Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Når man siger Köln, tænker de fleste på den majestætiske domkirke, der er et af verdens store kirkebyggerier, og som siden grundlæggelsen af været valfartskirke grundet relikvierne af Helligtrekonger. Kirken troner fortsat over byen som et af både Tysklands og Europas store byggerier, og alene den er hele turen værd.

Köln er samtidig også meget andet end domkirken. Med status som romersk koloni var der tidligt en by her, og levn fra den tid er stadig at se mange steder i byen og på museer. De romerske monumenter blander sig i dag med blandt andet Kölns talrige store kirker, der hovedsageligt stammer fra den romanske stilperiode, byportene fra middelaldermurene, hyggelige pladser og det moderne Köln.

Seværdigheder, museer, gastronomi og indkøb er i højsædet i Köln, og samtidigt er der en dejlig, afslappende stemning, der passer godt sammen med en kold Kölsch. Rhinen bugter sig langs bycentrum, og langs flodpromenaden er der altid gode muligheder for vandreture med udsigt til den gamle by, fx fra den grønne oase Rheinpark.

En tur i svævebane over Rhinen leder fra botaniske og zoologiske oplevelser i vest til badene ved de varme kilder i øst. Varme bade finder man flere steder og på flere hoteller i byen, og allerede romerne benyttede disse naturlige kilder i deres opbygning af byen. I dag er vandet en af mange grunde for et besøg.

Topseværdigheder

    Kölner Dom

    Köln Domkirke
    Kölner Dom

    Kölns Domkirke er en af verdens største kirker, by-ens vartegn, valfartssted, ærkebispesæde for den katolske kirke og optaget på UNESCO´s liste over verdensarv. Den er indviet til Sankt Peter og Jomfru Maria og hedder officielt Hohe Domkirche Sankt Peter und Maria.

    I Köln Domkirke opbevares relikvier af de hellige tre konger. De kom hertil i 1164, hvor ærkebiskop Rainald von Dassel anskaffede dem. Relikvierne var vigtige for alle kristne og skulle være på et betydningsfuldt sted. Da Kölns daværende domkirke brændte i 1248, skulle en ny og stor kirke opføres, og det blev startskuddet til den nuværende bygning.

    I 1322 blev den første del af kirken indviet, og den fungerede adskilt af en mur fra resten af byggeriet. Opførelsen fortsatte indtil 1473, hvor det videre arbejde blev sat i stå i næsten 400 år; visse arbejder fortsatte dog til 1560. På toppen af det ufærdige, sydlige tårn stod en kran, der kunne ses helt til 1800-tallet og stod som tegn på, at alt var stoppet på bygningens ydre. Indvendigt skete en smule indtil 1500-tallet.

    I 1800-tallet kom stadig flere ønsker om at færdiggøre domkirken; ikke mindst efter fundet af de originale tegninger af den ufærdige facade. 1842 blev et selskab til indsamling af midler til formålet stiftet, og de fik skrabet hovedparten af pengene sammen. Den resterende del afsatte staten Preussen, der så domkirken som symbol på statens imødekommenhed de mange katolikker, der var kommet under Preussen efter Wienerkongressen i 1815.

    Med moderne byggemetoder skred projektet hurtigt frem efter byggestarten i 1842. Klokkerne kunne installeres i 1870erne, og efter 632 års byggeri kunne kejser Wilhelm I se indvielsen af Tysklands største katedral i 1880.
    Under 2. Verdenskrigs nærmest totale ødelæggelse af Köln blev domkirken ramt omkring 70 gange. Den klarede alle træfferne og stod ved krigens afslutning relativt intakt i ruinhoben, der omgav den.

    De imponerende dimensioner er 157 meter i højden og en grundflade, der når 144x86 meter. Fra færdiggørelsen i 1880 og til byggeriet af Washington Monument i USA's hovedstad i 1884 var Kölns domkirke verdens højeste bygning. I dag overgås kirkespirenes højde kun af kirken i Ulm.

    Man kan komme op i 98 meters højde til en observationsplatform, hvorfra der er et fornemt syn over byen og Rhinen. I kirken er det ikke mindst størrelsen, der imponerer; i navet er der fx 43 meter til loftet. Fra middelalderen byder koret og høj-alteret på ganske seværdige detaljer, og mest kendt er den forgyldte 1200-talssarkofag, der rummer relikvierne af Helligtrekonger. I kirken kan man også se Gerokorset/Gero-Kreuz, der er fra omkring 960.

    Af domkirkens elleve klokker er de fire fra middelalderen. Den ældste er Trekongerklokken/Dreikönigenglocke, som blev støbt i 1418 og installeret i 1437. Den tungeste klokke er Sankt Peter Klokke/Sankt Petersglocke, der vejer 24 ton.

     

    Romersk-Germansk Museum
    Römisch-Germanisches Museum

    Det romersk-germanske museum er bygget på stedet, hvor der i Kölns romerske tid lå en villa. Det udstiller både resterne af villaen og en række fund fra byen Colonia Claudia Ara Agrippinensium, der var forløberen til dagens Köln.

    Man kan blandt andet se Dionysos-mosaikken/Dionysosmosaik, der er bevaret i stedets villa, der er fra 200-tallet. Her er også et bevaret stykke af den gamle, romerske havnegade i byen, buster, portaler og andre fund.

