Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Baltimore er den største by i den amerikanske stat Maryland. Dens historie startede med byens grundlæggelse i 1729, selv om der allerede i 1706 blev anlagt en havn her til den omfattende tobakshandel i regionen. Udviklingen startede langsomt, og i 1752 var der 27 huse i byen. Senere i århundredet kom der dog god vækst i byen i takt med stigende handel med ikke Caribien, og i 1796-1797 blev nabobyerne Jonestown og Fells Point slået sammen med Baltimore. I 1820 var der 60.000 indbyggere i byen, hvor tekstilindustrier, værfter og shipping satte præg på Baltimore. Udviklingen fortsatte efter den amerikanske borgerkrig, men i 1904 blev downtown Baltimore hærget af en stor brand, der lagde store dele af byen øde. På dette tidspunkt havde byen flere end 500.000 indbyggere, og Baltimore blev hurtigt genopbygget.

I dag kan man gå nogle dejlige spadsereture i Baltimore, hvor der er en del seværdigheder. Man kan starte på pladsen War Memorial Plaza, hvor Baltimores smukke rådhus ligger. Det blev opført i Napoleon III-stil i årene 1867-1875 og er med sin kuppel en af downtowns karakteristiske bygningsværker. Over for rådhuset kan man se War Memorial, der er en mindehal fra 1925 dedikeret alle staten Marylands veteraner. Går man til gaderne bag rådhuset, kan man se to af Baltimores smukke retsbygninger, der står på hver side af monumentet Battle Monument, der er et af byens vartegn. Monumentet blev bygget 1815-1825 til minde om Slaget ved Baltimore, som Storbritannien og USA udkæmpede i 1814. På dette sted skulle byens Washington Monument oprindeligt stå, men det blev for stort til pladsen og kan i dag ses på den store Mount Vernon Square nord for centrum.

I centrum kan man også se Baltimore Basilica, der blev opført 1806-1821, og den er derved USA’s ældste katolske katedral. Kirken har et lyst og smukt interiør, der matcher det elegante ydre. Baltimore rummer desuden en række interessante museer, hvor man tæt på Baltimore Basilica kan besøge Walters Art Museum, der udstiller kunst fra hele verden og fra antikken til i dag. Mod vest i byen ligger bl.a. det spændende Lexington Market fra 1782 og Westminster Hall, der er en tidligere kirke med tilhørende kirkegård. Stedet er kendt for forfatteren Edgar Allan Poes gravsted. Ikke langt fra kirkegården ligger Edgar Allan Poe House and Museum, der er et museum i det hus, hvor Poe boede i 1830erne. Sydøst for det centrale Baltimore kan man se et andet historisk hus, The Flag House, der blev bygget i 1793. Det er stedet, hvor Mary Pickersgill syede det første amerikanske flag, the Starspangled Banner, som blev hejst til tops over Fort McHenry i 1813.

Man kan også gå til Baltimores havn og opleve byens gamle havnemiljø, der er blevet genoplivet i Harborplace, hvor der i de originale havnebygninger er indrettet butikker, spisesteder og forskellige aktiviteter. I havnebassinet ligger også flere interessante historiske skibe. Her kan man også besøge Baltimores National Aquarium, der er ganske seværdigt med sine utallige udstillinger om fisk, havdyr og havmiljø. Det er også muligt at se havnen og Baltimore oven fra, hvilket er muligt fra Top of the World Observatory, der ligger øverst i det 123 meter høje Baltimore World Trade Center. Fortsætter man herfra mod øst, kan man gå langs byens marinaer og til kvarteret Fell’s Point, der er et populært sted med mange caféer og restauranter.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev