Visby Rejseguide

Stora Torget

Stora Torget udgør Visbys centrale plads og har siden middelalderen været byens vigtigste handelsplads. Torvet ligger i den ældre del af byen på den vestlige skråning af Domkyrkoberget, hvor det forbinder de væsentligste kvarterer i Visby. Oprindeligt var området en del af Sankt Hans og Sankt Per sognegrænse, og pladsen opstod gradvist i 1200-tallet, da handelen flyttede fra havnen op i byen.

Omkring 1300-tallet udviklede Stora Torget sig til et markedscentrum, hvor gotlandske bønder og hanseatiske købmænd handlede med korn, fisk, skind og metalvarer. Pladsen var omgivet af stensatte købmandsgårde med lagerkældre og repræsentationssale i overetagerne. Mod torvets sydlige side blev franciskanerkirken Sankt Katarina opført, hvilket gav torvet et monumentalt præg. Kirkens tilstedeværelse bidrog til, at torvet også fik en religiøs funktion, idet processioner og tiggermunkenes prædikener fandt sted her.

Efter middelalderens handelsnedgang blev torvet i 1600- og 1700-tallene et administrativt centrum med bygninger for bystyret og retsvæsenet, og senere kom der private boliger. Den nuværende plads blev reguleret i 1800-tallet, da ruinerne af Sankt Katarina kyrka blev sikret, og torvet blev udstyret med brolægning og trapper mod kirkeruinen. I dag omkranses Stora Torget af bygninger fra 1700- og 1800-tallene, der rummer restauranter og butikker, men den middelalderlige struktur er bevaret.

Sankta Katarina kyrka

Sankta Katarina kyrka er en kirke, der blev opført af franciskanerordenen omkring 1250–1260 som en del af et kloster, der lå umiddelbart syd for Stora Torget. Kirken var viet til den hellige Katarina af Alexandria, en populær helgen blandt franciskanerne. Bygningen blev opført i gotisk stil med tre skibe, et langt kor og høje spidsbuede vinduer, som gav interiøret et karakteristisk lys og højde.

Arkitekturen i Sankta Katarina kyrka adskiller sig fra fx dominikanernes kirker ved sin enkelhed og højde. Midterskibet hæver sig højt over sideskibene, båret af slanke søjler med profilerede kapitæler, og i stilen er der inspiration fra nordtyske kirker. Efter reformationen blev klosteret nedlagt, og bygningen forfaldt gradvist. I 1600-tallet styrtede taget sammen, og kirken blev stående som ruin. Med 1900-tallets restaureringer blev de bevarede mure stabiliseret, og området omkring ruinen blev udlagt som offentlig plads.

Sankt Lars kyrka

Sankt Lars kyrka er en af Visbys ældste kirker. Den blev sandsynligvis opført omkring 1200 og måske endda tidligere. Bygningen blev udført i lokal kalksten og var en af byens få kirker, der fra begyndelsen blev konstrueret med krydshvælv og komplekse rumforløb, hvilket tyder på påvirkning fra byzantinsk og sydtysk arkitektur. Grundplanen er atypisk for Gotland med et centralt anlagt korsrum med fire hvælvede arme og et forhøjet kor mod øst. Kirken har formentlig fungeret som sognekirke for en del af byens tyske befolkning og kan have været knyttet til et tidligt hospital eller broderskab.

Murværket er præget af en kompakt konstruktion med blændingsgavle og smalle vinduesåbninger. Inde i kirken ses stadig rester af søjler og vægpiller med profilerede kapitæler, som viser, at bygningen har haft et rigt indvendigt udtryk. I midtskibet findes spor af en oprindelig kuppelhvælving, hvilket er enestående i svensk middelalderarkitektur. Taget blev ødelagt i løbet af 1500-tallet, og kirken forfaldt, da sognet blev nedlagt efter reformationen.

Sankt Lars ligger umiddelbart ved siden af Sankt Drotten, og de to kirkeruiner danner tilsammen et markant arkitektonisk ensemble i denne del af Visby. Ruinen blev stabiliseret i 1900-tallet og er i dag tilgængelig for offentligheden. Kombinationen af kuppelhvælv, tværskib og centralt plan gør Sankt Lars til et af de mest særprægede eksempler på eksperimenterende kirkearkitektur i nordisk middelalderarkitektur.

Sankt Drotten kyrka

Sankt Drotten kyrka, der også kaldes Helige Trefaldighets kyrka, blev opført i begyndelsen af 1200-tallet og fungerede som en af Visbys større sognekirker. Den var sandsynligvis knyttet til den danske eller nordiske befolkning i Visby og udgjorde en kontrast til den tyske Sankt Lars kyrka, som ligger ved siden af Sankt Drotten. Arkitektonisk var Sankt Drotten et klart udtryk for romansk overgangsarkitektur med rundbuer i nederste del og spidsbuede vinduer i de øvre vægge.

De bevarede mure viser tydeligt den middelalderlige byggemetode med massive vægge og smalle åbninger, der fungerede som støtte for hvælvene. Indvendigt har kirken haft søjler med enkle kapitæler og vægge dekoreret med kalkmalerier. Efter reformationen i 1530erne blev Sankt Drotten nedlagt og taget fjernet kort efter. Ruinen blev i 1800-tallet restaureret og delvist sikret, og i dag er den åben som en del af Gotlands Museum. Sammen med Sankt Lars udgør den et sjældent bevaret eksempel på to samtidige kirker med forskellig national og liturgisk tilknytning opført med kun få meters afstand.

Domkyrkoberget

Domkyrkoberget er den højtliggende del af det middelalderlige Visby, hvor Sankta Maria domkyrka ligger omgivet af rester af tidligere klosterbygninger, præstegårde og administrative bygninger. Området markerer byens kirkelige og administrative centrum siden 1100-tallet. Topografisk udgør Domkyrkoberget en naturlig forhøjning i det bakkede terræn inden for ringmuren, og stedet blev tidligt bebygget med stenbygninger, der husede præstestanden, domkapitlet og de tyske købmandsbrødre, som stod bag kirkens opførelse.

Omkring domkirken lå i middelalderen flere betydningsfulde bygninger som fx domkapitlets hus, bispesædet og skolebygningen, hvor præsteskabet blev uddannet. De fleste af disse bygninger er i dag forsvundet, men grundmure og kældre er bevaret under nyere bebyggelse. I 1600- og 1700-tallene blev området udbygget med embedsboliger i barok og nyklassicistisk stil, hvoraf flere stadig står langs St. Hansgatan og Skeppsbron. Domkyrkoberget blev tidligt betragtet som et særligt byrum, og fra 1800-tallet blev det anlagt med stier, stentrapper og udsigtspunkter mod vest, hvorfra man ser over Almedalen og havet.

I dag rummer Domkyrkoberget både biskoppens residens, stiftsadministration, dele af Gotlands Museums administration samt Sankta Maria-sognets kontorer. Området er kendetegnet ved en koncentration af bygninger i kalksten, hvor ældre mure og moderne tilføjelser er integreret i en samlet kulturhistorisk helhed.

Sankta Maria domkyrka

Sankta Maria domkyrka eller blot Visby domkyrka blev opført mellem 1180 og 1225 og tjente oprindeligt som korskirke for tyske handelsfolk i Visby. Den blev indviet af biskop Bengt den Gode og dedikeret til Jomfru Maria. Bygningen blev opført i gotlandske kalksten og kombinerede romanske grundformer med tidlig gotik, hvilket afspejlede påvirkningen fra Nordtyskland og Danmark. Grundplanen består af et treskibet langhus med tværskib og et vesttårn flankeret af to mindre tårne mod øst.

I 1300-tallet gennemgik kirken en større ombygning, hvor koret blev forhøjet og forsynet med spidsbuede vinduer og ribbehvælv. Væggene i koret er dekoreret med kalkmalerier fra 1400-tallet, og de oprindelige vinduer havde glasmosaikker med helgenmotiver og symboler på byen. Kirkens interiør præges af høje søjler, krydshvælv og lyset mod højalteret. Blandt inventaret er der interiør som et alterskab fra 1400-tallet med figurer af Maria og apostlene, en barok prædikestol fra 1684 udført af Burchard Precht og et orgel bygget af Åkerman & Lund i 1892.

Domkirken blev hårdt medtaget af storme og forfald i 1700-tallet, men gennemgik i 1880–1895 en gennemgribende restaurering under ledelse af arkitekt Emil Victor Langlet, som genopførte det vestlige tårn, rekonstruerede vinduesindfatningerne og fjernede senere tilbygninger. Efter den svenske kirkereform i 1772 blev Sankta Maria ophøjet til stiftskirke for Visby stift, og den har siden fungeret som Gotlands kirkelige centrum. Bygningen er i dag den eneste middelalderlige kirke i Visby, som stadig anvendes til gudstjenester, og den repræsenterer en kontinuerlig liturgisk tradition på over 800 år.

Sankt Gertrud kyrka

Sankt Gertrud kyrka var en af de yngste kirker i Visby, idet den blev opført i 1300-tallet. Det skete sandsynligvis som gildekapel for tyske handelsmænd. Kirken lå nær den nuværende Wallérs plats tæt på havneområdet, hvilket nok gjorde den tilknyttet Sankt Gertruds gilde, der var et broderskab for søfarende og købmænd. Bygningen var en lille etskibet kirke i gotisk stil, som var opført i kalksten.

Efter reformationen gik kirken ud af brug, men dens struktur forblev synlig i bybilledet. I 1700-tallet blev dele af muren indbygget i omkringliggende huse, og først i 1900-tallet blev ruinen fritlagt og sikret. I dag ses kun fundamenter og enkelte murpartier, men kirkens placering og orientering kan stadig aflæses i gadeforløbet.

Sankt Gertrud repræsenterer den sidste fase i Visbys middelalderlige kirkebyggeri, hvor mindre kapeller blev opført til specifikke gilder og menigheder snarere end som egentlige sognekirker.

Sankt Nicolai kyrka

Sankt Nicolai kyrka står som en af Visbys mest markante kirkeruiner. Den blev opført af dominikanerordenen omkring 1230, og kirken udgjorde kernen i et større klosterkompleks, der lå på nordsiden af den middelalderlige bykerne. Den blev viet til den hellige Nikolaus, søfarernes skytshelgen, hvilket afspejlede byens tætte tilknytning til handel og havet. Bygningen blev udført i kalksten og repræsenterer den tidlige gotiske stil på Gotland med høje mure, spidsbuede vinduer og rigt profilerede portaler.

Kirken var oprindeligt treskibet med et udbygget tværskib og et dybt kor, som rummede klostrets højalter. Facaderne blev udsmykket med blændingsgavle og rundbuer, mens interiøret havde ribbehvælv og dekorerede søjler. Sankt Nicolai fungerede som prædike- og undervisningskirke, hvor dominikanerne underviste byens borgere og søfolk i kristen lære. Klosterets øvrige bygninger som stedets kapitelsal, refektorium og sovesale lå mod nord, men de er ikke bevaret til i dag.

Efter reformationen i 1530erne blev klostret opløst, og kirken begyndte at forfalde. Taget styrtede sammen i 1600-tallet, men murene stod i næsten fuld højde. I 1800-tallet blev ruinen sikret og restaureret under Sigurd Curman og Hjalmar Lundbohm, som stabiliserede hvælv og murværk. I dag står Sankt Nicolai kyrka som en af de kendteste af Visbys mange kirkeruiner.

Sankt Clemens kyrka

Sankt Clemens kyrka er en af de ældste sognekirker i Visby og nævnes første gang i kilder fra 1190erne. Den var dedikeret til Sankt Clemens af Rom, der var søfarendes skytshelgen, hvilket indikerer, at den har tjent et maritimt sogn tæt på havnen. Kirken var oprindeligt en romansk basilika med tre skibe, rundbuede arkader og et halvrundt kor, som senere blev udvidet i 1300-tallet med et gotisk kor. Bygningen var omkring 50 meter lang og 20 meter bred og udført i finhugget kalksten.

Indvendigt var væggene dekoreret med kalkmalerier, og der fandtes flere sidealtre. Rester af gravsten og indskrifter tyder på, at kirken blev benyttet af både svenske og tyske borgere. Efter reformationen blev Sankt Clemens som de fleste andre kirker i Visby nedlagt, og den forfaldt gradvist. I 1700-tallet blev dele af murværket brugt som stenbrud, men ruinen blev fredet i 1800-tallet, og i 1910erne blev de bevarede partier styrket under ledelse af Sigurd Curman.

Sankt Olofs kyrka

Sankt Olofs kyrka menes at være opført omkring år 1240 som sognekirke for den nordlige del af Visby. Det kan sandsynligvis være sket som afløser for Sankt Nicolai kyrka, der overgik til dominikanerordenen. Ifølge de ældste kilder som fx Saxo Grammaticus skulle en tidligere kirke være grundlagt allerede i 1102 af den danske kong Erik Ejegod, men de arkitektoniske detaljer og dokumenter viser tydeligere, at kirken blev bygget i midten af 1200-tallet.

Kirken var en treskibet basilika, hvor midtskibet stod højere end sideskibene. Den havde en portal i vest med et tympanon, hvilket var relativt sjældent blandt Visbys kirkebygninger. Efter kirkens nedlæggelse blev mange af stenene genbrugt til andre byggerier i Visby. Allerede i 1646 omtales Sankt Olofs kyrka som et stenbrud på kort. I dag ligger ruinen i den botaniske have i Visby. Der er bevaret fragmenter af murene og portalens rester.

Botaniska Trädgården

Botaniska Trädgården i Visby blev anlagt i 1855 af Gotlands Hushållningssällskap som en forsøgs- og prydhave for øens landbrug og havebrug. Området blev udlagt på den tidligere kirkegård omkring Sankt Olofs kyrka, som på det tidspunkt allerede lå i ruiner. Haven var fra begyndelsen tænkt som en kombination af forsøgsstation og offentlig park, og den blev udformet efter datidens idealer for botaniske anlæg med ordnede bede, trægrupper og stier. De første plantebestande blev hentet fra både svenske og udenlandske planteskoler, og formålet var at undersøge, hvilke arter der kunne trives i Gotlands kalkrige jord og milde kystklima.

I løbet af 1800- og 1900-tallene blev haven gradvist udbygget med drivhuse, lysthuse og et arboret, som i dag rummer over 2.000 plantearter. Blandt de mest markante eksemplarer findes gamle valnødde-, platan- og tulipantræer samt Gotlands ældste bestand af vedbend, der vokser på murene af Sankt Olofs kyrka. Botaniska Trädgården blev overdraget til Visby i 1918, og siden 1960erne har den været administreret af Gotlands kommune som offentlig park og kulturhistorisk miljø. Anlægget rummer både formelle blomsterbede og mere naturprægede afsnit, som afspejler den gotlandske flora.

Almedalen

Almedalen ligger i den vestlige del af Visby umiddelbart uden for ringmuren, og området udgør i dag byens mest kendte offentlige park. Området fungerede i middelalderen som Visbys naturhavn, hvor handelsfartøjer fra Gotland og det nordtyske område lagde til. Havnen var en lavvandet bugt, der var beskyttet af en naturlig sandtange, og det fungerede som udskibningssted for varer som kalk, tømmer, skind og korn. Da havnen gradvist sandede til i 1500-tallet, blev den afløst af den nye havn længere mod syd, og området blev liggende som græsareal.

I 1800-tallet blev det tidligere havneområde udlagt som rekreativt anlæg under navnet Almedalen. Navnet var afledt af almarne, de store elmetræer, som voksede her. Parken blev udformet med gangstier, plæner og en dam og blev et af de første offentlige grønne rum i byen. Det nuværende anlæg stammer fra 1870–1890, hvor Visby gennemførte en byfornyelse og anlagde en promenade langs kysten. Parken er omgivet af rester af havnemure og ringmurens vestlige sektion, hvilket gør den til en integreret del af det historiske bymiljø.

Siden 1968 har Almedalen været kendt som ramme for den årlige Almedalsveckan, der begyndte, da Olof Palme spontant holdt en tale fra et lastbilslad i parken. Arrangementet har siden udviklet sig et af Sveriges vigtigste politiske fora, hvor partier, organisationer og medier mødes i en uge med taler, debatter og kulturaktiviteter.

Gotlands Museum

Gotlands Museum i Visby blev grundlagt i 1875 under navnet Gotlands Fornsal på initiativ af den lokale historiker Pehr Arvid Säve, som ønskede at bevare øens mange oldtidsfund. Museet fik sin nuværende hovedbygning i 1880. Den blev tegnet af arkitekt Axel Herman Hägg, og siden da er museet flere gange blevet udvidet. I dag fungerer komplekset som regionalt museum for Gotlands kulturhistorie med omfattende samlinger fra forhistorisk tid, vikingetiden og middelalderen.

Blandt hovedattraktionerne er de gotlandske billedsten, der er dateret fra 400- til 1100-tallene, og som er unikke for øen. Stenene viser motiver fra nordisk mytologi og søfart. Museet rummer desuden vikingeskatte i sølv, middelalderlige kalkmalerier, kirkekunst, tekstiler og arkæologiske fund fra ruiner og bopladser over hele Gotland. I dag spiller Gotlands Museum en central rolle i formidlingen af Visbys status som UNESCO-verdensarv, og museet giver en god introduktion til byen og øen.

Gotlands Konstmuseum

Gotlands Konstmuseum er et museum, der har til huse i bygningen på S:t Hansgatan 21 i Visby, som oprindeligt blev opført i årene 1847–1848 som S:t Hansskolan. Bygningen var Visbys første folkeskole og blev opført med to fulde etager og indrettet med klassisk skolestruktur med klasseværelser og en skolegård mod gaden. I 1987–88 gennemgik huset en totalrenovering, hvorefter Konstmuseet flyttede ind og fik status som selvstændig institution under Gotlands Museum.

Kunstmuseets samlinger har fokus på moderne kunst og samtidskunst samt kunst med tilknytning til Gotland fra 1800-tallet til i dag. Museet har fremvist udstillinger med værker af et stort antal gotlandske kunstnere og fortsætter med projekter inden for samtidskunst, kunsthåndværk og design.

Sankt Hans kyrka

Sankt Hans kyrka blev opført omkring 1250 og var en af Visbys største sognekirker. Den lå sammen med den tilstødende Sankt Pers kyrka som et dobbeltanlæg, hvor to sogne delte fælles murværk. Sankt Hans kyrka blev opført i hugget kalksten i gotisk stil med en betydelig størrelse, som gjorde den til en af de mest monumentale kirker på Gotland.

Efter reformationen i 1530erne blev Sankt Hans kyrka som de fleste af byens kirker nedlagt og delvist nedbrudt. Taget forsvandt i 1600-tallet, men murene forblev stående i fuld højde. I dag kan man besøge de få bevarede dele af ruinen, der fortsat ligger sammen med Sankt Pers kyrka, som ligeledes er en ruin.

Sankt Pers kyrka

Sankt Pers kyrka er en kirke, der ligger direkte op ad Sankt Hans kyrka. Den blev opført omkring år 1200, sandsynligvis som forgænger til den større nabokirke. Arkitektonisk tilhørte Sankt Pers kyrka den romanske tradition med et kort skib, smalle vinduer og et halvrundt kor. Bygningen blev udført i kalksten som Visbys øvrige kirker.

Efter reformationen gik kirken ud af brug, og dens sten blev delvist genanvendt i nærliggende bygninger. I 1800-tallet blev ruinen dokumenteret af arkæologen Hjalmar Stolpe, og i 1920erne blev resterne sikret og sammenkoblet med Sankt Hans kyrka under en større konservering. I dag fremstår de to kirker som ét sammenhængende ruinlandskab, hvor den romanske Sankt Per og den gotiske Sankt Hans kunne illustrere den arkitektoniske udvikling i Visby i løbet af middelalderen.

Visborgs Slottsruin

Visborgs Slottsruin blev opført mellem 1411 og 1430 på en klippe syd for Visby havn af Erik af Pommern, der på det tidspunkt var konge over Danmark, Norge og Sverige. Slottet blev anlagt som et kongeligt fæstningsværk og havde til formål at sikre kronens kontrol over Gotland og handelen på Østersøen. Placeringen på den naturlige høj kendt som Visborgsberget gav anlægget strategisk overblik over havnen og adgang til søvejen mod ikke mindst Danmark og Tyskland.

Bygningen var udført i kalksten og tegl med en rektangulær grundplan og omgivet af en voldgrav. De ydre mure var omkring 4 meter tykke og forsynet med skydehuller og tårne i hvert hjørne. Hovedbygningen Slottshuset lå midt i borgen og rummede kongens residens, et kapel og et arsenal. Slottet var et af de mest avancerede befæstningsanlæg i det tidlige 1400-tal i Norden, og det var udstyret med artilleri og kasematter. Under Kalmarunionens politiske uro i 1400- og 1500-tallene skiftede Visborg gentagne gange hænder mellem danske, svenske og hanseatiske styrker.