     

    Hohenzollernbrücke, Köln

    Hohenzollern Bro
    Hohenzollernbrücke

    Hohenzollernbroen blev opført over Rhinen i årene 1907-1911 som afløser for den tidligere Dombrücke. Den bestod oprindeligt af to parallelle jernbanebroer og en bilbro, men under genopbygningen efter 2. Verdenskrig blev kun jernbanebroerne genopført. Senere er en tredje banesektion kommet til, og yderst på begge sider er der gang- og cykelsektioner, så man kan nyde turen over floden uden at skulle tage toget. Broen er 409 meter lang og 29,5 meter bred.

    Også under 2. Verdenskrig var broen trafikalt betydningsfuld, men til trods for flere angreb forblev den funktionsdygtig, indtil tyske ingeniørtroppen sprængte den i luften 6. marts 1945. Det skete i forbindelse med de allierede styrker fremrykning og indtagelse af Köln. I maj 1948 blev første del af broen genåbnet.

     

    Wallraf-Richartz Museum

    Wallraf-Richartz Museum er et fornemt kunstmuseum med samlinger fra middelalderen til 1900-tallet. Det blev grundlagt 1824, åbnet for publikum tre år senere og ligger i dag i en bygning fra 2001. Særligt samlingen af middelaldermalerier er verdensberømt, og så er her også et fint udvalg fra senere århundreder.

    Museets navn kommer fra universitetsrektor Ferdinand Franz Wallraf, der efterlod en samling værker til byen ved sin død i 1824, og fra købmanden Johann Heinrich Richartz, der i 1851 donerede penge til en selvstændig museumsbygning.

    Den bye bygning åbnede i 1861, og af repræsenterede kunstnere er fx Albrecht Dürer, Rubens, Rembrandt, van Dyck og Vincent van Gogh.

     

    Stadtmuseum, Köln

    Köln Bymuseum
    Kölnisches Stadtmuseum

    Kölns bymuseum skildrer gennem tusindvis af effekter byens historie. Det åbnede i 1888 med første beliggenheder i byportene Hahnentorburg og Eigelsteintorburg. Siden 1958 har det ligget i det tidligere tøjhus, Zeughaus.

    På museet er der mange faste temaer, man kan gå gennem, og der arrangeres også særudstillinger over særlige temaer i byens historie. Et fast tema er det politiske Köln, hvor der er fokus på tiden fra senmiddelalderen til 1900-tallets efterkrigstid.

     

    Basilika Sankt Gereon

    I 500-tallet blev der for første gang med sikkerhed indviet en kirkebygning på dette sted, hvor den imponerende, romanske Sankt Gereon Basilika nu ligger. Basilikaen er opført 1151-1227; delvist på den tidligere romerske mur omkring byen. I byggeriet kan man finde rester af en opførelse tilbage til 300-tallet, det menes dog, at kirkelig anvendelse først fandt sted fra det følgende århundrede. I alle tilfælde er kirken en af de ældste i Tyskland.

    Udefra har kirken karakteristiske tvillingetårne og en tikantet kuppel med et grundmål på cirka 21x17 meter og en højde på 34 meter. Kuplen var den størst byggede i Europa i århundreder; indtil 1400-talsdomkirken i Firenze.

    Indvendigt blev kirken i 1191 indrettet med altret Gereonsalter. Fra den tid kan man se vægmalerier, mens gulvet til dels prydes af Elmar Hillebrands fremstilling af dele af Sankt Gereons martyrium. Af særlig interesse er resterne fra den antikke bygning. Der er bevaret apsisser og dele af gulvmosaikker.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Köln her.

Andre seværdigheder

    Gross Sankt Martin, Köln

    Store Sankt Martin
    Groß Sankt Martin

    Groß Sankt Martin er en katolsk kirke, hvis historie går tilbage til omkring år 960, da ærkebiskop Brun von Sachsen grundlagde stedet og dedikerede det til Sankt Morten; også kendt som Martin af Tours. Denne tidligste kirke blev endda etableret på fundamenterne af en bygning fra romertiden.

    Den nuværende kirke blev opført gennem omkring 100 år efter bybranden i 1150. Stilen er romansk, og det karakteristiske tårn har siden da været en af de dominerende bygninger i Kölns skyline.

    Groß Sankt Martin virkede indtil 1802 også som kloster. På det tidspunkt var der fortsat 21 munke her, som skulle finde andre steder at bo. De forladte bygninger blev en overgang benyttet af franske veteraner, men ellers nedrevet og genanvendt som byggematerialer andre steder i byen. Efter 2. Verdenskrig stod kun få mure tilbage, og i 1985 kunne den genåbne i fornemt genopbygget stil.

    Navnet Store Sankt Morten kommer af, at der var to kirker indviet til Sankt Morten. Af Lille Sankt Morten/Klein Sankt Martin er i dag kun tårnet bevaret (Augustinerstraße 25).

     

    Museum Ludwig

    Museum Ludwig blev etableret i 1976 og udstiller en samling moderne kunst. Udgangspunktet var industrimanden Peter Ludwigs donation af 350 værker til gengæld for netop museets grundlæggelse. Den karakteristiske museumsbygning blev tegnet af Peter Busmann og Godfrid Haberer, og den åbnede i 1986 på en prominent placering umiddelbart ved siden af Kölns domkirke.

    Museets samling består af værker fra 1900 til i dag, og der er meget at se på et besøg her. Peter Ludwig havde blandt andet etableret en samling værker af Pablo Picasso, der er en af de største i verden. I Sammlung Ludwig er der også en russisk avantgardekunst og amerikansk popart. Man kan også se værker fra Josef Haubrichs samling, der fx indeholder ekspressionisme og modernisme.

