Sydney rejseguide

De kom med både fra det nuværende Indonesien til det nordlige Australien. Herfra vandrede de og bosatte sig over hele det australske landområde.

Omkring Sydney boede flere stammer, og de har med nogle af verdens fineste helleristninger i den lokale sandsten efterladt tydelige spor til nutiden.

Europæernes ankomst
Den europæiske interesse for området startede med den britiske opdagelsesrejsende James Cooks ankomst til den nuværende Botany Bay i 1770. Han dirigerede sit skib ind på det sted syd for Sydney, hvor den medrejsende botaniker, Joseph Banks blev så overvældet af naturens arter, at navnet blev Botany Bay.

Cook sejlede videre mod nord og udråbte besiddelse af den australske østkyst i kong Georg IIIs navn. Det skete på Possession Island, og med den gerning kunne en egentlig kolonisering finde sted.

Den britiske regering besluttede at grundlægge en ny koloni på stedet, og i 1788 blev en straffefangekoloni etableret af kaptajn Arthur Phillip. Phillip kom i januar 1788 med den såkaldte første flåde, der bestod af 11 skibe med nybyggere og straffefanger. I alt var der flere end 1.000 personer med på skibene, og de udgjorde en volumen, der kunne etableres en koloni på. Flåden havde sejlet til Botany Bay, men efter få dage slog de sig i stedet ned i Port Jackson ved den nuværende by.

Arthur Phillip opkaldte byen efter den britiske minister Thomas Townshend, der bar titlen Lord Sydney. Townshend havde initieret den nye koloni efter tabet af en del af Storbritanniens nordamerikanske territorier til det nye land, USA.

Arthur Phillip hejste Storbritanniens flag, og i løbet af få år kom tre store flåder med kolonister. Deres arbejdskraft kun i begrænset omfang det meget hårde liv i kolonien, hvor der var fødevaremangel og kun meget sjældne forsyninger.

I 1792 boede her allerede 4.000 mennesker, og i koloniens første tid var straffefanger i flertal. De blev sendt hertil for at hurtigst muligt bidrage til at bygge en større by, der kunne overleve de barske betingelser.

Den tidlige vækst
Byen bredte sig til områderne omkring floden Parramatta River, som gav en bedre fødevareproduktion end ved Sydney Cove, der udviklede sig som den centrale havn og det administrative og økonomiske centrum.

Udviklingen gik stærkt i den unge koloni, og politisk var guvernøren den bestemmende kraft. Det kom også til oprør; mest kendt er Rum Rebellion, hvor hærens New South Wales Corps afsatte guvernør William Bligh i 1808. Efter Bligh kom en tid med militærstyre, før den sidste autokratiske guvernør blev sat ind i 1810 i person af Lachlan Macquarie, der kom til at sætte stort præg på byens udvikling.

Lachlan Macquarie var guvernør i årene 1810-1821, og hans styre blev fra London set som kontroversielt. Dels havde han store ambitioner om Sydneys udvikling og størrelsen af byens offentlige byggerier, og dels sidestillede han i mange tilfælde straffefanger med nybyggere. Det blev også til nogle ansættelser af fanger; blandt de mest kendte er koloniarkitekten Francis Greenway, der kom til at stå bag mange af byens værker.

Inden for de første 25 år var der fx etableret banker, markeder, havnefaciliteter og en del nye boliger. Indbyggertallet voksede også stærkt, idet der løbende kom mange skibe med nybyggere fra primært Storbritannien og Irland. I 1847 boede der knapt 40.000 mennesker i Sydney, og mængden af straffefanger var nede på omkring 3 %.

Ny styreform og nyt boom
Med ophøret af de selvbestemmende guvernører blev der i 1820erne etableret flere politiske institutioner. I 1825 blev et råd udpeget som rådgivere for guvernøren, hvis beføjelser var ændret.

I 1829 blev koloniens parlament indrettet i sygehuset Rum Hospital, der var den største bygning i byen på det tidspunkt.

Elleve år senere blev Sydneys byråd etableret. Det var ikke demokratisk efter vores dagens opfattelse, idet kun velhavere kunne stille op, og ejere af landområder fik tildelt op til fire stemmer.

I 1850erne blev et valgt parlament efter britisk mønster indført, og fra 1857 kunne alle mandlige briter her stemme, hvilket med årene stabiliserede den politiske udvikling.

Tiden var ikke blot præget af politisk udvikling, men også af økonomisk og befolkningsmæssig. Det helt store boom startede i forbindelse med guldfundet i Bathurst i New South Wales i 1851. Immigranter kom til i kolossale tal, og mange af disse rejste til området, hvor guldfeberen hærgede. Selve Sydneys befolkning blev dog også mere end femdoblet på bare tyve år, og der boede omkring 200.000 indbyggere her i 1870.

Staten tjente mange penge på at udstede midlertidige licenser for at grave guld, og det var med til at udvikle Sydney i endnu højere grad, end før de værdifulde forekomster blev gravet op af undergrunden.

