Den romerske tid
Valencias historie går i hvert fald tilbage til år 138 f.Kr., hvor et par tusind romerske soldater blev stationeret i en nye romerske koloni med navnet Valentia Edetanorum.
Kolonien blev bygget som mange andre romerske byer med en god beliggenhed ved en flod og tæt på havet. Byens centrum var forum, som lå ved nutiden Plaza de la Virgen. Her krydsede hovedgaderne Cardo Maximus og Decumanus Maximus.
Denne grundlæggende byplan kan genfindes i vores dages Valencia, hvor Cardo svarer til Calle de Salvador, og hvor Decumanus svarer til Calle de los Caballeros.
Den romerske hærfører og politiker, Pompejus den Store, jævnede nærmest Valentia med jorden i 75 f.Kr. Det skyldtes byens loyalitet over for Pompejus’ rival Sertorius. Efter nogle årtier blev Valentia genopbygget, og i det følgende århundrede voksede byen kraftigt efter stor indvandring fra Italien.
I 200-tallet oplevede Valentia nedgangstider, der blev afløst af ny opblomstring som en tidlig kristen by, der opstod i Romerrigets sidste periode fra 300-tallet.
Visigoter og byzantinere
Med Romerrigets fald opstod et magtvakuum, der fik adskillige folkeslag til at erobre nye landområder. Forskellige folk som vandaler og visigoter var blandt dem, der kom til Valentia-området.
Kirkens magt steg hurtigt og betydeligt, og den byggede kirker som afløsere for de tidligere, romerske templer. Politisk erobrede byzantinerne Valentia og en del af den iberiske halvø i 554, og byens strategiske vigtighed steg efter den begivenhed.
I 625 blev byzantinerne smidt ud af Valentia igen, og visigoterne befæstede byen og stationerede flere soldater i byen, der ikke havde mistet sin regionale betydning på trods af byzantinernes exit.
Muslimsk invasion
I 714 overgav Valentia sig uden kamp til de invaderende muslimske arabere og berbere, der bedre kendt som maurerne indtog store dele af den iberiske halvø.
Muslimerne ændrede byens katedral til moské, og den første emir i Cordoba beordrede endvidere Valentia ødelagt. Det var i år 755, men emirens søn, der havde en vis autonomi over området, lod senere paladset Russafa opføre i udkanten af byen. Han investerede derved i byen, som i dag har et kvarter opkaldt efter paladset; Ruzafa.
Den tidligere romerske provins Valentia blev kaldt Medina al-Turab eller blev Balansiyya. Byen kom fra 900-tallet til at blomstre op gennem en stærkt stigende handel med blandt andet silke, papir og læder.
Fra 1000-tallet brød den samlede muslimske ledelse af Al-Andalus sammen, og der opstod i stedet en række mindre regioner med lokale styrer. Det gjaldt også for Valencia, der blev sit eget kongerige, og som blomstrede på ny.
I 1092 indledte den castilianske adelsmand Rodrigo Diaz de Vivar, som også blev kaldt El Cid, en belejring af Valencia, som han indtog i 1094. El Cid genindførte kristen tro og ændrede ni moskéer til kirker. El Cid blev dræbt i 1099 i kamp for byen under en muslimsk belejring. I 1102 vandt muslimerne over Valencia og indførte igen muslimsk tro.
Det kom til et nyt forsøg på kristen genindtagelse af Valencia få år senere, men de kristne styrker kunne ikke holde byen, og byen forblev i over hundrede år på muslimske hænder.
Kristen generobring
Den såkaldte reconquista, der var den kristne genindtagelse af den iberiske halvø, kom også til Valencia. Det skete i 1238, hvor kong Jaume I af Aragonien, belejrede byen, der overgav sig den 28. september.
Kongen selv indtog byen den 9. oktober, og han udviste 50.000 muslimske maurere. Valencia blev herefter delt mellem dem, der havde medvirket til generobringen, og det var startskuddet til det Valencia, man kan opleve i dag; blandt andet med udviklingen af det valencianske sprog.
Jaume I lod byens forhenværende hovedmoské genindvie som kirke med en stor gudstjeneste, og han lod byen blev en del af Kongeriget Valencia, som igen var en del af Kongeriget Aragonien. Byens borgere, der bestod af kristne, jøder og tilbageværende muslimer, fik alle lov til at blive som borgere i riget.
Urolige tider
Fra 1300-tallet blev det en overgang sværere tider for Valencia og byens borgere. I 1348 ramte pesten, og den slog en del af indbyggerne ihjel. Senere brød en række krige ud, og de skabte turbulente tider.
Det var blandt andet oprør mod den valencianske konge, og der blev også kæmpet en kamp mod Castillen. Der blev i hast opført en forstærket bymur, der virkede mod castilianske angreb i 1363 og 1364.
Der brød også borgerkrigslignende tilstande ud inden for bymurene. Kristne, jøder og muslimer boede adskilt i hver deres kvarterer, og i 1391 blev det driftige jødiske kvarter angrebet. Resultatet blev nærmest en udslettelse af det jødiske samfund i byen, og de fleste af de tilbageværende jøder konverterede til kristendommen.
Valencias guldalder
Med 1400-tallet blev Valencias problemer afløst af gode tider og stigende vigtighed. Perioden blev den valencianske guldalder, hvor byens økonomi boomede, og hvor kunst og kultur blomstrede i takt med byens stigende indtægter.
Valencias indbyggertal steg, så byen blev den største i Kongeriget Aragonien. Den lokale tekstilindustri var det økonomiske lokomotiv, og der blev etableret et velfungerende banksystem, der fx lånte penge til finansiering af dronning Isabella I af Castillens Columbus-ekspedition mod Amerika i 1492.
I slutningen af 1400-tallet blev byens silkebørs, Llotja de la Seda, opført som byens økonomiske centrum, og institutionen tiltrak købmænd fra hele Europa.
Det var også i Valencia, at den første trykkemaskine på den iberiske halvø blev taget i brug; det skete i 1473. Omkring år 1500 blev byens universitet grundlagt, og i 1400-1500-tallene kom førende kunstnere til byen for at arbejde. Det var gode tider for byen, men Castillens tid stod for med Columbus’ europæiske genopdagelse af Amerika.
Handelsnedgang
Med nye kolonier i Amerika skiftede den europæiske økonomi og handel fra en koncentration i Middelhavet til Atlanterhavet, og det fik stor betydning for Valencia.
De nye spanske kolonier var Castillens, og derved fik Valencia ikke glæde af den økonomiske fremgang, som fx Madrid oplevede. Atlanterhavshandlen var endda ikke tilladt for Valencia, og det samme gjaldt for Catalonien, Aragonien og Mallorca.
Tiden under Det Spanske Imperium var en tid med en lokal regering underlagt de habsburgske konger. Regeringen blev flere gange udfordret som en konsekvens af ikke mindst Valencias økonomiske nedgang.
I årene 1519-1523 førte et af byens håndværkslav an i et oprør mod det habsburgske styre. Oprøret var inspireret af styret i de italienske bystater og var dermed mod et feudalt monarki. Oprøret blev slået hårdt ned, og der blev eksekveret mange hundreder henrettelser af oprørere. Det menes, at dronningen underskrev mange af dødsdommene.
Den økonomiske nedtur fortsatte i 1600-tallet, hvor jøder og efterkommere af de muslimske maurere blev tvunget til at forlade den spanske kongerige. En stor del af den afrikanske og arabiske befolkning var på det tidspunkt samlet i Aragonien og i særlig grad i Valencia, hvor de udgjorde omkring en tredjedel af befolkningen.
Araberne og afrikanerne tog som oftest tilbage til Nordafrika, hvor de oprindeligt var kommet fra til den iberiske halvø. Det efterlod en adel med store jorder, som manglede arbejdskraft i markerne, hvilket svækkede produktionen og økonomien i området gennem en lang periode.
1700-tallets bourboner
Valencias lavpunkt indtraf i starten af 1700-tallet, hvor Den Spanske Arvefølgekrig rasede fra 1701 til 1714. Krigen blev afslutningen på Valencias status som kongerige med et formelt set politisk og juridisk uafhængigt styre.
Valencia støttede Østrigs kejser under krigen, og i 1706 red nogle engelske kavalerister ind i Valencia efter at have narret den spanske bourbonhær til en tilbagetrækning. Englænderne holdt Valencia i 16 måneder trods flere angreb på byen.
De spanske bourboner vandt i 1707 i Slaget ved Almansa, og derefter evakuerede englænderne Valencia. Som en straf for at have støttet Østrig straffede bourbonerne Valencia gennem at fratage byen dens privilegier og indføre et bystyre efter castiliansk mønster. Bourbonerne flyttede også regionens hovedstad fra Valencia til Orihuela.
Valencias manglede status som hovedstad fik borgere i oprør. Orihuela havde belejret og plyndret Valencia under Den Spanske Arvefølgekrig, og kardinalen, der var bourbonernes vicekonge i området, ville frasige sig embedet, hvis ikke Valencia blev hovedstad igen. Herefter ændrede kong Filip igen Valencias status, så den igen blev hovedstad.
Bystyret i Valencia havde også ændret sig med de castilianske regler. I stedet for lokale embedsmænd, som blev valgt i Valencia, udpegede hoffets styre i Madrid dem, der skulle styre byen. Det var ofte aristokrater, der ikke kom fra Valencia.
Som 1700-tallet gik, blev Valencias økonomi forbedret gennem en større handel og en produktion af keramik og vævet silke. Sidste halvdel af århundredet blev således perioden med mest udvikling under bourbonerne. Domhuset Palau de Justicia er et smukt eksempel på et af de byggerier, der blev rejst i disse år.
Napoleonstiden
I efterdønningerne af den franske revolution kom Napoleon Bonaparte til magten i Frankrig, og hans politik kom til at påvirke store dele af Europa, og det gjaldt også Spanien og Valencia.
I årene 1807-1814 var der krig mellem Napoleons Frankrig og de spanske bourboner, som blev støttet af England og Portugal. Krigen begyndte dog med, at både franske og spanske hære invaderede Portugal som allierede. I 1808 vendte Frankrig sig mod Spanien.
Samme år gjorde den valencianske befolkning oprør mod franskmændene, og de stormede byens citadel. Den franske marskal Moncey angreb derefter byen med 9.000 soldater, men måtte opgive erobringen efter to angreb. Han trak styrkerne tilbage til Madrid, og først i 1811 startede en ny belejring.
Belejringen startede i oktober 1811, og efter heftige bombardementer overgav Valencia sig i januar 1812. I midten af 1812 gjorde Napoleons bror, Joseph Bonaparte, Valencia til spansk hovedstad, idet han flyttede hoffet hertil.
Efter fransk nederlag i 1813 under Slaget ved Vitoria trak marskal Suchet de franske tropper tilbage fra Valencia, hvor det franske styre således sluttede i juli 1813.
Under Napoleonstiden havde et spansk eksilstyre vedtaget en spansk forfatning i 1812, som begrænsede monarkens magt betydeligt. Efter Napoleonstiden blev Ferdinand VII konge, men han anerkendte ikke forfatningen. Kongen nedsatte sat i Valencia i stedet for Madrid, og den 17. april 1814 tilbød general Francisco Javier de Elío kongen enevældig magt ved at tilbyde sine troppers lydighed. Derved blev kongemagtens magt genoprettet, og enevælden kom til at vare til 1820.
1800-tallets vækst
Første halvdel af 1800-tallet var politisk turbulente for Spanien og Valencia, hvor et revolutionært miljø trivedes. Tilstanden overgik dog til mere stabilitet og økonomisk udvikling under Isabella II’s styre, som startede i 1843.
I midten af 1800-tallet blev der investeret i mange store projekter. Det gjaldt blandt andet en kommunal vandforsyning, brolægning af mange gader og distribution af gas. Gaslamper blev sat op, og nye havnefaciliteter blev også opført. Byrådet manglende dog løbende midler, hvilket forsinkede nogle af projekterne, der dog blev gennemført.
Valencia var på det tidspunkt stadig begrænset af de gamle bymure, der omsluttede bykernen fra middelalderen. I 1858 fremlagde arkitekter de første planer for at udvikle byen med nedrivning af murene, men det blev ikke til noget på det tidspunkt.
I 1860 havde byen godt 140.000 indbyggere, der boede tæt, og det var en by i vækst. Den store udvidelse blev mulig i 1866, hvor man rev stort set alle dele af bymurene ned. Udbygningen blev igangsat, og på samme tid skabte nye afgrøder økonomisk fremgang for jordejerne omkring byen.
Valencia fik elektricitet i 1882, som også var en tid, hvor byen gennemgik en regional renæssance med lokale traditioner og en genoplivning af det lokale, valencianske sprog. Valenciansk havde sammen med øvrige lokalsprog været forbudt fra styret i Madrids side.
Det nye århundrede
1900-tallet blev et århundrede, hvor Valencias vækst fortsatte, men der var både op- og nedgangstider gennem årene. Befolkningstallet blev mere end tredoblet fra 213.000 i år 1900 til 739.000 i år 2000, og det var naturligvis noget, der satte sine spor på den urbane udvikling.
Byen var efter Madrid og Barcelona størst i landet med både antal indbyggere og i økonomisk forstand. Det kunne ses i gadebilledet, hvor Banco de Valencia blev etableret i år 1900, og hvor byens to store markedshaller blev opført i de følgende årtier.
Valenciansk modernisme satte præg på tidens arkitektur med fx Mercat Colón og byens nye hovedbanegård, Estació del Nord, der åbnede i 1921. En stor regional udstilling blev holdt i 1909, og den var inspireret af datidens store verdensudstillinger.
Valencia var en industriby, hvor træ, metal og fødevarer var nogle af de produkter, der havde afløst silke og tekstiler som byens førende handelsvarer. Vine og citrusfrugter var blevet store eksportvarer, som bragte penge til byen.
Krige og politik
Den store og lukrative eksport fra Valencia stoppede med udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914, og de følgende årtier var præget af skiftende regeringer, styreformer og krige i Spanien.
Primo de Rivera indførte et nyt styre i 1923, og i 1931 blev den anden spanske republik etableret. Den holdt til 1939, hvor afslutningen af den spanske borgerkrig resulterede i Francisco Francos magtovertagelse; en magt han fastholdt til sin død i 1975.
I 1936 var borgerkrigen brudt ud, men den militære opstand var ikke lykkedes i Valencia, som blev republikkens hovedstad i stedet for Madrid. Den status gjorde, at byen blev udsat for flere bombardementer af blandt andet et italiensk krigsskib, der blokerede Valencias vigtige havn.
Gennem borgerkrigen blev byen udsat for 442 bombardementer, der kostede 2.831 mennesker livet. 31. oktober 1937 flyttede det republikanske styre hovedstaden til Barcelona, og Francos fremrykkende tropper fik Valencia til at overgive sig den 30. marts 1939.
Francisco Francos styre forbød valenciansk, som derved igen ikke måtte tales eller læres. Det blev også en tid med hårde økonomiske vilkår for byen, før en senere økonomisk opblomstring sikrede ny vækst i Spanien.
Turias oversvømmelser
Når man ser på et kort over Valencia i dag, glimrer byen ved floden, der mangler i dens synlige løb nord om den gamle bydel. Sådan har det ikke altid været, for floden Turia flød her indtil sidste halvdel af 1900-tallet, hvor den blev omlagt efter at have forårsaget store ødelæggelser.
Turia var mange gange gået over sine bredder. Det skete blandt andet i 1949 og igen i 1957, hvor 81 mennesker mistede livet grundet oversvømmelsen af dele af byen. Efter katastrofen i 1957 blev Turia omlagt, og dens nye løb kan nu ses syd for bymidten.
1960erne til i dag
Valencias økonomi oplevede sammen med den spanske et betydeligt opsving fra 1960erne. Store offentlige projekter og infrastrukturanlæg skabte mange nye job, og befolkningstallet steg markant i disse år.
Fremgangen fortsatte, og efter overgangen til demokrati i 1975 blev det gamle valencianske kongerige genskabt som regional, politisk enhed med Valencia som hovedstad og en vis autonomi.
Den 23. februar udbrød et forsøg på et statskup i Spanien med en storm på det spanske parlament. Kuppet var slået ned dagen derpå, men den regionale militære leder havde sendt kampvogne på gaderne i Valencia og erklæret undtagelsestilstand. Han støttede kuppet og måtte overgive sig klokken 5.00 den 24. februar.
Siden 1980erne har Valencia oplevet en stor kulturel opblomstring med mange nye museer og kulturinstitutioner. Det mest kendte er nok Kunst- og Videnskabsbyen/Ciutat de les Arts i les Ciències, der står opført på en del af Turia-flodens tidligere flodbund. Denne by, som arkitektonisk blev skabt af Santiago Calatrava og Félix Candela, har sat Valencia på verdenskortet for mange turister.
I 1988 blev Valencias infrastruktur forbedret med åbningen af de første dele af byens moderne letbane- og sporvognssystem, Metrovalencia. Systemet fungerer som et stort sporvognsnet, der kører i tunneler under bymidten. Metrovalencias net er siden da blevet udvidet flere gange.
Valencia har gennem de seneste årtier været vært for flere store begivenheder. I 1982 var Estadi de Mestalla en af de arenaer, der blev anvendt ved verdensmesterskaberne i fodbold, og i 2003 blev Valencia valgt som vært for America’s Cup-sejladserne i 2007. Det skete som den første europæiske by.