     

    Alter Markt, Köln

    Gammeltorv
    Alter Markt

    Gammeltorv er en af de største pladser i Kölns gamle bydel. I den romerske tid lå området uden for murene og blev anvendt som havn. Efterhånden sandede stedet til, og det blev en del af byens udvidelse. I dag er pladsen præget af de mange gavlhuse, hvoraf flere er interessante.

    Gaffel Haus (Alter Markt 20-22) er pladsens ældste hus; det er opført med en enkelt gavl i 1213. I 1580 blev det udvidet med et tvillingehus, så det i dag står som dobbelthus. Navnet Gaffel Haus kommer fra det bryggeri, der siden 1987 har ligget her.

     

    Rådhuset
    Rathaus

    Kölns rådhus består af flere bygninger, der er blevet bygget løbende siden 1300-tallet. Tidligere lå det romerske Praetorium her, og det var indtil 475 sæde for den romerske guvernør. Fra i hvert fald 1135 var på stedet etableret en form for bystyre, og i 1330 blev den romanske bygning afløst af Saalbau i det nuværende rådhuskompleks. Saalbau og hele rådhuset kerne er mødesalen Hansasaal, der måler 30x7 meter i grundflade.

    Det 61 meter høje rådhustårn, Ratsturm, blev opført 1407-1414. Renæssanceloggiaen Rathauslaube er fra årene 1569-1573. Den indeholder blandt andet balkonen, hvorfra der løbende blev talt til offentligheden. I hollandsk renæssance blev den såkaldte Spanske Bygning/Spanischer Bau opført 1608-1615. Navnet kommer fra de spanske delegerede, der var her under 30-årskrigen i 1600-tallet.

    I forbindelse med genopbygningen efter 2. Verdenskrig konstruerede man det store atrium, Piazzetta, der danner en lille plads mellem de ældre bygninger.

     

    Haus 4711, Köln

    Hus 4711
    Haus 4711

    4711 er et af Kölns varemærker, der kommer rundt i store dele af verden. I dette hus på Glockengasse kom den kendte eau de Cologne til verden, og siden da er det et af førende mærker af duftevandet.

    Haus 4711 er i sig selv en oplevelse med det markante ydre og fine indre, hvor man finder den 4,5x3,5 meter store gobelin, der skildrer husnummereringen ved 4711 under byens franske tid. Efter sigende var der omkring 7.500 huse i Köln, da general Daurier i 1796 beordrede dem nummereret for bedre at kunne orientere sig. En fransk soldat på en hvid hest red rundt, og dette hus gav han netop nummeret 4711.

    Genfortællingen af soldatens ridt og nummereringen kan man opleve i husets klokkespil på facaden. Figurer kommer ud ved hele timer, og her bliver Marseillaisen blandt andet spillet.

    Navnet 4711 har været anvendt siden 1881, hvor der endeligt blev nedlagt forbud for konkurrenter at bruge Farina-navnet til eau de Cologne, idet den originale producent benyttede det. I stedet besluttede ejeren, Ferdinand Mülhens, at kalde det for det gamle husnummer. Mülhens havde allerede siden 1803 produceret eau de Cologne, men under et Farina-navn.

     

    Duftmuseet
    Duft Museum

    Kølnervand bærer det verdenskendte navn Eau de Cologne. Denne duftende parfume er udtræk af naturdufte, og den er produceret i Köln, siden Johann Maria Farina i 1709 blandede duften af appelsin, bergamot, ceder, citron, grape, lime, mandarin og urter med vand.

    Duften kaldte Farina for Echt Kölnisch Wasser, og den er den originale, som fortsat produceres og sælges. Johann Maria Farina overfor Jülichs Sted/Johann Maria Farina gegenüber dem Jülichs-Platz var navnet på Farinas fabrik, og den bygning er i dag fortsat rammen om den originale Eau de Cologne. Her ligger blandt andet Duftmuseet, hvor man kan se en udstilling om parfumeproduktionen.

     

    Gürzenich, Köln

    Gürzenich

    Gürzenich er en festsalsbygning, der blev opført 1441-1447 på patricierfamilien von Gürzenichs grund; deraf kommer navnet. Det borglignende hus skulle lægge rammer til forskellige møder og kulturelle arrangementer, og det er en funktion, det fortsat har i dag.

    Blandt højdepunkterne gennem tiden tæller afholdelsen af rigsdag i 1505, hvor den senere tysk-romerske kejser Maximilian I deltog. Den 6. maj 1849 forkyndte Karl Marx sit kommunistiske manifest i salen i Gürzenich.

    Gennem århundrederne har Gürzenich også lagt gulve til fx magasinformål, byens filharmoniske orkester og maskebal.

     

    Gamle Sankt Alban
    Alt Sankt Alban

    Kirken Alt Sankt Alban blev indviet i 1172. Dens tårn kom til i 1494, og kirken blev ombygget i 1600-tallet. I 1896 blev facaden ændret, og under 2. Verdenskrig blev Alt Sankt Alban ødelagt, så kun murene stod delvist tilbage.

    I 1959 blev kirken udlagt som mindemonument for ofrene i verdenskrigene. Den blev stående som ruin og ses således uden tag og vinduer. I stedet blev en Ny Sankt Alban/Neu Sankt Alban opført et andet sted i Köln.

     

    Rautenstrauch-Joest-Museum, Köln

    Rautenstrauch-Joest-Museum

    På dette museum kan man tage en etnologisk rejse gennem verdens kulturer. Samlingerne består af titusindvis af effekter fra hele verden; fra inuitter til polynesiske folks liv og historie.

