Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Almería er en Middelhavsby, der ligger i det sydøstlige Spanien. Byen blev grundlagt i år 955 af den mauriske Abd al-Rahman III som en ny stor havneby i hans rige. Abd al-Rahman III etablerede byens alcazaba med navnet al-Mariyah, der blev til det spanske Almería. I 1489 generobrede de katolske konger byen, der blot tre år senere blev gjort til bispesæde. Almería gennemlevede en hård tid i 1500-tallet, hvor byen blev ramt af fire større jordskælv, og særligt en skælv i 1522 forårsagede store ødelæggelser. Det var også en periode med mange berberpirater, som jævnligt angreb fra søsiden indtil 1700-tallet, hvor der blev opdaget store jernforekomster i området. Det skabte ny vækst og grobund for en større by.

I dag er Almería er by, hvor man kan gå nogle dejlige ture i både den gamle bydel og i de nyere kvarterer, som strækker sig langs byens havn og Middelhavskyst. Plaza de la Catedral er et godt sted at starte. Den palmebeplantede plads er et smukt byrum, hvor man kan se Almerías store katedral, som blev opført i perioden 1524-1562. Den arkitektoniske stil er hovedsageligt en blanding af sengotik og renæssance, og katedralen har et tidstypisk fæstningspræg, der skyldes, at Almería i 1500-tallet ofte blev angrebet af pirater. I byen kan man også besøge Almerías arkæologiske museum, hvor man kan se række fund fra regionen. Her er bl.a. en samling fund fra Los Millares og om bronzealderkulturen El Argar.

Tværs gennem Almería fra byen til havnen går den moderne og smukt anlagte gade, Calle Belén, som er beplantet med palmer og træer. Ved havnen ender gaden i pladsen Plaza de las Velas, og herfra er der adgang til parkerne Parque Nicolás Salmerón og Parque de las Almadrabillas. Her ligger også en af Almerías særegne seværdigheder, El Cable Inglés, der er en jernbanekonstruktion i jern, som blev bygget i 1904 for at transportere malm fra miner omkring Granada til fragtskibe i Almerías havn. En anden særlig seværdighed er de underjordiske tunneler, som blev benyttet som beskyttelsesrum under den spanske borgerkrig, Refugios subterráneos de Almería. Beskyttelsesrummene var i alt flere kilometer lange, og de blev anlagt i 1937. Rummene blev bl.a. benyttet under det store bombardement, der ramte byer den 31. maj samme år.

På toppen af Almería ligger Abd al-Rahman III’s alcazaba, der er byens historiske fæstningsanlæg. Da Almería fik status som by i 955 påbegyndtes anlægget af det store forsvarsværk efter kort tid. Og alcazaba var som en befæstet mur med bl.a. huse, pladser og en moské bag de tykke mure. Alcazaba var også regeringssted for styret af byen og det omgivende hav. Fæstningen blev bygget af maurerne, og den blev løbende udvidet; også under de efterfølgende spanske konger og dronninger. Derfor er der flere sektioner af alcazaba, som hver stammer fra sin tid og havde sit formål. Fæstningen ligger højt over byen og er spændende at besøge. Man har også en fremragende udsigt over hele byen herfra.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev