridge
    • Clinton Presidential Park Bridge
    • Choctaw Station
    • River Market District
    • Cathedral of St. Andrew

Tilmeld dig vores nyhedsbrev