    Museets udstilling er præsenteret spændende ved at tage globale temaer op og formidle, hvordan disse regionalt har udviklet sig i forskellige retninger. Som noget særligt, er der også en juniorafdeling, Junior Museum, der appellerer til børn og unge.

     

    Antoniterkirken
    Antoniterkirche

    Antoniterkirche er en sengotisk kirke, der i 1805 blev Kölns første protestantiske kirke. Tidligere tilhørte den Antoniterordenen, der i 1700-tallet blev en del af Johaniterordenen.

    I kirken kan man blandt andet se vinduespartier fra 1500-tallet og skulpturen Den Svævende/Der Schwebende, der blev udført af Ernst Barlach i 1926-1927. Den vandret svævende skulptur kaldes også for Barlach-englen/Barlach-Engel og blev lavet til domkirken i Güstrow. I 1930erne blev kunstværker, herunder Barlachs, betegnet som degenereret kunst/Entartete Kunst af det tyske styre, og englen blev i 1937 fjernet og smeltet om.

    Nogle af Barlachs venner og tilhængere fandt den originale gipsfigur, og i 1939 lod de en kopi producere. Kopien blev gemt til efter 2. Verdenskrig, hvor den blev sat til salg. Kölnervirksomheder rejste penge, og i 1952 kunne englen hænges op i Antoniterkirche.

     

    Rheinpark, Köln

    Rhinparken
    Rheinpark

    Rheinpark er et stort grønt område langs Rhinens østlige bred. Området blev ledigt, da Kölns forsvarsværker blev sløjfet, og fra 1907 begyndte man at gøre det ellers braklagte jord grønt.

    I 1914 blev Werkbund-udstillingen/Werkbundausstellung etableret her, og blandt de primære seværdigheder var Bruno Tauts glaspavillon. 1. Verdenskrig satte en stopper for udstillingen og den fortsatte etablering af parken, men i første halvdel af 1920erne kom der på ny aktivitet. Her blev de første bygninger i udstillingskomplekset Kölner Messe etableret. Mod sydvest i Rheinpark ligger fra 1920erne det 80 meter høje Messetårn/Messeturm og Staatenhaus med dets lange, buede facade.

    Rundt i parken fra nord til syd kan man køre med miniaturejernbanen Kleinbahn im Rheinpark, der blev bygget i forbindelse med en haveudstilling i 1957. Banen havde en sporvidde på 381 mm; det er senere udvidet til 600 mm ved en omlægning i 1971. Turen rundt er på 2 kilometer.

     

    Ulrepforte

    Ulrepforte er en af de fire bevarede, befæstede byporte fra Kölns middelalderbymur. Den blev opført i starten af 1200-tallet og indviet i 1245. Porten var med gennemgang på fire meter den smalleste af byens porte, og befæstningen bestod af to halvcirkelformede tårne. I 1450 fik Ulrepforte et nyt formål, idet porten blev muret til og ombygget til møllen Kartäuser Windmühle. Det er årsagen til det høje tårn, der i dag kan ses ved porten.

    Ulrepforte var i centrum for kampe i Köln i 1268. Her troppede ærkebiskoppens soldater op foran bymuren, og der var omkring 300 af disse, som var trængt ind i fæstningsværket gennem et hul, som ærkebiskoppens folk havde fået en lokal skomager til at lave. Det var en tid, hvor Köln anført af familien Overstolz stræbte efter selvstændighed fra biskoppens magt, og under slaget forsvarede Kölns borgere sig og formåede at besejre angriberne.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Köln her.

Ture fra byen

    Bonn, Tyskland

    Bonn

    Bonn er en føderal by, der ligger i delstaten Nordrhein-Westfalen. Dens historie går tilbage til århundredet f.Kr., og derved er Bonn er af Tysklands ældste byer. En overgang i historien var den hovedstad i Kurfyrstendømmet Köln, men det var ikke mindst i årtierne efter 2. Verdenskrig, at Bonn skrev sig ind i historiebøgerne. I årene 1949-1990 var byen nemlig hovedstad i Vesttyskland.

    I dag er Bonn fortsat sæde for en del føderale institutioner og ministerier, og byen er også hjemsted for Villa Hammerschmidt, der fungerer som den tyske præsident anden residens og kontor efter Schloss Bellevue i Berlin. I Bonn kan man også besøge kvarteret Bundesviertel, der var centrum for det politiske Vesttyskland. Man kan bl.a. se Bundeshaus, hvor samlingerne i forbundsdagen fandt sted.

    I Bundesviertel finder man den såkaldte Museumsmeile, hvor der ligger flere interessante museer. På Haus der Geschichte Bonn formidles historien efter 1945, og tæt herpå ligger Kunstmuseum Bonn og Bundeskunsthalle. På Museumsmeile finder man også Deutsches Museum Bonn om videnskab og det naturhistoriske Museum Koenig. I byen kan man også besøge Beethoven-Haus, der er indrettet i Beethovens fødehjem.

    Bonns gamle bydel med smalle gader og små pladser er også meget hyggelig. De to centrale pladser er Markt og Münsterplatz, og rundt omkring i gaderne er der en del at se. På Münsterplatz ligger Bonner Münster, der er en af Tysklands ældste kirker, og man kan også se kirken St. Remigius, hvor Ludwig van Beethoven blev døbt, og Bonns store slot, hvor Kölns kurfyrster havde residens. I dag huser slottet byens universitet.

    Læs mere om Bonn

     

    Aachen

    Aachen er Tysklands vestligste storby, og den ligger i delstaten Nordrhein-Westfalen. Byen blev grundlagt af romerne, og den udviklede sig hurtigt til at være en politisk betydende by. Frankerrigets Karl den Store valgte Aachen som residensby, og efterfølgende blev 31 tysk-romerske kejsere kronet i byens domkirke til germanske konger. I dag ligger Aachen i grænselandet mellem Tyskland, Belgien og Holland, og den har seværdigheder på UNESCO’s verdensarvsliste.

    I centrum af byen ligger katedralen Aachener Dom, der er en af de ældste domkirker i Europa. Det var Karl den Store, der grundlagde den store kirke, hvori han selv blev begravet i 814. I domkirken kan man opleve et særdeles smukt kirkerum, der går tilbage til Karl den Stores tid. Centrum af byggeriet af Oktogon, der blev opført 795-803, og hvor man i dag bl.a. kan se Karl den Stores marmortrone, der efterfølgende blev anvendt af mange tyske konger.

    Ved domkirken ligger Domschatzkammer, der udstiller Tysklands og Nordeuropas fineste kirkeskatte, og umiddelbart nord for domkirken ligger pladsen Katschhof, hvor man kan besøge Centre Charlemagne, der er bymuseum i Aachen. Herfra kan man gå en tur i byens hyggelige centrum omkring pladsen Markt, hvor Aachens smukke rådhus fra 1300-tallet ligger. Man bør også gå en tur i Elisengarten, hvor man kan se den nyklassicistiske pavillon Elisenbrunnen, hvor den berømte kilde Kaiserquelle ligger.

    I Aachen kan man også se to bevarede byporte, Ponttor og Marschiertor, der begge stammer fra Aachens historiske bymure fra omkring år 1300. I byen kan man også se Aachens smukke teater, kirken St. Michael fra 1628 og parken Stadtgarten, hvor Neues Kurhaus fra 1914-1916 ligger. Et andet populært sted er Dreiländerpunkt få kilometer sydvest for Aachen. Her mødes landene Tyskland, Belgien og Holland på et markeret sted, og rundt om er der bl.a. et udsigtstårn og en stor labyrint.

    Læs mere om Aachen

     

    Linz am Rhein

    Linz am Rhein er en særdeles hyggelig mindre by langs Rhinen, hvis historie går tilbage til i hvert fald 800-tallet, hvor den kendes nævnt første gang. Linz am Rhein udviklede sig ikke mindst i 1200-1300-tallene, hvor byen blandt andet opnåede visse rettigheder under Kölns ærkebiskop Heinrich II. von Virneburg i starten af 1300-tallet. I 1800-tallet blev bymure og byporte nedlagt, og her begyndte dampskibene at lægge til byens kajer.

    I dag kan man i gaderne i det historiske Altstadt se mange af de bindingsværkshuse, byen er særligt kendt for. Man kan også nyde stemningen på pladserne Burgplatz og Marktplatz, hvor 1500-talsrådhuset står. Ved Burgplatz ligger Burg Linz, der blev opført i 1365, og som gennem tiden tilhørte kurfyrsterne i Köln. Fra bymurene kan man se portene Neutor og Rheintor og tårnet Linzer Pulverturm.

    Man kan også vælge at se Linz am Rhein og området lidt fra oven fra bakken Kaiserberg, der ligger umiddelbart syd for byen, og hvor der er nem adgang fra Altstadt. Det er også muligt af sejle over Rhinen med Rheinfähre Linz-Kripp og se byen og floden fra afstand. Et par kilometer nordvest for Linz am Rhein kan man se resterne af broen Ludendorff-Brücke, der blev kendt fra Slaget ved Remagen i 1945. I dag står bropillerne tilbage på begge siden af floden, og på nordsiden kan man se indgangen til den gamle tunnel, der lå i forlængelse af broen.

     

    Brühl, Tyskland

    Brühl

    Brühl er en by, der ligger tæt på Köln og nærmest danner en forstad til byen ved Rhinen. Den opnåede sine stadsrettigheder i 1285, og den blev særligt kendt fra 1567, hvor Kölns fyrstbiskopper valgte Brühl som residens. Fyrstbiskopperne var gejstlige herskere over et fyrstbispedømme og samtidigt verdslige herskere over et territorium, som blev kaldet et højstift.

    Højdepunktet af seværdigheder i Brühl stammer fra fyrstbiskoppernes tid. Det drejer sig om residensslottet Schloss Augustusburg og jagtslottet Schloss Falkenlust. Slottene er optaget på UNESCO's verdensarvsliste, og de hører sammen med de omliggende parker til Tysklands fineste barok- og rokokoanlæg.

    Schloss Augustusburg blev opført fra 1725 på fundamenterne af en middelalderborg, som var blevet ødelagt under franske angreb. Det var arkitekterne Johann Conrad Schlaun og François de Cuvilliés, der designede det smukke residensslot, og François de Cuvilliés tegnede også Schloss Falkenlust som et lille jagtslot, som ærkebiskop Clemens August kunne bruge til falkejagt. Falkenlust blev opført i årene 1729-1740.

    Ved Augustusburg blev der etableret en storslået barokhave, der blev designet af Dominique Girard. I 1800-tallet blev haven omlagt til samtidens populære engelske landskabshaver, men i 1900-tallet blev den oprindelige slotshave genskabt, og det kan derfor igen opleves som et af de bedste eksempler på barok fransk havekunst fra det 18. århundrede i Europa.

     

    Drachenburg Slot
    Schloss Drachenburg

    Schloss Drachenburg er en privat residens, der blev bygget 1882-1884 på bjerget Drachenfels i en fornem arkitektonisk stil med spir og tårne som et middelalderslot. Det var baron Stephan von Sarter, der opførte slottet, men han blev efter færdiggørelsen boende i Paris, hvor han gennem mange år opholdt sig.

    Det var arkitekterne Bernhard Tüshaus og Leo von Abbema, der tegnede de oprindelige planer, som der blev bygget efter fra 1882. Von Sarter bragte i løbet af byggeriet arkitekten Wilhelm Hoffman til at fuldføre opførelsen af Schloss Drachenburg. I dag ejes slottet af en fond, og det er åbent for besøgende.

    Slottet er en oplevelse, og det er det også at komme hertil. Det kan gøres med tandhjulsbanen Drachenfelsbahn, der kører fra Königswinter via slottet til højderne på Drachenfels. Stationen på toppen ligger i en højde på 289 meter. Banen er 1.500 meter lang, og den har en sporvidde på 1 meter og en maksimal stigning på 20 %.

     

    Düsseldorf, Tyskland

    Düsseldorf

    Düsseldorf ligger smukt ved Rhinen, og den er hovedstad i delstaten Nordrhein-Westfalen. Byens navn betyder landsbyen ved floden Düssel, men landsbyen er gennem århundreder vokset til at være en af Tysklands største byer og en af de kulturelt og økonomisk vigtige byer. I dag er der mange oplevelser som fx interessante museer, Deutsche Oper am Rhein, byens skuespilhus og flere seværdigheder.

    Altstadt er navnet på Düsseldorfs gamle bydel, og her ligger pladserne Marktplatz, Burgplatz og Stiftsplatz på stribe med hver deres seværdigheder. Man kan bl.a. se byens gamle renæssancerådhus og det bevarede slotsstårn fra 1200-tallet, som er det eneste, der endnu står tilbage af Düsseldorfs slot. Tæt herpå står kirken St. Lambertus, der er den ældte bygning i Altstadt.

    Det centrale Düsseldorf er også præget af hyggelige strøggader med utallige caféer og restauranter, hvor kan bl.a. kan smage på byens traditionelle øl, Altbier, der i daglig tale hedder Alt. På en spadseretur i Düsseldorf, er en tur ad Königsallee et must. Gaden kaldes også blot Kö, og kanalen i midten af gaden danner en klassisk esplanade gennem byen, og Kö er en af Tysklands mest kendte strøg.

    Man kan se hele byen og Rhinens løb fra oven i tv-tårnet Rheinturm, der byder på en restaurant og et observationsdæk i ca. 170 meters højde. Ved foden af tårnet kan man gå en dejlig promenade langs Rhinen, og her kan man også se nogle af byens moderne bygninger. De skæve bygninger, der udgør Neuer Zollhof, er et godt eksempel. De blev designet af Frank Gehry og åbnet i 1998.

    Læs mere om Düsseldorf

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Colonia Agrippina

    Kölns byhistorie går tilbage til tiden, da romerske tropper kom til Ubii-folkets område og bosatte sig på Rhinens vestre bred i år 39 f. Kr. Stedet hed Oppidum Ubiorum og var en vigtig militærforpost i det yderste af Romerriget mod nordøst. I år 17 opgav Rom planerne om at erobre de germanske områder øst for Rhinen, og i stedet skulle grænseområdet vest for floden styrkes.

    I år 50 blev Oppidum Ubiorums status øget, da kejser Claudius’ hustru, Agrippina, ønskede at se sit fødested ophøjet til colonia; en by under romersk lov. Byen blev nu kaldt Colonia Claudia Ara Agrippinensis; opkaldt efter både Claudius og Agrippina. Det korte navn var Colonia Agrippina, og snart efter grundlæggelsen som colonia blev der etableret nye anlæg og institutioner.

    I år 80 blev der etableret vandforsyning. Med den i alt 135 kilometer lange Eifel-akvædukt blev der ledt vand til byen fra Eifelbjergene mod sydvest. I år 90 blev Colonia Agrippina hovedstad i den romerske provins Germania Inferior, og på det tidspunkt boede der 45.000 mennesker her.

    I slutningen af århundredet e. Kr. startede anlægget af en bymur med 9 porte og 19 tårne. Den 8 meter høje mur blev færdiggjort i 200-tallet, hvor byens befolkningstal var svundet ind til omkring 15.000 i selve byen og yderligere 5.000 i omegnen. Byen var dog fortsat betydningsfuld, og i 260 gjorde kejser Postumus Colonia Agrippina til hovedstad i Det Galliske Rige, Imperium Galliarum. Riget bestod til 274 og omfattede romerske områder i det nuværende Tyskland, England, Frankrig og Benelux.

    I 310 fik kejser Konstantin I anlagt en bro over Rhinen, og på den østlige bred blev kastellet Castellum Divitia bygget som beskyttelse; Divitia er vore dages Deutz.

    Kristendommens indtog var i 300-tallet, hvor Maternus i år 313 er regnet som byens første biskop. Skriftlige kilder nævner første gang en kirke i 355.

     

    Frankernes ankomst

    Gennem 300-400-tallene blev Colonia Agrippina flere gange belejret og overfaldet af frankerne. I 455 faldt den romerske by, og frankerne gjorde den til hovedstad. På dette tidspunkt var de germanske frankere fortsat opdelt i flere stammer. I Köln brugte de den romerske infrastruktur, bymure og byggerier som fx prætorium, der blev frankisk kongebolig.