I 1679, under Karl XIs regeringstid, blev slottet sprængt på svensk ordre for at forhindre, at Danmark kunne bruge det som støttepunkt. I dag er kun ruiner tilbage, hvor man kan se dele af ringmuren, kælderrum og enkelte mursektioner. Området har været udgravet og sikret siden 1800-tallet, og de bevarede rester er åbne for offentligheden. Fra borgområdet har man udsigt over havnen og Almedalen, og anlægget indgår som et væsentligt monument i fortællingen om Gotlands militærhistorie og den nordiske unionsperiode.

Visby Ringmur

Visby Ringmur er Sveriges mest betydningsfulde middelalderlige forsvarsanlæg og et af Nordeuropas bedst bevarede anlæg af en bymur. Muren blev påbegyndt omkring 1250 og udbygget i flere etaper frem til 1350 i takt med Visbys fremvækst som central handelsby i det hanseatiske netværk. Den oprindelige ringmur var omtrent 3,4 kilometer lang, og den indrammede et areal på cirka 36 hektarer. Murens højde varierede mellem 8 og 11 meter, og dens tykkelse når op til 3 meter ved basen. Konstruktionen består af dobbeltmurede skaller fyldt med kalkmørtel og grus med kronegang og brystværn for bevæbnede vagter.

Murens funktion var både militær og symbolsk. Den markerede byens økonomiske og juridiske selvstændighed i forhold til det gotlandske opland. Landmuren mod øst og syd blev forstærket med kraftige tårne og porte, mens havmuren mod vest havde lavere sektioner og fungerede som adgang til havnen. Blandt de mest karakteristiske elementer er Norderport, Österport, Söderport og Snäckgärdsporten, som alle er bevarede dele af de oprindelige vindebroanlæg og portgallerier. I løbet af 1300-tallet blev der tilføjet omkring 44 tårne, hvoraf 36 fortsat står. De er både firkantede og runde med eksempler som Silverhättan, Jungfrutornet og Kruttornet, der regnes for murens ældste del.

Murens historie afspejler Gotlands skiftende politiske forhold. Efter Valdemar Atterdags invasion i 1361 blev store dele beskadiget, men genopbygget kort efter. Da Visby mistede sin strategiske betydning i 1600-tallet, forfaldt muren gradvist, men dens struktur forblev intakt. I 1800-tallet begyndte systematiske restaureringer under ledelse af arkitekt Emil Victor Langlet og senere Sigurd Curman, som konsoliderede murværket og genskabte manglende sektioner. I dag udgør ringmuren den mest markante del af UNESCOs verdensarv om Hansestaden Visby og er et unikt eksempel på middelalderlig ingeniørkunst og befæstningsteknik.

Galgberget

Galgberget ligger nord for den middelalderlige bymur i Visby og udgør et af Sveriges bedst bevarede middelalderlige rettersteder. Stedet blev anvendt til henrettelser fra 1200-tallet og frem til 1600-tallet, og det var placeret på en høj klippe med udsigt over Østersøen, så galgen var synlig fra søsiden, når skibe nærmede sig byen. Den bevarede stenkonstruktion består af tre opmurede piller af kalksten, som engang bar tre tværbjælker af træ, hvor rebene blev fastgjort. Anlægget er omkring seks meter i diameter og danner en cirkulær form, som kendes fra samtidige rettersteder i fx Nordtyskland og på Gotland.

Udgravninger og arkæologiske undersøgelser på Galgberget har dokumenteret spor af flere grave og skeletrester i området, hvilket bekræfter, at stedet blev brugt til henrettelser og begravelser af forbrydere og udstødte. I nærheden er der fundet rester af et lille kapel eller et gravfelt, der muligvis blev anvendt af franciskanerordenen, der stod for sjælesorgen for de dødsdømte. Den nuværende stengalger menes at stamme fra slutningen af 1200-tallet og er dermed de ældste bevarede i Skandinavien.

I nyere tid har Galgberget fået status som kulturhistorisk monument og naturreservat. Området blev fredet i 1914, og det administreres i dag af Region Gotland. Den tidligere retterplads fungerer nu som udsigtspunkt over Visby og kystlinjen mod nord. Galgberget indgår som en del af UNESCOs verdensarv Hansestaden Visby, da det illustrerer en del af samfundets retslige og sociale struktur i middelalderen.