Med den bedrede økonomi begyndte byens industrialisering også for alvor i 1850erne. Den første jernbane blev indviet i 1855, og den forbandt Sydney med den nærliggende by Parramatta.

Slutningen af 1800-tallet
De sidste årtier inden år 1900 blev der etableret flere store byggerier og projekter, der supplerede det allerede eksisterende Sydney.

Saint Mary’s Cathedral blev allerede tænkt stor under Lachlan Macquarie, og grundstenen til den nuværende og anden katedral her blev lagt i 1868. Byens kunstmuseum og den fornemme markedsbygning, Queen Victoria Building, er andre eksempler.

Det var således et moderne Sydney, der afholdt den britiske interkoloniale udstilling i 1870, og allerede ni år efter var byen igen rammen om en verdensomspændende begivenhed, den store Sydney International Exhibition, der var kronen på værket af manges års ubrudte opgangstider.

I 1890erne oplevede den australske koloni en økonomisk nedgang efter mange års velstand gennem ikke mindst naturforekomster og nye tilflytteres initiativ og aktivitet.

Årtierne var også tiden for udvikling af Sydneys netværk af sporvogne, der på sit højdepunkt blev det største i Commonwealth uden for London. Fra den første, hestetrukne vogn i 1861 gik ekspansionen og den teknologiske udvikling hånd i hånd. I 1879 startede dampdrevne sporvogne, og fra 1898 skete en elektrificering af ruterne, der efterhånden bandt de fleste kvarterer og forstæder sammen med det centrale Sydney.

Australien dannes
I 1901 blev den nye stat, Commonwealth of Australia etableret, og Sydney og New South Wales var en del heraf. Det blev blandt andet fejret med fyrværkeri ved byens rådhus.

Fra en status som kolonihovedstad blev Sydney nu hovedstad i staten New South Wales. De to storbyer, Sydney og Melbourne, var rivaler i kampen om at blive landets hovedstad; en status ingen af dem fik med aftalen om at etablere Canberra som føderalt område og landets hovedstad.

Til trods for selvstændigheden forblev båndene til Storbritannien dog stærke, hvilket ikke mindst kom til udtryk under 1. Verdenskrig, hvor flere end 60.000 australske soldater døde under kampene i Europa.

Depression og en ny krig
I de første årtier af 1900-tallet blomstrede Australiens økonomi ellers atter. Der blev opført store offentlige institutioner, og der blev stadig fundet nye rige naturforekomster i det store land. Væksten var høj indtil depressionen i slutningen af 1920erne.

Den økonomiske nedgang varede dog ikke længe, og allerede i 1932 blev det igen gode tider, hvilket ikke mindst skyldtes en stigning i priserne på uld, der var et af landets store eksportprodukter. Samme år blev Sydney Harbour Bridge færdig. Den var en stor ingeniørmæssig bedrift og noget af det, der etablerede nye arbejdspladser i en presset tid. Broen er stadig i dag en af byens mest karakteristiske opførelser og står som centrum for byens nytårsshow, som bliver vist i billeder verden over.

I 2. Verdenskrig deltog Australien igen på britisk side, men ved Japans ekspansion i Stillehavsregionen øgede landet også sit eget forsvar, blandt andet med en befæstelse af Sydneys havn. I 1942 kom det til kampe i byen, da japanske ubåde kom helt ind i havnen, men på trods af enkelte bombardementer slap Sydney relativt uskadt gennem perioden.

Efterkrigstiden til i dag
Efter krigens ophør startede en ny bølge af immigration til Sydney og til Australien. De mange nye indbyggere bragte vækst og fornyet velstand til landet. Sydney voksede endnu en gang kraftigt på kort tid, og primært de vestlige forstæder blev opført gennem de følgende årtier.

Efter 2. Verdenskrig knyttede Australien tættere bånd til USA, hvilket landet indtil da hovedsageligt havde gjort med Storbritannien. Den australske deltagelse i USAs Vietnamkrig etablerede fra midten af 1960erne byen som rekreationssted for amerikanske soldater, og det satte sit naturlige præg på gadebilledet. I 1972 blev de australske tropper trukket hjem igen.

Et af verdens mest kendte bygningsværker, Sydneys operahus, stod færdigt i 1973 efter den danske arkitekt Jørn Utzons tegninger. Bygningsværket har siden indvielsen været byens vartegn og står som et afverdens mest ikoniske bygningsværker.

1980erne blev et årti med investeringer i mange nye skyskrabere. Det var i denne tid, byens nuværende skyline for alvor blev etableret, og på toppen blev Sydney Tower opført; det ses fortsat vidt omkring med dets placering centralt i forretningskvarteret.

Væksten i byen fortsatte gennem store arrangementer; først i forbindelse med byens 200 års jubilæum i 1988 og senere i år 2000, hvor Sydney var vært ved de Olympiske Lege. Det understregede byens kapacitet, og de mange fine tilbud til turister blev vist verden over. Sydneys nærmest konstante vækst har indtil videre givet plads til de nu næsten fem millioner indbyggere, og hvert år flokkes turister til den australske storby, der er opstået fra ingenting siden blot 1788.