    Århundrederne gik med adskillige magtkampe mellem kongen og dennes familie samt andre indflydelsesrige i byen om området. Kölns status som kongeby sluttede i 755, hvor de merovingiske regenter måtte frafalde magten.

    I tiden med De Saksiske Krige i årene 772-804 steg Kölns betydning igen. Den politiske og kulturelle indflydelse blev ikke mindst drevet frem af byens biskopper og kirken, der samlede relikvier og opførte mange kirker til martyrer.

    I 795 blev Köln ærkebispesæde med Hildebold som første ærkebiskop; han var blevet indsat som byens biskop af Karl den Store i 787. I 873 kunne en af de følgende i embedet, Willibert, indvie den domkirke, der var forløberen til den nuværende Kölner Dom.

    I Frankerriget var der interne stridigheder, der svækkede det ydre forsvar. Köln havde da også været under forskellige styrer, da vikinger i starten af 880erne plyndrede Köln og lagde den nærmest totalt i ruiner. Før vikingernes hærgen havde nogle af kirkens folk flyttet de vigtigste skatte til Mainz, hvor de var i sikkerhed. Et stort genopbygningsarbejde blev sat i gang; blandt andet af bymuren. Der gik kun til 891, før relikvier igen blev overført til byen.

     

    Köln gennem middelalderen

    I 925 blev Kölns tilhørsforhold i Frankerriget fastlagt. Det skete efter sakseren Heinrich I’s sejre for Østfranken, som kom til at indeholde Lothringen og dermed Köln. Heinrich var konge i det rige, der var forgænger for Det Tysk-Romerske Rige og det senere og nuværende Tyskland.

    I midten af 900-tallet gjorde kejser Otto I Kölns ærkebiskop til hertug af Lothringen og dermed også til byens reelle leder. Titlen indebar handelsrettigheder, og udnævnelsen var på den måde startskuddet til Kölns århundreder under kirkens magt.

    Fra og med den første regerende ærkebiskop, Brun, blev der igangsat mange nye byggerier i Köln; mange kirker blev grundlagt, og generelt blev nye kvarterer anlagt. Ny kulturel inspiration kom fra Theophanu, der som datter af den østromerske kejser i Konstantinopel blev gift med kejser Otto II. Både Brun og Theophanu blev ved deres død begravet i kölnerkirken Sankt Pantaleon.

    Kölns regionale betydning steg yderligere, da ærkebiskopperne fra 1039 begyndte at udstede mønterne Kölner Mark, der blev den førende møntfod i denne del af Rhinområdet. Politisk udviklede byen sig også, og i 1135 blev byens første rådhus indviet.

    Særligt væsentligt var det, da ærkebiskop Rainald von Dassel den 23. juli 1164 bragte relikvierne af Helligtrekonger til byen. Relikvierne gjorde Köln til et af den kristne kirkes vigtigste valfartsmål i Europa, og de var årsagen til Kölns store domkirke og dermed nutidige status som stort turistmål.

    I årtierne omkring år 1200 lod ærkebiskopperne et af Europas største fæstningsværk opføre; Kölns middelalderbymur, der var væsentligt større end den romerske. 12 byporte og hele 52 tårne var der i muren omkring byen.

    I 1254 tiltrådte Köln et forbund bestående af 59 byer i Rhinområdet. Forbundet blev dannet som reaktion på den usikre status for det tysk-romerske styre, der havde været i interregnum. Det primære fokus var afskaffelse af de utallige toldforhold, der besværliggjorde handel. For at styrke Kölns position som handelscentrum, indførte ærkebiskopperne såkaldt Stapelrecht, hvormed passerende varer skulle udbydes til salg på markederne i Köln.

    5. juni 1288 blev dagen, hvor der kirkelige styre i Köln blev væltet. Med Slaget ved Worringen mellem ærkebiskop Siegfried von Westerburg og hertug Johann I af Brabant deltog borgerne i Köln på den sejrende hertugs side, og byen blev herefter de facto en fri rigsstad direkte under den tysk-romerske kejser; selv om denne status først blev officiel i 1475.

    I 1396 blev Kölns nye forfatning vedtaget, Verbundbrief, der indførte rådmandsstyre. Omkring år 1400 var Köln den største by i Det Tysk-Romerske Rige, og i 1401 blev Ruprecht kronet til tysk konge af byens ærkebiskop Friedrich III. Handelen blomstrede også, og Köln var medlem af Hanseforbundet.

    1500-tallet blev en tid, hvor borgeropstanden i 1512-1513 resulterede i flere rettigheder til befolkningen. Der var modstand mod Martin Luthers ord, der ledte til reformationen, og i 1560 blev det store og langvarige byggearbejde på Kölner Dom stoppet af finansielle årsager. Der skulle gå flere end 300 år, før kirken blev gjort færdig. I 1560 blev et stort anlægsarbejde dog også igangsat; Rhinen trængte sig på på den østlige bred, og man mente, faren for gennembrud var stor. For at bevare flodens løb byggede man over de følgende århundreder væsentlige forstærkninger.

    I 1709 grundlagde Giovanni Battista Farina den ældste, nuværende parfumefabrik i verden, og her producerede han noget af det, der har sat Kölns navn på verdenskortet, kølnervandet/eau de Cologne. I 1716 blev parfumen også en eksportvare og med tiden var der en række producenter, der søgte at kopiere succesen.

     

    Det franske og preussiske Köln

    I 1794 blev Köln erobret af den franske revolutionshær, og det hidtidige rådmandsstyre blev bragt til ophør. Franskmændene etablerede efter hjemlandets forbillede en kommunalforvaltning. Det franske styre gennemførte året efter en nummerering af byens huse, og hus nummer 4711 gav senere navnet til en af byens kendte mærker kølnervand.

    I slutningen af 1700-tallet blev byens klostre nedlagt, og Konkordatet i 1801 mellem Napoleon og den katolske kirke blev Köln nedlagt som ærkebispesæde. Denne status fik Aachen i stedet, og med konkordatet sluttede den franske kamp mod kirken i Rom.

    Kölns borgere blev alle franske statsborgere i begyndelsen af 1800-tallet, hvor også Napoleon besøgte byen. Det var i 1804, hvor han den 13. september blev modtaget med kanonader og bimlende kirkeklokker; han red gennem porten Eigelstein til Neumarkt.

    14. januar 1814 forlod de franske tropper Köln til fordel for fremrykkende preussiske styrker, og med Wienerkongressen i 1815 fik Preussen et større territorium i Rhinlandet; inklusive Köln, der dog beholdt fransk valuta indtil 1848.

    De originale tegninger til den ufuldstændige domkirkes facade blev fundet, og ønsket om færdiggørelse af det mægtige byggeri blev en sag som symbol på en tysk nationalbevægelse. Med folkelig indsamling og støtte fra den preussiske kong Friedrich Wilhelm IV kunne byggeriet genoptages i 1842 efter stilstand siden 1560. Man kunne indtil 1868 stadig se en 1300-talskran på toppen af kirken; dette år blev kirkens interiør færdigt, og man gik i gang med den imponerede facade. Kirken stod færdig i 1880.

    Gennem 1800-tallet blev infrastrukturen i og omkring byen væsentligt udbygget og udnyttet. Det engelske dampskib Defiance nåede i 1816 Köln som det første af sin slags, og i det hele taget steg transporten ad Rhinen, og fra 1839 kørte jernbanen også fra Köln til stadigt flere byer. 1855-1859 blev Dombrücke opført som den første bro i Köln over Rhinen siden romertiden. Med broens færdiggørelse blev en ny banegård indviet, og togene kørte nu også over floden.

    I 1800-tallets sidste årtier blev den middelalderlige bymur sløjfet, og byen fik tiltrængt plads at vokse på. Bymuren blev afløst af en ydre fæstningsring, der kunne beskytte det stærkt voksende antal indbyggere. Fra 73.000 borgere i 1837 voksede byen til 640.000 i 1913. Efter 1. Verdenskrig blev byens forsvar sløjfet i overensstemmelse med Versaillestraktaten.

     

    Köln fra 1900-tallet

    I 1920erne var der igen vækst i byen. Hansahøjhuset blev opført 1924-1925 og var ved åbningen Europas højeste kontorhus. Samme år tog varehuset Kaufhaus Tietz Tysklands første rulletrappe i brug. Byen købte en tidligere militærflyveplads nordvest for bycentrum, og efter at være åbnet som lufthavn blev den hurtigt en af Tysklands største.

    Amerikanske Ford lagde i 1929 grundstenen til en bilfabrik i byen, hvilket gav yderligere økonomisk næring til byen, hvis kulturelle scene også blomstrede disse år; ikke mindst musikalt.

    Den 4. januar 1933 mødtes Adolf Hitler og Franz von Papen på adressen Stadtwaldgürtel 35. Von Papen havde været kansler gennem 1932 og på dette tidspunkt afløst af Weimarrepublikkens sidste kansler, Kurt von Schleicher. Ved mødet blev der enighed om, at Adolf Hitler skulle være kommende rigskansler frem for von Papen.

    I 1936 kom tyske tropper tilbage til det demilitariserede Rhinland. Under 2. Verdenskrig blev store dele af Köln ødelagt. Det første luftbombardement fandt sted 12. maj 1940, og efter i alt 262 luftangreb lå 95 % af den gamle bydel i ruiner. Rhinbroerne var ødelagt, mens Kölns domkirke stod nærmest ubeskadiget i ruinhoben.

    Den 9. marts 1945 etablerede den amerikanske militærregering sig i Köln, og den 4. maj samme år genindtog den senere kansler, Konrad Adenauer, sit tidligere hverv som byens borgmester. Adenauer havde haft titlen i perioden 1917-1933 og beklædte denne gang posten en overgang, før Hermann Pünder blev udnævnt i november 1945.

    I 1946 blev de første lokalvalg afholdt, og Köln kom i Forbundsrepublikken Tyskland at høre under delstaten Nordrhein-Westfalen. Trafikken begyndte at køre over den genopførte Hohenzollernbrücke i 1948, og årene efter spirede initiativ, udstillinger og anden aktivitet i Köln.

    Under det tyske Wirtschaftswunder blomstrede landets økonomi de følgende årtier, og prominente gæster besøgte byen. I 1962 var det Frankrigs præsident Charles de Gaulle, og året efter kom USA’s præsident John F. Kennedy på visit. Kirkeligt kom pave Johannes Paul II til Köln i både 1980 og 1987.

    Kulturelt har tiden fra 2. Verdenskrigs afslutning også budt på megen udvikling. I 1957 åbnede byens nye operahus, og de følgende årtier fulgte flere store museumsåbninger; blandt andet Romersk-Germansk Museum i 1974 og Museum Ludwig i 1986.

    I dag er Köln Tysklands fjerdestørste by med et væld af messer og udstillinger. Byens beliggenhed og de mange tilbud til turister med domkirken som det absolutte vartegn tiltrækker også masser af turister til den smukke Rhinby.